Søndagsnoter og nyt – week 5

Sidste nyt fra NFL forud for søndagens kampe. Få nyt om tvivlsomme spillere, der måske eller måske ikke spiller med i 5. spillerunde – og se et par mulige milepæle.

1. Først umiddelbart inden kampstart afgøres det, om Titans’ quarterback Marcus Mariota kan være med mod Dolphins. Men ifølge ESPNs Adam Schefter forventer Titans at må starte reserven Matt Cassel i stedet for lårskadede Mariota.

2. Raiders gør klar til, at E.J. Manuel starter som quarterback mod Ravens, selvom Derek Carr forsøger at være med – trods en rygskade. Carr ventes dog ikke at blive klar, erfarer Adam Schefter.

3. Seahawks får hverken running back C.J. Prosise eller cornerback Jeremy Lane med mod Rams. De er allerede dømt ude på grund af skader, oplyser holdet.

4. Steelers’ wide receiver Martavis Bryant, der er questionable på grund af sygdom, forventes at være med i kampen mod Jaguars, erfarer Adam Schefter.

LÆS: Optakt til ugens kampe i NFL – week 5

5. Selvom han udgik af 4. spillerunde-kampen mod Bears med en slem hjernerystelse, der kostede en karantæne til Bears’ Danny Trevathan, ventes Packers’ wide receiver Davante Adams at spille søndag mod Cowboys. Adams fløj med til Dallas og ventes klar, fortæller ESPNs Rob Demovsky.

6. Cardinals’ wide receiver John Brown, der er questionable på grund af sygdom, ventes at spille søndag mod Eagles, fortæller Adam Schefter.

7. Med et catch søndag mod Eagles vil Arizona Cardinals’ wide receiver Larry Fitzgerald blive den kun tredje spiller gennem tiderne, der griber mindst én bold i 200 kampe i træk. De andre to er Jerry Rice (274 kampe i træk) og Tony Gonzalez (211 kampe i træk).

8. Skaffer Chiefs’ rookie-sensation, Kareem Hunt, 129 total yards mod Texans søndag, når han op 788 total yards for sæsonen. Flest i NFL-historien af en rookie efter de første fem kampe i sæsonen.

LÆS: 25 ting, vi ikke havde regnet med…

9. Cowboys’ DeMarcus Lawrence kan, hvis han laver halvandet sack søndag mod Packers, blive den blot femte spiller nogensinde, der laver mindst ni sacks i de første fem kampe.

10. Sidste år indledte to hold, Broncos og Vikings, sæsonen med fire sejre og ingen nederlag, som Chiefs har gjort det i år. Ingen af de to hold nåede dog slutspillet. Men historisk set har 81 procent (64 af 79 hold) nået slutspillet efter fire sejre i de første fire kampe.

Søndagsnoter og seneste nyt – week 3

Seneste nyt fra søndagens NFL-insiders forud for 3. spillerunde. Få overblikket over, hvem top-journalister hører er med og ikke med blandt de skadede NFL-profiler.

1. Donalds Trump kritik af NFL-spillere, der knæler i protest mod ulighed og politivold, når nationalsangen bliver afsunget før kampe, har ført voldsomme modreaktioner med sig.

Og flere NFL-insiders fortæller søndag eftermiddag, at de har hørt, at langt flere NFL-spillere søndag før kampstart vil knæle under nationalsangen – som en protest mod Trump. Albert Breer fra The MMQB har hørt, at både Bills og Seahawks holdt et langt møde om det lørdag aften – Seahawks’ møde varede to timer – og det er i høj grad en sag, som spillerne taler om. Og forventningen er, at protesterne mod Trump vil være større. Samme fortæller NFL Networks Ian Rapoport og Mike Garofolo. Rapoport fortæller, at hele Raiders’ angrebslinje – alle afro-amerikanere – vil knæle sammen i protest.

En general manager fortæller til CNN, at man ikke skal blive overrasket, hvis et helt hold knæler sammen i protest mod Trumps kritik, der faldt på et vælgermøde fredag i Alabama, og som fortsatte lørdag og søndag, hvor han opfordrede til, at fans boykotter NFL-kampe for derved at stoppe protesterne.

2. Han græd, og det så meget alvorligt ud, da Denver Broncos’ rookie-venstre tackle, Garrett Bolles, udgik af sidste søndags sejr over Dallas. Men helt utroligt slap Bolles med en mindre skade i anklen og ventes at spille søndag mod Bills, fortæller ESPNs Adam Schefter.

3. Packers’ wide receiver Jordy Nelson ventes at blive klar til søndagens kamp mod Bengals, selvom han er skadet i låret, erfarer Adam Schefter.

4. Carolina Panthers’ quarterback Cam Newton starter – helt som ventet – mod Saints, selvom han formelt er “questionable” med en skulderskade. Det fortæller en kilde til Adam Schefter.

5. Seahawks’ sårbare angrebslinje får en ny starter. Ian Rapoport fra NFL Network fortæller, at Oday Aboushi starter som højre guard, mens Mark Glowinski bliver bænket.

6. Ben McAdoo fortsætter med at kalde spil for Giants, selvom cheftræneren i denne uge er kommet under massiv kritik for Giants’ 0-2-start og skuffende angreb. Men McAdoo vil ikke slippe hvervet mod Eagles. Ifølge Rapoport har der dog været en meget intens stemning på holdets anlæg efter den svage begyndelse på sæsonen, og spillerne er klar over, at der er hårdt brug for at vende sæsonen rundt.

LÆS: Optakt til ugens kampe i NFL – week 3

7. Eagles’ safety Rodney McLeod, der er skadet i baglåret, er stærk tvivlsom til søndagens opgør mod Giants, fortæller Ian Rapoport. Til gengæld ventes wide receiver Torrey Smith, der døjer med sygdom, klar.

8. Chargers’ running back Melvin Gordon (knæskade) er “questionable” til opgøret mod Chiefs, men ventes klar, fortæller Adam Schefter.

9. “Det er mere end forventet”, at DeMarco Murray går på banen for Tennessee Titans mod Seattle Seahawks, selvom han er skadet i baglåret, siger en kilde til Adam Schefter.

10. Først i sidste øjeblik før kampstart afgøres det, om Redskins’ tight end Jordan Reed (skadet ribben) kan være med mod Raiders, men forventningen er ifølge Adam Schefter, at han ikke bliver klar.

11. Heller ikke running back Rob Kelley, der døjer med samme type skade, ventes klar pr. Adam Schefter.

12. Patriots’ tvivlsomme spillere – fire starters, der var meldt “questionable” – spiller alle søndag mod Texans, fortæller Ian Rapoport. Wide receiver Danny Amendola (hjernerystelse), cornerback Stephon Gilmore (lyskeskade), tight end Rob Gronkowski (lyskeskade), wide receiver Chris Hogan (knæskade) og wide receiver Phillip Dorsett (knæskade) er med.

Søndagsnoter og seneste nyt – week 2

Natten til søndag bliver der altid breaket flere historier fra NFL. Få her seneste nyt fra ligaen omkring en række skadede spillere og en enkelt college-nyhed.

1. Minnesota Vikings risikerer at må undvære quarterback Sam Bradford i søndagens opgør ude i Pittsburgh. Bradford er stærkt tvivlsom med en knæskade, og først umiddelbart inden kampstart afgøres det, om Bradford kan spille, fortæller ESPNs Adam Schefter. Lørdag aktiverede Vikings holdets tredjebedste quarterback, Kyle Sloter, fra holdets practice squad, så han potentielt kan være reserve for Case Keenum, hvis Keenum skal tage over for Bradford. Ifølge NFL.com har Bradford dog fortalt venner, at han selv forventer at spille. Men intet er altså afgjort før opvarmningen.

2. New England Patriots’ højre tackle Marcus Cannon er tvivlsom med en ankelskade. Hans status afgøres lige før kampstart mod New Orleans Saints. Patriots har dog en god reserve i Cameron Fleming.

3. Chicago Bears’ guard Kyle Long var ikke med holdet til Tampa Bay, fordi det ikke er realistisk, at han bliver klar til opgøret mod Buccaneers. Det er en ankelskade, der holder ham ude, oplyser holdet selv på Twitter.

LÆS: NFL Preview 2017 – week 2

4. New York Jets giver overraskende nok fortsat ikke sæsondebut til wide receiver Jeremy Kerley, selvom receiver-gruppen er tynd. Kerley, som blev fyret hos 49ers kort før sæsonstarten, er skadesfri, men åbenbart stadig ikke klar til at være en del af det nye angrebssystem, fortæller ESPN New York.

5. Selvom han er meldt “questionable”, ventes Chicago Bears’ running back Jordan Howard (skulderskade) at spille søndag mod Tampa Bay, fortæller ESPNs Adam Schefter natten til søndag.

6. Los Angeles Rams har pillet defensive tackle-stjernen Aaron Donald af “the exempt list”. Donald, der sad ude i sommer på grund af en kontrakt-relateret holdout, får dermed sæsondebut søndag mod Redskins.

7. Minnesota Vikings er optimistiske i forhold til, at forsvarsstjernerne, linebacker Anthony Barr (baglårsskade) og cornerback Xavier Rhodes (hofteskade), begge kan spille søndag mod Pittsburgh, fortæller Adam Schefter. Begge er officielt “questionable”n

8. Buccaneers’ linebacker Kwon Alexander, der er “questionable” med en sygdom til søndagens kamp mod Bears, ventes at spille, erfarer Adam Schefter.

9. Draft-nyhed: Én af 2018-draftens formodet bedste offensive tackles, Texas’ Connor Williams, forlod natten til søndagens opgør mod USC med en knæskade. Der er endnu ingen melding om, hvor alvorlig skaden er, men Williams var på krykker efter kampen. USC med en stærk Sam Darnold i spidsen vandt i øvrigt kampen i dobbeltovertid. Darnold ligner fortsat det kommende topvalg i draften.

10. Der er ingen grund til panik, selvom et hold indleder sæsonen 1-1 eller ligefrem 0-2. Siden 2002 har et flertal (60 procent) af de hold, der siden kom i slutspillet, faktisk haft én af de to “records”. Herunder otte af 12 slutspilshold sidste år og fem divisionsvindere.

LÆS: NFL Preview 2017 – week 2

11. To Broncos-spillere, der begge er “questionable”, ventes at spille ifølge NFL Networks Ian Rapoport. Det er guard Ronald Leary (hjernerystelse) og safety Darian Stewart (lyskeskade). Broncos møder Cowboys – Learys tidligere hold.

12. Chicago Bears’ wide receiver Marcus Wheaton er et “langskud” i forhold til at spille mod Buccaneers på grund af en fingerskade, fortæller Ian Rapoport. Bears har i forvejen mistet to wideouts, Cameron Meredith og Kevin White, for sæsonen.

13. Jacksonville Jaguars’ cornerback Jalen Ramsey ventes at spille mod Tennessee, selvom han formelt er tvivlsom med en ankelskade. Det fortæller Adam Schefter.

14. Dolphins’ wide receiver Jarvis Landry ventes ikke at være hæmmet mod  Chargers af den knæskade, der sendte ham på skadeslisten i denne uge, fortæller Ian Rapoport.

 

Ingen kontrakt til Knappe hos Colts

Andreas Knappe fik ingen kontrakt med sig hjem fra sin prøvetræning hos Indianapolis Colts mandag.

Det fortæller han til Glud Klud.

Danskeren, der har været arbejdsløs, siden Atlanta Falcons fyrede ham den 1. september, viste sig frem foran Colts’ stab, men uden at blive signet her og nu.

Han fortæller dog, at prøvetræningen gik godt.
– Jeg blev ikke signet i dag, men de var ret vilde med mig, kunne jeg forstå på det hele, fortæller Knappe til Glud Klud.

Han fortsætter kampen for en plads i NFL.
– Nu flyver jeg tilbage og selvtræner, og så håber jeg på en rokade i deres roster (truppen, red.), så jeg kan spille der, eller at der er en anden klub, der har set sig varm på mig, siger han.

Ny chance! Andreas Knappe skal til tryout hos NFL-hold

Danske Andreas Knappe får nu en ny chance for at komme tilbage i NFL.

Den store offensive tackle, der har været arbejdsløs, siden Atlanta Falcons fyrede ham forrige fredag, skal mandag vise sig frem ved en tryout hos Indianapolis Colts.

Det erfarer Draftday.dk.

Under tryouts skal en spiller typisk gennemgå en fysisk test, han skal vise sig frem i en række positionsøvelser, og han bliver interviewet af ledende skikkelser hos holdet. Altsammen i håbet om at få en kontrakt med holdet. Der er dog kutyme for, at NFL-hold om tirsdagen, hvor resten af holdet har fri, tester flere spillere i tryouts, men Knappes tryout foregår altså mandag.

Colts kan, hvis Knappe leverer en overbevisende præstation, vælge enten at signe ham til holdets 53 mand-trup eller til holdets practice squad. I begge tilfælde vil det kræve, at en spiller bliver fjernet fra den pågældende trup. En tredje mulighed er, at Colts ganske enkelt blot vil se Knappe an i tilfælde af, at holdet senere har brug for en offensive tackle. Så kommer Knappe på den såkaldte “ready list” – en liste over de spillere, der står forrest i køen, og som Colts-ledelsen er fortrolig med at signe, hvis der opstår et behov.

Colts var ifølge Draftday.dk’s oplysninger et af de hold, der også viste interesse for danskeren inden draften, hvor repræsentanter fra Colts ringede til Knappe.

I sidste uge kunne Draftday.dk fortælle, at 8 til 10 hold har kontaktet Andreas Knappe, efter at han blev fyret.

Middagsposten: Her er 9 af søndagens vigtigste historier

Heisman-kandidat kastede for 386 og tre touchdowns, og Rams-profil slutter sit holdout. Her er ni af søndagens vigtigste historier.

Oklahoma smadrede Ohio State

Oklahoma Sooners (#5) tævede lørdag Ohio State Buckeyes (#2) i Columbus med 31-16. Heisman Trophy-kandidat, quarterback Baker Mayfield, completede 77 procent af sine kast for 386 yards og tre touchdowns. Han har nu kun misset ni af 55 kast i de to første kampe. Sooners er 2-0, mens Buckeyes er 1-1 og risikerer at ryge ud af top 10.

Barkley, McSorley bag Penn State-sejr i lokalopgør

Running back Sequon Barkley nettede 183 yards og to touchdowns, og quarterback Trace McSorley kastede tre touchdowns, da Penn State lørdag slog rivalerne fra Pittsburgh Panthers med 33-14. Barkley er et potentielt top-10 valg i næste års draft, og han har nettet 359 yards og fire touchdowns i de to første kampe. Nittany Lions er nu 2-0.

Sam Darnold kom tilbage på sporet

Efter en skuffede præstation i premieren kom USC quarterback Sam Darnold lørdag tilbage på sporet og førte the Trojans (#6) til en 42-24 sejr over Stanford Cardinals (#14). Det potentielle topvalg i næste års draft kastede fire touchdowns til Deontay Burnett (2) og Steven Mitchell Jr (2), mens running backs Ronald Jones II løb for 116 yards og to scoringer. Trojans er 1-1.

Sejre til Alabama og Clemson

Både Alabama Crimson Tide (#1) og Clemson Tigers (#3) vandt lørdag deres kampe. Alabama slog let Fresno State med 41-10, mens Clemson havde større problemer med Auburn Tigers (#13). De blev dog slået med 14-6 takket være en stærk defensiv præstation. Clemson lavede 11 sacks, hvoraf Austin Bryant stod for fire styks.

Eric Berry er ude for sæsonen

Kansas City Chiefs’ stærke safety, Eric Berry, er færdig for i år. Torsdag rev han akillessenen over, og dermed kommer han ikke i kamp mere i denne sæson. Det er et massivt tab for Chiefs’ forsvar, der i stedet vil starte Daniel Sorensen.

Bears forlænger med Akiem Hicks

Chicago Bears har forlænget kontrakten med defensive end Akiem Hicks. Ifølge ESPN’s Adam Schefter er der tale om en fireårig aftale til 48 millioner dollars, heraf de 30 millioner dollars garanteret. Hicks kom til Bears før sidste sæson og startede alle 16 kampe og lavede syv sacks.

Steelers holder på Stephon Tuitt

Pittsburgh Steelers holder på den stærke defensive end Stephon Tuitt. Parterne har ifølge NFL.com’s Ian Rapoport indgået en ny seksårig kontrakt til 60 millioner dollars. Der skulle være tale om en aftale, der giver Tuitt masser af penge i kontraktens første år.

Sebastian Janikowski placeret på injured reserve

Oakland Raiders har placeret kicker Sebastian Janikowski på injured reserve på grund af en rygskade. Det skriver NFL.com. Janikowski kan potentielt vende tilbage i denne sæson efter sjette spillerunde. I mellemtiden vil Giorgio Tavecchio overtage tjansen som Raiders’ kicker. Han har aldrig sparket i en regulær NFL-kamp men har sparket for Raiders i preseason de sidste fire sæsoner.

Aaron Donald slutter holdout

Defensive tackle Aaron Donald har sluttet sit holdout og er mødt op hos Los Angeles Rams. Det oplyser holdet på deres hjemmeside. Donald vil dog ikke deltage i søndagens kamp mod Indianapolis Colts. Donald er utilfreds med sin kontrakt og har derfor ikke deltaget i training camp, men nu kan parterne arbejde hen mod en ny aftale.

9 kommentarer til Patriots – Chiefs

Kansas City Chiefs udspillede New England Patriots på alle leder og kanter og vandt 42-27.

Så kort kan det siges.

Da Chiefs var kommet sig over Patriots’ første angrebsbølge og fandt ud af, at de sagtens kunne holde quarterback Tom Brady og co. i skak, begyndte de stille og roligt at arbejde sig ind i kampen.

Og så lavede Chiefs alle de store spil, der skal til for at vinde en kamp på Gillette Stadium.

Quarterback Alex Smith strålede med fire touchdowns. Rookie running back Kareem Hunt imponerede helt vildt med tre scoringer og 246!! offensive yards.

Sidst men ikke mindst viste Tyreek Hill med 178 yards og et touchdown, at han er klar til at være go-to guy for Smith.

På forsvaret fik Chiefs store præstationer fra veteranerne Justin Houston og Eric Berry. Begge var markante skikkelser og stod bag talrige vigtige spil.

Det virkede til, at Chiefs var langt bedre forberedt og bedre til at justere end Patriots, der ikke lykkedes med særlig meget.

Quarterback Tom Brady completede kun 16 af 36 kast for 267 yards og ingen touchdowns. Tight end Rob Gronkowski blev totalt lukket ned og greb kun to bolde for 33 yards. Defensivt havde Patriots ingen modsvar på Chiefs’ offensive playmakers.

Det var en fuldt fortjent sejr til Chiefs, der både på og uden for banen udspillede de forsvarende mestre.

Her får du ni kommentarer om kampen

1. Alex Smith spillede sit livs kamp

Lige siden Chiefs valgte Patrick Mahomes i første runde af årets draft, har snakken gået på, hvornår Alex Smith var færdig som starter.

Torsdag besvarede han det spørgsmål med den bedste kamp i sin karriere på den måske sværeste scene.

Smith kastede for 368 yards og fire touchdowns, og han completede hele 80 procent af sine kast. Han kastede med timing, var forudseende og gik roligt gennem sin progression for at finde det bedste matchup.

Ja, han blev ikke presset særlig meget, men det skal ikke tage noget fra Smiths præstation. Den var intet mindre end fremragende.

Jeg forventer dog ikke, at Smith i mange kampe af sæsonen rammer samme niveau. Han havde kun seks! gange tidligere i karrieren kastet for flere end 300 yards, og det vil undre mig, hvis han lige pludselig er blevet en “down-the-field” quarterback.

Men i nat strålede han, mens en smilende Mahomes kiggede på. Det virker til, at der er helt styr på det hos Chiefs.

2. Kareem Hunt kan blive en stor profil

Chiefs’ tredjerundevalgte rookie running back Kareem Hunt var imponerende god i sin NFL-debut.

Den startede ellers med en fumble på allerførste carry, men siden var Hunt med kæmpe succes omdrejningspunktet for Chiefs’ angreb.

Han kan blive en stor profil.

Den tidligere Toledo-back forcerede flere missede tacklinger, løb med et godt blik for de åbne huller og fungerede som receiver på både korte og mellemlange ruter.

I alt stod Hunt for 246! offensive yards (148 rushing/98 receiving) og scorede tre touchdowns.

Blandt andet et 78-yard catch’n’run, hvor han satte defensive end Cassius Marsh helt ud af spillet på en wheel-rute.

Hunt fik i alt 22 offensive touches, og det vil formentligt være normalen, fordi Andy Reid altid bruger sin bedste back som featured back.

3. Tyreek Hill er en kæmpe playmaker

Før sæsonen var der stillet spørgsmålstegn ved, om Tyreek Hill kunne håndtere flere offensive touches og overtage rollen som go-to-guy.

Svaret er et kæmpe ja!

Chiefs gjorde alt for at få bolden i hænderne på deres playmaker, hvad enten det var at give ham bolden som running back, kaste kort eller lade ham blæse ned ad banen.

Ikke alt lykkedes men Hill fik i alt 11 touches (to løb, syv catches og to punt returns), og han besvarede med 133 yards receiving og et 75-yard touchdown.

Patriots gjorde meget for at stoppe Hill, og man kunne tydeligt se, at de ikke ønskede at få ham ud i de åbne områder.

Alligevel sprintede han forbi Stephon Gilmore for en lang scoring på en up’n’out, hvor Gilmore blev sat helt af at den præcise rute.

Hill forlod kortvarigt kampen med krampe, men han går en kæmpe sæson i møde, hvis det her er en indikation på, hvad vi kan regne med.

4. McDaniels havde en forfærdelig gameplan

Patriots’ offensive koordinator Josh McDaniels har ikke lavet mange fejl de sidste år, men i nat havde han en forfærdelig gameplan.

Lige fra de første drives var Patriots’ angreb anderledes, end det vi har set de sidste mange, mange år.

Få krydsningsruter, få option-ruter, få comeback-ruter. Alt det som normalt virker så godt for Patriots’ angreb.

I stedet kaldte McDaniels gang på gang dybe kast (10 i alt).

Om det var fordi, Patriots manglede Julian Edelman på de korte ruter, eller om det var designet for at få gang i Brandin Cooks, ved jeg ikke.

Jeg ved bare, at Patriots’ angreb sjældent har haft succes med at åbne op for det korte spil med dybe kast. Det har altid virket på den omvendte måde.

McDaniels’ angreb bygger på korte og mellemlange kast med minimal risiko og høj completion rate. Så kan det køre i et højt tempo, spil efter spil. Ikke dybe “50/50” bolde.

Chris Hogan og Danny Amendola, ja sågar James White, kan alle bruges i samme rolle som Julian Edelman.  Det blev de ikke, og det kostede dyrt.

Både fordi Chiefs kun i få tilfælde havde problemer med at forsvare de dybe kast, og fordi de mange dybe kast krævede noget ekstra af den offensive linje.

Den var (og har sjældent været) god nok til at holde blokeringer længe. Styrken har altid været, at Brady har fået bolden lynhurtigt ud af hænderne.

Det skete slet ikke i nat.

5… og det samme havde Matt Patricia

Hvis McDaniels havde en skidt gameplan, så var det samme tilfældet for Patriots’ defensive koordinator Matt Patricia.

Han havde intet svar på Chiefs’ angreb, og hans forsvar tillod ufattelige 537 yards og 42 point via seks touchdowns.

Forsvaret blev ramt af en skade til linebacker Dont’a Hightower i anden halvleg, men det skal ikke være nogen undskyldning.

Patricias gameplan var elendig, og hans forsvar manglede styring og lederskab.

Hightower på flanken i stedet for i midten virkede slet ikke som en smart løsning. De mange nye spillere på defensiven var enten ikke fortrolige med forsvaret, eller også var kommunikationen bare dårlig.

Måske var det begge dele.

Spillere som safety Jordan Richard (til tider brugt ude af position som linebacker) og nyankomne Cassius Marsh blev flere gange sat i situationer, som de ikke havde særlig stor chance for at løse, og til sidst virkede Patricia rådvild.

Og hans forsvar gav simpelthen op. Tydeligt illustreret ved Charcandrick Wests 21-yard touchdownløb kort før tid. Han kunne nærmest spadsere ind.

Det var bare ikke godt nok fra Patricias side. Uanset personel.

6. Berry tog Gronk ud af spillet

Jeg har sjældent set Patriots’ stjerne tight end Rob Gronkowski så anonym.

Men al kredit skal gå til safety Eric Berry, der spillede en fantomkamp og fuldstændig tog Gronk ud af spillet.

Berry var ofte i single coverage med Gronk, og han klarede opgaven til topkarakter.

Gronkowski sluttede med to receptions for 33 yards, og han var aldrig en faktor i kastespillet, selvom han godt nok fik et touchdown kaldt tilbage.

På det spil var Berry også helt tæt på Gronk og en medvirkende årsag til, at Patriots-profilen ikke fik scoret.

Desværre for Chiefs måtte Berry udgå med en skadet akillessene, og det kan potentielt være en sæsonsluttende skade. Det vil være et hårdt tab for Chiefs.

7. Justin Houston er tilbage i topform

De sidste to sæsoner har Chiefs’ linebacker Justin Houston døjet med flere alvorlige skader, men han er tilbage i topform.

Torsdag nat var han en altdominerende faktor og fremragende i alle spillets facetter.

Houston stoppede flere vigtige løbespil og lavede to sacks, og han var en konstant trussel for Brady.

Hvis det er niveauet for den 28-årige linebacker, så venter der en stor, stor sæson.

8. Mike Gillislee får Blount-rollen

Helt som ventet bliver det Mike Gillislee, der overtager LeGarrette Blounts rolle som short-yardage og goal line-back.

Rex Burkhead startede kampen for Patriots, men Gillislee fik de fleste carries (15) og var den foretrukne back på korte fjerde downs og ved end zone.

Gilleslee scorede på alle sine tre end zone-carries (sidste år var han seks for seks hos Buffalo), men han brændte begge sine korte fjerde downs, og det stoppede to vigtige drives.

Patriots vil stadig bruge alle deres running backs, men rollerne synes at være lidt mere klare nu: James White som passing back og Gillislee på normale running downs og ved end zone.

9. De sidste korte kommentarer

  • Chiefs skal skære ned på deres straffe. Reids tropper fik accepteret 15 straffe for hele 139 yards. Det holder ikke i længden.
  • Og når vi taler om straffe. Hvor dumt var det lige, at Patriots to gange i træk løb ind i punter Dustin Colquitt? Først Brandon Bolden og siden Cassius Marsh. Det kostede to gange fem yards straf. Heldigvis for Patriots var det på en fjerde down og 12, men der er ingen undskyldning for at gøre det to gange i træk.
  • Chiefs er kommet godt fra start og har nu en vigtig sejr ude over en AFC-rival. Det kan blive afgørende for seedning.
  • Selv når man tager de tre sacks for 16 yards med i regnestykke, så snittede Alex Smith 9,3 yards pr. kast. Det er helt vildt.
  • Den inderste del af Patriots’ offensive linje gjorde det ganske godt. Specielt var guard Shaq Mason igen virkelig god.
  • Danny Amendola forlod kampen med en hjernerystelse. Det er bekymrende, fordi han tidligere har været plaget af hjernerystelser. Han er det tætteste Patriots har på en Julian Edelman-klon, og hvis han er ude i længere tid, vil det hæmme angrebet en hel del. Specielt fordi Patriots er meget tyndt besat på receiver-positionen.
  • Hightower forlod kampen med en knæskade – jeg regner med, at det koster ham et par ugers pause. Det er også et alvorligt tab, hvis det holder stik. Der er ingen erstatning. 
  • Devin McCourty var virkelig god og lavede 10 tacklinger (9/1). Men han kunne ikke holde sammen på det bageste forsvar, der blev brændt for store spil. McCourty var selv involveret i det ene, hvor Hill scorede et 75-yard touchdown. Her var kommunikationen med Stephon Gilmore ikke god nok.
  • Nu kan al snak om 16-0 forstumme. Selvom jeg ikke havde regnet med et Patriots-nederlag til Chiefs, så mente jeg aldrig det var realistisk.

Blog: AFC West – noter og kommentarer

Tyreek Hill er nu så god, at Chiefs-stjernen kan måle sig med NFLs bedste wide receivers, Broncos får nogle meget svære modstandere i 2017, Raiders får svært ved at få marginalerne med sig igen, og Joey Bosa kan blive skræmmende god i 2017. Læs her og noter og kommentarer om de fire hold i AFC West.

DENVER BRONCOS

Det er ikke godt tegn, at Paxton Lynch for andet år i træk tabte kampen om starterrollen bag center til Trevor Siemian. Lynch blev blot den fjerde quarterback valgt i 1. runde af draften siden 2006, der ikke startede på fuld tid i senest sin anden sæson i NFL. De tre andre var alle “draft busts” – Johnny Manziel, Tim Tebow og Brady Quinn. Lige nu er der grund til at tro, at Lynch aldrig slår igennem i NFL, selvom det selvfølgelig er tidligt i processen … Holdets kasteforsvar har ifølge Football Outsiders’ analyse været NFLs bedste de seneste to sæsoner. Enhedens coach, Joe Woods, har nu taget springet fra defensive backs coach til defensive koordinator i stedet for Wade Phillips … Broncos kommer ikke langt, hvis løbeangrebet ikke bliver bedre. Sidste år var det kun ligaens 27. bedste, men der er forventninger til den nye offensive koordinator Mike McCoys løbeoffensiv. Forvent flere indvendige løb og en “stor dosis C.J. Anderson”. En meniskskade mindskede sidste år hans sæson til kun syv kampe, men han får en fremtrædende rolle i offensiven i 2017, fordi Siemian ikke er en quarterback, der kan kaste Broncos til sejr efter sejr. Offensiven skal være meget afbalanceret … Denvers forsvar var sidste år det eneste i NFL, der brugte fire defensive backs på flere end halvdelen af alle spil. Alle andre forsvar brugte i størstedelen af tiden enten fem eller seks defensive backs … Center Matt Paradis er to gange i denne offseason blevet opereret i hoften, men han er én af NFLs bedste på positionen, når han er fit … Broncos står over for det på papiret sværeste turneringsprogram i hele NFL i 2017. Modstanderne vandt sidste år 57,8 procent af deres kampe.

LÆS: Blog: AFC East – noter og kommentarer

KANSAS CITY CHIEFS

Patrick Mahomes – førsterundevalget fra april-draften – er fremtiden bag center hos Kansas City. Spørgsmålet er bare hvornår? Mahomes har haft en flot offseason og er en “anti-Alex Smith”, fordi han modsat den nuværende Chiefs-starter er enormt aggressiv på sine kast. Mahomes kan enten i 2017 eller formentligt senest i 2018 blive den første første quarterback siden 1987, som Chiefs selv har valgt i draften, der vinder en kamp for holdet … Blandt andre den tidligere Browns-GM, Patriots-leder og NFL Network-analytiker, Mike Lombardi, mener, at Tyreek Hill er så god, at han nu banker på en status som elite-receiver i NFL. Altså i Julio Jones-, A.J. Green og Odell Beckham Jr.-klassen. Det forklarer blandt andet, hvorfor Chiefs fyrede Jeremy Maclin (der fik beskeden via en voice mail fra den nu ligeledes fyrede general manager John Dorsey) … Meget af Chiefs’ succes i 2017 afhænger af linebacker Justin Houstons helbred. Skader har begrænset ham til kun 16 kampe samlet set i de seneste to sæsoner (og kun 32 quarterback pressures) i perioden. Dee Ford er en god starter, men Tamba Hali er på vej i karrierens efterår, så Chiefs har brug for stjernen Houstons top-præstationer … Chiefs er nu i eliten i NFL og spiller seks tv-primetime-kampe i 2017 – flest af alle hold … Der er et kæmpe “buzz” omkring rookie-running back Kareem Hunt. Chiefs handlede op i 3. runde af draften i foråret for at vælge ham, og han har været en bedre receiver end forventet. Eks-Toledo-profilen får allerede for første færd en stor rolle med starter Spencer Ware ude for sæsonen med en knæskade. Ifølge head coach Andy Reid bliver Hunt nu holdets “featured back”.

LÆS: Blog: NFC West – noter og kommentarer

OAKLAND RAIDERS

Football Outsiders bringer en statistik, der efter min mening indikerer, hvorfor vi skal være varsomme med at bringe Raiders op i NFLs elite – trods 12 sejre i 2017. Ifølge websitet var Raiders anno 2016 det 12-4-hold siden 1978, der har haft den mindste “point differential” (+31) – samlet set. Altså forskellen mellem antal scorede og tilladte point. I 2016 vandt Raiders i otte af de 12 sejrende kampe med makismalt otte point – og det held og de marginaler følger formentligt ikke med i sæsonen derefter. Derfor er det realistisk at tro, at Oakland nærmere vinder 9, 10 eller i bedste fald 11 kampe i 2017, selvom holdet på papiret er godt. Jeg tror bare ikke, at Raiders er så godt, som de 12 sejre antød i 2016 … Hvis Raiders’ secondary bliver bedre i 2017 (og det er der brug for), skyldes det måske ikke kun ankomsten af top-rookie Gareon Conley. Den nye assistenttræner John Pagano, der kommer fra et job som defensiv koordinator hos rivalerne fra San Diego Chargers, får ros for sit arbejde med de defensive backs og for hans evne til at rette små fejl og fokusere på detaljer. Hold i 2017 især godt øje med sidste års førsterundevalg, safety Karl Joseph, der i sin rookie-sæson var plaget af en tåskade, men som har været meget skarp i offseason.

LOS ANGELES CHARGERS

Wide receiver Travis Benjamin viste store prøver på sin fart i training camp. Han døjede med en knæskade i dele af 2016-sæsonen, men er fit nu og kan blive et farligt våben for quarterback Philip Rivers … NFL.com’s Marc Sessler – kendt fra “The Around the NFL Podcast” – fortæller til Draftday.dk, at han forudser, at Chargers når i slutspillet i 2017 … Det bliver interessant at se, hvordan NFLs Defensive Rookie of the Year in 2016, Joey Bosa, præsterer i 2017. Bosa var skræmmende god som rookie i 2016, hvor han lavede 10,5 sacks, men det var i John Paganos 3-4-system. Nu er Gus Bradley ny defensiv koordinator, og Bosa har allerede erklæret, at Bradleys system er et endnu bedre fit … Man skal bestemt ike undervurdere betydningen af, at Chargers i offseason forlængede med edge rusher Melvin Ingram på en 66 millioner dollar-stor aftale. Flere hold stod klar til at trække Ingram til sig, men Chargers holdt fast og sikrede dermed, at holdet i Bosa/Ingram har én af NFLs bedste pass-rush-duoer. Det er vitalt i nutidens NFL … I Chargers’ første sæson i Los Angeles vil holdet spille i The StubHub Center med plads til kun 30.000 tilskuere. Det nye stadion i Inglewood, som Chargers deler med Rams, står først færdigt i 2020 … Chargers genopbyggede angrebslinjen i offseason, men er allerede svækket af tabet af rookie Forrest Lamp (korsbåndsskade). Holdet har sagt farvel til D.J. Fluker, King Dunlap og Orlando Franklin, mens rookie guard Dan Feeney og venstre tackle Russell Okung er nye navne udefra, og flere interne rokeringer skaber andre forandringer. Samlet set givet det en angrebslinje med et nyt udseende, der skal spille bedre i den kommende sæson, hvis The Bolts skal kæmpe med om AFC West-titlen. For hvis Philip Rivers ikke får mere ro til at kaste, kollapser angrebet alt for ofte.

NFL preview 2017: Oakland Raiders

For første gang i 14 år var Oakland Raiders sidste sæson tilbage i slutspillet efter en 12-4 sæson og en andenplads i AFC West.

Nu skal head coach Jack Del Rio forsøge at følge den flotte sæson op, og det kan blive svært, selvom Raiders har en solid trup og specielt ser stærke ud på angrebet.

Kampprogrammet en nemlig ikke helt ligetil. Ud over de seks interne kampe mod hårde modstandere som Los Angeles Chargers, Denver Broncos og Kansas City Chiefs, så er Raiders parret med NFC East.

Derudover venter en kamp premierekamp ude mod Tennessee Titans og et opgør mod Super Bowl-favoritterne fra ew England Patriots. Det er en tung omgang for Raiders, der ikke har råd til mange fejltrin.

Raiders valgte overraskende at skifte offensiv koordinator efter 2016-sæsonen og har sagt farvel til Bill Musgrave. Han havde ellers gjort et fremragende job i to sæsoner og løftet Raiders’ angreb fra at være det næstmindst scorende (2014) til det syvendemest scorende (2016).

Ny mand på posten er Todd Downing, der har været quarterbacks coach de seneste to sæsoner og har et særdeles godt kendskab til Carr. Der er næppe tvivl om, at Downing vil kalde spil, der får det optimale ud af Carrs evner.

Defensiven styres fortsat af Ken Norton Jr. der opererer med et hybrid-system, der nogle gange er et 4-3 “under” og andre gange et 3-4 system med tre down-linemen.

Norton Jr.’s forsvar er aggressivt og lavede 30 turnovers i 2016 (næstflest af alle hold), men det tillod syvendeflest yards og 13. flest point. Samtidig lavede Raiders kun 25 sacks – færrest i NFL. Det skal blive bedre.

Angrebet

I Derek Carr har Raiders fundet den franchise quarterback, de har søgt efter i så mange år.

Carr, et tidligere 2014-andenrundevalg, har virkelig imponeret i sine første tre sæsoner og førte sidste år Raiders til syv! comeback-sejre.

Han er forskellen på en god og en dårlig sæson, og sidste sæson kastede han for 3937 yards, 28 touchdowns og blot seks interceptions.

Carr er er effektiv, præcis quarterback med en stærk arm, og han mobilitet til at blive brugt på roll-outs og kan undslippe pres, når det kræves.

Reserven er det tidligere Buffalo Bills-førsterundevalg, E.J. Manuel, der har haft en skuffende karriere men trods alt har startererfaring. Connor Cook er et udviklingstalent, der måske kan få en karriere som reserve.

Raiders har sagt farvel til running back Latavius Murray, der er taget til Minnesota Vikings, og ny starter er Marshawn Lynch.

Lynch spillede ikke i 2016 og havde egentligt indstillet karrieren, men han kunne ikke sige nej til chancen for at spille for sin fødeby. Hvor meget “Beast Mode” har tilbage i stængerne er ikke til at sige, men han er frisk og skadesfri, og det er det første skridt.

Om hans 31-årige krop så kan holde til de hårde hits, han altid udsætter sig selv for, når han løber over modstanderne, må tiden vise.

To unge backs står klar, hvis/når Lynch skal have en pause.

Jalen Richard mangler størrelse (5’8/215 pund), men han kan sagtens løbe på indersiden og har et godt blik for spillet. Richard snittede 5,9 yards pr. carry som rookie og kan lave de store spil.

DeAndre Washington har heller ikke størrelse (5’8/204 pund) til at være featured back, men han ligner mere Lynch i spillestil end Richard gør. Uanset hvem der løber bolden vil det fra tid til anden ske bag fullback Jamize Olawale.

Raiders har en virkelig god receiver-gruppe, der føres an af det tidligere top fem-valg, Amari Cooper. Han har i sine første to sæsoner grebet for imponerende 2223 yards.

Cooper er en fremragende route-runner, der let kommer op i topfart, og han er i stand til at sætte selv de bedste cornerbacks til vægs. Eneste minus er, at han skal blive bedre til at vinde 50/50-bolde og skærme modstanderne, og derfor har han ikke været en faktor i red zone i sine to første sæsoner i NFL.

Det har Michael Crabtree derimod. Her er han klart Carrs go-to-guy, og det har resulteret i stribevis af touchdowns de sidste sæsoner. I 2016 fik Crabtree 21 red zone-targets og greb de 12 for seks touchdowns, og heraf var de otte targets inden for 10-yard linjen.

Crabtree har meget sikre hænder, og han spiller med stor fysik, og det gør ham til en virkelig god possession receiver. Sidste år greb han for 1003 yards.

Seth Roberts er en virkelig god treer, og han er også et vigtigt mål fra slot-positionen og i red zone. Sidste år greb han for 397 yards og fem touchdowns, og fire af de scoringer kom inden for 20-yard linjen. Cordarelle Patterson er stadig en gadget-spiller, der kan hjælpe til som returner.

På tight end er Lee Smith en fremragende blocker (og bedre receiver end han får lov at vise), mens Jared Cook er kommet til fra Green Bay Packers og kan tilbyde noget som pass catcher.

Raiders har brugt masser af millioner dollars på at bygge en stærk, dominerende offensiv linje, og den er blandt NFL’s allerbedste. Det hele starter i midten med center Rodney Hudson, der ikke rigtigt har huller i sit spil. Han arbejder stenhårdt, har power og så er han virkelig mobil.

Kelechi Osemele og Gabe Watson er en forrygende duo på guard (nok den bedste i NFL), og venstre tackle Donald Penn var en af ligaens bedste run-blockers sidste år.

Det store problem ligger på højre tackle, hvor Raiders sidste år startede flere forskellige spillere uden at finde det rette match. I år bliver det enten Vadal Alexander eller Marshall Newhouse, der skal passe på Carrs højre side.

Forsvaret

Norton Jr. vil formentligt bruge 3-4 systemet mere end sit 4-3 “under”, fordi det var mest effektivt i slutningen af sidste sæson.

Rookie Eddie Vanderdoes kan spille både 5-tech defensive end og 3-tech defensive tackle, og han er en atletisk lineman med god power. Ved hans side er Justin Ellis en 335 pund stor nose tackle, der kan lukke ned for løbet.

Defensive end Mario Jr. Edwards har endnu ikke fået sit gennembrud på grund af skader, og sidste år var han på injured reserve det meste af sæsonen på grund af en hofteskade. Han har dog et godt potentiale og vil starte i denne sæson.

Den store stjerne er og bliver Khalil Mack, der er en uhyggelig pass rush-trussel og sidste år blev valgt til Associated Press Defensive Player of the Year.

Mack er bedst, når han får lov til at jagte quarterbacken fra en position som outside linebacker, og sidste år lavede han 11 sacks, forcerede fem fumbles og skabte vilde 96 totale pressures.

Bruce Irving er en glimrende strong side-linebacker, der også kan lægge pres og spille tæt ved linjen, hvis Raiders bruger deres 4-3 “under”.

Det svage punkt på forsvaret ligger på den inderste del af linebacker-gruppen. Her er Perry Riley og Malcolm Smith væk, og de nye startere er Cory James og Marquel Lee.

James er i sit andet år og har virkelig god speed, men han er blot i sit andet år i NFL. Lee er rookie og er næppe klar til en starterrolle. Tyrell Adams, endnu en andenårsspiller, er førstereserve, mens Ben Heeney er på NFI-list (active/non-football).

Raiders har et udmærket mix af veteraner og talenter på cornerback. David Amerson starter på den ene flanke, og han er en top 20-corner, når han er skadesfri.

T.J. Carrie er i det siste år af sin kontrakt, og han har taget flere og flere snaps fra Sean Smith. Carrie kan også spille safety og i slot-positionen, mens Smiths rolle formentligt bliver begrænset, når førsterundevalget Gareon Conley er helt tilbage fra skade i benet. Antonio Hamilton er en interessant ung, reserve.

Der er masser af positive takter på safety, hvor Raiders de seneste år har brugt høje draft valg på Karl Joseph og Obi Melifonwu.

Joseph er en hard-hitter, der ikke skåner sig selv i jagten på at stoppe modstanderne. Det har tidligere kostet skader for Joseph, der startede ni kampe som rookie og lavede 60 tacklinger.

Melifonwu har den størrelse, som Ken Norton Jr. ønsker fra sine defensive backs, og han kan bruges både på safety og som dime-linebacker. Han er stadig rå og spiller ikke altid ligeså fysisk, som hans størrelse antyder (6’4/228 pund).

Reggie Nelson er en erfaren Pro Bowl free safety, der kan lave de store spil og er fremragende i coverage. Han kan til tider være ude af position, men han er generelt en sikker sidste skanse. Hans plads er truet af Melifonwu på den lange bane. Shalom Luani er en syvenderundevalg rookie, der har imponeret i training camp.

Special teams

Sebastian Janikowski har i 17 år været en træfsikker sparker for Raiders, men der er knas i forholdet. Raiders har bedt den 39-årige kicker om at genforhandle sin kontrakt, der garanterer ham over fire millioner dollars i den kommende sæson, hvis han er i truppen lørdag inden sæsonstart.

Janikowski har afvist, men Raiders har set nærmere på flere emner blandt andet veteranen Mike Nugent, så det sidste ord er ikke sagt i den sag. Marquette King er en underholdende punter, der også leverer varen på banen. Cordarelle Patterson og Jalen Richard er returners.

Alt i alt

På papiret har Raiders et stærk hold og kan kæmpe med om AFC West. Men der er benhård konkurrence i divisionen, og der er ikke plads til mange nederlag. På angrebet bliver det spændende at se, hvad Marshawn Lynch kan bidrage med – og hvor længe – og helt generelt bør Raiders’ offensiv rangere i top 10 med Carr, Cooper og Crabtree.

Det store spørgsmål er, om forsvaret kan forbedre sig nok og vinde de kampe, hvor det ikke kører for Carr og co. 10 sejre er realistisk, men Raiders skal nok højere op for at vinde divisionen.

Blog: AFC East – noter og kommentarer

En undrafted defensive lineman har imponeret hos New England Patriots, New York Jets’ angreb er katastrofalt dårligt, Miamis bulldozende angrebsvåben skal være mere stabil – og så gør en nærmest ukendt defensive end hos Bills det rigtigt godt. Læs her noter og kommentarer til de fire hold i AFC East.

NEW ENGLAND PATRIOTS

Patriots er den største Super Bowl-favorit, jeg har set i årevis i en konference. I de seneste uger har jeg været i kontakt med fire-fem NFL-journalister, der dækker hele ligaen, og ikke én peger på et andet hold end Patriots som mesterskabsfavorit. Selv med Julian Edelman skadet, er Patriots spækket med kvalitet og har stadig en Tom Brady i topform. Men dertil kommer, at AFC East er svagere end nogensinde, Buffalo Bills og New York Jets er i en usædvanlig stor genopbygningsfase, og Miami Dolphins har i 11. time måtte skifte quarterback. Jay Cutler er ikke en dårligere quarterback end Ryan Tannehill, men han har naturligt nok ikke samme timing med receiverne, som Tannehill havde. Sjældent har en division ligget så meget for fødderne af et hold, som det er tilfældet med Patriots og AFC East i 2017, og jeg har svært ved at se Patriots vinde færre end 13 kampe. Det vil uden tvivl betyde, at vejen til Super Bowl i AFC går gennem Foxboro, og her taber New England ikke … Den spiller, der har overrasket mest i offseason, er ifølge ESPNs Mike Reiss en undrafted defensive linemen, Adam Butler. Til Draftday.dk fortæller Mike Reiss, at den 6 fod 5 inches, 300 pund-store lineman har udvist en stærk teknik og evne til at angribe som indvendig pass-rusher. Han er en mulig fremtidsbrik, som, head coach Bill Belichick har erklæret, har haft en stærk training camp. Kombinationen af Dion Lewis, James White, Rex Burkhead og Mike Gillislee giver Tom Brady én af de bedste running back-grupper, som Brady har haft i sin tid hos New England. Der er måske ikke én featured back, men gruppen er ekstremt fleksibel, Lewis, Burkhead og White kan alle være dygtige våben som receivers – og man skal ikke undervurdere gruppens betydning, når det gælder om at lukke hullet efter Edelman … Ingen forsvarsspiller er formentlig så vigtig som defensive end/linebacker Dont’a Hightower. Hvis Patriots har én svaghed, er det i holdets “front seven”, hvor Rob Ninkovichs karrietestop og linebacker Shea McClellin og rookie Derek Rivers’ korsbåndsskader har svækket dybden, samtidig med at Kony Ealy floppede. 27-årige Hightower er derfor en stabiliserende force, der oven i købet har fået træningstid som defensive end. En position, hvor Patriots har brug for mere kvalitet. Problemet med Hightower er bare, at han ofte er skadet, og han har ikke startet alle 16 kampe siden 2013. Han er først for nylig kommet af PUP-listen (med en knæskade), og The MMQBs Albert Breer rapportererede i sommer, at Jets trak følehornene til sig, da holdet jagtede Hightower under free agency, fordi de var bekymret for hans helbred, efter at han havde gennemgået et lægetjek. Er Hightower skadet og ude i dele af 2017-sæsonen, kan det få markante følger for forsvaret.

NEW YORK JETS

Jeg har fulgt NFL tæt siden begyndelsen af 1990’erne, og jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har set et angreb, der – på papiret – var så svagt som Jets’ nuværende offensiv. Det er katastrofalt dårligt. Quarterback Josh McCown blev for nylig rangeret som den kun 34. bedste quarterback i NFL (der er, som bekendt 32 startende quarterbacks), da ESPN bad hele 50 NFL-kilder. fx general managers, head coaches, assistenttrænere, om at rangere ligaens quarterbacks. Jermaine Kearse er kommet til fra Seahawks og er en ok wideout, men de to, andre top-receivers, Jalin Marshall og Robby Anderson, ville formentligt ikke kunne starte på de 31 andre hold i ligaen, og running back Matt Forte er på vej ind i sit 32. livsår og er så meget i karrierens efterår, at Jets i de seneste uger angiveligt har forsøgt at handle ham. Og tight end Austin Seferian-Jenkins har aldrig grebet flere end 21 bolde i en sæson og er oven i købet suspenderet i sæsonens første kamp, hvor Eric Tomlinson (hvem?) skal tage over. Tilbage i 1976 scorede Jets kun 20 touchdowns i sæsonen. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis holdet end ikke matcher det antal. Og i 2016 snittede holdet kun 3,7 point pr. mulighed i ”the red zone”. Det bliver endnu værre i år … Daryl Slater fra Newark Star-Ledger forudser over for Draftday.dk, at sjettevalget i 1. runde, Jamal Adams, får en forrygende rookie-sæson. Adams har ifølge Slater vist så lovende takter, og han er så talentfuld, at han selv i år 1 i NFL vil gøre en stor forskel. Adams var en stjerne på banen i foråret under de organiserede holdaktiviteter og mini campen, men en ankelskade generede ham tidligt i training camp. Nu er han fit og bør ifølge Slater få en stor sæson.

LÆS: Blog: NFC East – noter og kommentarer

MIAMI DOLPHINS

Head coach Adam Gase har fået meget af rosen for sidste sæsons forbedrede offensiv, men offensive line coach Chris Foerster fortjener også masser af kredit. Foerster anførte en enhed, der blev bedre og bedre, som sæsonen skred frem … Der var ikke meget ”up tempo” over Miamis angreb i 2016. Holdet snittede 29,8 sekunder pr. angrebsspil – det mest ”langsomme” angreb i hele NFL … Der er blevet skrevet og sagt meget om Jay Cutlers succes i 2015 hos Chicago Bears, hvor Adam Gase dengang var offensiv koordinator. Cutler nettede dengang karrierens bedste passer rating (92,3 point), og han har som minimum samme evner som passer som Ryan Tannehill, som Cutler pludselig afløste som starter, da Tannehill i begyndelsen af august skadede sit korsbånd, og Gase ringede til sin tidligere quarterback (og gode ven) for at hive ham ud af rollen som ny-pensioneret NFL-spiller og kommende tv-analytiker hos Fox Sports. Men med til historien om Cutler hører også, at han kan træffe nogle virkeligt uheldige beslutninger, og han er i langt højere grad end Tannehill en ”gunslinger”. Med Cutler følger de store spil, men der følger også de kostbare fejl (Ifølge Football Outsiders burde 14 bolde være blevet interceptet i 2015, men kun 11 blev grebet af modstanderen) … For tredje gang i fire sæsoner spiller Miami i den kommende sæson en kamp i London. Det sker i 4. spillerunde mod New Orleans Saints i dét, der formelt set er en Dolphins-hjemmekamp … Andenårsspilleren Xavien Howard, der fik sin rookie-sæson spoleret af en knæskade, har været Miamis bedste cornerback i training camp. Det er meget sandsynligt, at han i flere tilfælde i 2017 vil stå over for modstanderens bedste wide receiver – ikke mindst fordi den normale top-cornerback, Byron Maxwell, har haft en mindre god offseason … Running back Jay Ajayi brød igennem i 2016 med 1272 yards og to 200 yard-kampe, men i 12 kampe (inklusiv slutspilsnederlaget til Pittsburgh) løb han end ikke for 79 yards. Han skal være mere stabil i 2017.

BUFFALO BILLS

Rookie-wide receiver Zay Jones var ekstremt produktiv i college, hvor han greb en FBS-karriererekord 399 bolde, og han imponerede siden ved The Senior Bowl. Nu er Jones allerede en del af Buffalos førstekæde sammen med Corey Brown og Jordan Matthews. Med Sammy Watkins’ exit til Los Angeles Rams i en handel og Anquan Boldins uventede august-karrierestop vil der være pres på Jones for at levere fra dag 1. 37. valget kan løbe mange forskellige ruter – atypisk for en NFL-rookie – og han ventes derfor at blive brugt på mange, meget forskellige måder. Indtil nu har han været overbevisende og ser lovende ud … Den nye offensive koordinator Rick Dennison kører et ”West Coast”-angreb med mange ”zone-løb” på ydersiden og med hyppig brug af en fullback. Det lover godt for running back LeSean McCoy, der ifølge meldingerne fra Buffalo er et fremragende fit til det system, og som i Patrick DiMarco, der imponerede sidste år hos Falcons, har fået en stærk blokerende fullback foran sig. Dennison har i 10 sæsoner været offensiv koordinator i NFL, og i langt de fleste sæsoner har hans løbeangreb været blandt NFLs allerbedste – ifølge Football Outsiders. Men i hans seneste koordinator-ophold – i 2015 og 2016 hos Broncos – rangerede websitet til gengæld løbeangrebet i den tunge ende af ligaen. Uanset hvad skal Dennison tage over for et løbeangreb, der i 2016 nettede NFL-høje 164 yards pr. kamp og snittede franchise-bedste 5,35 yards pr. løb … Det er allerede blevet nævnt mange gange, men det er værd at gentage: Bills har sagt farvel til begge sine top-cornerbacks de seneste sæsoner. Stephon Gilmore underskrev en monsteraftale med New England, og Ronald Darby, der var et skidt fit til den nye head coach, Sean McDermotts forsvarssystem, blev handlet til Philadelphia. Uanset hvad er det sjældent, at begge startende cornerbacks, der spiller godt, er væk i sæsonen efter … Den Bills-spiller, der har overrasket mest positivt i sommer, er defensive end Eddie Yarborough. Det fortæller Joe Buscaglia fra WKBW TV i Buffalo til Draftday.dk. Eddie Yarborough, der kom undrafted ind i ligaen i 2016, var ikke noget særligt i foråret, men brød igennem i training camp, hvor han dagligt lavede flere store spil. Da starter Shaq Lawson gik ned med en skade, tog Yarborough over i førstekæden og fortsatte med at lave store spil. Han er nu en værdifuld brik som reserve i forsvaret.