Football For Folket!

2014 NFL Draft review: Cincinnati Bengals

Cincinnati Bengals kom igen ud af draften med rigtig gode football-spillere. Se her, hvad vi mener om deres valg.

Det kunne vi lide
Bengals er sjældent særligt “flashy” og holder sig normalt til deres draftpositioner, hvor de så på en eller anden måde får fingre i rigtig gode football-spillere. Det gælder også denne draft, hvor jeg er vild med valget af cornerback Darqueze Dennard i første runde, running back Jeremy Hill i anden runde og defensive end Will Clarke i tredje runde. Alle tre bør enten starte eller indgå i en meget seriøs rotation allerede som rookies, og det vil ikke overraske mig, hvis center Russell Bodine (fjerde runde) starter i første spillerunde i stedet for Trevor Robinson. Quarterback A.J. McCarron i femte runde blev valgt som backup, men jeg tror, han i løbet af 2014 eller 2015 vil presse Andy Dalton for starterjobbet.

Det kunne vi ikke lide
Selvom jeg godt kan lide valget af Jeremy Hill i anden runde, så kommer den tidligere LSU-profil med en masse bagage uden for banen. Selvom jeg har stor respekt for Marvin Lewis’ måde at håndtere spillere, der har haft spørgsmålstegn ved deres personlighed, så skal Bengals sørge for at holde balancen i omklædningsrummet. Bengals kunne have taget Carlos Hyde, der blev valgt umiddelbart efter, og det havde været et “sikrere” valg.

Sleeper
Michael Johnson er smuttet i free agency, og Bengals leder nu efter den eller de spillere, der kan erstatte den stærke lineman. Jeg har en fidus til, at Will Clarke – som Bengals valgte i tredje runde – får en stor og vigtig rolle i den rotation. Clarke har stort set samme størrelse som Johnson og måler 6’6 og 271 pund, og han kommer faktisk også til at spille med samme nummer 93. Clarke har allerede høstet ros fra de erfarne lineman for sin arbejdsmoral, så hold øje med den adrætte lineman.

Skriv et svar