Blog: Fem kommentarer til Hall of Fame-klassen anno 2017

Morten Andersen blev i nat valgt ind i Hall of Fame. Her får du fem kommentarer til valget af den danske kicker og nogle af de andre valg (og fravalg). Læs mere her.

Pro Football Hall of Fame anno 2017: RB LaDainian Tomlinson, QB Kurt Warner, RB Terrell Davis, S Kenny Easley, DE Jason Taylor, K Morten Andersen, Ejer Jerry Jones

Vildt! Morten Andersen i Hall of Fame

Det er kæmpestort, at den danske kicker er blevet optaget i Pro Football Hall of Fame.

Det kan ikke understreges nok.

Både for Andersen selv, der har været finalist de seneste tre gange, og også for alle os danske NFL-fans.

Vi har dækket afstemningen og Andersens vej til den store hæder, og det kan du læse meget mere om på Draftday.dk.

Så jeg vil bare konstatere, at det er vanvittig flot, at Morten Andersen er blevet valgt ind i det mest eksklusive selskab i USA’s største sportsgren.

Og at de to eneste “rene” placekickers i Hall of Fame er fra henholdsvis Danmark og Norge (Jan Stenerud).

Det er da RET sejt!

Tomlinson, Warner var sikre valg

I mine øjne var running back LaDainian Tomlinson og quarterback Kurt Warner sikre valg i årets Hall of Fame-klasse.

Tomlinson, der var på valg for første gang, var unik for sin tid, og selvom han aldrig vandt eller deltog i en Super Bowl, satte han en sjælden høj standard for sin position.

Jeg vil betragte Tomlinson en “once in a generation”-spiller, fordi han havde en vanvittig kombination af atletisk formåen, spilforståelse og vision.

Han kunne tage ethvert spil til end zone, og han var en frygtet runner og receiver. Han holder fortsat rekorden for flest touchdowns i en sæson (31) og flest rushing touchdowns (28).

Begge sat i 2006, hvor han fortjent blev valgt til NFL MVP.

Han var et logisk valg i første forsøg.

Warner er en lidt anden historie, og måske har historien spillet ind.

“Købmanden fra Iowa” kom ud af det blå og førte St. Louis Rams til Super Bowl-sejr i 1999, hvor han også blev valgt til finalens MVP.

Historierne om, hvordan han kastede toiletruller i en Hy-Vee købmandsbutik, hans tur omkring Arena Football og hans karriere i NFL Europe, er den perfekte kombination.

Alt kan lade sig gøre; alle har en chance.

Warner blev desuden to gange valgt til NFL MVP, og han er en af de bedste rene passing quarterbacks i nyere tid.

Han er også et fortjent valg.

Fedt at Jason Taylor kom ind

Jeg synes, det er fedt, at defensive end Jason Taylor fik en plads i allerførste forsøg.

Den tidligere Miami Dolphins-profil lavede 139,5 sacks i en flot, lang karriere, og han var i størstedelen af sin karriere en frygtet pass rusher.

Taylor var ikke den mest fysiske, men han var hamrende atletisk og havde et eksplosivt antrit.

Hans lange arme var altid et kæmpe problem for de offensive linemen, og de gjorde ham i stand til at nå ind til quarterbackens arm og forcere hele 47! fumbles.

Selvom Taylor primært vandt på speed, så var han teknisk stærk, ekstremt velforberedt, og han arbejdede på sit håndværk som kun ganske få.

Han er et meget fortjent Hall of Fame-valg.

T.O. blev igen forbigået

Den karismatiske wide receiver Terrell Owens blev igen forbigået, og det forstår jeg ikke.

Eller jeg forstår godt, at Owens deler vandene, og det har stor betydning, når stemmerne skal afgives.

Derfor kan der sagtens gå mange år, før han bliver valgt ind.

Owens skal nok håbe på en meget svag årgang, eller flere af de stemmeberettigede virkelig taler hans sag.

Spørgsmålet er, om det overhovedet sker.

Jeg tror på en måde, at tiden taler imod ham, fordi hans præstationer lidt går i glemmebogen i en æra, hvor receivers uden problemer griber for 1200 yards sæson efter sæson.

Og at en skuffet Owens efterfølgende langede ud efter Hall of Fame på Twitter, og kaldte det hele for en joke, hjælper næppe han sag.

Selvom han selvfølgelig ikke mener det.

Og helt ærligt.

Uanset hvor kontroversiel Owens var, da han spillede, så er han stadig nummer to på listen over all-time receiving yards.

Kun overgået af Jerry Rice.

Owens var i mere end et årti en af de absolut bedste receivers i NFL, og han greb for flere end 1000 yards i ni sæsoner og i otte sæsoner greb han mindst 10 touchdowns.

Det i en tid, hvor fokus i langt højere grad var på at løbe bolden.

Owens har selvfølgelig en plads i Hall of Fame, og jeg håber, han kommer ind snarest.

Tre korte tanker

  1. Running back Terrell Davis kom ind, og det overraskede mig en smule. Han var godt nok finalist sidste år men i et stærkere felt, var han næppe blevet valgt ind. Davis satte sit præg på ligaen med en 2000-yard sæson og to Super Bowl-sejre, men han spillede kun syv år i NFL, og han gennemførte kun tre fulde sæsoner. Det er ikke meget, også selvom karrieren blev forkortet på grund af knæskader.
  2. Jeg havde håbet, at cornerback Ty Law blev valgt ind. Ikke kun fordi han spillede størstedelen af sin karriere hos New England Patriots, men fordi han med sin spillestil var med til at ændre reglerne i NFL. Laws aggressive og meget fysisk hårdhændede præstation i slutspillet i 2003 mod Indianapolis Colts betød, at NFL året efter bad dommerne lægge mere vægt på, at forsvarsspillerne ikke måtte røre receiverne efter fem yards. Det var en game changer og en kraftig favorisering af angrebene. “Mel Blount”-reglen fra 1978 fik et ekstra nøk med “Ty Law”-reglen, og det har været med til at forme det NFL, vi kender i dag.
  3. 28 år efter, at han købte Dallas Cowboys blev Jerry Jones valgt ind i Hall of Fame. Helt fortjent! Jones har haft – og har – kæmpe betydning for NFL. Selvom man kan diskutere hans strategier, så har han for mig altid stået for indbegrebet af en passioneret ejer med et stort footballhjerte. NFL har brug for flere af Jones’ typer. Ejere der lægger deres liv og sjæl i holdet og ikke kun er med for forretningens skyld. 

Blog: Her er mine 32 yndlingsvalg – ét for hvert hold

31 spillere blev valgt i første runde af årets draft, mens 222 andre fik en NFL-arbejdsgiver på anden og tredjedagen.

Og der var rigtig mange gode valg på anden- og tredjedagen, så her får du mit mine yndlingsvalg for alle 32 hold.

Vel og mærke kun blandt spillere, der ikke blev valgt i første runde.

Arizona Cardinals – OC Evan Boehm, Missouri (4/128)
Cardinals har et stort hul på center-positionen, hvor A.J. Shipley var projekteret starter. Nu har de så fået en erfaren midtermand i Boehm, der har startet 53 kampe hos the Tigers. Han mangler noget størrelse men er en hård, powerfuld leder på den offensive linje.

Atlanta Falcons – TE Austin Hooper, Stanford (3/81)
Jacob Tamme har begrænsninger i sit spil og er free agent næste sæson. Valget af Hooper sikrer positionen de næste mange år frem, for den tidligere Stanford-profil er en dygtig, stabil blocker, der også kan flyttes rundt og bruges som pass catcher.

Baltimore Ravens – OT Alex Lewis, Nebraska (4/130)
Lewis var et potentielt andenrundvalg, men en fængselsdom på 45 dage efter et forlig i en sag om et overfald har formentligt kostet. Han har god teknik og kan kæmpe om et starterjob om en sæson eller to, når han er blevet lidt stærkere.

Buffalo Bills – RB Jonathan Williams, Arkansas (5/156)
Williams missede hele 2015-sæsonen, men året inden løb han for næsten 1200 yards og scorede 12 gange i rotation. Der er masser af talent, og Bills har fået stor værdi. Spørgsmålet er, hvor Williams passer ind hos Bills med LeSean McCoy og Karlos Williams.

Carolina Panthers – CB Daryl Worley, West Virginia (3/77)
Worley har den størrelse (6’1) og fysik, som Panthers søger. Selvom han lavede seks interceptions og forsvarede 12 kast i 2015, havde jeg set ham som et tredjedagsvalg. Men ingen tvivl om, at Panthers har fået en dygtig spiller, der kan matches op mod de større receivers.

Chicago Bears – WR Daniel Braverman, Western Michigan (7/230)
Jeg er vild med Braverman, der minder meget om Julian Edelman/Wes Welker. Han lander i en ideel situation hos Bears, der mangler en type, der kan løbe underneden ruter. Forventet at brættet en runde eller to tidligere, så et supervalg fra Bears.

Cincinnati Bengals – LB Nick Vigil, Utah State (3/87)
Jeg havde ikke forventet, at Vigil ville blive valgt på andendagen, men det er et fremragende valg. Han er bare en bundsolid football-spiller, der har en næse for bolden og lavede 144 tacklinger sidste sæson. Der er plads til ham i Bengals’ linebacker-gruppe.

Cleveland Browns – WR Rashard Higgins, Colorado State (5/172)
Jeg havde Higgins som et borderline top 100-valg, fordi han løbe snorlige ruter. “Hollywood” Higgins mangler dog noget fart (4,59 sek) og har er lidt skrøbeligt bygget, men han bør få en stor rolle i Hue Jacksons angreb.

Dallas Cowboys – LB Jaylon Smith, Notre Dame (2/34)
Måske mit yndlingsvalg i hele draften. Hvis ikke Smith var blevet skadet, kunne han være gået som nummer ét. Nu lander han hos Cowboys, hvis læge opererede Smith og har stor viden om, hvornår han er klar. Et fantastisk værdivalg, og dejligt at se, at det – for nu – endte lykkeligt for Smith.

Denver Broncos – RB Devontae Booker, Utah (4/136)
C.J. Anderson og Ronnie Hillman vender begge tilbage, men de har skadeshistorik. Booker passer supergodt til Gary Kubiaks one-cut system, og det vil ikke undre mig, hvis Utah-backen ender med at få en del spilletid – og producerer.

Detroit Lions – DT A’Shawn Robinson, Alabama (2/46)
Robinson var et potentielt førsterundevalg, så Lions fik rigtig god værdi i midten af anden runde. Detroit har ikke meget dybde på positionen, og Haloti Ngata er oppe i årerne, så Robinson har god mulighed for at gøre en forskel.

Green Bay Packers – OT Kyle Murphy, Stanford (6/200)
Murphy er en “plug’n’play” tackle, og dem finder man sjældent nede i sjette runde. Den 6’6 og 305 pund store Murphy er en fremragende run-blocker, der allerede som rookie kan indgå i en eller anden form for rotation.

Houston Texans – RB Tyler Ervin, San Jose State (4/119)
Jeg overvejede Braxton Miller i tredje runde, men Ervin får pladsen. Jeg glæder mig til at se, hvordan Bill O’Brien vil flytte runde på ham og forsøge at skabe matchups. Ervin er en “Dion Lewis”-agtig type, der kan lave masser af ravage i det åbne områder.

Indianapolis Colts – DB T.J. Green, Clemson (2/57)
Det her kan blive et supervalg! Green er en konverteret wide receiver, der kun har spillet safety i to sæsoner, og han har kæmpe udviklingspotentiale. Han er hurtig og dækker godt op, og han kan bruges både på safety og cornerback.

Jacksonville Jaguars – LB Myles Jack, UCLA (2/36)
Det her er også et af mine yndlingsvalg. Jack var et top fem-talent, så det her er potentielt et kæmpe steal. Jeg håber, at Dr. Andrews har ret, og at Jack ikke skal opereres igen, for jeg glæder mig til at ham flyve rundt på banen og lave spil.

Kansas City Chiefs – WR Demarcus Robinson, Florida (4/126)
Robinson blev suspenderet fire gange hos Gators, og valget kommer helt klart med en risiko. Men Robinson har et kæmpe potentiale og var ifølge Rivals.com den 52. bedste spiller i high school i 2013. Kan Chiefs modne ham kan det her være et supervalg.

Los Angeles Rams – WR Michael Thomas, Southern Miss (6/206)
Jeg havde regnet med, at Thomas var blevet valgt et par runder tidligere. Han var ikke inviteret til the Scouting Combine, men han vil give Jared Goff et pålideligt mål ned af banen, hvor han kan vinde de svære bolde en-mod-en. 

Miami Dolphins – RB Kenyan Drake, Alabama (3/73)
Jeg overvejede wide receiver Leonte Carroo, men jeg tror, at Drake kan gøre en større forskel. Miami jagtede en running back i free agency, og Drake har big-play potentiale og er mere tough, end man lige tror. Jay Ajayis plads er ikke sikker.

Minnesota Vikings – WR Moritz Boehringer, Schwabish Hall (6/180)
Det er svært ikke at være vild med det her valg! “MoBo” blev hooked på amerikansk football, da han så en Youtube-video med Adrian Peterson for fem år siden. Nu er han som den første spiller nogensinde blevet valgt ind i NFL direkte fra Europa – og skal være holdkammerat med Peterson. Stærkt!

New England Patriots – WR Malcolm Mitchell, Georgia (4/112)
Mitchell kunne have være endt i top 100, hvis ikke han havde haft skader i college, så der er helt klart talent at arbejde med. Patriots har notorisk været elendige til at vælge og udvikle receivers, men Mitchell kan bryde den trend. Han er en stærk route-runner med sikre hænder.

New Orleans Saints – DT David Onyemata, Manitoba (Canada) (4/120)
Onyemata er ekstremt upoleret, men under Senior Bowl viste han sit store potentiale og blev bedre dag for dag. Saints var tidligt “all over” det canadiske talent, og han kan nu blive udviklet af den dygtige defensive line coach, Bill Johnson.

New York Giants – WR Sterling Shepard, Oklahoma (2/40)
Jeg er vild med Shepard på grund af hans polerede ruter. Han lander i en ideel situation hos Giants, der ikke har meget andet end Odell Beckham Jr. Jeg tror, han allerede som rookie får en stor rolle i Ben McAdoos angreb.

New York Jets – WR Charone Peake, Clemson (7/241)
Clemson har et fantastisk ry for at udvikle NFL-receivers. Se bare på Sammie Watkins, Martavis Bryant og DeAndre Hopkins. Jeg siger ikke, at Peake er ligeså god som de tre, men han har størrelse og fart. Det undrer mig, at han først blev valgt i syvende runde.

Oakland Raiders – LB Cory James, Colorado State (6/194)
Et spændende valg! James er en lidt “lille” linebacker på 6’0 og 229 pund, men han har et rigtig godt instinkt og kæmper sig let fri af blokeringer og finder bolden. Han har samtidig pass rush-kvaliteter og lavede et par sacks og 10 tacklinger for tab af yards i 2015.

Philadelpia Eagles – S Jalen Mills, LSU (7/233)
Et rigtig godt værdivalg. Mills faldt igennem draften på grund af skadesproblemer, men han har erfaring som fire år som starter. Mills vil kæmpe med om spilletid i nickel-formationer som rookie, og måske kan han udvikle sig til starter på en af flankerne.

Pittsburgh Steelers – DT Javon Hargrave, South Carolina State (3/89)
Hargrave er en af de historier man bare elsker ved draften. Han spillede på lavere niveau men imponerede ved East-West Shrine Game. Det sikrede ham en invitation til Senior Bowl, hvor han også viste, han kan spille med på højeste niveau. Hans interviews gik rent ind hos NFL-holdene, og han endte i tredje runde. Supervalg af Steelers! 

San Diego Chargers – OC Max Tuerk, USC (3/66)
Chargers har problemer på center-positionen, men de kan være løst med valget af Tuerk. Han er ekstremt alsidig og startede karrieren som venstre tackle, og han har et godt fodarbejde og er virkelig mobil. En super opgradering, der bør hjælpe både Philip Rivers og Melvin Gordon.

San Francisco 49ers – QB Jeff Driskell, Louisiana Tech (6/207)
Jeg kan rigtig godt lide Driskell, og 49ers quarterback-situation er i bedste fald en smule mudret. Driskell viste i glimt sit store potentiale i college, og han kan levere de mest fantastiske kast. Spørgsmålet er, om Chip Kelly kan udvikle talentet – der er en chance!

Seattle Seahawks – DT Jarran Reed, Alabama (2/49)
Et helt suverænt valg i anden runde. Reed var rangeret som et potentielt top 20-valg, men han er udpræget run-stopper, og det har nok kostet en smule. Seahawks har dygtige positionstrænere, så mon ikke Pete Carroll og co. kan udvikle Reeds pass rush-evner.

Tampa Bay Buccaneers – DE Noah Spence, Eastern Kentucky (2/39)
Bucs var helt vilde med Spence, og det kan jeg godt forstå. Ser man bort fra hans dumpede dopingtests, så er der masser af talent at arbejde med. Bucs har et stort behov på linjen, så jeg elsker valget af Spence i anden runde.

Tennessee Titans – RB Derrick Henry, Alabama (2/45)
Titans har allerede DeMarco Murray, så på den ene side giver valget ikke så meget mening. Men jeg har en fornemmelse af, at Murray kun har ét rigtig godt år tilbage. Og så står Henry klar til at spille smash mouth-football for Mike Mularkey og co. Det her er et bevis på, at Titans bygger et hold, der ikke skal gå ned på fysikken.

Washington Redskins – CB Kendall Fuller, Virginia Tech (3/84)
For et år siden var Fuller med i diskussionen omkring top 10, men han har været alt for skadet. Han har leveret 34 forsvarede kast og otte interceptions, og han er en type, der altid er i nærheden af bolden. Han vil hjælpe et Redskins-forsvar, der har brug for cornerbacks.

Har du kommentarer til bloggen, eller er du enig/uenig, så smid en kommentar eller fang mig på Twitter@JacobNoertov

Blog: 11 tanker om 1. runde af 2016 NFL draft

Torsdag blev første runde af 2016 NFL draft afviklet, og her får du 11 tanker om nogle af de ting, der skete på førstedagen.

1. Goff var Rams’ mand; Wentz øverst på Eagles board

Los Angeles Rams og Philadelphia Eagles delte pænt i porten og fik lige præcis de quarterbacks, som de ønskede.

Head coach Jeff Fisher forklarede torsdag, at Rams tidligt identificerede Californias Jared Goff som “deres mand”, og at holdet så arbejdede med deres draftvalg for at komme i en position til at vælge ham.

Rams lavede en aftale med Tennessee Titans og rykkede op fra nummer 15 til nummer ét, hvor de valgte Goff.

Som jeg tidligere har skrevet, var det et klogt træk af Rams, og jeg håber, de i Goff har fundet deres franchise quarterback.

Rams valg efterlod Wentz til Eagles, der tidligere havde lavet en handel med Cleveland Browns og var rykekt op fra ottendevalget til andetvalget.

Ifølge NFL Network var Wentz øverst på Eagles’ draft board, og general manager Harry Roseman forklarede efterfølgende, at Eagles hele vejen igennem ville have fingre i Wentz.

Det fik de så med andetvalget, og fra alt hvad jeg hører og læser, er det et perfekt scenario for Wentz og Eagles.

Den unge quarterback kan lære et år eller to bag Sam Bradford og Chase Daniels og bliver ikke presset i kamp. En helt ideel situation.

Og sidst Eagles tog en quarterback med det andet valg?

I 1999 da Philadelphia draftede Donovan McNabb, og det gik sådan set meget godt….

2. Bosa toppede Chargers’ board i mere end syv måneder

San Diego Chargers overraskede de fleste ved at vælge Ohio States defensive end Joey Bosa med det tredje valg.

Men for Chargers lå valget lige til højrebenet.

Ifølge Union-Times San Diego toppede Bosa nemlig Chargers draft board, og det havde han gjort siden september måned sidste år efter en dominerende sophomore sæson.

Her lavede Bosa 13,5 sacks og 21 tacklinger for tab af yards og blev hædret som Nagurski-Woodson Defensive Player of the Year.

Så i mere end syv måneder var Bosa den højst rangerede spiller hos Chargers, og de endte med at vælge lige præcis den spiller, de ville have.

Ifølge general manager Tom Telesco var der ét gennemgående træk ved Bosa, som Chargers var helt vilde med: Passion for football.

3. Elliott var øverst på Cowboys’ draftboard

Running back Ezekiel Elliott var den højst rangerede spiller på Dallas Cowboys’ draft board, da de valgte med det fjerde valg. Nummer to var Florida cornerback Jalen Ramsey.

Alligevel diskuterede Cowboys længe, om de skulle vælge Elliott eller Ramsey, og ifølge Vice President Stephen Jones diskuterede holdet helt indtil sidste øjeblik, før de blev enige.

Cowboys talte også med Baltimore Ravens om at lave en handel, men det blev ikke til noget, da Dallas fandt ud af, at Ravens også var interesseret i at draft Elliott.

Cowboys’ head coach Jason Garrett kaldte på et tidspunkt running backs coach Gary Brown ind i holdets war room og bad ham om at ringe til Elliott for at finde ud af, om Ohio State-spilleren var blevet kontaktet af andre hold…

Om det var grunden til, at Cowboys ikke ville lave handlen med Ravens er uvist.

Elliott lander i en helt ideel situation hos et hold, der ønsker at løbe bolden bag en af NFl’s allerbedste offensive linjer.

Det var her, Elliott helst ville spille, og Garrett skamroste sin nye offensive juvel på den efterfølgende pressekonference.

Det er et match made in heaven.

4. Reed, Robinson og Ragland røg igennem første runde

Fire Alabama-spillere var projekteret til at blive valgt i torsdagens første runde, men i sidste ende fik kun center Ryan Kelly kaldt sit navn ud af NFL-kommissær Roger Goodell.

Dermed faldt defensive tackle Jarran Reed og A’Shawn Robinson samt linebacker Reggie Ragland, overraskende igennem og ud af første runde.

At de tre forsvarsspillere stadig er på brættet, når andendagen af draften sættes igang, er dog et godt eksempel på, at NFL har udviklet sig til en kasteliga.

For selvom alle tre er ganske atletiske, så har de klart deres styrke i at stoppe løbet, og det værdisætter NFL-holdene bare ikke længere så højt.

De kigger efter mindre, superhurtige typer, der kan rushe quarterbacken og hjælpe til i opdækning, og derfor blev der ikke plads til Reed, Robinson og Ragland.

Jeg forventer dog, at alle tre ryger af brættet i løbet af den første halvdel af anden runde, for værdien er stadig til området omkring valg 20-40.

5. Skadede Myles Jack stadig ikke valgt

Det var ventet, at UCLA’s supertalent, linebacker Myles Jack, ville falde en smule i første runde på grund af bekymringer om hans skadede knæ.

Men det hele endte værre for Jack, der faldt helt igennem første runde og sidder klar i det grønne rum, når anden runde sættes igang kl. 01.00 dansk tid.

Jack rev sin menisk over i efteråret, og han deltog hverken i the Scouting Combine eller ved UCLA’s pro day.

Bekymringerne går på, at Jack måske skal igennem endnu en operation, og nogle hold er bange for, om han overhovedet vil være i stand til at gennemføre sin første kontrakt.

Det er enormt trist for Jack, der er en fremragende og dynamisk spiller med et kæmpe potentiale, og da kameraerne zoomede ind på UCLA-stjernen, stod skuffelsen malet i hans ansigt.

Jack har top fem-talent, men NFL-holdene vil nøje overveje, om de vil bruge et andenrundevalg på en spiller, der kan hjælpe dem her og nu, eller de vil tage chancen på en skadet Jack, der måske aldrig får den store indflydelse.

Det er et klassisk high risk/high reward scenario, og jeg kan sagtens se Jack ryge ud af anden runde. Desværre!

6. Video kostede Tunsil mange, mange millioner

For få uger siden var offensive tackle Laremy Tunsil i spil til at blive valgt med det første valg i 2016 NFL draft.

Torsdag faldt han ud af top 10 og blev først valgt af Miami Dolphins med det 13. valg.

Baggrunden for Tunsils fald var ikke spillet på banen, men bekymringer om de ting, han har gjort uden for stregerne.

I college var Tunsil suspenderet i syv kampe for at have modtaget ulovlige frynsegoder, og torsdag erkendte han også at have modtaget penge fra en Ole Miss-træner.

Tunsil var også tilstede, da den fulde holdkammerat Robert Nkemdiche faldt ud af vinduet af et hotelværelse, hvor der også blev fundet mariuhana.

Dagen før draften blev Tunsil sagsøgt af sin stedfar for et påstået overfald i juni sidste år, og få minutter før starten draften, dukkede der så en video op på Tunsils Twitter-profil, der viste Ole Miss-spilleren ryge marihunana iført en gasmaske.

Selvom videoen hurtigt blev fjernet, og Tunsil hævdede, at hans konto var blevet hacked og at videoen var flere år gammel, så var skaden sket.

Flere hold fjernede ham prompte fra deres draft board, og Tunsil faldt derfor forbi både Baltimore Ravens (#6) og Tennessee Titans (#8).

New York Giants (#10) overvejede angiveligt også Tunsil men gik i stedet med et overraskende valg af cornerback Eli Apple.

I sidste ende nappede Dolphins Tunsil med det 13. valg, men off field-problemerne endte med at koste Tunsil mange, mange millioner.

I hvert fald mere end 47 millioner danske kroner, som sidste år var forskellen på at blive valgt som nummer seks og 13…

For Dolphins gav det mening at tage chancen på Tunsil, for de får et top fem-talent, der kan passe på quarterback Ryan Tannehill de næste mange år.

Dog forudsat, at Tunsil kan holde fokus på football og undgå at bringe sig selv i uheldige situationer uden for banen. Og det kan være svært nok i Miami… 

7. 49ers handlede op for en guard

En af de større overraskelser i første runde var, at San Francisco 49ers valgte at handle op fra anden runde og ind i bunden af første runde for at tage Stanfords guard Joshua Garnett. 

Spørgsmålet var, om det virkelig var nødvendigt at handle op fra det 37. valg og helt op til det 28. valg, men jeg kan godt forstå 49ers.

For det første havde 49ers en grade på Garnett, der svarede til bunden af første runde, og general manager Trent Baalke ønskede ikke at risikere at miste Stanford-spilleren. 49ers følte at andre hold i området mellem 28 og 37 kunne have taget Garnett.

For det andet anså 49ers Garnett som den bedste run-blocking guard i årets draft, og 49ers vil under ledelse af Chip Kelly løbe bolden igen og igen. Derfor passer Garnett perfekt til holdets filosofi. 

For det tredje kostede det kun 49ers et fjerderunde- og et sjetterundevalg, og med to valg i fjerde runde og fire valg i sjette runde, havde Baalke og co. absolut råd til at bruge de valg.

Ja, det er aldrig sexy at handle op for en guard, men jeg synes, det var et godt og solidt træk.

8. Broncos havde Lynch rated højere end Goff

Broncos arbejdede det meste af torsdagen på at finde en handelspartner i den nederste del af draften, så de kunne få fingre i Memphis quarterback Paxton Lynch.

Ifølge NFL Networks Jesse Palmer havde Broncos Lynch rangeret højere end topvalget, Jared Goff, og general manager John Elway kæmpede hårdt for at få lov at vælge den 6’7 og 245 pund store quarterback.

Elway var helt oppe og spørge til Atlanta Falcons ved 17. valget formentligt for at komme foran Buffalo Bills og New York Jets.

Til al held for Broncos faldt Lynch forbi de to hold, og i sidste ende lavede Elway en handel med Seattle Seahawks og rykkede op fra det 31. til det 26. valg.

Det kostede dem et ekstra tredjerundevalg.

Valget af Lynch betyder, at Broncos ikke længere er interesseret i at handle sig til San Francisco 49ers’ quarterback Colin Kaepernick.

9. Cowboys forsøgte at handle ind i første runde

Broncos var ikke det eneste hold, der var ude efter Paxton Lynch. Dallas Cowboys forsøgte nemlig også at lave en handel og rykke op fra anden runde for at lande Memphis-quarterbacken.

Det forklarede ejer Jerry Jones, der dog understregede, at Lynch ikke var den højst ratede quarterback på Cowboys’ board.

Alligevel arbejdede Jones ifølge ESPN’s Adam Schefter virkelig hårdt på at handle op, og ifølge Brandon George fra Dallas Morning News talte Broncos med flere hold.

Cowboys tilbød Seattle Seahawks deres andenrunde- og tredjerundevalg, men det trumfede Broncos ved at tilbyde et førsterunde- og et tredjerundevalg.

Cowboys vil formentligt gå efter en quarterback i anden eller tredje runde, og Mississippi States Dak Prescott kunne godt være Jones’ mål.

10. Browns er klar til at handle det 32. valg

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at Cleveland Browns er klar til at handle det første valg i anden runde. Holdets Vice President of Football Operations, Sashi Browns, har allerede modtaget flere henvendelser, og han er åben for at handle det 32. valg.

Browns handlede ned to gange i første runde. Først fra det andet valg til det ottende valg og videre ned til det 15. valg. De har i øjeblikket fire valg i anden og tredje runde og 11 valg i alt.

Da NFL i 2010 valgte at splitte første og anden runde op over to dage, forventede mange, at det første valg i anden runde ville blive en attraktiv handelsvare, fordi NFL-holdene natten over kunne nulstille deres draft boards.

Men valget er kun blevet handlet én gang, og det var sidste år, da New York Giants handlede op og valgte safety Landon Collins efter et trade med Tennessee Titans.

Med Browns’ “Moneyball”-tilgang er der dog gode chancer for, at vi igen ser det attraktive valg blive handlet.

11. På andendagen glæder jeg mig til…

…at se, hvor quarterbacks Connor Cook (Michigan State) og Christian Hackenberg (Penn State) ender. Hvis de da bliver valgt. Cook bør ryge i anden runde, men Hackenberg kan sagtens ryge til tredjedagen.

…at se, hvilket hold der vælger Alabamas running back Derrick Henry og om også holdkammeraten Kenyan Drake bliver valgt i anden eller tredje runde.

…at se, hvor mange receivers der går i anden runde. Der er masser af talenter som Ohio States Michael Thomas, Oklahomas Sterling Shepard og Pittsburghs Tyler Boyd. Og vi må ikke glemme Ohio States Braxton Miller… Bliver han valgt på andendagen?

…at se, hvor Eastern Kentuckys Noah Spence ender. Jeg kunne godt forestille mig, at Tampa Bay Buccaneers snupper ham i toppen af anden runde.

…at se, hvornår de skadede stortalenter Myles Jack (UCLA) og Jaylon Smith (Notre Dame) bliver taget. Jeg tror begge er af brættet inden udgangen af tredje runde, men det er meget muligt, at vi skal ned i 90’erne før de begge er væk.

…at se, hvilke spillere New England Patriots ender med. Mit bud er en running back, en defensive tackle, en cornerback og en offensive tackle.

Har du kommentarer til bloggen, eller er du enig/uenig, så smid en kommentar eller fang mig på Twitter@JacobNoertov

Blog: 8 Tanker om Titans/Rams trade

Torsdag chokerede Los Angeles Rams hele NFL-verdenen, da de lavede en monsterhandel med Tennessee Titans og handlede sig op til det første valg.

Her får du otte tanker om den store handel og et bud på en top 10.

1. God, fair handel for begge parter

Første indskydelse: Det er en god og fair handel for begge parter. Hvis man tager udgangspunkt i den anerkendte draft trade chart, så opgiver Titans ca. 3080 point, og hvis Rams drafter som nummer 20 i 2017, skal de af med 3200 point.

Det er altid svært at beregne værdien af fremtidige draft valg, men det er ganske tæt. Hvis Rams præsterer dårligere end i 2015, så betaler de en lille overpris, men hvis de blot vinder to kampe mere og går 9-7, betaler de under den listede trade value chart værdi.

Her er overblikket over handlen: 

Rams betaler
1. runde 2016 (#15)
2. runde 2016 (#43)
2. runde 2016 (#45)
3. runde 2016 (#76)
1. runde 2017
3. runde 2017

Titans betaler
1. runde 2016 (#1)
4. runde 2016 (#113)
6. runde 2016 (#177)

Se også: NFL draft trade chart

2. Sjældent det første valg bliver handlet

Selvom vi år efter år hører den samme plade om, at der er stor interesse for at handle det første valg, og at flere hold overvejer at handle op, så bliver det altid ved snakken.

Eller i hvert fald næsten altid – indtil i torsdags.

For vi skal helt tilbage til 2001 for at finde den sidste draft, hvor topvalget blev handlet.

Dengang sendte Atlanta Falcons deres førsterundevalg (#5) og et tredjerundevalg (#67) plus et andenrundevalg (#48) i 2002-draften og wide receiver Tim Dwight til San Diego Chargers for at få lov til at vælge quarterback Michael Vick.

Mens Falcons tog Vick, så endte Chargers med running back LaDainian Tomlinson, cornerback Tay Cody og wide receiver Reche Caldwell.

I 2004 var Chargers også involveret i en handel omkring det første valg, men det var af en lidt anden karakter. Dengang valgte Chargers selv quarterback Eli Manning med topvalget vel vidende, at han ikke ønskede at spille i San Diego.

Derfor lavede Chargers en aftale med New York Giants, der tog quarterback Philip Rivers med det fjerde valg, og de to hold byttede så quarterbacks.

Samtidig fik Chargers et tredjerundevalg i 2004-draften plus Giants’ førsterundevalg og femterundevalg i 2005 NFL draft, der nettede Chargers kicker Nate Keading, linebacker Shawn Merriman og tackle Roman Oben.

3. Jon Robinson har fået en perfekt start

Med handlen har Titans’ nye general manager Jon Robinson fået en perfekt start. 

For det første står han nu ikke længere med det pres, der følger med at skulle vælge først, og samtidig har han akkumuleret ekstra draftvalg til at opbygge en af NFL’s svageste trupper.

I en draft hvor analytikere og eksperter langt fra er enige om, hvem der er den bedste spiller, har Robinson nu taget sig selv og Titans ud af den debat.

I stedet kan han i ro og mag navigere fra det 15. valg og handle efter præcis de spillere, han mener kan styrke Titans nu og fremover.

Robinson er skolet hos New England Patriots, hvor kvantitet og værdi er to vigtige elementer i draften.

Med handlen har Robinson fået begge dele, idet Titans har seks valg i top 76 i en draft, hvor værdien og kvaliteten af spillerne ikke varierer meget fra midten/bunden af første runde til starten/midten af tredje runde.

4. Rams starter L.A. æra med et brag

Efter mere end 20 års fravær er the Rams tilbage i Los Angeles, og den store blockbuster handel er med til at starte den nye æra med et brag. 

Rams har nu det første valg i årets draft og kan vælge den franchise quarterback, der forhåbentligt skal tegne holdet de næste mange, mange år.

Det er en perfekt måde at vise Los Angeles, at Rams er klar til at investere i at bygge et mesterhold, og det må på alle måder skabe optimisme hos holdets nuværende fans og give grobund for at skabe en ny fanbase.

Samtidig gør handlen med ét Rams relevante igen.

Godt fem måneder før NFL-sæsonen starter er Rams på alles læber, og det vil de være de næste uger frem mod draften, hvor fans, analytikere og eksperter vil diskutere, hvem Rams vælger med det første valg.

Siden kommer training camp, hvor Rams og ikke mindst topvalget vil blive fulgt tæt af rullende kameraer i Hard Knocks, og så er der preseason kampene, hvor vi får det første valg at se i aktion.

Rams har med handlen skabt mulighed for en positiv fortælling, og de får en enorm branding de næste mange måneder. Det skal man ikke undervurdere.

5. With the first pick…

…of the 2016 NFL draft, the Los Angeles Rams select…

Enten North Dakota States quarterback Carson Wentz eller Californias quarterback Jared Goff.

I timerne efter handlen rapporterede højt respekterede insiders, at Rams foretrækker Wentz, eller at de foretrækker Goff, og Rams selv sagde, at de ikke havde besluttet sig og andre spillere også kunne være i spil. 

Det sidste vil jeg gerne afvise. Det bliver enten Wentz eller Goff, og min første tanke var, at Rams selvfølgelig ved, hvem de vil tage.

Men så hørte jeg den tidligere Director of College Scouting for Chicago Bears, Greg Gabriel i Pro Football Weeklys podcast, og han havde en rigtig god pointe.

Måske har Rams endnu ikke helt besluttet sig. Men ved at handle nu, giver de sig selv over en uge til at se Wentz og Goff ekstra efter i sømmene.

Bruge noget ekstra tid sammen med dem. Lære dem bedre at kende rent privat. Og vel og mærke uden alt muligt hemmelighedskræmmeri og tys-tys.

Alle ved Rams tager enten Wentz eller Goff, og de behøver ikke skjule interessen, som de har gjort de sidste måneder. Det er værdifuldt.

6. Bliver det så Wentz eller Goff?

Det store spørgsmål er nu, om det bliver Wentz eller Goff, og det vil blive heftigt debatteret i de næste 12 dage.

Jeg har ingen anelse.

Det ene øjeblik er jeg sikker på, at det bliver Wentz, fordi han kan blive Fishers nye “Steve McNair”; det andet øjeblik giver Goff klart mest mening, fordi han er mere poleret og NFL-klar, og han er et lokalt produkt.

Begge quarterbacks giver mening for Rams.

Ifølge Mike Silver fra NFL.com leverede Wentz og Goff begge fremragende private workouts for Rams, og jeg tror, der er en reel chance for, at Rams er splittet, selvom de nok har en favorit.

Min mening?

Jeg ser Wentz som det bedste fit, fordi han har mere fysik, er mere mobil og har en stærkere arm. Men han er mindre klar end Goff, fordi han kun har kastet 612 gange i college og kun har startet 23 kampe. Så hvis Rams leder efter en starter her og nu, tror jeg de vil vælge Goff.

Under alle omstændigheder bliver det spændende!

7. Fisher og Snead er ikke presset

Nogle mener, at handlen er et desperationsforsøg fra Fisher og Les Snead, fordi de skal vinde her og nu.

Jeg er helt uenig.

Selvom jeg personligt mener, at Fisher ofte får mere kredit, end han fortjener (han er 169-156-1 og kun lidt bedre end .500 i 21 år som head coach), så er hans position som cheftræner for Rams næppe truet.

Husk på at Rams nu starter helt forfra i en ny by. Det ville ikke give nogen mening, hvis Fisher og Snead blev fyret efter en enkelt sæson, og Los Angeles Rams skulle på jagt efter en ny træner og ny general manager i 2017.

Det ville være den værst tænkelige start på L.A.-eventyret, og derfor tror jeg, at ejer Stan Kroenke stadig ser på Fisher som en langsigtet løsning.

I hvert fald til og med 2018, for så har enten Wentz eller Goff fået tre år til at slå igennem.

Udebliver gennembruddet og Rams fortsat ikke vinder, så får Fisher og Snead med stor sandsynlighed sparket.

Men jeg tror ikke, det sker før. Uanset om Rams går 5-11 eller 7-9 de næste par sæsoner…

8. Hvad betyder handlen for de andre hold og spillere?

Her er lidt hurtige bud på, hvad Titans / Rams-handlen betyder for de andre hold og spillere.

Cleveland Browns
Browns sidder nu i et “sweet spot”, og deres telefon må ringe helt vildt. For nu er den ene quarterback med garanti væk, og den anden ryger ved andetvalget. Jeg tror, at Browns tager Jared Goff, hvis han er på brættet, men er det Wentz, vil jeg ikke blive overrasket, hvis Browns trader ned. Får de ikke Goff og kan de ikke lande en handel, vil trøstepræmien være safety Jalen Ramsey – måske draftens bedste spiller. Det er ikke dårligt!

Dallas Cowboys, Philadelphia Eagles
Jeg tror, at både Cowboys og Eagles er meget interesseret i Wentz. Der var rapporter om, at Eagles havde tilbudt Titans en handel men trak tilbuddet tilbage, og det var grunden til, at Rams reagerede her og nu. Hvis Wentz er på brættet, når Browns vælger, så hold øje med, hvad Eagles gør. Cowboys coachede Wentz under Senior Bowl, og de var vilde med ham. Jerry Jones har gentagende gange sagt, at holdet ikke er på udkig efter en quarterback i første runde, men lad os nu se…

Laremy Tunsil
Den helt store “taber” bliver Ole Miss’ tackle Laremy Tunsil. For få dage siden var han næsten et lock til at blive valgt som den første spiller i draften; nu kan han ryge ud af top fem.

For det er svært at se, hvor Tunsil lige nu ender.

Nogle mener, han er den bedste spiller i draften, mens andre mener han ikke er særlig speciel.

Browns har ikke brug for en tackle.

Chargers kan tage Tunsil, men de har mere brug for en defensive back eller defensive lineman.

Cowboys vælger ikke en tackle, og spørgsmålet er, om Jaguars vil ofre et vitamintilskud til forsvaret for i stedet at tage en offensiv linjemand.

Det tvivler jeg på.

Så lige nu tror jeg, Tunsil ender hos Baltimore Ravens med det sjette valg eller hos San Francisco 49ers med det syvende valg.

Tennessee Titans
Robinson har gjort det klart, at han stadig er klar til at handle, og jeg tror ikke, vi har set den sidste Titans-handel i første runde. De har ammunitionen til at bevæge sig op, hvis de ønsker en spiller, og hvis jeg skulle give et par bud kunne det være Notre Dames tackle Ronnie Stanley eller en cornerback som Floridas Vernon Hargreaves. Bliver de siddende på det 15. valg, så vil Michigan States Jack Conklin give meget mening.

Mit bud på en top 10
1. Los Angeles Rams – QB Jared Goff, California
2. Dallas Cowboys – QB Carson Wentz, North Dakota State (trade m/Browns)
3. San Diego Chargers – S Jalen Ramsey, Florida State
4. Cleveland Browns – DE DeForest Buckner, Oregon
5. Jacksonville Jaguars – LB Myles Jack, UCLA
6. Baltimore Ravens – DE Joey Bosa, Ohio State
7. San Francisco 49ers – OT Laremy Tunsil, Ole Miss
8. Philadelphia Eagles – RB Ezekiel Elliott, Ohio State
9. Tampa Bay Buccaneers – CB Vernon Hargreaves, Florida
10. New York Giants – LB Leonard Floyd, Georgia

Har du kommentarer til bloggen, eller er du enig/uenig, så smid en kommentar eller fang mig på Twitter@JacobNoertov

Blog: 7 tanker om fredagens NFL Scouting Combine

Fredag var de første spillere i aktion ved NFL Scouting Combine, og her får du syv tanker om præstationerne på førstedagen. 

Heisman-Henry imponerede voldsomt

I mine øjne leverede Alabamas running back Derrick Henry en af fredagens mest imponerende workout, når alt tages i betragtning.

Heisman-vinderen målte ind på 6’3 og 247 pund og sprang et fremragende broad jump på 10-10, et vertikalt spring på 37 inches og blæste afsted på 40-yard distancen med en tid på 4,54 sekunder.

Der er delte meninger om Henrys NFL-potentiale, og om han er er god nok til at begå sig i de professionelles rækker, og om han er hurtig nok.

Med fredagens workout bestod Henry den statistiske test til trods for, at hans 3-cone drill ikke var noget at juble over (7,20 sekunder). Ellers lå han pænt eller højt i forhold til de andre backs.

Hans game film er imponerende, og det samme var hans præstationer hos Alabama, så derfor er Henry formentligt et valg i toppen af anden runde.

Men jeg vil ikke blive overrasket, hvis han bliver taget i første runde.

Som minimum – minimum – er han en bedre version af New England Patriots’ running back LeGarrette Blount (6’0/250), der over karrieren snitter 4,6 yards pr. carry og har scoret 31 touchdowns.

Hvor kunne Henry lande?

Et overraskende bud kunne være Washington Redskins med det 21. valg, hvis nye general manager Scot mccloughan lægger stor vægt på fysik og størrelse. I mine øjne et perfekt fit…

Nkemdiche viste sig som en rigtig kammerat, eller…

Hvis ikke der var store spørgsmålstegn ved defensive tackle Robert Nkemdiches personlighed før NFL Scouting Combine, så blev det ikke bedre ved fredagens medieinterviews.

Her forklarede Nkemdiche blandt andet, at hans ustabile præstationer skyldtes “dovenskab”, og så fortalte han også, at han ikke var påvirket af stoffer, men derimod var fuld, da han sprang ud af et hotelvindue og kom slemt til skade.

Nkemdiche sagde, at den marihuana, der ifølge flere medier, blev fundet på hotelværelset ikke var hans, men at “ingen “ville tage skraldet, og at hotelværelset var lejet i hans navn“.

Han kunne dog så lige fortælle, at holdkammeraten fra Ole Miss, offensive tackle Laremy Tunsil, blandt andre var til stede på værelset…. tak for det!

En ting er at det potentielle topvalg Tunsil nu skal besvare spørgsmål om, hvad han lavede på hotelværelset. Det skader næppe hans værdi. Noget andet er, at Nkemdiche med sin handling forsøgte at fjerne fokus fra sin egen person og mod en holdkammerat.

Jeg tager ikke stilling til Tunsils rolle, for jeg har ikke læst noget som helst om det. Men jeg bryder mig ikke om, at man ikke påtager sig ansvar og i stedet peger fingre af og sladrer om andre.

Nu skal NFL-holdene ikke kun forholde sig til Nkemdiches opførsel og person; de skal også forholde sig til, om de ønsker at vælge en spiller, som holdkammeraterne ikke kan stole på.

Hvem er Keith Marshall?

En af fredagens store historier var running back Keith Marshall, der løb en blæsende hurtig 40-yard tid på 4,31 sekunder.

Hvor kom det lige fra?

Før NFL Scouting Combine var der ikke mange, der havde hørt om Georgia running backen, og det er der en god grund til. Marshall rev korsbåndet over i 2013 og spillede så ellers bag både Todd Gurley og Nick Chubb.

Et par virkelig stærke navne.

Sidste år fik Marshall derfor kun 68 carries og løb for 350 yards og tre touchdowns.

Marshall er ikke en klejn gut og har NFL-størrelse. Han målte ind på 5’11 og 219 pund, og han viste også god styrke i bænkpres øvelsen, hvor han pumpede den 225 pund tunge vægtstang 22 gange.

Hvor højt kan Marshall blive valgt?

Svært at sige for NFL-holdene har ikke meget film på ham. Men mit bud er, at hans størrelse, hurtighed og styrke vil sende ham ind i bunden af draften som potentielt i femte runde.

Trist dag for stortalentet Jaylon Smith

En af de mere triste historier handlede om Notre Dame linebacker Jaylon Smith, der blev alvorligt knæskadet i Fiesta Bowl.

En skadesfri Smith ville være i spil som det allerførste valg i årets NFL draft, men fredag fik Smith nedslående nyheder. Lægetest viste nemlig, at Smith har beskadigede nerver i knæet, og at han også har problemer med anklerne.

Ifølge NFL’s insiders, så regner NFL-holdene nu med, at Smith misser hele 2016 sæsonen – som minimum.

Albert Breer konstaterede, at Smiths skade sammenlignes med den som running back Marcus Lattimore pådrog sig i 2012 og som praktisk talt kostede ham karrieren. Lattimore blev valgt af San Francisco 49ers i fjerde runde af 2013-draften, men han kom sig aldrig over den alvorlige knæskade og indstillede karrieren sidste år i en alder af blot 23 år.

Jeg siger ikke, at udsigten for Smith er så dyster, men NFL-holdene må under alle omstændigheder nu overveje talent vs. risiko, og det koster med al sandsynlighed Smith en plads i første runde.

Som en sidenote sætter det igen fokus på, om de allerbedste college spillere, som eks. LSU running back Leonard Fournette, er bedre tjent med at sidde ude et år i college for at undgå en skade som Smith. Jeg kan i hvert fald godt forstå, hvis de overvejer det….

Flotte præstationer af de bedste linemen

Flere af de bedste offensive linemen leverede flotte præstationer på førstedagen af NFL Scouting Combine og hjalp sig selv.

Michigan States Jack Cocklin (6’6/308) imponerede med et 40-yard løb på 5,00 sekunder, og til trods for meget lange 35 inches arme, løftede han også vægtstangen hele 25 gange i bænkpres øvelsen. I positionsøvelserne var Cocklin både adræt, fysisk og eksplosiv, og han ligner et sikkert top 15-valg.

Førnævnte tackle, Laremy Tunsil (6’5/310), var også i ilden i går og gjorde det også fremragende. For det første kunne Tunsil fremvise lange arme på 34 ¼ inches, og ifølge NFL Medias Ian Rapoport havde scouts aldrig set en så stor spiller være så behændig. Tunsil er stadig stærkt i spil til Tennessee Titans med det første valg.

Sidst men ikke mindst hjalp Indianas tackle Jason Spriggs (6’6/301) sig selv med et 4,94 40-yard løb og et 9-7 broad jump. Begge de stats var bedst blandt offensive linemen. Spriggs leverede også en flot 4,44 short shuttle – næst bedst af de offensive linemen. Indiana-talentet lurer omkring bunden af første runde.

Daniel Lasco leverede

California running back Daniel Lasco hjalp sig selv enormt med en flot workout. Lasco, der har været meget skadet, imponerede med et flot 11-3 broad jump, et 41,5 inches vertikalt spring og en 40-yard tid på 4,46 sekunder.

Lasco målte ind på 6’0 og 209 pund, og NFL har altid brug for store running backs med fart. 

Ronnie Stanley med lange arme

Tackle Ronnie Stanley (6’6/312) “wowede” ikke med spring og tider, men til gengæld kunne han fremvise lange, lange arme på 35 ⅝ – faktisk et pænt stykke længere end Tunsils.

Armlængden er vigtig for NFL, fordi de lange arme hjælper en tackle til at holde de defensive linemen på afstand. Jo længere arme, jo sværere er det for en forsvarsspiller at “komme ind” ind på livet af en tackle og få overtaget. Stanleys armlængde var meget imponerende, og det samme var hans store hænder på 10 ⅝.

Har du kommentarer til bloggen, eller er du enig/uenig, så smid en kommentar eller fang mig på Twitter@JacobNoertov

Blog: Sådan her kan to quarterbacks ende i top 3

Sidste år blev quarterbacks Jameis Winston og Marcus Mariota valgt som de to første spillere i 2015 NFL Draft.

I år tyder de tidlige mock drafts på, at North Dakota States Carson Wentz og Californias Jared Goff begge bliver valgt i top 10. Og at Memphis’ Paxton Lynch kan ende i top 20.

(Du kan læse meget mere om de tre quarterbacks i vores 2016 NFL Draft preview – Quarterbacks)

Typisk peger pilen på, at Wentz eller Goff bliver valgt af Cleveland Browns med andetvalget, og den “overskydende” quarterback ender hos San Francisco 49ers med syvendevalget.

Men det er slet ikke usandsynligt, at begge talentfulde quarterbacks bliver valgt inden for de tre første valg. Og det er endog meget sandsynligt at begge ryger i top fire.

Sådan her kan begge quarterbacks ende i top tre.

Tennessee Titans beholder topvalget

Som udgangspunkt beholder Titans det første valg, og meget tyder på, at Ole Miss’ offensive tackle Laremy Tunsil er valget. Det vil give god mening, da Titans dermed har to stærke tackles til at passe på deres unge quarterback Marcus Mariota.

Med andetvalget går Browns så med den bedste quarterback på deres board. Jeg vil tro, at det er Wentz, fordi han mere end Goff har størrelsen, fysikken og styrken til at kunne begå sig i den skrappe AFC North.

Med tredjevalget står Chargers så med muligheden for at vælge den bedste spiller på deres bræt eks. Joey Bosa, Myles Jack eller Jalen Ramsey, eller de kan nappe… en quarterback.

Og det kan sagtens ske.

Philip Rivers er godt nok på kontrakt til og med 2019, men nøgleåret er 2018, hvor han har en fem millioner dollars roster bonus ovenpå en grundløn på 10 millioner dollars.

Da Chargers i sin tid valgte Eli Manning (2004) og tradede ham for Rivers, havde de allerede Drew Brees som starter.

Brees startede både i 2004 og 2005, inden Chargers lod ham smutte til New Orleans Saints og overdrog starterjobbet til Rivers.

Et lignende scenario kan jeg sagtens se Chargers overveje, fordi de ikke siden 2004 har valgt i top 10. Godt nok har de valgt i den øverste halvdel et par gange, men nu har de en virkelig stor chance for at vælge en fremtidig franchise quarterback.

Tør de virkelig lade den chance forpasse?

Et muligt scenario kan derfor være:

1. Tennessee Titans – OT Laremy Tunsil, Ole Miss
2. Cleveland Browns – QB Carson Wentz, North Dakota State
3. San Diego Chargers – QB Jared Goff, California

Tennessee Titans handler topvalget

Der er ikke et “sure-fire-can’t-miss” talent i årets draft, og derfor er Titans også åben for at handle topvalget.

Det er tvivlsomt, om det lader sig gøre, men jeg kan se mindst to scenarier, hvor det vil give mening.

1 – Chargers mener det alvorligt og ønsker at vælge en quarterback. De handler tredjevalget (2200 point), et andenrunde (550 point)- og et tredjerundevalg (260 point) til Titans for topvalget (3000 point) og tager deres quarterback.

2 – Dallas Cowboys sidder i det fjerde spot og risikerer derfor at misse chancen for at drafte en quarterback. Jerry Jones handler fjerdevalget (1800 point), et tredjerundevalg (255 point) plus næste års førsterundevalg (ca. 700 point) for Titans’ topvalg og vælger en quarterback.

Se mere om værdien af de enkelte valg i draft value chart

Er de scenarier sandsynlige? Måske ikke, men er de utænkelige? Slet ikke…

Jeg har tidligere været inde på Chargers’ mulige behov for en quarterback, men Dallas’ er i mine øjne endnu mere presserende.

Deres sæson gik totalt fløjten, da 35-årige Tony Romo igen blev skadet, og han har nu misset 24 kampe de sidste seks sæsoner.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er Cowboys nødt til at have en bedre plan, end de havde i 2015, og de er samtidig nødt til at tænke på fremtiden.

Romos kontrakt udløber først efter 2019-sæsonen, men hans grundløn stiger til 14 millioner dollars i 2017. Til den tid er Romo 37 år, så det er ikke helt usandsynligt, at Dallas i år vil gå benhårdt efter en quarterback i toppen af draften.

Læs også: 2016 NFL Draft rankings

Ligesom Chargers vælger de sjældent i top 10, og de har kun valgt én gang i top fem (2003/Terence Newman) siden 1991, hvor de havde topvalget. Det er måske nu-eller-aldrig for Jerry Jones.

Husk også at Cowboys havde den luksus at coache Wentz under Senior Bowl. De har et bedre førstehåndsindtryk af North Dakota State-quarterbacken end noget andet hold.

Mulige scenarier kan derfor være…

1. San Diego Chargers – QB Jared Goff, California
2. Cleveland Browns – QB Carson Wentz, North Dakota State
3. Tennessee Titans – OT Laremy Tunsil, Ole Miss

1. Dallas Cowboys – QB Carson Wentz, North Dakota State
2. Cleveland Browns – QB Jared Goff, California
3. San Diego Chargers – OT Laremy Tunsil, Ole Miss

Et andet hold handler med Chargers

Den sidste mulighed er, at Chargers slet ikke ønsker at vælge en quarterback og får et tilbud om at handle ned. Cowboys’ fjerdevalg er nøglevalget, så hvis et andet hold er ude efter enten Goff eller Wentz og virkelig ønsker at sikre sig en quarterback, så skal de handle med Chargers.

San Francisco 49ers er ét af de hold, og de vælger som nummer syv. Hvis de skal handle med Chargers vil det formentligt koste deres førsterundevalg (1500 point) og deres andetrundevalg (#37/530 point).

Det er lige i underkanten af, hvad Chargers’ valg af værd (2200 point) men kan være nok til at lave en aftale.

Andre interessante hold er Chicago Bears (#11), New Orleans Saints (#12), Philadelphia Eagles (#13) og Los Angeles Rams (#15). Det vil dog være voldsomt dyrt for de hold at handle med Chargers, hvorfor det vil give mere mening at vente på en Paxton Lynch.

Har du kommentarer til bloggen, eller er du enig/uenig, så smid en kommentar eller fang mig på Twitter @JacobNoertov

Denne blog er senest blevet opdateret den 23/2 kl. 6.00.

Blog: Hvis sæsonen sluttede i dag…

Otte runder er afviklet, og her får du en kort status på og 11 kommentarer om draft, slutspil, Super Bowl og priser.

Detroit Lions ville vælge først

Mindre end syv år efter at have haft det første valg i 2009 NFL Draft ville løverne igen skulle vælge først. Halvvejs gennem sæsonen har Lions blot vundet én af otte kampe, har fyret deres general manager og team president og er slået tilbage til start. Med frit valg på alle hylder i 2016 NFL Draft ville quarterback Matthew Staffords fremtid i “Motor City” være usikker.

Læs også: Analyse: Lions er slået tilbage til start

… og Titans ville igen vælge som nummer to

Sidste år valgte Tennessee Titans som nummer to, og det ville de også gøre i næste års draft, hvis sæsonen sluttede i dag. I foråret tog de quarterback Marcus Mariota, og jeg vil tro, at de næste år vil gå efter en defensiv playmaker med deres førsterundevalg. Hvis de igen vælger så højt, kunne det være Ohio States Joey Bosa eller Ole Miss’ Robert Nkemdiche.

Læs også: Draftrækkefølgen for 2016 NFL Draft

De her hold ville være i slutspillet

Hvis sæsonen sluttede i dag ville New England Patriots, Indianapolis Colts, Cincinnati Bengals, Denver Broncos, Oakland Raiders og New York Jets være i slutspillet for AFC. I NFC ville de seks pladser gå til New York Giants, Arizona Cardinals, Carolina Panthers, Green Bay Packers, Minnesota Vikings og Atlanta Falcons. Det ville i så fald være første gang siden 2004, at Raiders vil være at finde i playoffs.

Læs også: 4 hold der virkelig tørster efter slutspil

Buffalo Bills ville igen misse slutspillet

Før sæsonen var Bills et af de mest hypede og hotte hold takket være ansættelsen af Rex Ryan. Mange så Bills som en seriøs udfordrer til New England Patriots i AFC East, men her halvvejs har Bills blot vundet tre af syv kampe og ikke ville nå i slutspillet. Ligesom de i øvrigt ikke har præsteret siden 1999. Det er stadig lidt af en gåde, at et så stærkt forsvar ikke kan tage Bills længere.

…og det samme ville Seattle Seahawks

Ligesom Bills ville Seattle Seahawks heller ikke nå slutspillet, hvis sæsonen sluttede i dag. De seneste to sæsoner har Seahawks ellers været i Super Bowl, men efter otte kampe er de blot 4-4. Dermed ikke sagt, at Seahawks er færdige, for de er kun to kampe efter Arizona Cardinals og helt med i kapløbet om en wild card-plads. Deres division er dog ret tæt, for både Cardinals og Rams er godt kørende. Jeg tror dog ikke, at Seattle får en plads i denne omgang. Deres angreb er ikke stærkt nok, og forsvaret er ikke på samme niveau som tidligere.

Colts ville lægge turf til en slutspilskamp

Til trods for at Colts blot har vundet tre kampe, så fører de stadig AFC South. Det betyder faktisk, at Colts som divisionsvinder ville lægge turf til en slutspilskamp i wild card-runden, hvis sæsonen sluttede i dag. Ser man på Colts’ program resten af sæsonen, så ligger der formentligt blot tre-fire sejre og venter, hvilket vil sige, at Colts reelt kan vinde divisionen 7-9… og stadig få en hjemmebanekamp i playoffs. Der er i mine øjne stadig noget galt med seedningssystemet, når hold uanset rekord automatisk får en hjemmekamp i slutspillet, hvis de vinder deres division.

Se også: Stillingen i NFL lige nu

Bucs ville være det bedste hold i Florida

Sidste år vandt Bucs blot to kampe og var det dårligste hold i hele NFL. Otte runder inde i 2015-sæsonen har Bucs allerede overgået det antal og ligger med tre sejre placeret i midten af NFL. Ligeså vigtigt som fremskridtet er, at Bucs ville være det bedste af de tre hold fra Florida. Jacksonville Jaguars har kun to sejre, mens Miami Dolphins ligesom Bucs har tre sejre men er dårligere på grund af Strength of Schedule. Jeg synes, vi de seneste uger har set et forbedret Bucs-hold, og efter deres friuge har quarteback Jameis Winston leveret på et mere konstant niveau. Det er glædeligt at se og lover godt for fremtiden.

Panthers og Broncos ville få hjemmenbanefordel

Carolina Panthers og Denver Broncos ville få hjemmebanefordel, hvis sæsonen sluttede i dag (eller efter ottende runde). Panthers har lige nu den bedste rekord i NFC og er 7-0, og Broncos har den bedste rekord i AFC, hvis vi ser bort fra at Cincinnati Bengals har taget hul på niende runde og faktisk er 8-0. Jeg tror dog ikke, at Panthers og Broncos ender med de bedste rekorder, men mere om det længere nede.

Tom Brady ville være MVP

Hvis sæsonen sluttede i dag, så ville New England Patriots’ quarterback Tom Brady være den klare NFL MVP. Her halvvejs gennem sæsonen, så har Brady leveret på et suverænt højt niveau og har kastet 20 touchdowns og blot én interception. Patriots er 7-0 for kun anden gang i holdets historie (2007), og snitter NFL-bedste 35,6 point pr. kamp og har scoret mindst 28 point i alle sæsonens syv kampe. Brady spiller på sit måske bedste niveau nogensinde.

De her ville også blive hædret

MVP-titlen ville som sagt gå til Brady, og han ville også blive Offensive Player of the Year. Titlen som Defensive Player of the Year ville i mine øjne skulle gå til Denver Broncos’ linebacker Von Miiller, der har spillet forrygende i den første del af sæsonen. Jeg ville give Offensive Rookie of the Year til St. Louis Rams’ running back Todd Gurley, mens Buffalo Bills’ cornerback Ronald Darby ville få min stemme som Defensive Rookie of the year. Cincinnati Bengals’ head coach Marvin Lewis fortjener prisen som head coach of the year, og Broncos’ defensive koordinator Wade Phillips bør få Assistent coach of the Year.

Super Bowl ville stå mellem….

New England Patriots og Arizona Cardinals. Jeg tror, at Patriots har den bedste chance for få topseed i AFC og få hjemmebane igennem slutspillet. Det vil gøre dem meget svære at slå. Broncos ville være mit outsider-bud, men jeg tror, Peyton Mannings faldende niveau bliver en negativ afgørende faktor. Green Bay Packers og Carolina Panther er de åbenlyse deltagere fra NFC, men jeg går med Cardinals. De har både et stærkt forsvar og et angreb, der klikker på alle cylindre. Uanset hvem der mødes i Super Bowl, vil det blive en tæt og seværdig kamp.

Enig eller uenig i min blog? Så smid en kommentar eller send et tweet til @JacobNoertov

Analyse: Detroit Lions er slået tilbage til start

Detroit Lions er slået flere år tilbage og tilbage til start, efter holdet torsdag fyrede general manager Martin Mayhew og team president Tom Lewand.

Med fyringen af de to ledere starter Lions nemlig reelt forfra, som de også gjorde efter den historisk dårlige 2008-sæson, hvor løverne tabte samtlige 16 kampe som det første og eneste hold i NFL’s historie.

Man kan argumentere for, at det langt fra er ligeså slemt som i 2008, men fyringerne betyder, at Lions nu skal finde en ny general manager, måske en ny team president og med stor sandsynlighed også en ny head coach.

Det er en større organisatorisk ændring, og det vil tage tid at få det til at falde på plads og ikke mindst i hak.

Fyringen markerer også et punktum for den første æra efter den udskældte general manager og team president Matt Millen, der blev fyret i september 2008.

Her fik Mayhew overdraget ansvaret som midlertidig general manager, og det var opsigtsvækkende, da efter sæsonen fik titlen permanent, fordi den dengang 43-årige Mayhew ikke tidligere havde haft et front office-job på tilnærmelsesvis samme niveau.

Samtidig blev Lewand hentet ind som team president, og de to har styret Lions siden 2009 og stået bag signings, cuts og drafts. Med et blandet resultat, og successen er reelt udeblevet.

Gode nok har Mayhew hævet kvaliteten i Lions’ trup, og det har resulteret i to slutspilspladser i 2011 og 2014. Inden da skulle man helt tilbage til 1999 for at finde en playoff-kamp med Detroit Lions som den ene deltager.

Men Mayhew har generelt ikke konstant formået at tilføre Lions’ trup nok kvalitet i free agency og draft. Eller for den sags skyld holde på nogle af de profiler, som har været forbi “Motor City”.

Førsterundevalg som defensive tackles Ndamukong Suh og Nick Fairley er væk, og tight end Brandon Pettigrew har aldrig udviklet sig til den playmaker, Lions havde håbet. 

Og specielt 2011-draften var en katastrofe med Fairley, wide receiver Titus Young og running back Mikel LeShoure, der alle blev valgt i de to første runder. Alle kom i problemer uden for banen og er væk.

I 2013 forlængede Mayhew med cornerback Chris Houston, der fik en stor 25 millioner dollars kontrakt – og det var et stort fejlskud. Houston blev fyret ét år efter.

Man kan argumentere for, at Lions har drafted bedre de seneste år, og løvernes pipeline trods alt har masser af talent med spillere som Riley Reiff, Ziggy Ansah, Larry Warford, Theo Riddick m.fl., men Lions er slået tilbage, fordi en ny general manager vil se på både spillere og trænere og bygge sit eget op.

Derfor kan vi se et meget anderledes Detroit-hold de kommende år.

Læs videre på næste side