Football For Folket!

Blog: Hvis sæsonen sluttede i dag…

Otte runder er afviklet, og her får du en kort status på og 11 kommentarer om draft, slutspil, Super Bowl og priser.

Detroit Lions ville vælge først

Mindre end syv år efter at have haft det første valg i 2009 NFL Draft ville løverne igen skulle vælge først. Halvvejs gennem sæsonen har Lions blot vundet én af otte kampe, har fyret deres general manager og team president og er slået tilbage til start. Med frit valg på alle hylder i 2016 NFL Draft ville quarterback Matthew Staffords fremtid i “Motor City” være usikker.

Læs også: Analyse: Lions er slået tilbage til start

… og Titans ville igen vælge som nummer to

Sidste år valgte Tennessee Titans som nummer to, og det ville de også gøre i næste års draft, hvis sæsonen sluttede i dag. I foråret tog de quarterback Marcus Mariota, og jeg vil tro, at de næste år vil gå efter en defensiv playmaker med deres førsterundevalg. Hvis de igen vælger så højt, kunne det være Ohio States Joey Bosa eller Ole Miss’ Robert Nkemdiche.

Læs også: Draftrækkefølgen for 2016 NFL Draft

De her hold ville være i slutspillet

Hvis sæsonen sluttede i dag ville New England Patriots, Indianapolis Colts, Cincinnati Bengals, Denver Broncos, Oakland Raiders og New York Jets være i slutspillet for AFC. I NFC ville de seks pladser gå til New York Giants, Arizona Cardinals, Carolina Panthers, Green Bay Packers, Minnesota Vikings og Atlanta Falcons. Det ville i så fald være første gang siden 2004, at Raiders vil være at finde i playoffs.

Læs også: 4 hold der virkelig tørster efter slutspil

Buffalo Bills ville igen misse slutspillet

Før sæsonen var Bills et af de mest hypede og hotte hold takket være ansættelsen af Rex Ryan. Mange så Bills som en seriøs udfordrer til New England Patriots i AFC East, men her halvvejs har Bills blot vundet tre af syv kampe og ikke ville nå i slutspillet. Ligesom de i øvrigt ikke har præsteret siden 1999. Det er stadig lidt af en gåde, at et så stærkt forsvar ikke kan tage Bills længere.

…og det samme ville Seattle Seahawks

Ligesom Bills ville Seattle Seahawks heller ikke nå slutspillet, hvis sæsonen sluttede i dag. De seneste to sæsoner har Seahawks ellers været i Super Bowl, men efter otte kampe er de blot 4-4. Dermed ikke sagt, at Seahawks er færdige, for de er kun to kampe efter Arizona Cardinals og helt med i kapløbet om en wild card-plads. Deres division er dog ret tæt, for både Cardinals og Rams er godt kørende. Jeg tror dog ikke, at Seattle får en plads i denne omgang. Deres angreb er ikke stærkt nok, og forsvaret er ikke på samme niveau som tidligere.

Colts ville lægge turf til en slutspilskamp

Til trods for at Colts blot har vundet tre kampe, så fører de stadig AFC South. Det betyder faktisk, at Colts som divisionsvinder ville lægge turf til en slutspilskamp i wild card-runden, hvis sæsonen sluttede i dag. Ser man på Colts’ program resten af sæsonen, så ligger der formentligt blot tre-fire sejre og venter, hvilket vil sige, at Colts reelt kan vinde divisionen 7-9… og stadig få en hjemmebanekamp i playoffs. Der er i mine øjne stadig noget galt med seedningssystemet, når hold uanset rekord automatisk får en hjemmekamp i slutspillet, hvis de vinder deres division.

Se også: Stillingen i NFL lige nu

Bucs ville være det bedste hold i Florida

Sidste år vandt Bucs blot to kampe og var det dårligste hold i hele NFL. Otte runder inde i 2015-sæsonen har Bucs allerede overgået det antal og ligger med tre sejre placeret i midten af NFL. Ligeså vigtigt som fremskridtet er, at Bucs ville være det bedste af de tre hold fra Florida. Jacksonville Jaguars har kun to sejre, mens Miami Dolphins ligesom Bucs har tre sejre men er dårligere på grund af Strength of Schedule. Jeg synes, vi de seneste uger har set et forbedret Bucs-hold, og efter deres friuge har quarteback Jameis Winston leveret på et mere konstant niveau. Det er glædeligt at se og lover godt for fremtiden.

Panthers og Broncos ville få hjemmenbanefordel

Carolina Panthers og Denver Broncos ville få hjemmebanefordel, hvis sæsonen sluttede i dag (eller efter ottende runde). Panthers har lige nu den bedste rekord i NFC og er 7-0, og Broncos har den bedste rekord i AFC, hvis vi ser bort fra at Cincinnati Bengals har taget hul på niende runde og faktisk er 8-0. Jeg tror dog ikke, at Panthers og Broncos ender med de bedste rekorder, men mere om det længere nede.

Tom Brady ville være MVP

Hvis sæsonen sluttede i dag, så ville New England Patriots’ quarterback Tom Brady være den klare NFL MVP. Her halvvejs gennem sæsonen, så har Brady leveret på et suverænt højt niveau og har kastet 20 touchdowns og blot én interception. Patriots er 7-0 for kun anden gang i holdets historie (2007), og snitter NFL-bedste 35,6 point pr. kamp og har scoret mindst 28 point i alle sæsonens syv kampe. Brady spiller på sit måske bedste niveau nogensinde.

De her ville også blive hædret

MVP-titlen ville som sagt gå til Brady, og han ville også blive Offensive Player of the Year. Titlen som Defensive Player of the Year ville i mine øjne skulle gå til Denver Broncos’ linebacker Von Miiller, der har spillet forrygende i den første del af sæsonen. Jeg ville give Offensive Rookie of the Year til St. Louis Rams’ running back Todd Gurley, mens Buffalo Bills’ cornerback Ronald Darby ville få min stemme som Defensive Rookie of the year. Cincinnati Bengals’ head coach Marvin Lewis fortjener prisen som head coach of the year, og Broncos’ defensive koordinator Wade Phillips bør få Assistent coach of the Year.

Super Bowl ville stå mellem….

New England Patriots og Arizona Cardinals. Jeg tror, at Patriots har den bedste chance for få topseed i AFC og få hjemmebane igennem slutspillet. Det vil gøre dem meget svære at slå. Broncos ville være mit outsider-bud, men jeg tror, Peyton Mannings faldende niveau bliver en negativ afgørende faktor. Green Bay Packers og Carolina Panther er de åbenlyse deltagere fra NFC, men jeg går med Cardinals. De har både et stærkt forsvar og et angreb, der klikker på alle cylindre. Uanset hvem der mødes i Super Bowl, vil det blive en tæt og seværdig kamp.

Enig eller uenig i min blog? Så smid en kommentar eller send et tweet til @JacobNoertov

Skriv et svar