Football For Folket!

Optakt til ugens kampe i NFL – week 8

Week 8 i NFL er forude, og Deshaun Watson skal gøre noget, som ingen anden rookie-quarterback har gjort i seks år, mens Cowboys og Redskins er pressede forud for deres rivalopgør. Carson Wentz kan fortsætte sin MVP-ligende sæson mod ét af NFLs dårligste hold, og så giver Von Miller modstanderen fra Chiefs den ultimative ros. Læs hvad det er – og meget mere – når du her får detaljerede optakter til alle ugens kampe i NFL!

UGENS TOPKAMP

TEXANS at SEAHAWKS (Søndag, Kl. 22.05)

Houston Texans vender tilbage fra holdets friuge og skal forsøge at finde fodfæste efter tabet af de to forsvarsprofiler J.J. Watt og Whitney Mercilus. Holdet bankede dog Browns inden friugen – og får nu venstre tackle Duane Brown på banen, efter at han har afsluttet sin ufrugtbare “holdout”. Det forstærker en angrebslinje, der har ydet rookie-quarterback Deshaun Watson god beskyttelse. Enheden tillod 10 sacks i premieren mod Jaguars, men har siden kun tilladt 11 sacks i fem kampe. Watson har været spektakulær og sat flere NFL-milepæle for rookies på sin vej – og netter lige nu en passer rating af 101,5 point og har kastet 15 touchdowns – flest af en rookie i NFL-historien efter de første seks kampe. Men man skal tilbage til 2011 (Bengals’ Andy Dalton) for at finde en rookie-quarterback, der sidst vandt i de svære betingelser i Seattle – på en arena, der ofte er NFLs mest larmende. Her har Seattle kun tabt 10 af 55 kampe siden 2011. Og Seattles forsvar, der dominerede Giants’ angreb i store dele af sidste søndags 24-7-sejr, er periodevis NFLs allerbedste, selvom det ikke længere er på 2014-niveau. Det bliver med flere længder den indtil nu største test for Watson, der har imponeret på den store scene, men står over for et forsvar af en kaliber, han ikke før har mødt i sin football-karriere. Værterne har vundet tre på stribe efter en 1-2-indledning og jagter Rams i toppen af NFC West. Seahawks’ angreb er så småt kommet i gang og har skaffet flere end 400 yards i tre af de seneste fire kampe. I søndags mod Giants scorede holdet tre touchdowns i anden halvleg, men Texans’ defensiv er stadig en svær test, selvom Mercilus og Watt er ude. Det er kun tredje gang nogensinde, at de to hold mødes – Seattle har vundet to af de kampe. Senest med 23-20 i overtid i 2013 i en kamp, hvor Texans ellers førte 20-3 ved pausen.

Duellen i duellen
Seahawks’ middle linebacker Bobby Wagner er på vej mod endnu en meget stor sæson, og søndag vil han få en afgørende rolle i duellen med Watson. Som middle linebacker får Wagner ofte til opgave at spionere mod og stoppe Watson, når den adrætte rookie løber med bolden, som han har gjort det 28 gange i denne sæson. Her har Watson løbet for 202 yards og snittet 7,2 yards pr. løb. Da Seahawks mødte en anden mobil quarterback i september i form af Titans’ Marcus Mariota skaffede han 27 yards langs jorden, men var til gengæld effektiv langs jorden. Det er op til Wagner, der er Seahawks’ forsvarsgeneral, og som har lavet flere tacklinger end nogen anden spiller siden 2014, at sørge for, at Watson ikke leverer endnu en opsigtsvækkende god indsats.

Statistikken, du skal kende
Seahawks’ quarterback Russell Wilson har været bedst i anden halvleg. Her har han nettet en passer rating af 113,1 point – tredjebedst i NFL – og har kastet ni touchdowns (bedst i NFL sammen med Watson og Aaron Rodgers). Texans-forsvaret har uden tvivl bemærket, at Seahawks-stjernen træder i karakter efter pausen, som han også gjorde det i søndags mod Giants. Spørgsmålet er bare, om enheden kan stoppe ham, hvis han igen er brandvarm i de sidste 30 minutter.

Kam Chancellor og Richard Sherman kan gøre livet surt for Deshaun Watson søndag. FOTO: Mike Morris, Flickr

OG ALLE DE ANDRE KAMPE…

DOLPHINS at RAVENS (Natten til fredag, kl. 02.25)

Det er femte år i træk, at Ravens og Dolphins mødes, når holdene tørner sammen natten til fredag på M&T Bank Stadium. Dolphins har på nærmest utrolig vis vundet tre kampe i træk, selvom holdet ikke har spillet godt, men alligevel har Dolphins vundet fire af de første seks kampe og er – trods en dramatisk sæsonindledning fyldt med uheldige Dolphins-overskrifter i medierne – stadig med i kampen om AFC East og en slutspilsbillet. Natten til fredag starter Matt Moore bag center i stedet for skadede og måske også permanent degraderede Jay Cutler. For “Cutler”-eksperimentet har ikke fungeret, og Moore gav angrebet noget saft og liv, da han kom på banen i søndags i comeback-triumfen mod Jets. Han har overtaget et angreb, der er sidst i NFL med kun 261 total yards pr. kamp, men Ravens’ angreb er ikke meget bedre, og udskældte Joe Flacco er svag bag center. En passer rating af kun  70,0 point rangerer som nummer 31 i NFL, men med til historien hører, at Ravens-angrebet er skadesramt på nærmest grotesk vis. I søndags mod Vikings var Ravens uden sine tre bedste wideouts, og deres status forud for Miami – med kun fire dages pause – er uvis. Dolphins risikerer dog også at være uden to offensive linemen. Venstre guard Anthony Steen er allerede dømt ude med en fodskade, men venstre tackle Laremy Tunsil risikerer også et afbud på grund af en knæskade. I Miami forventer man, at running back Jay Ajayi får en stor dosis handoffs torsdag mod et løbeforsvar, der er NFLs svageste målt i rushing yards pr. kamp. Ikke mindst fordi Matt Moore kun har en kort uge til at forberede sig og få en bedre timing med sine receivers. Ravens, der har vundet tre af de første syv kampe, er 3,5 point-store favoritter forud for kampen, hvis man spørger bookmakerne i Las Vegas.

LÆS: De afgør Andreas Knappes fremtid

VIKINGS at BROWNS (Søndag, kl. 15.30)

Årets fjerde kamp i London på Twickenham Stadium byder på et sejrsløst hold – og dermed må englænderne for tredje kamp i træk tage sig til takke med en kamp, der risikerer ikke rigtigt får nogen op af stolene, efter at de to seneste London-opgør var ”shutouts”. Browns er i en enorm krise, som få hold har været det gennem tiderne, og har nu tabt 32 af holdets seneste 34 kampe. Kun Detroit Lions i midten af 00’erne og Chicago Cardinals – under Anden Verdenskrig i 1940’erne – har tabt så mange kampe i så lang en periode. Vikings (5-2) er da også 8,5 point-favoritter i et opgør, hvor holdet med en sejr kan cementere føringen af NFC North, der pludselig synes lige til at snuppe, efter at Brett Hundley i Green Bay har vist sig at være mange gange svagere end Aaron Rodgers. Faktisk kalkulerer ESPNs talnørder, at Vikings statistisk set har 72 procent chance for at vinde divisionen. Det er især forsvaret, der hjælper Minnesota – løbeforsvaret er NFLs tredjebedste målt i total yards, og Everson Griffen har som den eneste spiller i NFL lavet mindst én sack i alle sæsonens første syv kampe (ni i hele sæsonen). Han står søndag over for en Browns-angrebslinje, der for første gang siden 2007 må undvære venstre tackle Joe Thomas, der misser sin første kamp nogensinde – og resten af sæsonen – med en tricepsskade. Han var grundstenen i angrebet, og man skal ikke undervurdere den mentale betydning af tabet af ham for et angreb, der ventes at starte Cody Kessler, efter at rookie Deshone Kizer i søndags mod Titans for tredje gang i denne sæson blev bænket. Samtidig er topvalget i årets draft, Myles Garrett, tvivlsom med symptomer på en hjernerystelse, som han tirsdag meldte, at han havde. Browns vandt faktisk de to holds seneste opgør (i 2013) på et sidste-minuts-touchdown fra Jordan Cameron. Vikings kan få wide receiver Stefon Diggs tilbage, efter at han har misset to kampe med en skadet lyske. Det booster angrebet, hvis han bliver klar. Det er Browns’ første kamp udenfor USA siden 1999, hvor holdet spillede en træningskamp i netop London. Vikings spillede i London i 2013, hvor holdet slog Pittsburgh, men head coach Mike Zimmer fortæller, at han aldrig har været i byen og ikke ved, hvad han skal forvente. Vikings ankommer torsdag til millionbyen, Browns lander fredag.

Kyle Rudolph og Vikings skal spille i London søndag. FOTO: Joe Bielawa, Wikimedia Commons

FALCONS at JETS (Søndag, kl. 19.00)

De færreste havde formentligt forventet, at det ville være sådan, men efter tre nederlag på stribe er søndagens kamp i The Meadowlands pludselig blevet en “must-win” kamp for de forsvarende NFC-mestre fra Falcons. Holdet er én sejr efter New Orleans og Carolina i NFC South, men har spillet én kamp færre end Saints, og derfor har Falcons ikke råd til at snuble mere. Jets kan omvendt glæde sig over, at holdet med tre sejre i syv kampe ikke har udspillet sin rolle i sæsonen, som mange ellers forinden troede, at holdet ville have gjort nu. Til gengæld er begge de seneste nederlag – knebne og bitre til Patriots og Dolphins – malurt i bægeret. Men under Todd Bowles har Jets spillet overraskende hårdt og over evne til tide, og det gør dem til en farlig modstander for sårede Falcons. Gæsternes angreb har været overraskende skuffende under den nye koordinator, Steve Sarkisian, quarterback Matt Ryan er upræcis, og wide receiver-stjernen Julio Jones har kun scoret ét touchdown. Jets’ forsvar er undermiddel i NFL, men Patriots’ forsvar var på papiret værre, og det kunne Falcons kun score syv point imod. Det er ikke kun offensivt, at det halter for Falcons. Forsvaret har de seneste to kampe tilladt 300 yards langs jorden. Den gode nyhed er dog, at Jets’ løbeangreb hører til i NFLs ende tunge ende.

PANTHERS at BUCCANEERS (Søndag, kl. 19.00)

Buccaneers har tabt tre kampe på stribe, mens Carolina søndag blev ydmyget af Bears. Begge hold har derfor brug for genrejsning, hvis ikke ord som “krise” skal klæbe sig til holdet. Buccaneers’ quarterback Jameis Winston kastede for 384 yards i søndags i nederlaget til Bills, og værterne fører NFL i passing yards. I Mike Evans, DeSean Jackson, Cameron Brake og O.J. Howard har Winston flere virkelig gode våben, der så småt er begyndt at blive farlige efter en lidt tynd sæsonstart, og Winston har ifølge Panthers’ defensive koordinator, Steve Wilks, selv forbedret sig. Panthers har dog kun tilladt én 300 yard-passer i 2017 (Tom Brady), men kan igen søndag være uden middle linebacker og forsvarsgeneral, Luke Kuechly, der døjer med efterveerne af en hjernerystelse. Bucs’ forsvar har været en stor skuffelse i denne sæson og har alene de seneste to kampe tilladt 68 point – og kollapsede mod Bills, da Bucs ellers til allersidst førte med en margin af et touchdown. Samtidig har enheden kun lavet syv sacks – færrest i NFL. Efter nederlaget til Bears, hvor Panthers kun scorede tre point, og hvor Bears returnerede en interception og fumble for touchdown, sagde head coach Ron Rivera, at trænerstaben måske vil simplificere angrebet. Simpelthen fordi trænerne kræver for meget af holdets yngre angrebsspillere. Både center Ryan Kalil og guard Trai Turner er tvivlsomme med nakke- og knæskader, mens Rivera håber, at safety Kurt Coleman, der har misset en måneds kampe på grund af en knæskade, formentligt kan gøre comeback. Bucs slog i øvrigt Panthers i begge interne opgør sidste år.

Jameis Winston er blevet bedre og bedre, som sæsonen er skredet frem, mener Panthers’ defensive koordinator. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

49ERS at EAGLES (Søndag, kl.19.00)

Ingen spiller er lige nu så hot i NFL som Eagles’ quarterback Carson Wentz, der efter en formidabel præstation natten til tirsdag mod Redskins nu bliver omtalt som en mulig NFL MVP. Andenårsspilleren spiller på et All-Pro-niveau og fører NFL med 17 touchdowns. Og nu venter så et svagt 49ers-hold, der hjemme mod Cowboys i søndags blev ydmyget med 40-10, og som stadig savner den første sejr i 2017 efter syv nederlag. 49ers’ kasteforsvar er ét af NFLs svagere, og Eagles’ stærke gruppe af receivere, Alshon Jeffery, Nelson Agholor, Torrey Smith, Mack Hollins og Zach Ertz, kan dominere 49ers’ problemfyldte secondary. For 49ers er genopbygningen i fuld sving, og nu handler det om at kigge videre frem mod 2018. Derfor tester head coach Kyle Shanahan flere unge navne og giver dem værdifuld spilletid tidligt. Rookie C.J. Beathard er bag center, og i forsvaret er rookie-linebacker Reuben Foster nu generalen. Men med de unge spillere følger også fejlene, og de fejl kan Eagles udnytte. Værterne tillader kun 67,0 yards langs jorden pr. kamp – det laveste antal efter syv kampe i holdets historie siden 1954 – og en så stærk løbedefensiv kan tvinge Beathard til at forsøge at vinde kampen gennem luften – det kan rookien næppe i sin anden kamp som starter. Med seks sejre i syv kampe sidder Eagles meget tungt på NFC East, men divisionstitlen er ikke længere kun målet. Nu gælder det hjemmebanefordelen gennem slutspillet. Holdet må dog fortsætte uden venstre tackle Jason Peters, der er ude for resten af sæsonen med en alvorlig knæskade.

LÆS: Sådan bliver Andreas Knappes hverdag hos Redskins

BEARS at SAINTS (Søndag, kl. 19.00)

Saints fører NFC South med fire sejre i seks kampe og tager imod Bears oven på fire sejre på stribe. Holdets angreb med Drew Brees i front klikker og er nummer fire i NFL i antal point scorede og total yards og nummer tre i passing yards, og i rookie Alvin Kamara har holdet fået en eksplosiv running back. Men samtidig er forsvaret overraskende godt. Siden begyndelsen af 3. spillerunde har Saints tilladt fjerdefærrest total yards i NFL, men har i samme periode kun tilladt en passer rating af 53,6 point – alt i alt. Det er klart lavest i NFL. Det øger presset på Bears’ rookie-quarterback Mitch Trubisky, der helt utroligt kun har ramt plet på 12 kast de seneste to uger – alligevel har Bears vundet begge kampe. Trubisky har haft sine op- og nedture, siden han tog over som starter for Mike Glennon, men pilen peger opad for stortalentet. Bears-staben forsøger dog at beskytte rookien, der endnu ikke har kastet for flere end 128 yards i en kamp, men som heller ikke bliver bedt om at kaste aggressivt mod forsvarene. I stedet skal han undgå fejl – og så bærer de to running backs Jordan Howard og rookie Tarik Cohen en tung arbejdsbyrde. Bears er da også ét af kun tre hold, der kaster bolden mindre, end de løber med den. For Bears’ Akiem Hicks er det et gensyn med New Orleans, som han spillede for fra 2012, hvor Saints valgte ham i 2. runde af draften, og frem til 2015, hvor han blev handlet til Patriots. 332 pund-tunge Hicks har siden udviklet sig til én af NFLs bedre defensive linemen, og han har allerede lavet seks sacks i syv kampe for et godt Bears-forsvar. Et forsvar, der ikke har tilladt et touchdown i de seneste ni quarters, og som i søndags mod Panthers så rookie Eddie Jackson returnere en fumble og en interception for 76 og 75 yards for touchdowns.

Drew Brees og Saints er brandvarme netop nu. FOTO: DBking, Wikimedia Commons

CHARGERS at PATRIOTS (Søndag, kl. 19.00)

Begge hold har vundet tre kampe på stribe og er dermed midt i nogle af de længste sejrsstimer i NFL netop nu. Værterne leverede i søndags mod Falcons sæsonens mest komplette præstation i en kamp, hvor Tom Brady var Tom Brady, hvor angrebslinjen beskyttede den 40-årige legende, hvor løbeangrebet var effektivt, og hvor det – over hele sæsonen – ellers historisk dårlige forsvar først til allersidst tillod et touchdown. Faktisk har forsvaret i de tre sejre på stribe markeret sig som værende en smule bedre end i sæsonindledningen, der var katastrofal. Chargers’ angreb er middelmådigt, men efter en skuffende begyndelse på sæsonen er veteranen Philip Rivers nu lidt bedre spillende og har i de seneste tre kampe kastet seks touchdowns og kun én interception. Omvendt er den 36-årige quarterback nærmest en statue bag center, der har sværere end nogensinde før ved at undvige presset. Mod Patriots er han uden højre guard Matt Slauson, der er ude for sæsonen med en bicepsskade. For Chargers’ forsvar, der i søndags lavede en shutout mod Broncos, og som kun har tilladt 12,7 point pr. kamp de seneste tre opgør, bliver det vitalt at få lagt et pres på Brady. Og helst uden at skulle blitze ham. Det kan Chargers dog også gøre, for i trioen Joey Bosa, Melvin Ingram og Chris McCain har gæsterne tre spillere, der tilsammen har lavet 21 sacks. De bliver flyttet rundt over hele forsvarslinjen og kan især skabe problemer for Patriots’ venstre tackle Nate Solder, der har haft en skuffende sæson, og højre tackle Marcus Cannon. Til gengæld er Chargers’ løbeforsvar – trods forbedringer på det seneste – stadig blandt NFLs svageste af sin slags. Det kan Patriots’ løbeangreb, der skaffede 162 rushing yards og snittede 4,5 yards pr. løb mod Falcons, potentielt udnytte. 

RAIDERS at BILLS (Søndag, kl. 19.00)

Efter en ekstremt dramatisk, kugleskør afslutning tog Raiders (3-4) i torsdags sejren i kampen mod Kansas City og undgik dermed den totale nedtur efter en skuffende sæsonindledning. Og Bills leverede også et dramatisk comeback i sejren over Tampa Bay, men modsat Raiders, der fortsat er to sejre efter Chiefs i AFC West, er Bills (4-2) tæt på Patriots i toppen af AFC East. Patriots har vundet fem kampe, Bills har vundet fire, men har også spillet én kamp færre. Holdet er for første gang siden 2011 ubesejret på hjemmebane efter de første tre hjemmekampe, og har set quarterback Tyrod Taylor og running back LeSean McCoy (122 total yards mod Bucs) steppe op. Raiders-forsvaret anført af linebacker Khalil Mack, der gik i college på University of Buffalo, har ikke været godt i denne sæson mod hverken kast eller løb, og det kan give muligheder på ny for Taylor og McCoy. Omvendt var Raiders’ quarterback Derek Carr skarp mod Chiefs, men Bills-forsvaret – NFLs ottendebedste ifølge Football Outsiders’ analyse – kan til tider nå et virkelig højt niveau. I søndags mod Bucs faldt det dog i niveau, som kampen skred frem. Raiders’ wide receiver Amari Cooper har været stærkt udskældt i denne sæson, men greb 11 bolde for 210 yards og to touchdowns mod Chiefs. Hans duel i duellen med Bills’ lovende, velspillende rookie-cornerback, Tre’Davious White, bliver interessant at følge. Raiders har ikke slået Bills på udebane siden 2002. Raiders vil være uden suspenderede Marshawn Lynch i angrebet.

Derek Carr, som på dette foto er presset i en kamp mod Redskins, og Raiders skal en tur til Buffalo. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

COLTS at BENGALS (Søndag, kl. 19.00)

Bengals og Colts har begge kun vundet to kampe i denne sæson, men mens der fortsat synes håb for Bengals, er Colts helt nede og vende. Der er nu store spekulationer omkring head coach Chuck Paganos fremtid – og der er allerede gisninger om, at han bliver fyret i løbet af sæsonen oven på en svag sæsonindledning og et ydmygende 27-0-nederlag i søndags til Jaguars. I hvert fald hvis nederlagene fortsætter. Pagano har fået to sæsoner mere som cheftræner, efter at der i 2015 var spekulationer om, at han ville ryge ud, men faktum er, at Colts ikke udvikler sig under ham. Snarere tværtimod. Hans mandskab har dog været ramt af et stort skadeshelvede – Andrew Luck er langt fra klar til sæsondebut og bliver det måske ikke i 2017 – og selvom reserven Jacoby Brissett personligt har gjort det hæderligt (tre TDs, tre INTs, 79,8 point rating), fungerer angrebet som en helhed slet ikke med ham bag center. Bedre bliver det ikke af, at angrebslinjen kollapsede mod Jaguars og tillod en Colts-rekord 10 sacks og 20 quarterback hits. Forsvaret var dog mindst lige så skuffende og tillod 518 total yards mod et Blake Bortles-ledet angreb uden Leonard Fournette. Bengals-angrebet er ikke noget at råbe hurra for – efter at det umiddelbart så ud til, at koordinator-skiftet fra Ken Zampese til Bill Lazor ville gøre en stor forskel, så offensiven i søndags i nederlaget til Steelers ineffektivt ud. Rookie-running back Joe Mixon brokkede sig efter kampen over, at han ikke fik bolden noget mere (ni boldberøringer i alt). Bengals-forsvaret hører dog hjemme i NFLs bedste gruppe af defensiver, og det kan meget vel være forskellen i kampen – hvor det står over for det mildest talt elendige Colts-angreb.

COWBOYS at REDSKINS (Søndag, kl. 22.25)

Cowboys og Redskins mødes i det, der er blevet kaldt det bedste rivalopgør i NFL. De to hold har mødtes mindst to gange årligt siden 1961, og holdenes fans er kendt for at ”hade” hinanden. Cowboys har siddet på rivalopgøret i de seneste år og har vundet seks af de forrige otte kampe mellem de to hold. Gæsterne er da også 2,5 point-favoritter ifølge bookmakerne i Las Vegas. Problemet for Redskins er, at en stor del af angrebslinjen døjer med skader, der kan holde dem ude eller i det mindste hæmme dem. Det gælder de to offensive tackles Trent Williams og Morgan Moses, højre guard Brandon Scherff og center Spencer Long. Mod Eagles blev quarterback Kirk Cousins nedlagt af fire sacks, og Cowboys’ forsvar er nummer syv i sacks pr. kast i NFL – og bliver ikke en meget lettere opgave end ørnenes ditto. Edge rusher DeMarcus Lawrence har nu lavet mindst ét sack i alle sæsonens seks kampe og bliver en kæmpe mundfuld for en skadet Morgan Moses, der har forstuvet begge ankler. Derudover døjer ni andre Redskins-spillere også med skader, der kan få betydning for deres status, og samlet set giver det et Redskins-hold, der oven i købet kun får seks dage til at forberede sig til kampen, efter at holdet først spillede mandag – og tabte til Eagles. Omvendt ankommer Dallas til hovedstaden med en fornem 40-10-sejr over 49ers i baggagen, hvor running back Ezekiel Elliott nettede 219 total yards og to scoringer herunder et fantastisk 72 yard-touchdown-catch. Elliotts fremtid er stadig uvis – han er formelt suspenderet, men mandag vil en dommer høre hans lejrs argumenter for, hvorfor han ikke skal i karantæne her og nu. Det betyder dog, at han med sikkerhed er med mod Redskins, der har NFLs 10. bedste løbeforsvar pr. Football Outsiders. Begge hold har vundet tre kampe og tabt tre, og derfor er opgøret meget vigtigt for de to holds muligheder for at hænge på i NFC East, hvor Eagles (6-1) har trukket fra. Et nederlag søndag – og divisionstitlen vil reelt være uden for rækkevidde med kun en halv sæson tilbage. Forud for denne kampe ventes Eagles nemlig at have slået sejrsløse 49ers.

Kirk Cousins og Redskins skal møde rivalerne fra Cowboys. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

STEELERS at LIONS (Natten til mandag, kl. 02.30)

Steelers leverede i søndags i sejren over Bengals sæsonens mest komplette præstation, og her og nu rangerer Football Outsiders holdet som NFLs allerbedste – foran Rams, Chiefs og Eagles. Mike Tomlins mandskab har vundet fem af syv kampe og spejder nu efter hjemmebanefordelen i AFC, som holdet nu formelt set sidder på – helt lige med Chiefs og Patriots. Angrebet går igennem running back Le’Veon Bell, der allerede har fået bolden 203 gange, det syvendehøjeste antal i NFL-historien efter syv kampe. Lions’ løbeforsvar tillod i i 6. spillerunde (Lions sad over i sidste weekend) modstanderen fra Saints at løbe for hele 193 yards, og det er forventeligt, at Steelers giver Bell endnu en enorm dosis handoffs. I de to foregående kampe mod Chiefs og Bengals har han løbet for hele 313 yards, og han er nu i sit vante gear, efter at han sad ude i training camp i en kontraktlerateret ”holdout” og siden var rusten først i sæsonen. Steelers’ quarterback Ben Roethliberger, der for tre kampe siden lød som og lignede en quarterback i karrierens efterår, har samlet mod Chiefs og Bengals nettet en passer rating af flotte 110,4 point. Søndag må han dog undvære den hurtige wideout Martavis Bryant. Problembarnet er dømt ude af head coach Mike Tomlin, efter at Bryant på Instagram efter sejren over Bengals skrev, at han var bedre end holdkammeraten JuJu Smith-Schuster og krævede at blive handlet. Mandag meldte han så, at han var syg. Lions (3-3) er faldet ned på jorden efter en stærk indledning på sæsonen, og i de seneste to kampe har quarterback Matthew Stafford – plaget af skader – smidt bolden væk på seks turnovers. Mod Lions holdt Steelers’ virkelig gode forsvar Andy Dalton til bare 19 passing yards efter pausen, og enheden chikanerede ham kampen igennem. Og alene de seneste to uger har Steelers lavet syv sacks. Lions må samtidig – med stor sandsynlighed – undvære wide receiver Golden Tate mod Steelers. Han udgik af kampen mod Saints med en skulderskade, har siden haft armen i en slynge og ventes ikke at blive klar til søndagens opgør. Det kan give en større arbejdsbyrde til rookie Kenny Golladay, der dog selv døjer med en lårskade. Historisk set har Steelers vundet otte af de ni seneste kampe mod Lions – daterende tilbage til 1983.

LÆS: 10 kommentarer til kampene i week 7

BRONCOS at CHIEFS (Natten til tirsdag, kl. 02.30)

Chiefs har efter fem sejre i de første fem kampe tabt to i streg – senest en neglebider mod Raiders i torsdags – og det øger presset på holdet, der ganske vist stadig fører AFC West på solid vis, men som nu deler toppladsen i AFC sammen med Steelers, som Chiefs har tabt til, og Patriots, som Chiefs har slået. Broncos’ stjerne-linebacker Von Miller er dog ikke i tvivl om, at Chiefs er NFLs bedste hold, som han kaldte det i denne uge, og derfor betegner han sit eget hold som et hold, der er i en meget svær position. Broncos kommer til Arrowhead Stadium efter to af de værste nederlag i holdets historie: et dybt overraskende hjemmebanenederlag til svage, indtil da sejrsløse og skadesplagede Giants – og så en “shutout” i søndags mod San Diego. Den første “shutout” i 25 år til Broncos. Forsvaret er stadig lige så stærkt, som det var først i sæsonen, men kommer på sæsonens største opgave mod formstærke Alex Smith, dynamiske Tyreek Hill, super-fleksible Travis Kelce og rookie-sensationen Kareem Hunt, der trods kun samlet 108 yards de seneste to uger fortsat er på vej mod små 1700 rushing yards for sæsonen. Faktisk er det NFLs bedste løbeangreb målt i yards pr. løb (5,2), der står over for ligaens bedste løbeforsvar målt i samme kategori (3,0). Denver giver sæsondebut til den hurtige edge rusher Shane Ray, der har siddet ude indtil nu med en håndledsskade. Broncos’ angreb har omvendt været en lille katastrofe de seneste to uger, hvor enheden kun har scoret i alt ti point. Quarterback Trevor Siemian har ikke været skarp, men har heller ikke haft det let bag en svag angrebslinje. Én af de mere undervurderede historier i denne NFL-sæson er dog, at Chiefs’ forsvar heller ikke har spillet godt. Bob Suttons enhed rangerer kun som NFLs 25. bedste pr. Football Outsiders’ nørdede formel og har de seneste to uger tilladt 6,9 yards pr. spil – kun Colts har tilladt for flere yards. 

  

Skriv et svar

Basic HTML is allowed. Your email address will not be published.

Subscribe to this comment feed via RSS