Football For Folket!

2014 NFL Draft review: Carolina Panthers

Det kunne vi lide
Det er sjældent, at man i NFL ser en position være så tynd, som wide receiver-gruppen var det hos Carolina Panthers i ugerne efter, at free agency begyndte. Holdet mistede flere receivers til andre hold og droppede profilen Steve Smith, og det betød, at de bedste receivers i truppen midt i marts hed Marvin McNutt, Tavarres King, R.J. Webb og Kealoha Pilares. Tilsammen havde de grebet to bolde i NFL-karrieren. Siden har Carolina dog forstærket positionen med flere veteraner, og i 1. runde tog holdet så en spiller, der måske kan blive en ny profil. 6 fod 5 inches-høje og 240 pund-gigantiske Kelvin Benjamin er upoleret, men han har leveret i én sæson på højeste college-niveau (han scorede det touchdown, der gjorde Florida State til nationale mestre), og der er dem, der mener, at Benjamin er bedre end Mike Evans, der blev valgt som nummer syv i 1. runde. Der er dog også dem, der peger på, at han er meget ustabil og umoden. Uanset hvad var Carolina nødt til at gamble, og jeg kan godt lide, at de brugte førsterundevalget på en dynamisk receiver, der nok kan skuffe, men som har et stort potentiale, og som derfor kan få en større indvirkning end flere af de andre receivers, der var på brættet på det tidspunkt. Det er “boom or bust” for Benjamin. I dette tilfældes skal Panthers, der savner en offensiv playmaker, roses for at tage chancen.

Det kunne vi ikke lide
Carolina adresserede ikke behovet for en offensive tackle, og det kan undre. De var i en svær position, for de bedste var af brættet, da de valgte i 2. runde og her fik fremragende værdi i defensive end Kony Ealy. Men at de ikke brugte ét af de fire andre draft picks på en offensive tackle var overraskende, når offensive tackle-gruppen lige nu består af upåagtede navne som Byron Bell, Nate Chandler og Travis Bond. Som minimum kun et tredjedagsvalg have skabt noget dybde og konkurrence og skærpet de andre linemen. Panthers er tyndt besat på kanten af angrebslinjen, og det lover ikke godt for Cam Newton.

Sleeper
310 pund-store Trai Turner imponerede ved The Scouting Combine, hvor han løb 40 yards på, 4,93 sekunder, 10 yards på superhurtige 1,73 sekunder og angiveligt skabte lidt “buzz” omkring sin person. Han har 34 inches-lange arme og er bare 20 år, og derfor er der masser af fremtid og potentiale i ham. Han går dog i draften som redshirt sophomore, og derfor har han stadig meget at lære. Problemet for Turner er, at han hurtigt kan blive kastet for løverne på Panthers’ undermiddel angrebslinje, og det er han ikke nødvendigvis parat til. Men potentialet er stort.

Skriv et svar