Morten Andersen – den danske kicker i NFL

Hvem er Morten Andersen

Morten Andersen er en tidligere dansk kicker i NFL, der spillede for fem forskellige hold i perioden 1982 til 2007.

Han trak sig officielt tilbage i 2008 efter 25 sæsoner i NFL med syv Pro Bowls og seks All-Pro på sit cv. I 2017 blev Morten Andersen desuden valgt ind i Pro Football Hall of fame, og han er en del af 1980’s og 1990’s All-Decade Teams.

“The Great Dane” blev født i 1960 i København men voksede op i Struer. Herfra gik turen i 1977 videre til Ben Davis High School i Indianapolis, hvor Andersen var udvekslingsstudent i et enkelt år.

Her spillede den danske kicker også high school football, og her imponerede han så meget, at han fik tilbudt et scholarship hos Michigan State. 

Førte Big Ten i point som freshman

Som freshman gjorde den danske vestjyde sit til at bevise, at han var sit scholarship værdig. I 1978 scorede han holdflest 73 point og ramte på 52 af 52 ekstra point og syv af 16 field goals. Hans 56 point var nok til at føre Big Ten-konferencen i antal scorede point fra en kicker.

Som senior tangerede Andersen de 73 point og ramte på 28 af 29 ekstra point og 15 af 20 field goals. De 15 field goals var flest i Big Ten-konferencen den sæson, og han blev valgt First Team Big Ten og All-American.

I 2011 blev den danske kicker fortjent valgt ind i Michigan State University Hall of Fame.

Drafted af Saints i fjerde runde (1982-1994)

Den flotte karriere hos Spartans betød, at Morten Andersen blev valgt af New Orleans Saints i fjerde runde af 1982 NFL draft.

Her spillede han fra 1982 til 1994, og i Louisiana blev hurtigt en meget vigtig brik. I 10 af sine 11 sæsoner i “Big Easy” førte Saints-kickeren sit hold i flest scorede point, og hans træfsikkerhed gav ham tilnavnet “Mr. Automatic”.

Den dag i dag holder han fortsat Saints-rekorden for flest scorede point med 1312 styks, og i sin tid hos Saints blev han valgt til seks af sine syv Pro Bowls og var et All-Pro valg hele fem gange.

I 1994 valgte Saints at fyre Andersen af salary cap-årsager, efter danskeren ikke ville acceptere at gå ned i løn.

I august 2015 annoncerede Saints’ ejer Tom Benson, at Morten Andersen var blevet optaget i New Orleans Saints Ring of Honor.

– Det er en ære at blive optaget i New Orleans Saints Ring of Honor. Jeg er taknemmelig for mine 13 år hos holdet, og jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed for den her anerkendelse til Mr. Benson og hele organisationen. Jeg glæder mig over at kunne tilslutte mig Archie Manning, Rickey Jackson og Willie Roaf – mænd der spillede på højeste niveau og har sat et uudsletteligt præg på Saints og New Orleans. Jeg vil også gerne takke alle Saints fans, som med deres passion, energi og entusiasme gjorde det sjovt at spille her, sagde den tidligere Saints-kicker dengang.

Tiden hos Atlanta Falcons (1995-2000)

Efter fyringen hos Saints gik turen videre til rivalerne fra Falcons, hvor Andersen spillede i seks sæsoner og oplevede karrierens største øjeblikke.

I sin første sæson i 1995 beviste Falcons-kickeren, at han stadig havde et fantastisk spark og hamrende det ene field goal efter det andet op mellem de gule stænger.

I alt blev det til 122 point for sæsonen, og Andersen satte også en NFL-rekord ved at banke otte field goals fra 50 yards eller længere ind. Blandt andet en Falcon-rekord på 59 yards.

Samtidig landede hele 27 af hans kick offs som touchbacks – uhørt højt dengang hvor kickeren stadig sparkede fra 20-yard linjen – og 55 af 82 kick offs nåede ind i end zone, svarende til 67 procent af alle spark.

Karrierens allerstørste øjeblik kom i 1998/1999-sæsonen, da Morten Andersen sparkede Atlanta Falcons i Super Bowl med et 38-yard game-winning field goal i overtid mod Minnesota Vikings i NFC-finalen.

Desværre blev det ikke til en sejr i “The Big Dance”, hvor danskeren brændte et 26-yard field goal i nederlaget til Denver Broncos.

Efter finalenederlaget spillede Andersen yderligere to sæsoner for Falcons, inden samarbejdet sluttede efter 2000-sæsonen. 

Kort ophold hos New York Giants (2001)

I 2001 skiftede danskeren så til Giants, hvor det dog kun blev til en enkelt sæson. Den danske kicker ramte plet på 23 af 28 spark, men det var ikke nok til, at den dengang 41-årige Andersen kunne beholde jobbet.

To sæsoner hos Chiefs (2002-2003)

Fra New York gik turen til Kansas City, hvor Morten Andersen i to sæsoner sparkede for the Chiefs. I den første sæson scorede den danske kicker på 22 af 26 spark, mens det blev til 16 pletskud på 20 forsøg i sin andens sæson.

Hos Chiefs spillede han under head coach Dick Vermeil, der under en kamp mod rivalerne fra Oakland Raiders lovede Andersen en flaske Bryant Family Vineyards Cabernet Sauvignon til 500 dollars, hvis han scorede et game-winning field goal.

Det gjorde Andersen, men da NFL hørte om Vermeils præmie, gik ligaen ind i sagen, fordi vinen blev betragtet som en præstationsbetinget bonus. Da den “bonus” ikke stod i kickerens kontrakt var det derfor ikke tilladt for Andersen at modtage gaven.

Før 2004-sæsonen blev de danske kicker cuttet af Chiefs, efter han havde tabt kampen om jobbet til den unge kicker Lawrence Tynes. I en alder af 43 år proklamerede Andersen dog, at han ville spille, til han var 50 år…

En enkelt sæson hos Minnesota Vikings (2004)

Umiddelbart efter fyringen i Kansas City gik turen videre til Vikings, der stod og manglede en sikker sparker.

Andersen havde ikke længere power i benet til at sparke kick offs, så den del stod Jose Cortez primært for, men den 44-årige dansker var solid på sine field goals og ramte på 16 af 20 forsøg – det længste fra 49 yards.

Det blev dog kun til én sæson hos vikingerne, inden Andersen igen var arbejdsløs. Og denne gang var det ikke helt ligetil at få job.

Tilbage hos Atlanta Falcons (2006-2007)

Efter at have siddet ude hele 2005-sæsonen vendte den danske kicker tilbage til NFL og Atlanta Falcons i 2006 i en alder af 46 år.

Falcons havde ellers Michael Koenen, men han fungerede både som punter og kicker – og var noget ustabil til det sidstnævnte. Her kunne Andersen hjælpe.

Hos Falcons blev Andersen genforenet med head coach Jim Mora, som han havde arbejdet med hos Saints fra 1992-1994.

I to sæsoner hos Falcons spillede den erfarne kicker 28 kampe og ramte på imponerende 45 af 51 field goal forsøg og scorede blandt andet en 47-yarder i 2007-sæsonen.

Morten Andersen stoppede karrieren i 2008

Efter to sæsoner hos Atlanta Falcons var der ikke længere brug for Andersen, og i december 2008 valgte den danske kicker så at indstille karrieren i en alder af 47 år.

Læs mere om karrierestoppet i vores artikel “The Great Dane”.

Du kan også læse vores store interview med Andersen om den svære tid efter karrierestoppet i artiklen “Efter det sidste kick”.

Læs også vores artikel om den unge kicker Chandler Catanzaro, som den danske ex-kicker har været mentor og træner for. 

Hvornår Morten Andersen blev valgt ind i Hall of Fame

I 2017 blev Morten Andersen valgt ind i Pro Football Hall of Fame efter at have været finalist tre gange tidligere. 

Inden da var der kun blevet plads til én kicker, norske Jan Stenerud, men nu har skandinavien altså de eneste to “rene” placekickers.

Livet er et kick

I 2008 udkom bogen om den tidligere NFL-kicker, “Livet er et kick”, som blev til i samarbejde med og er skrevet af journalist Jimmy Bøjgaard.

Du kan støtte Draftday.dk ved at købe bogen her hos Cdon.com til 129,- eks. fragt.

Hvilke NFL-rekorder har Morten Andersen?

  • Flest spillede kampe (382)
  • Flest scorede point (2544)
  • Flest kampe i træk med en scoring (360)
  • Flest field goal forsøg (709)
  • Flest field goals (565)
  • Flest field goal 50+ yards i en kamp (3/delt)

New Orleans Saints-rekorder

  • Flest field goals (302)
  • Flest scorede point (1318)
  • Flest field goals i en sæson (31/delt)

Atlanta Falcons-rekorder

  • Flest field goals (184)
  • Flest scorede point (806)