Football For Folket!

2014 NFL Draft Preview: Tight ends

Du finder det største tight end-talent i årevis i dette års draftklasse. Læs om de bedste tight ends i The 2014 NFL Draft herunder også det gigantiske problembarn, spilleren, der kan blive én af de bedste ”blockers” i NFL, Kordell Stewart-typen og Jake Matthews’ talentfulde fætter.

Tight end-positionen i NFL har gennemgået en stor udvikling i de seneste 10-12 år. Og det bærer 2014-draften også præg af.

Tilbage i slutningen af 1990’erne blev tight ends som Kyle Brady, David LeFleur og Mark Bruener alle valgt i 1. runde. Deres foretrukne force var evnen til at blokere på løbe- og kastespil, mens de var knapt så opsigtsvækkende atleter og pass catchers.

I dag ville det være fuldstændigt utænkeligt at høre en general manager stå på et pressemøde efter draft day og sige: ”Altså, vi tog ham med 17. valget, fordi han virkelig kan hjælpe os og skubbe linebackers væk, når vi løber med bolden!”.

LÆS MERE: 2014 NFL Draft Rankings: Wide receivers

Derimod vil du sagtens kunne høre en general manager skamrose en tight ends evne til at true med sin fart på for eksempel ”seam”-ruter (ned gennem midten af banen, red.) og nævne det som en markant årsag til, at han blev et top 32-valg.

For det er evolutionen i NFL: Du ønsker først og fremmest angrebsspillere, der kan hjælpe dig i kasteoffensiven i en tid, hvor holdene kaster mere end nogensinde før. Og transformationen fra tunge, mere statiske ”blockers”, til hurtige, adrætte tight ends skete ikke mindst med de tidligere basketball-spillere Antonio Gates og Tony Gonzalez’ succes i ligaen. Siden har superatleter som Jimmy Graham, Julius Thomas, Vernon Davis og Rob Gronkowski overtaget for de to legender.

Er du 260 pund tung, kan du hoppe højt, gribe bolden effektivt og spæne af sted med dem, er du prototypen på nutidens NFL-tight end. Og kan du oven i købet stå bare en smule i vejen for forsvarsspillerne på blokeringer, er det endnu bedre. Men det er ikke længere afgørende, om du er en voldsomt stærk blokeringsspiller.
– Så du kigger efter fyre, der har den kombination. Det vil sige størrelse og hurtighed – basketball-spillere, om du vil, har New York Jets’ head coach, Rex Ryan, for nylig sagt.

Den bedste fyr i dét, som NFL Draft Scout’s Jeff Reynolds overfor Draftday.dk kalder for en ”middelmådig klasse”, er da også ganske rammende en suveræn atlet, der blokerer mindre godt.

North Carolinas Eric Ebron er et potentielt top 15-valg, fordi han er en fænomenal atlet, der kan true alle modstandere på sin vej med sin kombination af hurtighed, bevægelighed, kropskontrol og evne til at gribe bolden. Han er typen, som kan lave de spektakulære catches med bare én hånd.
– Efter min mening er Ebron den bedste tight end, der er kommet ud af college, siden Vernon Davis i 2006, siger Scott Wright fra NFL Draft Countdown til Draftday.dk.

Siden Davis blev valgt af 49ers med sjettevalget i 2006-draften har topvalgene på positionen været navne som Greg Olsen, Brandon Pettigrew, Jermaine Gresham, Cody Fleener og senest Tyler Eifert.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar