Football For Folket!

2014 NFL Draft: Draftday.dk kommenterer 1. runde

Jacob Nørtov og Søren Hygum Hansen kommenterer her alle valgene i 1. runde af 2014-draften. Læs her, hvad vi synes om de enkelte valg.

1. Houston Texans – DE Jadeveon Clowney, South Carolina
Det blev Clowney! Kaldt et af de største talenter, der er kommet ud af college i årtier, og et atletisk fænomen, der – hvis alt går vel – vil tage NFL med storm. Clowney var den højst rangerede spiller i high school, og nu bliver han også valgt som den første spiller fra college. Houston Texans’ defensive koordinator Romeo Crennel og Texans får en spiller, der kan lære af J.J. Watt og udvikle sig endnu mere.

2. St. Louis Rams – OT Greg Robinson, Auburn
I en division hvor fysik betyder alt, har Rams fået en stor, fysisk tackle i Greg Robinson. For et par uger siden sagde Rams’ general manager Les Snead, at Rams er et “run first play action pass”-hold, og i Robinson har de fået en dominerende run blocker, der kan bane vejen for running back Zac Stacy og med sine atletiske evner kan passe på Sam Bradford.

3. Jacksonville Jaguars – QB Blake Bortles, UCF
Første store overraskelse! Khalil Mack og Sammy Watkins var favoritterne, men Jaguars har i stedet valgt at bygge fremtiden op omkring Blake Bortles, der vil kunne lære af Chad Henne i et år. Bortles er en stor, fysisk quarterback, der gør sit arbejde i lommen, og hans potentiale er stort. Jaguars kan finde deres wide receiver i anden runde. Et godt valg!

4. Buffalo Bills (via Browns) – WR Sammy Watkins, Clemson
Bills opgiver dette års førsterundevalg (9), næste års førsterundevalg og et fjerderundevalg for at vælge Clemsons playmaker. Buffalo har brug for at give quarterback E.J. Manuel en førstereceiver, og det har de formentligt gjort med valget af Watkins. Clemson-receiveren er en eksplosiv spiller, der kan skaffe masser af yards med bolden i hænderne og desuden kan løbe alle ruter.

5. Oakland Raiders – LB Khalil Mack, Buffalo
Mack var en overgang i spil som draftens allerførste valg, men han fortsætter sin karriere hos the Raiders. Buffalo-profilen kan stille op alle mulige steder på den forreste del af forsvaret, og Mack kan med sine evner som pass rusher skabe kaos bag modstandernes line of scrimmage.

6. Atlanta Falcons – OT Jake Matthews, Texas A&M
Atlanta Falcons valgte det sikre og tog Jake Matthews, der kan starte 10 år i NFL og blive en Pro Bowler. Sønnen af Hall of Famer Bruce Matthews kan tage over som venstre tackle, hvis Falcons dropper knæskadede, underpræsterende Sam Baker fra den position og potentielt smider førsterundevalget fra 2008-draften over som højre tackle. Falcons kan juble over værdien ved sjettevalget.

7. Tampa Bay Buccaneers – WR Mike Evans, Texas A&M
Mike Evans giver Tampa Bay et stort mål, og han er blevet kaldt en bedre udgave af sin nye holdkammerat, Vincent Jackson. Handlen af Mike Williams til Tampa Bay betyder, at Buccaneers lukker et hul. Han er en playmaker, der vil hjælpe Buccaneers’ angreb betragteligt. Han er dog upoleret (løb kun seks ruter i angrebet hos The Aggies), og derfor har han meget at lære.

8. Cleveland Browns (via Vikings)- CB Justin Gilbert, Oklahoma State J
ustin Gilbert og Joe Haden i samme backfield – wow! Det er en forrygende duo. Browns var formentligt bange for Titans og Lions, der potentielt kunne handle op efter Gilbert. En stærk “press”-corner til Mike Pettines forsvar. Et stærkt valg, der kun kostede Browns et femtevalg for at handle én plads op.

9. Minnesota Vikings (via Browns) – OLB Anthony Barr, UCLA
Vikings valgte en linebacker til Mike Zimmers hybrid-system, hvor han ikke umiddelbart er et fit til 4-3-systemet, men hvor Zimmer har erklæret, at han “nok skal finde plads” til alle spillere med et stærkt talent. Anthony Barr er upoleret, men han har farten til at blive en forrygende pass rusher. Han var running back frem til 2012 og har derfor meget at lære, men potentialet er stort.

10. Detroit Lions – TE Eric Ebron, North Carolina
Detroit Lions får et vanvittigt angreb – på papiret – nu hvor Eric Ebron er en “løve”. Han er en stor playmaker, der er den bedste tight end i draften siden Vernon Davis 2006, og han vil supplere Calvin Johnson og Golden Tate på fremragende vis. Lions har Brandon Pettigrew, men han er mere en “blocker”, selvom han er et tidligere førsterundevalg.

11. Tennessee Titans – OT Taylor Lewan, Michigan
Et interessant valg der på den ene side giver nogen mening men på den side ikke rigtigt giver mening. Venstre tackle Michael Roos er free agent efter denne sæson, og Lewan kan potentielt erstatte ham. Roos er dog kun 31 år, og mange mener samtidig, at Lewan er bedre på højre side af linjen, men her har Titans tidligere i år lavet en 20 millioner dollars aftale med Michael Oher (næsten 10 mio. garanteret). Det bliver spændende at se, hvad Titans har tænkt sig.

12. New York Giants – WR Odell Beckham jr., LSU
Da Lewan var af brættet stod Beckham jr. som den næste i rækken, og det er et rigtig godt valg af Giants. LSU-profilen er en eksplosiv spiller, der løber fremragende ruter og har sikre hænder. New York var nødt til at give Eli Manning noget hjælp enten på linjen eller i marken, og det har de gjort med valget af Beckham jr.

13. St. Louis Rams – DT Aaron Donald, Pittsburgh
Rams kan nu mønstre fire førsterundevalg på den defensive linje (Chris Long, Michael Brockers, Robert Quinn), og Gregg Williams skal nok få masser ud af Donald. Den lille Pittsburgh-spiller passer perfekt som 3-tech til den aggressive stil, som Williams praktiserer, og Rams har med deres to førsterundevalg nu forstærket sig “in the trenches”.

14. Chicago Bears – CB Kyle Fuller, Virginia Tech
I en NFC North hvor man møder Matthew Stafford og Aaron Rodgers i fire kampe om året kan man aldrig have nok cornerbacks. Samtidig er Charles Tillman oppe i årene, så valget af Fuller giver absolut mening.

15. Pittsburgh Steelers – LB Ryan Shazier, Ohio State
Steelers’ forsvar har i mange år mangler fart, men det får de så sandsynligt nu med Shazier. Han er ekstrem hurtig og kan dække et stor område, og han kommer til at spille på indersiden af Steelers’ 3-4 system, hvor holdet mangler kvalitet.

16. Dallas Cowboys – OT Zack Martin, Notre Dame
Zack Martin er ikke Johnny Manziel, der ellers var på brættet. Han er faktisk så anti-Manziel, som man kan blive, for han er typen, der går på banen, leverer varen og kan spille alle fem positioner. Han har ikke misset en kamp hos Notre Dame, og han kan ifølge nogle eksperter blive en Pro Bowl-guard i NFL.

17. Baltimore Ravens – ILB C.J. Mosley, Alabama
C.J. Mosley er et klassisk Ozzie Newsome-valg. Alabama-profilen har været ekstremt produktiv i college og været en leder i forsvaret hos The Crimson Tide, og han kan spille både indvendig og udvendig. Der er spørgsmålstegn ved hans holdbarhed, som der er ved andre Alabama-spillere, men han er meget komplet og klar til NFL.

18. New York Jets – S Calvin Pryor, Louisville
Calvin Pryor er en “hard hitter” kaldt “The Hammer”, som flyver rundt på banen og laver de store spil. Han sætter tempoet og giver Jets en frygtløs, frygtindgydende herre i holdets secondary. Han er draftens bedste safety. Jets valgte ikke Brandin Cooks, som de var sat i forbindelse, men kan finde en receiver senere.

19. Miami Dolphins – OT Ja’Wuan James, Tennessee
James startede 49 kampe hos The Vols, og han var gennem et par uger rygtet til Miami. Det er et meget solidt valg, selvom det virker højt. Men Dolphins var vilde med James, og han giver dem en forstærkning til et angrebslinje, der hårdt savner det.

20. New Orleans Saints (via Cardinals) – WR Brandin Cooks, Oregon State
Med sin 4,33 sekunders-hurtighed og med den hurtigste “short shuttle”-tid ved The Scouting Combine er Cooks en eksplosiv, hurtig herre, der giver Saints en playmaker, som holdet er ved at løbe tør for. Han er en lille fyr, men han supplerer store Marques Colston virkelig godt.

21. Green Bay Packers – S Ha Ha Clinton-Dix, Alabama
Et meget logisk valg når linebackers som Mosley og Shazier var af brættet. Packers havde brug for at opgradere på free safety, og Clinton-Dix giver ostehovederne masser af fart og vil være starter fra dag ét. Alabama-profilen er en rigtig boldjæger og en dygtig tackler, så Clinton-Dix kan hurtigt blive et hit i Wisconsin.

22. Cleveland Browns (via Eagles) – QB Johnny Manziel, Texas A&M
Johnny Football skal løfte Browns ud af dyndet! Browns handlede op og ofrede et tredjerundevalg for at vælge Manziel med det 22. valg – et spot de tidligere har valgt Brady Quinn (2007) og Brandon Weeden (2012) i uden succes. Om Manziel får succes afhænger af mange faktorer. For det første om han kan tilpasse sin spillestil til NFL, eller om Browns formår at skræddersy et angreb, der passer til hans kreative evner. For det andet om Manziel kan forblive fokuseret på football og undgå at lade udefrakommende faktorer forstyrre. Browns har fået en playmaker på angrebet, og det kan være vendepunktet for den trængte franchise.

23. Kansas City Chiefs – DE Dee Ford, Auburn
Et lidt overraskende valg. Ford måler kun 6’2 og vejer 255 pund så han er ikke et ideelt fit til Chiefs’ 3-4 system. Man kan argumentere for at Chiefs ofte vil være i sub-pakker, hvor Fords rush-evner vil komme til sin ret. Samtidig er Tamba Hali oppe i årene og har kun et par år tilbage af sin kontrakt.

24. Cincinnati Bengals – CB Darqueze Dennard, Michigan State
Et rigtigt værdivalg af Bengals, der formentligt var meget overrasket over, at Dennard var på brættet. Dennard, der var projekteret til at blive valgt i top 15, er ikke nær så atletisk som andre cornerbacks i årets klasse, og han mangler også noget fart. Men han er en football-spiller med stort F, og det er et rigtig godt valg af Bengals.

25. San Diego Chargers – CB Jason Verrett, TCU
Chargers har intet på cornerback, så et valg af Verrett er logisk. TCU-corneren mangler noget størrelse, og han har skadeshistorik, men han er en fantastisk playmaker, og er formentligt draftens allerbedste nickelback. Et rigtig godt valg!

26. Philadelphia Eagles (via Browns) – OLB Marcus Smith, Louisville
Eagles handlede ned fra 22. valget til 26. valget og tog Marcus Smith, der i de seneste uger var blevet omtalt som et muligt førsterundevalg. De havde brug for at forstærke angrebet og finde pass-rushers, og Smith gør det efter en 2013-sæson, hvor han lavede 13 1/2 sacks og imponerede i jagten på quarterbacken. Er det tidligt? Ja, men i området valg 25 til 50 er der ikke stor forskel i denn draft.

27. Arizona Cardinals (via Saints) – S Deone Bucannon, Washington State
Arizona Cardinals finder et hårdtslående supplement til Tyrann Mathieu, og han er en “hard hitter”, der har lavet 15 interceptions i karrieren. Bucannon er blevet sammenlignet med Dashon Goldson, og han er en “box safety”. Det var ventet, at Arizona ville vælge en kommende, startende quarterback, men de kan finde én i 2. runde.

28. Carolina Panthers – WR Kelvin Benjamin, Florida State
Carolina Panthers var desperate i jagten på en wide receiver, og Benjamin er med sin størrelse (6’4, 240) prototypen af en NFL-receiver anno 2014. Han vil øjeblikkeligt kunne starte hos panterne, men han havde ikke imponeret under diverse interviews med holdene inden draften. Kan han holde fokus, kan han dog blive en profil.

29. New England Patriots – DT Dominique Easley, Florida
Et top 15-talent baseret på game tape, men valget kommer med en vis risiko. Easley har to korsbåndsskader på sit cv, og selvom hans lægetjek formentligt ikke har bekymret Patriots, så kan det påvirke Easleys holdbarhed. Holder Easley sig fri af skader, er han en kaosskabende lineman, der kan bemande 3-tech positionen på Patriots’ tyndt besatte inderste defensive linje.

30. San Francisco 49ers – S/CB Jimmie Ward, Northern Illinois
49ers overraskede ved at vælge Jimmie Ward, der er en lille safety. Han kan potentielt være nickel-cornerback i NFL, efter at han fik spilletid på samme position hos Northern Illinois. Ward er ikke en “box safety”, og valget kan virke besynderligt med mindre, at 49ers flytter ham til cornerback.

31. Denver Broncos – CB Bradley Roby, Ohio State
Denver Broncos får forrygende værdi ved 30. valget, hvor de vælger faldne Bradley Roby, der var pillet af flere holds bræt på grund af character issues, men som har talentet til top 15. Et secondary med Aqib Talib, Chris Harris og Roby ser meget lovende ud, hvis han kan holde fokus efter en ustabil 2013-sæson.

32. Minnesota Vikings (via Seahawks) – QB Teddy Bridgewater, Louisville
Bridgewater røg langt, efter at han en overgang var et top 5-valg i medierne, men Vikings ser en stor værdi i ham og handlede tilbage i top 32 efter ham. Han ankomst til Minnesota viser definitivt, at holdet erkender, at Christian Ponder var en fejltagelse. Bridgewater får ros for sin person, teknik og evner i et “Pro Style”-angreb.

Skriv et svar