Football For Folket!

Optakt til ugens kampe i NFL – week 6

Der er flere, meget interessante divisionsopgør i 6. spillerunde af NFL-sæsonen, hvor Dolphins skal rejse sig efter en bizar uge, hvor stærkt kriseramte Giants får det svært, hvor Alex Smith og Kareem Hunt kan fortsætte NFL-historiske sæsoner for Chiefs, og hvor Kirk Cousins er i fokus i Washington. Læs her optakter til alle ugens kampe!

UGENS TOPKAMP

EAGLES at PANTHERS (Natten til fredag, kl. 02.30)

To af NFLs allermest varme hold mødes på Bank of America Stadium, når Eagles og Panthers hamrer sammen. Begge har vundet fire kampe, og ét af holdene kan dermed med en sejr blive det kun andet hold i NFL i denne sæson (Chiefs er det første), der vinder fem opgør. Panthers har været overbevisende i sejre over Patriots og Lions de seneste to uger, mens Eagles kommer til Charlotte med en imponerende 34-7-afklapsning af Cardinals i baggagen. Også de to holds quarterbacks er skarpe netop nu. Panthers’ Cam Newton overkom den massive kritik af ham efter en tåbelig udtalelse om en kvindelig NFL-journalist og var næsten perfekt mod Lions. I de seneste to kampe har han ramt plet på hele 77 procent af alle kast, skaffet 10,8 yards pr. kast og nettet en passer rating af 137,2 point – klart bedst i NFL i perioden. Især hans samarbejde med Ed Dickson (237 receiving yards de seneste to kampe), der har taget over for skadede Greg Olsen, og Devin Funchess (tre touchdowns de seneste to kampe) har været opsigtsvækkende. Eagles’ quarterback Carson Wentz har de seneste to uger nettet en rating af 111,8 point, men har nok så vigtigt skaffet hele 11 yards pr. kast på tredje down. Han må dog undvære sin højre tackle Lane Johnson, der pådrog sig en hjernerystelse mod Cardinals, og som ikke flyver med holdet til Charlotte. Manden med den lange fornavn, Halapoulivaati Vaitai, tager over. Begge forsvar er i den bedre ende af NFL ifølge Football Outsiders’ rangering, mens Eagles ifølge websitet har NFLs bedste special-teams-enhed. Carolina er nummer 16 i den kategori.

Carson Wentz har været meget skarp på tredje down i denne sæson. FOTO: Keith Alison, Wikimedia Commons

Duellen i duellen
Kampen i ”skyttegraven” mellem på den ene side Eagles’ Timmy Jernigan og Fletcher Cox, der kan være tilbage efter sin lårskade, der har holdt ude siden 2. spillerunde, og på den anden side hjemmeholdets indvendige del af angrebslinjen bliver meget interessant og potentielt afgørende. Newton er uhyggelig skarp netop nu, og derfor skal Eagles lægge et større pres på quarterbacken. Cox er – når og hvis han er fit – én af NFLs bedste interior pass-rushers, mens Jernigan er en jernmand, der især er en force mod løb. I de to guards Trai Turner og Andrew Norwell har Panthers to af de bedste guards i NFL i denne sæson, men Ted Larsen er samtidig en solid center. Den kamp i kampen er for feinschmeckere, der elsker slagsmål mellem stærke defensive linemen og pålidelige offensive linemen.

Statistikken, du bør kende
Kun Jaguars har de seneste tre uger løbet for flere yards end Eagles, der har nettet 529 yards langs jorden i perioden og skaffet sunde 4,64 yards pr. løb. I de seneste to uger – mod svagere løbeangreb – har Panthers-forsvaret kun tilladt i alt 130 rushing yards, men Eagles-løbeoffensiven anført af LeGarrette Blount og Wendall Smallwood (der dog er skadet og tvivlsom) er af en anden kaliber. Blount snitter hele 5,77 yards pr. carry. Kun Kareem Hunt har været endnu mere effektiv på sine løb.

OG ALLE DE ANDRE KAMPE…

BEARS at RAVENS (Søndag, kl. 19.00)

Efter to svage præstationer i træk kom Ravens for en søndag tilbage på sporet, da holdet i en overbevisende 30-17-sejr over Oakland især så offensiven gøre mange ting rigtigt. En ellers skadesplaget angrebslinje gav – anført af center Ryan Jensen – masser af beskyttelse til quarterback Joe Flacco, der kvitterede ved at levere sin statistisk set næstbedste præstation siden 1. spillerunde i 2016-sæsonen. Oven i købet tabte Steelers igen, og dermed er Ravens (3-2) stadig helt med i AFC North, der er helt åben. Holdet må formentligt søndag undvære running back Terrance West, der ventes ude med en lårskade. Det vil give ekstra spilletid til Alex Collins og Buck Allen. Bears tabte mandag til Vikings i en kamp, hvor førsterundevalget Mitch Trubisky fik NFL-debut, og han havde, som ventet, en aften fyldt med op- og nedture. Bears (1-4) har efterhånden udspillet sin rolle i NFC North, og derfor begynder presset så småt at stige på head coach John Fox, der kun har vundet 10 ud af 37 kampe i The Windy City. Mod Vikings scorede bjørnene kun på én af 11 angrebsserier, og Ravens-forsvaret, som Football Outsiders rangerer som NFLs sjettebedste (trods et par svage præstationer), er en stor mundfuld for Trubisky og Co. I øvrigt er dette den anden kamp ud af fire på stribe, hvor værterne møder – på papiret – svagere quarterbacks. I søndags stod forsvaret over for E.J. Manuel, der startede i stedet for skadede Derek Carr, så venter rookien Trubisky, Vikings’ Case Keenum og Dolphins’ Jay Cutler. De to hold har kun mødtes fem gange gennem tiderne – to gange i Baltimore, hvor Bears endnu ikke har vundet.

LÆS: Blog: Hvornår bliver NFL Game Pass fikset?

BROWNS at TEXANS (Søndag, kl. 19.00)

Det er to sårede mandskaber, der mødes i Houston. Værterne fra Texans (2-3) mistede i søndags mod Chiefs to forsvarsstjerner – J.J. Watt og Whitney Mercilus – for sæsonen på samme serie og selvom rookie Deshaun Watson har været en åbenbaring bag center, kan det ikke skjule, at forsvaret, der har tilladt 26 point pr. kamp, pludselig kan blive en akilleshæl sæsonen igennem. På søndag mod NFLs måske værste angreb bør defensiven dog matche modstanderens offensiv. Browns er fortsat uden en sejr og har nu tabt 20 af 21 kampe med Hue Jackson som head coach. Jackson bænkede søndag i pausen mod Jets rookie-quarterback Deshone Kizer, der nu har smidt bolden væk på 11 turnovers i bare 4 ½ kampe og netter NFLs svageste passer rating (49,5 point). 21-årige Kizer har stadig langt igen, men Jackson siger, at han stadig ser Kizer som en potentiel franchise-quarterback, selvom han skal sidde på bænken i den kommende tid. Det betyder omvendt, at Kevin Hogan vil starte mod Texans. Han var overraskende skarp mod Jets, men søndag vil mange Browns-fans nok også fokusere på Deshaun Watson. For i draften i april havde Browns muligheden at vælge Watson med 12. valget, men handlede i stedet valget til Houston, der nu ser ud til at have fundet fremtidens mand bag center. Browns – derimod – starter søndag den 28. quarterback bag center, siden holdet vendte tilbage til NFL i 1999. Siden dengang har holdet kun vundet 88 af 293 kampe.

Browns-spillerne har heller ikke i denne sæson meget at glæde sig over. FOTO: Erik Drost, Wikimedia Commons

PACKERS at VIKINGS (Søndag, kl. 19.00)

Efter Packers’ formidable sidste-øjebliks-sejr i Dallas i søndags blev presset på ærkerivalerne fra Vikings øget markant. En sejr til Green Bay (4-1) søndag i det fælles møde vil bringe dem to en halv sejr foran Minnesota (3-2) – med deres næste, indbyrdes møde i Wisconsin. Aaron Rodgers (13-6 som starter mod Vikings) beviste i Dallas endnu engang, hvor fantastisk en quarterback, han er, men den store positive overraskelse fra den kamp var rookie-running back Aaron Jones, der snittede 6,6 yards pr. carry på 19 løb, og som er en større force på løb end Ty Montgomery, som han erstattede. Det er kun én kamp, men femterundevalget kan meget vel blive én af de bedste backs, som Rodgers har fået hjælp af gennem tiderne. I det hele taget peger pilen opad for Packers, der i de kommende uger får flere skadede starters tilbage – det er sandsynligt, at den lårskadede venstre tackle, David Bakhtiari, gør comeback mod Vikings. Det er væsentligt, for især Minnesotas højre end, brandvarme Everson Griffen, har gennem årene voldt Packers-linjen problemer. I de to seneste sæsoner har han lavet fire sacks i kampene mod Green Bay, og i år har han allerede lavet seks sacks. Kun legenderne Jared Allen og John Randle har tidligere lavet så mange sacks for Vikings efter fem kampe. Værterne vil formentligt igen starte Case Keenum, efter at Sam Bradford forværrede sin knæskade mod Bears. Med ham som førstemand har de vundet to af tre kampe, og Keenum har personligt gjort det overraskende godt og rangerer – for hvad det er værd – i øjeblikket som den niendebedste quarterback i NFL hos Pro Football Focus. De to hold vandt begge to kampe i deres fælles møder de seneste to sæsoner.

Everson Griffen nedlægger her Aaron Rodgers på et sack, som han har gjort det flere gange i karrieren. FOTO: Joe Bielawa, Wikimedia Commons

LIONS at SAINTS (Søndag, kl. 19.00)

Hjemmeholdet sad over i sidste uge oven på to sejre på stribe i 3. og 4. spillerunde, mens Lions i søndags tabte til Carolina. Den store historie før kampen er Detroits quarterback Matthew Stafford, der skadede anklen mod Panthers, og som sidst i kampen humpede rundt. Han sagde mandag, at han endnu ikke ved, om han kan spille i New Orleans. Kan han ikke det, vil sidste sæsons sjetterundevalg, Jake Rudock, starte. Han har endnu til gode at kaste sin første bold i NFL. Ifølge NFL Network er Lions-ledelsen dog optimistiske omkring Stafford, men spørgsmålet er, hvor fit han i givet fald er. Stafford er allerede blevet nedlagt af 18 sacks i denne sæson, og selvom New Orleans Saints’ forsvar ikke bringer minder om Philadelphia Eagles’ fænomenale 1991-defensiv, er enheden forbedret og har i de seneste to kampe kun tilladt 13 point og lavet otte sacks. Mod Panthers tillod Lions’ angrebslinje hele seks sacks og 12 pressures på 21 dropbacks, hvor holdet blitzede Stafford. Og i Saints’ seneste kamp pressede forsvaret Dolphins’ Jay Cutler på halvdelen af alle dropbacks. I den henseende spiller de to cornerbacks, Ken Crawley og rookie Marshon Lattimore, en vigtig rolle. De er meget formstærke netop nu og rangerer som NFLs fjerde og sjettebedste cornerback hos Pro Football Focus. Saints’ quarterback Drew Brees spiller i 2017 på sit sædvanlige høje niveau. I søndags – mod Lions – lignede Panthers’ Cam Newton en MVP, så der kan være en stor dag i vente for Brees mod det Lions-forsvar, der har mistet defensive tackle Haloti Ngata for sæsonen med en bicepsskade.

LÆS: Blog: 10 kommentarer til NFL-kampene i week 5

DOLPHINS at FALCONS (Søndag, kl. 19.00)

Gæsterne haltede sig frem til en 16-10-sejr mod Tennessee i søndags, men kønt var det ikke, og bedre blev det ikke af, at offensive line coach Chris Foerster mandag trak sig tilbage, efter at en video med ham, hvorpå han sniffer hvidt pulver, søndag aften blev offentliggjort af en danser fra Las Vegas, som han havde sendt den til. Det var blot det seneste dramatiske øjeblik, der har præget Dolphins-holdet i denne sæson, som også har budt på Ryan Tannehills korsbåndsskade, Jay Cutlers comeback, Irma-katastrofens påvirkning af turneringsprogrammet og Lawrence Timmons’ pludselige forsvinden før premieren mod Chargers. Nu venter så en meget svær udekamp mod de forsvarende NFC-mestre, der har haft én ekstra uge til at forberede sig (Falcons sad over i 4. spillerunde). Den kamp vil for alvor teste Adam Gases mandskab og dets mentale styrke. I forvejen er Gase presset af et angreb, der er meget svagt under Cutlers ledelse. Dolphins rangerer sidst i yards pr. kamp, yards pr. spil, passing yards, første downs pr. kamp, effektivitet på tredje down og antal scorede point pr. kamp. Det har i denne uge fået flere NFL-eksperter til at opfordre Dolphins til at skifte skidt spillende Cutler ud med reserven Matt Moore, men det afviser Gase. Falcons-forsvaret er statistisk set under middel i denne sæson (nummer 24 ifølge Football Outsiders), og angrebet har underpræsteret. Head coach Dan Quinn sagde dog mandag, at han er tilfreds med den indsats, som holdet har leveret i alle spillets tre faser – spillerne skal bare eksekvere bedre. Wide receiver Julio Jones, der udgik af nederlaget forrige søndag mod Buffalo med en hofteskade, ventes at spille søndag. Faktisk vil formentligt kun én af 22 spillere, der startede premieren, nemlig wide receiver Muhamed Sanu (lårskade), sidde udenfor søndag. Dolphins har ikke vundet i Atlanta siden 1980 – tre år før Dan Marino blev holdets quarterback. 

Matt Ryan har haft en ekstra uge til at forberede sig til kampen mod Miami. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

PATRIOTS at JETS (Søndag, kl. 19.00)

Ingen havde næppe forudset det, men det er faktisk et rivalopgør om toppen af AFC East, der bliver afviklet søndag i The Meadowlands. Begge hold har – meget overraskende – vundet tre kampe og tabt to opgør – selvom flere eksperter forudså, at Patriots kunne gå ubesejret gennem sæsonen, og at Jets omvendt kunne tabe alle 16 kampe i sæsonen. Men nu mødes de altså i 6. spillerunde med samme sejrsstatistik. Det betyder dog ikke, at holdene har samme niveau. Patriots er ni point-favoritter ifølge bookmakerne – med rette. For Patriots er trods et forsvar, der har tilladt flest yards pr. spil (6,92) efter fem kampe i holdets historie – og næstflest point siden 1990 – markant bedre end Jets, og med ti dages forberedelse er det sandsynligt, at New England har haft mulighed for at forbedre forsvaret, der oven i købet i den seneste kamp mod Buccaneers leverede sæsonens bedste præstation. Og Jets’ quarterback Josh McCown ikke af samme kaliber – trods en række effektive om end ufarlige præstationer – som de quarterbacks, som Patriots har stået over for indtil nu. Jets’ head coach Todd Bowles kalder da også Patriots for ”skræmmende”, og han ved, at Jets risikerer en ordentlig øretæve, hvis Patriots-forsvaret træder endnu mere i karakter, og hvis 40-årige Tom Brady fortsætter med at være så uhyggelig god. Det er dog værd at bemærke, at Brady allerede er blevet nedlagt af 17 sacks – flest efter fem kampe i hans tid i New England – og han døjer nu med en skadet skulder i sin venstre arm (ikke kastearmen), men omvendt har Jets kun lavet syv sacks (næstfærrest i NFL).  De to hold er indædte rivaler, men i de seneste seks år har Patriots totalt domineret lillebror mod syd. I den periode har Jets kun vundet tre af 13 kampe mod New England. Og Patriots har vundet ti kampe på stribe på udebane mod alle hold. Imponerende.

49ERS at REDSKINS (Søndag, kl. 19.00)

Der er mange forbindelser mellem de to hold, der mødes på FedEx Field. 49ers’ nye head coach Kyle Shanahan var fra 2010 til 2013 en relativt succesrig offensiv koordinator i Washington, og her var han med til at udvikle Kirk Cousins, der nu har succes som startende quarterback i den amerikanske hovedstad. Netop Cousins er en quarterback, som 49ers ventes at jagte hårdt, hvis han bliver en free agent til marts. 49ers’ bedste wideout, Pierre Garcon, tilbragte fem sæsoner hos Washington, før han inden denne sæson skiftede til Bay Area-holdet, og i 2013 – under Shanahans ledelse – satte han en Redskins-rekord med 113 catches. Og Redskins’ tight end, Vernon Davis, var i lang tid en højtprofileret angrebsprofil hos 49ers. Nu møder han for første gang sit gamle hold, og efter at det i nogle år lignede et snarligt karrierestof, fik han karrieren tilbage på sporet, og han fik før denne sæson en ny kontrakt og snitter i en alder af 33 år hele 20,0 yards pr. catch (otte catches i alt). Og Redskins’ defensive line coach, Jim Tomsula, var for to år siden 49ers’ head coach. Redskins (2-2) havde en friuge i sidste uge, men denne kamp er en “must win”-kamp for et hold, der p.t. er to sejre efter Eagles i NFC East, og som efterfølgende møder netop Eagles, Seahawks, Cowboys og Vikings. Men holdet skal besejre 49ers uden top-cornerbacken Josh Norman, der har skadet sine ribben. 49ers (0-5) har tabt de sidste fire kampe med en margin af i alt 11 point, men selvom holdet har været tæt på i de fire nederlag, ændrer det ikke ved, at Niners er i NFLs absolutte bund. Kyle Shanahan og den nye general manager John Lynch jagter dermed stadig den første sejr som duo – Shanahan sagde igen i denne uge, at holdet lige så godt kun have indledt sæsonen med fire sejre som fire nederlag, og derfor vil han ikke lave store ændringer. Gæsterne har i øvrigt vundet de fire seneste kampe mod Redskins.

Kirk Cousins kan søndag spille mod sin kommende arbejdsgiver. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

BUCCANEERS at CARDINALS (Søndag, kl. 22.05)

Hjemmeholdet leverede ifølge general manager Steve Keim i søndags i 34-7-nederlaget til Philadelphia den værste præstation, som holdet har leveret siden nederlaget til Carolina Panthers i NFC-finalen i 2016. Ifølge Keim lavede Cardinals mange fejl, der er lette at rette, men som alligevel skete på foruroligende vis. Cardinals har været hårdt martret af skader i denne sæson, men holdet håber at få de to offensive linemen, Alex Boone og D.J. Humphries, med mod Buccaneers. Det vil gavne en angrebslinje, der ifølge Pro Football Focus er NFLs værste efter fem kampe. Og så har holdet – ikke mindst – handlet sig til Adrian Peterson i New Orleans. Peterson er i dag ikke mere end et navn, der får al for meget opmærksomhed i medierne, men hans muligheder for at gøre en forskel er større i Arizona end hos Saints, hvor han var begravet på holdets depth chart. Cardinals (2-3) hænger på i NFC West, mens Buccaneers er sidst i NFC South – to sejre efter Panthers. Så det er en vigtig kamp for begge hold, der ikke rigtigt er kommet i gang i denne sæson. Én af duellerne i duellen, man skal holde øje med, er mødet mellem Buccaneers’ wideout Mike Evans og Cardinals’ cornerback Patrick Peterson. Førstnævnte kalder Peterson for den hårdeste modstander, han har mødt. De to tørnede også sammen sidste år i en kamp, hvor Arizona ydmygede Buccaneers med 40-7, og hvor Evans greb seks bolde for 70 yards og et touchdown. Buccaneers har skiftet kicker – igen-igen. Patrick Murray, der tidligere har sparket for Browns og Saints, vandt mandag en kicker-konkurrence med fire andre kandidater, da Buccaneers havde besluttet sig for at skille sig af med Nick Folk, der havde misset seks spark i denne sæson – herunder tre i torsdags mod Patriots.

LÆS: Sådan kommer Andreas Knappe tilbage i NFL

RAMS at JAGUARS (Søndag, kl 22.05)

Begge hold har vundet tre kampe og tabt to, men Rams har været mere stabile. Jaguars har slået Texans, Ravens og senest Steelers med de samlede cifre af 103-23, men har samtidig tabt til mindre stærke hold som Jets og Jaguars i en vild op- og nedturssæson. Rams har tabt til to gode hold i Redskins og – i søndags til – Seahawks – i en kamp, som holdet sagtens kunne have vundet. Jaguars spiller på søndag den første af tre hjemmekampe i løbet af fem uger med en friuge ind i mellem – men hjemmebanen har indtil nu ikke været en fordel for jaguarerne. Siden begyndelsen af 2012-sæsonen har holdet kun vundet ni af 37 kampe på hjemmebanen i Jacksonville. Den klart værste andel i NFL i perioden. Den seneste hjemmekamp var i 2. spillerunde, hvor holdet blev ydmyget med 37-16 af Houston. Jaguars vinder i kraft af en fantastisk stærk running back i form af rookie-stjernen Leonard Fournette (466 yards, næstflest i NFL) og en stadig bedre defensiv, der har NFLs klart bedste kasteforsvar anført af super-cornerback-duoen Jalen Ramsey og A.J. Bouye. Til gengæld er Blake Bortles stadig svag bag center – statistisk præcis lige så dårlig som sidste år – og Jaguars vinder derfor på trods af ham, ikke på grund af ham. Rams og quarterback Jared Goff kom ned på jorden mod Seahawks, og running back Todd Gurley skaffede kun 50 yards fra scrimmage. Han kan dog blomstre op langs jorden mod Jaguars, der tillader hele 5,4 yards pr. carry.

STEELERS at CHIEFS (Søndag, kl. 22.25)

To af de mest legendariske NFL-hold – og to storhold i AFC – mødes søndag i en kamp, der kan få betydning for hjemmebanefordelen gennem slutspillet. Det kræver dog, at Steelers kommer op i et helt andet gear og begynder at spille op til sit potentiale, for truppen er – på papiret – stærk. Oven på det ydmygende nederlag til Jaguars i søndags, hvor Ben Roethlisberger kastede fem interceptions, ligner Steelers nemlig mest af alt et hold, der skal kæmpe for bare at komme i slutspillet. Efter kampen sagde ”Big Ben” selv, at han måske ikke længere ”har dét, der skal til”, hvilket førte til flere spekulationer om hans fremtid, men mandag tog han afstand fra kommentaren og sagde, at han ”stadig er én af de bedste i verden” til at kaste en football. Og head coach Mike Tomlin sagde siden, at han tog Roethlisbergers kommentar med ”et gran salt”. Uanset hvad er der søndag fuld fokus på 35-årige Roethlisberger, der ikke har været skarp i denne sæson, og som nu skal præstere under svære betingelser på Arrowhead Stadium mod ubesejrede Chiefs (5-0). Værternes forsvar har ikke været helt så stærkt i denne sæson som sidste år, men Bob Suttons enhed er solid mod kast. Én meget interessant matchup i den henseende bliver mødet mellem Steelers’ All-Pro-receiver Antonio Brown og Chiefs’ shutdown cornerback Marcus Peters. Kampen byder på de to running backs, der p.t. netter flest total yards pr. kamp i NFL-historien. Chiefs’ rookie-sensation, Kareem Hunt (der dog kun har spillet fem kampe) har skaffet 155 yards pr. kamp, mens Steelers’ Le’Veon Bell netter 126,3 yards pr. kamp. Hunt har indtil nu løbet for 609 yards – næstflest af en rookie i NFL-historien efter fem kampe – og er med sit nuværende tempo på vej mod 1948 rushing yards for sæsonen. Og gæsternes løbeforsvar har de seneste tre kampe tilladt 535 yards – næstflest i NFL i den periode. Chiefs’ quarterback Alex Smith er uhyggelig præcis netop nu og har en højere completion percentage (76.6 procent) end nogen anden quarterback i NFL-historien har haft efter fem kampe. Og hans passer rating af 125,8 point er klart bedst i ligaen p.t.

Har Ben Roetlisberger ramt muren? FOTO: Andy, Wikimedia Commons

CHARGERS at RAIDERS (Søndag, kl. 22.25)

Hverken Chargers eller Raiders har haft en god sæsonindledning. Chargers (1-4) vandt i søndags sæsonens første kamp, men har reelt udspillet sine muligheder i 2017, og Raiders (2-3), der har tabt tre på stribe, er i overhængende fare for at blive sendt helt agterud i AFC West, hvis ikke snart holdet får noget mere succes. Quarterback Derek Carr, der sad over i nederlaget i søndags til Ravens med en rygskade, ventes at blive klar til kampen mod Chargers, hvilket er vitalt for et hold, der dog selv under Carrs ledelse underpræsterede. Mens angrebslinjen foran Carr har skuffet på løb, har enheden været markant bedre mod kast, hvor den ifølge Pro Football Focus kun har tilladt 24 quarterback pressures – færrest i NFL. Chargers’ edge rusher, Melvin Ingram, har til gengæld allerede lavet 7,5 sacks i fem kampe og er på vej mod at slå NFL-rekorden for flest sacks i en sæson. God beskyttelse mod Ingram og Chargers er selvsagt afgørende for Carr, der har hårdt brug for at komme ind i en rytme og få tid til at finde receiverne Michael Crabtree og Amari Cooper, der har været én af NFL-sæsonens største skuffelser indtil nu. Cooper har kun grebet i alt 13 bolde for 118 yards og et touchdown i fem kampe – herunder kun fire bolde for sølle 23 yards de seneste tre kampe. Til gengæld er det sandsynligt, at running back Marshawn Lynch og resten af løbeangrebet kickstarter mod et Chargers-forsvar, der har tilladt 555 yards langs jorden de seneste tre kampe, og som er NFLs svageste mod løb. Chargers’ angreb har været middelmådigt, og quarterback Philip Rivers er ikke længere en elite-quarterback, men derimod en passer, der har store problemer, når spillet bryder sammen, og som for ofte forcerer kast. Oaklands forsvar er dog ikke godt og gav i søndags masser af plads til ellers formsvage Joe Flacco. 

GIANTS at BRONCOS (Natten til mandag, kl. 02.30)

Værterne hænger på Chiefs i AFC West, selvom Broncos (3-1) dog er to sejre efter Kansas City – men med én kamp færre, fordi Broncos sad over i sidste spillerunde. Hjemmeholdet skal efter Giants-kampen spille tre udekampe i træk mod Chargers, Chiefs og Eagles, og mandag mødte head coach Vance Joseph op med en til lejligheden kreeret t-shirt, hvor der stod ordene ”more” foran – og ”indsats”, ”detalje”, ”forpligtigelse” og ”fokus” bag på. Førsteårstræneren ønsker, at hans spillere skal give mere af dem selv – og mere, end holdet præsterede i første kvartal af sæsonen. Da Denver gik til friugen sidste år, havde de vundet syv af 10 kampe, men tabte efterfølgende fire af seks opgør og missede slutspillet. Joseph vil undgå en lignende skuffelse. Modstanderen fra Giants er stadig sejrsløst og i sin største krise i mange, mange år. I søndags mod Chargers udgik tre wide receivers, megastjernen Odell Beckham Jr., Brandon Marshall og Dwayne Harris, med sæsonafsluttende skader, og Sterling Shepherd er tvivlsom til Denver-kampen med en ankelskade. Det betyder helt vanvittigt, at receiver-førstekæden, der ellers var holdets største styrke før sæsonen, nu kan bestå af Roger Lewis og Tavarres King, der blev signet i mandags. Og dét mod NFLs klart bedste secondary. Det er dog langt fra Giants’ eneste problem. Eli Manning ligner en quarterback, der er på vej på pension, angrebslinjen er sårbar, løbeangrebet ufarligt, og forsvaret er overraskende svagt (nummer 27 i NFL pr. Football Outsiders). Oven i købet blev cornerback Dominique Rodgers-Cromartie onsdag suspenderet af holdet for brud på en række interne regler efter et skænderi med den udskældte head coach Ben McAdoo. Denvers forsvar er, som vanligt, i NFLs bedste ende, og især løbeforsvaret har været fremragende og tillader kun 2,4 yards pr. carry og 50,8 yards pr. kamp – og enheden har som den eneste indtil nu ikke tilladt et touchdown langs jorden.

Odell Beckham Jr. er færdig for sæsonen – ét af mange problemer, som Giants slås med. FOTO: Erik Drost, Wikimedia Commons

COLTS at TITANS (Natten til tirsdag, kl. 02.30)

Colts og Titans mødes i en duel i AFC South-division, der stadig er helt åben. Begge hold har vundet to opgør og tabt tre, ligesom Houston Texans også har gjort det, mens Jacksonville Jaguars på duksepladsen har vundet tre. Gæsternes forsvar har haft nogle store kollaps i denne sæson og har tilladt hele 159 point. Siden 1970 har kun 25 hold tilladt så mange point efter fem kampe, men kun syv af de hold har vundet to kampe – som Colts – der i søndags besejrede 49ers i overtid. Jacoby Brissett vil søndag endnu engang starte bag center i stedet for skulderskadede Andrew Luck, der ifølge CBS’ Jason La Canfora næppe får debut før til november. Brissett har været en kapabel erstatning. Det kan man ikke sige om Matt Cassel, der har erstattet Titans’ lårskadede Marcus Mariota quarterback i de seneste to kampe. I søndags mod Miami kunne – eller ville – Cassel ikke forsøge de store kast nedad banen, og resultatet var 141 passing yards, 10 scorede point og en quarterback, som det ellers stærkt ustabile Colts-forsvar næppe frygter, hvis han starter. Titans’ head coach Mike Mularkey sagde mandag, at det formentligt tidligst umiddelbart inden kampstart søndag bliver afgjort, om Mariota kan spille. Mularkey og Titans rasede efter nederlaget til Miami over flere kendelser, som, holdet mente, var fejlkendelser, og Mularkey kaldte én af kendelserne, der annullerede et touchdown af Delanie Walker, for en ”meget dårligt kendelse”. Holdet har tabt to på stribe, og holdet har ikke slået Colts siden 2011 – mens Andrew Luck gik i college hos Stanford, og Mariota var en redshirt hos Oregon. Siden er det blevet til 11 nederlag i træk mod Colts.

Skriv et svar