Sådan kommer Andreas Knappe tilbage i NFL

Andreas Knappe vil tilbage i NFL, men hvordan kommer danskeren det? Draftday.dk har i de seneste uger interviewet en håndfuld kilder – alle med en fortid hos NFL-hold – for at få svaret på, hvordan de 32 NFL-hold beslutter, hvem de skal signe i løbet af sæsonen. I denne dybdegående baggrundsartikel kommer du med i maskinrummet hos NFL-holdene, og du får et sjældent insider-indblik i, hvordan spilleragenterne kæmper for at skaffe deres arbejdsløse klienter – som Andreas Knappe – et job i NFL.

*****

Telefonopkaldet kom på en torsdag.

Tyler Horn sad med til et holdmøde hos footballholdet fra University of Miami – hans gamle universitet – hvor han nu arbejdede som frivillig assistenttræner, mens han håbede på en dag at vende tilbage til NFL.

Og så skete det.
– Lige pludselig begynder min telefon at ringe, og jeg ser, at det er et opkald fra områdenummer ”615”, som, jeg ved, er Nashville i Tennessee, fortæller Tyler Horn til Draftday.dk.

Han besvarede opkaldet, og i den anden ende var Tennessee Titans’ vice president of player personnel, Lake Dawson. Han ringede for at tilbyde Tyler Horn, der var offensiv center, en plads i Titans’ practice squad. Her på denne oktoberdag i 2012 – seks uger inde i NFL-sæsonen – havde Titans et hul i holdets træningstrup, efter at Titans havde fritstillet en wide receiver, og den plads skulle Tyler Horn have.
– Jeg blev signet halvvejs inde i sæsonen på et tidspunkt, hvor jeg ellers var begyndt at miste håbet, husker Tyler Horn i dag.

Titans-bossen forklarede, at en repræsentant fra holdet kort efter ville sende en e-mail med information om, hvordan Tyler Horn kom fra Miami til Nashville, Titans-bossen sagde derefter tillykke – og lagde på.
– I løbet af bare fem minutter var jeg tilbage i ligaen, hvor jeg udlevede min drøm. Det var sådan en utrolig følelse, fortæller Tyler Horn til Draftday.dk.

I resten af 2012-sæsonen var Tyler Horn en del af Tennessee Titans’ practice squad. Han hang ganske vist med det alleryderste af neglene i NFL. Men i det mindste var han tilbage i ligaen.

Han havde fået den mulighed, som hundreder af arbejdsløse football-spillere drømmer om at få.

*****

Der er mange ligheder mellem begyndelsen på Tyler Horns NFL-karriere og så den begyndelse på NFL-karrieren, som danske Andreas Knappe har haft.

Begge er offensive linemen. Begge så samtlige valg i draften blive foretaget, uden at de var ét af dem. Begge blev efter draften signet som undrafted rookies – og begge fik et job hos Atlanta Falcons. Og begge blev siden fritstillet af Falcons, da holdet få dage før sæsonstart trimmede truppen.

Tyler Horn er et bevis på, at det kan lade sig gøre at vende tilbage til NFL, selvom man indleder sæsonen som en arbejdsløs, undrafted rookie. Præcis som Andreas Knappe gør det netop nu, hvor han jagter et hold efter fyringen hos Falcons. Der har været bud efter den 26-årige silkeborgenser – Indianapolis Colts har haft ham til en prøvetræning – men her og nu står han fortsat uden et job.

Men hvordan vender Andreas Knappe tilbage til NFL? Hvor vanskelig er vejen dertil? Hvordan beslutter de 32 NFL-hold hvem, de vil signe i løbet af sæsonen blandt hundreder af arbejdsløse, men håbefulde free agents? Hvordan foregår en prøvetræning, og hvordan forsøger spillernes agenter at skaffe deres klienter et job?

Spørgsmålene er mange, og Draftday.dk har gennem de seneste uger forsøgt at finde svarene. Vi har interviewet fire amerikanske kilder – alle med en fortid hos NFL-hold – der i længere telefoninterviews har givet et indgående insider-indblik i, hvordan Andreas Knappe kommer tilbage i NFL.

Én af dem er en højtprofileret spilleragent.

*****

Som agent for Kirk Cousins har Mike McCartney især i de seneste par år fået masser af opmærksomhed og omtale.

Få agenter har nemlig skaffet deres klient så mange millioner dollars, som McCartney har skaffet Kirk Cousins. McCartney har på vegne af Redskins-quarterbacken stået fast og nægtet at acceptere Washington Redskins’ kontrakttilbud for i stedet at signe ”franchise tag”-tilbud to år i træk. Den strategi har de seneste to år sikret Kirk Cousins intet mindre end 266 millioner danske kroner – og næste år venter en ny, kæmpe, økonomisk gevinst, når Cousins for tredje år i træk står uden et hold og skal sætte sin signatur på en ny kontrakt.

Psykologi-uddannede Mike McCartney er også agent for prominente navne som Trevor Siemian, Sean Lee, Haloti Ngata, Josh McCown, Muhamed Sanu og Paul Posluszny. Og før han blev agent, arbejdede McCartney i NFL. I 1992 fik han et job som pro scout hos Chicago Bears, hvor han scoutede free agents. Og seks år senere havde Mike McCartney imponeret så meget i det job, at Philadelphia Eagles ansatte ham som director of pro personnel – et chefjob, hvor han blandt andet havde ansvaret for at scoute alle daværende NFL-spillere.

Han blev i stillingen i tre år – i den periode blev Philadelphia Eagles med Andy Reid og Donovan McNabb genopbygget – inden han for at få mere tid til sin hustru og tre sønner igen skiftede job. Mike McCartney indledte en karriere som spilleragent, og i dag er han én af de mest prominente agenter i NFL-verdenen og har været det i 17 år.

Ringer til NFL-holdene søndag aften
Midt i mængden af Mike McCartneys stjerneklienter som Cousins og Siemian er der også en gruppe af spillere, der kæmper for at vende tilbage til ligaen. Præcis som Andreas Knappe gør det. Som eksempelvis linebacker Michael Mauti, der lige nu er uden et hold, efter at New Orleans Saints fyrede ham i september.

Og i et telefoninterview med Draftday.dk fra kontoret i Chicago fortæller McCartney, at kampen for at vende tilbage til NFL, når først sæsonen er begyndt, er meget hård.
– Der er så mange gode spillere, der er ledige på markedet, men den gode nyhed er, at hvert hold ser lidt forskelligt på tingene, forklarer han til Draftday.dk.

Som agent er det Mike McCartneys opgave at skabe interesse omkring sin arbejdsløse klient. Det arbejde sker især søndag aften og i løbet af mandagen.

I kælderen i hjemmet i Downers Grove sydvest for Chicago står der tre fjernsyn, som McCartney ser NFL-kampe på om søndagen.
– Jeg ser en masse football og forsøger at kende til styrkerne og svaghederne på hvert hold. Så når en spiller pludselig bliver skadet, kontakter jeg det hold, fortæller han.

Hvis for eksempel en linebacker hos Detroit Lions bliver skadet i 3. quarter af et NFL-opgør, henvender McCartney sig søndag aften til sin kontakt hos Lions og gør opmærksom på, at en klient, der også er linebacker, er ledig på markedet – og måske en prøvetræning værd.
– Vi sender smser, ringer og mailer og forsøger at kommunikere til holdene og minde dem om, at vi har en spiller ledig, vi fortæller, hvor han bor, hvor meget han vejer og så videre. Vi kan i teorien tale med alle 32 hold, men vi forsøger at finde en balance, så vi ikke trætter et hold, og de derved bliver irriterede af at høre på dig, siger han til Draftday.dk.

Mike McCartney lægger ikke skjul på, at netværket og forholdet til front office-cheferne hos de 32 NFL-hold er afgørende.
– Hvis vi ikke havde et godt forhold, ville de end ikke læse vores sms eller tage imod vores opkald. Men hvis vi har et forhold, giver det os muligheden for at kommunikere med dem, men så heller ikke mere. De træffer den beslutning, der er bedst for deres hold. Tiebreakeren er ikke, hvem agenten er, siger han.

Agent for tyske Moritz Böhringer
En anden spilleragent, som Draftday.dk har interviewet, fortæller også, at han aktivt henvender sig til flere NFL-hold for at gøre opmærksom på en arbejdsløs klient.

Kyle Strongin, der er vice president hos MGC Sports i Nashville, er én af de unge ”up-and-comings” i agentbranchen, og han repræsenterer blandt andre Los Angeles Rams-quarterbacken Brandon Allen, den store offensive lineman Cameron Fleming, der i søndags startede for New England Patriots, og ikke mindst den tyske wide receiver Moritz Böhringer, der p.t. er arbejdsløs, men som var 2016-draftens bedste historie, da Minnesota Vikings valgte ham i 6. runde, efter at han indtil da kun havde spillet football i den tyske liga.

Kyle Strongin har tidligere arbejdet som scouting og player personnel assistant hos San Francisco 49ers og været director of football operations hos University of Mississippi, og han er én af kun seks certificerede NFL-agenter, der har erfaring fra et front office.

I telefonen fra Nashville fortæller han, at han i høj grad selv henvender sig til NFL-holdene.
– Nogle gange er det lettere at få fat i folk via e-mails. Så det afhænger af holdet, og hvem personen er, siger han.

Han fortæller samtidig, at man nogle gange kan skabe opmærksomhed omkring en spiller ved at give noget information, som NFL-holdet ikke har.
– For eksempel hvis en fyr var skadet, men nu er skadesfri. Eller måske har du en spiller, der har gjort noget interessant væk fra football – fysisk set. Så kan du lave en video af det og sende det, forklarer han.

*****

Hvis du skal have nogen som helst chance for at få et job i NFL i løbet af sæsonen, skal du på listen.

Listen er NFL-verdenens svar på “gæstelisten”, der afgør, hvem der kommer forbi mylderet af feststemte mennesker foran en trendy New Yorker natklub – og inden for murene, hvor festen begynder.

For hvis dit navn ikke som minimum står på listen, har du lang vej til en fremtid i NFL.

I virkeligheden er der dog ikke tale om én, men to separate lister – med hver sin betydning. Men fælles for de to lister er, at de er afgørende for, hvem NFL-holdene overvejer at signe eller invitere til en prøvetræning. Den ene går under navnet ”the ready list”, den anden liste kaldes typisk for “the workout list”. Det er sidstnævnte liste, som Andreas Knappe realistisk set skal håbe at komme på.

”The ready list” er en liste med de navne, som et NFL-hold hurtigt kan kontakte og signe, hvis der opstår et presserende behov.
– Holdene har brug for at handle hurtigt, siger Mike McCartney til Draftday.dk.

Listen bliver ikke mindst brugt efter søndagens kampe, hvor et hold for eksempel kan have brug for at signe safety som erstatning for den safety, der skadede menisken i kampen. Men et hold går ikke først på det tidspunkt ud og scanner hele markedet for en erstatning. Holdet har allerede en kort liste over tre, fire eller fem arbejdsløse safeties, som, holdet ved, er parate til at tage over, og som passer til systemet. Eksempelvis fordi de tidligere har spillet for holdet – eller for holdets head coach.

 Den lille håndfuld kandidater er på listen ud for kategorien “safeties”, og på samme måde er der mulige erstatninger på listen på alle andre positioner.
– Det er spillere, som, du ved, har nok NFL-erfaring til, at de kan træde direkte ind på holdet, forklarer McCartney.

Ny Texans-mand blev brændt af Cooks
For eksempel underskrev Houston Texans tirsdag i sidste uge en aftale med veteranen Johnthan Banks, efter at det stod klart, at cornerback Kevin Johnson er ude i en måned med en knæskade. Banks har været hos fire forskellige hold nu, og han har fire NFL-sæsoner på bagen og har masser af erfaring på trods af ustabilt spil. Og allerede i søndags mod Patriots blev han kastet i ilden – men blev også brændt af Brandin Cooks for et 42-yard touchdown.

Der er forskel på, om holdene prioriterer listerne. Nogle hold gør det og ved præcist, hvem de vil signe, hvis behovet opstår. Andre hold vælger mellem den håndfulde navne, der står øverst på “the ready list” og ser dem alle an i en prøvetræning. Banks var således i tirsdags til en prøvetræning hos Texans sammen med fire andre, erfarne cornerbacks, han vandt den konkurrence og fik jobbet.

Listen, som Andreas Knappe skal håbe at komme på, er “the workout list”. Det er en liste, der omfatter alle de spillere, som et hold ønsker at tjekke ud i en prøvetræning – uden nødvendigvis at signe de spillere. Spillerne bør siden – i bedste fald – håbe at blive en del af holdets ”practice squad”.

Hvert NFL-hold har en practice squad bestående af 10 unge spillere, der træner gennem ugen med resten af holdet, men som ikke må spille om søndagen. De 10 spillere sikrer blandt andet, at et hold altid kan træne effektivt med 22 spillere på banen og med en første- og andenkæde, selvom der er skadede spillere, der ved hver træning sidder uden for.

Samtidig får NFL-holdet mulighed for at udvikle 10 urutinerede talenter, som på dette tidspunkt ikke er gode nok til den aktive trup, men som efter en måned eller en hel sæson i træningstruppen måske blive så habile NFL-spillere, at de også kan gøre en forskel i kampene.
– ”The workout list” består af yngre spillere, interessante spillere og spillere, der har vist gode takter i preseason, og som du potentielt kan føje til din practice squad, hvis du vil være bedre dér, der eller hvis du får en skade, fortæller Kyle Strongin til Draftday.dk.

Men for at komme på den eftertragtede liste kræver det, at en talentspiller hos et NFL-hold har anbefalet dig til sin chef.

*****

For godt fire år siden sad Dan Hatman i Eagles’ hovedkvarter i den sydlige ende af Philadelphia og nærstuderede arbejdsløse NFL-spillere.

Som pro scout hos Philadelphia Eagles var det hans opgave at scoute de hundredvis af free agents, som ørnene potentielt kunne finde på at sætte kløerne i. Langt de fleste var spillere, der enten havde spillet kampe i NFL eller havde været en del af et NFL-holds training camp. Men også spillere for andre ligaer skulle ses an, selvom deres chancer var mikroskopiske.
– Du blev også gjort opmærksom på spillere fra Arena League, og der er konstant folk, der sender højdepunkter fra kampe med dem med beskeden: ”Hey, se mig spille! Jeg vil elske at få en chance!”, fortæller Dan Hatman til Draftday.dk i telefonen fra New York, hvor han nu bor.

Dan Hatman havde inden jobbet hos Philadelphia Eagles også haft lignende funktioner hos New York Giants og New York Jets, men forud for 2014-sæsonen stoppede han hos Eagles for i stedet at starte virksomheden ”The Scout Academy” – en 16 uger-lang online-uddannelse af kommende NFL-scouts. Uddannelsens undervisere har tilsammen 500 års erfaring fra NFL, og den har foreløbigt udklækket 14 scouts, der lige nu arbejder i ligaen.

Han har derfor en stor insiderviden om, hvordan NFL-holdene beslutter, hvem de skal signe, når der opstår et behov i løbet af sæsonen.

LÆS OGSÅ: Flere NFL-hold har henvendt sig til Andreas Knappe

Ifølge Dan Hatman begynder processen henover sommeren, hvor et holds “pro scouting”-afdeling, der udelukkende kigger på spillere, der allerede er i NFL, scouter de allerbedste spillere, der sandsynligvis bliver fyret på “cut down day” i september, hvor næsten 1200 spillere får sparket. Afdelingen følger alle de 31 andre NFL-hold tæt og forsøger at forudse hvem, der bliver fyret. Et arbejde, der blandt andet sker ved hjælp af de artikler, som beat writers, der dækker de andre hold, bringer. Journalisternes bud på, hvem der bliver fyret, vægter højt i processen.

Og på den måde kan ”pro scouting”-afdelingen lave en liste med de navne, som ens egen general manager potentielt skal overveje at signe, når ”cut down day” er slut.
– Dét begynder arbejdet, fortæller Dan Hatman.

Preseason afgørende for Knappe
Hver spiller får en karakter knyttet til sig i NFL-holdets gigantiske database over free agents. Nogle hold bruger tal – for eksempel kan karakteren 8.0 indikere en Pro Bowl-kaliber spiller, mens karakteren 4.0 bliver givet til spillere, der kommer på ”the ready list”. Alt derunder er ikke værd at signe.

Og andre hold bruger farver – op til 10 forskellige farver – hvor farven brun, måske ikke overraskende, gælder de lavest-rangerede spillere. Derudover består informationen i databasen af navnet på spillerens agent, kontaktoplysninger, højde, vægt, 40 yard-tiden og så hans seneste scouting-karakter fra tiden i NFL – og hans scouting-karakter fra college-tiden. De to karakterer er ikke ens – der er trods alt forskel på at stå over for en defensive end fra Tennessee Titans og fra University of Tennessee – og hver spiller har altså to karakterer tilknyttet sig.

Og spillernes præstationer i preseason har ofte en væsentlig betydning for, hvordan et hold bedømmer dem. I hvert fald når man som i Andreas Knappes tilfælde udelukkende har spillet kampe i preseason. De 55 angrebsspil, som han var på banen på i august, har nu en stor indflydelse på hans chancer for at vende tilbage i NFL, fortæller de kilder, som Draftday.dk har interviewet til denne artikel.

Når en pro scout i begyndelsen af september har scoutet alle de allerbedste spillere, der netop er blevet fyret, begynder arbejdet med at bedømme alle de spillere, der er på de andre NFL-holds practice squads.

Det er i alt 310 spillere, og de navne er interessante, fordi et hold altid kan signe en spiller fra en anden practice squad til den aktive trup. Det sker flere gange i hver eneste sæson – som for eksempel efter 1. spillerunde, hvor Arizona Cardinals’ stjerne-running back David Johnson blev alvorligt skadet i håndleddet, hvorefter Cardinals hentede en ny running back til truppen i form af D.J. Foster fra New England Patriots’ practice squad.

Herefter begynder arbejdet med at se nærmere på de alle de andre spillere, der stadig står uden et job. Som Andreas Knappe.

E-mail bliver tjekket af alle hold
De spillere, der har de bedste karakterer, kommer på listen – enten ”the ready list” eller ”the workout list”.
– Det er ”street free agents”, og det er en liste, som du konstant sætter spillere på – og af, siger Dan Hatman.

Som sæsonen skrider frem, bliver feltet med kandidater mindre og mindre, fordi flere og flere spillere lander på injured reserve-skadeslisten, og flere og flere free agents derved bliver signet. Det giver arbejdsløse spillere, der ikke hidtil har fået en chance, muligheden for at komme på listen.

Men samtidig kan de transaktioner, som andre NFL-hold foretager gennem sæsonen, også gøre en forskel. Hver eneste dag klokken 16, østamerikansk tid, skal alle 32 NFL-hold meddele NFL, hvilke transaktioner, de har foretaget i løbet af dagen – og give navnene på de spillere, der har prøvetrænet hos holdet.

Den liste får alle hold tilsendt på en mail fra NFLs hovedkvarter i New York, og den vækker opsigt. For med den kan alle NFL-hold sikre sig, at de har tjek på de spillere, der er på markedet – det sker allerede i aftentimerne efter, at mailen lander i indboksen.
– Én på holdet har ansvaret for at sikre, at man har bedømt alle de spillere, der enten er blevet fyret, eller som har prøvetrænet et andet sted, forklarer Dan Hatman.

Ingen slipper forbi uden at blive set an. Og ifølge Dan Hatman har de 32 NFL-hold ikke gjort deres arbejde godt nok, hvis de ikke på nuværende tidspunkt har bedømt Andreas Knappe og givet ham en karakter for hans præstationer i preseason.

*****

Andreas Knappes prøvetræning hos Indianapolis Colts i midten af september blev afviklet på en mandag. Men som regel er det om tirsdagen, at de arbejdsløse football-spillere bliver testet.

Om tirsdagen holder spillerne på et NFL-hold nemlig fri, og trænerne har derfor tid til at prøvetræne free agents, men samtidig kan hold efter en prøvetræning om tirsdagen nå at signe en ny mand og få ham med til ugens første træning – om onsdagen.

Forud for en prøvetræning kigger holdene på deres ”ready list” eller ”workout list” og vælger så tre, fire eller fem spillere fra toppen af listen, som man ønsker at se an. Det arbejde begynder ikke sjældent søndag – allerede under en kamp kan en agent få et opkald fra en ledende skikkelse hos et NFL-hold, der inviterer agentens klient til en prøvetræning på holdets anlæg.
– Så siger man: ”Vi har en interesse i at teste ham. Vi ringer i morgen og aftaler endeligt”, fortæller Mike McCartney, der har prøvet både at foretage – og få opkaldet.

Den arbejdsløse spiller flyver ud til holdets hjemby om mandagen, overnatter på et hotel i byen og møder til prøvetræningen tirsdag morgen.

Typisk er det positionstræneren, der står for prøvetræningen, der varer tre kvarter til en time og består af mange af de positionsøvelser, som man kender det fra The Scouting Combine. En offensive lineman som Andreas Knappe vil ifølge Dan Hatman blandt andet skulle vise sig frem i ”bag drills”, hvor han hamrer ud af starthullerne og ind i en stor pude – og han skal vise, hvor hurtigt han kan bevæge sig sidelæns i blokeringsøvelser.
– Nogle trænere har dog deres helt egne favoritøvelser, fordi de mener, at de øvelser vil afsløre, om en spiller har de fysiske evner, som trænerne efterspørger, siger Dan Hatman til Draftday.dk i telefonen fra New York.

De spillere, der deltager i en prøvetræning, skal oftest også gennemgå en konditionstest.
– Så snart du når frem til oktober og november, har nogle af de spillere, du kigger på, måske ikke spillet football i månedsvis. Så du vil gerne sikre dig, at de er i god form, og at de forstår, hvad du forventer af dem, siger Mike McCartney.

Flere prøvetræninger på én dag

Som regel overværer general manageren prøvetræningen – han bliver kaldt ud til træningsbanen, når spillerne har varmet op og er klar – men også holdets head coach følger den, hvis det gælder en plads i den aktive trup. Gælder prøvetræningen kun en plads på holdets practice squad, er det langt fra sikkert, at cheftræneren bruger sin værdifulde tid på at følge den.

Der har været eksempler på, at samme spiller har deltaget i to prøvetræninger samme dag hos hold, der bor tæt på hinanden – eller næsten samme sted. Som Giants og Jets. Men typisk deltager en spiller kun i én prøvetræning per uge – og ifølge Mike McCartney sjældent i flere end fire til seks prøvetræninger på et år.

Når prøvetræningen er slut, mødes de folk fra holdet, der overværede den, for at beslutte, om det er værd at signe nogle af spillerne. I sidste ende har general manageren som regel det afgørende ord i den diskussion, hvis gruppen ikke kan blive enig.
– Og så ringer man til agenten og fortæller, at man vil signe spilleren til for eksempel holdets practice squad, og normalt kan man blive enige om en kontrakt i løbet af få minutter. Den er der ikke meget debat om. Og så sender du de andre spillere hjem, og spilleren, som du signer, bliver kørt ud til holdets hotel, og han træner så med onsdag, fortæller Dan Hatman til Draftday.dk.

Der er stor forskel på, hvordan NFL-holdene aktivt bruger prøvetræninger. Nogle hold tester først spillere, når der opstår et akut behov, som Chicago Bears der tirsdag i sidste uge testede seks wide receivers, efter at flere af holdets wideouts var gået ned med skader.

Andre hold – som for eksempel New England Patriots – tester konstant spillere, selvom de ikke her og nu har en chance for at blive signet. Men holdet kender dermed markedet, hvis der opstår et behov. Den første tirsdag efter sæsonpremieren testede Patriots hele 19 spillere – og heriblandt var fire erfarne quarterbacks på trods af, at holdet allerede har NFLs bedste quarterback-duo i Tom Brady og Jimmy Garoppolo.
– Nogle hold er bare mere aggressive i forsøget på at forberede sig, siger Mike McCartney.

*****

I de sidste måneder af 2012-sæsonen var Tyler Horn en del af Tennessee Titans’ practice squad.

Men da sæsonen var slut, stod han igen uden arbejde. I maj året efter var han dog atter tilbage i NFL, da han blev signet af Houston Texans. Men den 31. august 2013 fik han en ny fyreseddel, da Texans trimmede truppen til 53 spillere.

Tyler Horn var dog ikke klar til at opgive en karriere som NFL-spiller, og gennem efteråret holdt han sig i form i håbet om, at et hold en dag ville ringe og tilbyde ham en chance.
– Det var ikke svært at holde mig i form. Den sværeste del var at forblive motiveret. Ugerne går, uden at du hører fra et hold, men du er bare nødt til at fortsætte med at holde dig i form og holde dig skarp, fortæller han til Draftday.dk.

Mike McCartney forklarer, at det vigtigste, han som agent kan gøre for sine arbejdsløse klienter, er – konstant – at opfordre dem til at holde formen ved lige.
– Du skal løbe udenfor på græs og ikke på et løbebånd. Du skal presse dig selv og holde dig i form. Det er ikke særligt svært i september, men det er sværere i oktober og november, siger han.

En meget, meget hård tid

Det kræver masser af tålmodighed at være arbejdsløs NFL-spiller, og derfor er denne tid utrolig hård for de flere hundreder free agents, der vil tilbage i ligaen.
– Det er en meget, meget hård tid i deres liv lige nu. Nogle af dem har aldrig før stået uden et job. Og som agent er det hårdt at blive ved med at give dem dårligt nyt, lyder det fra Mike McCartney.

For Tyler Horn bar det hårde arbejde og ventetiden frugt. Efter tre måneder som arbejdsløs blev han den 27. november 2013 igen signet til Tennessee Titans’ practice squad.

Men da 2014-sæsonen begyndte, var der ikke bud efter den 305 pund-store lineman, og han og kæresten lavede derfor en aftale om, at hvis han ikke havde et job til Thanksgiving i november, ville han stoppe karrieren. Thanksgiving kom, der var stadig intet tilbud, og derfor stoppede Tyler Horn karrieren.
– Så ringede jeg til min agent og sagde, at det var slut for mig. Jeg fik faktisk muligheden for at signe med Packers i offseason i 2015, men jeg afviste tilbuddet. Jeg havde besluttet mig, og jeg var træt af at jagte drømmen, fortæller Tyler Horn.

De spilleragenter, som Draftday.dk har interviewet til denne artikel, fortæller, at de forsøger at finde ud af, om deres arbejdsløse klienter overhovedet har en fremtid i NFL.
– Vi forsøger at have så mange forskellige samtaler med forskellige mennesker og få en ærlig udmelding, hvis vi snakker med en general manager, pro personnel director eller pro scouting director: ”Er han på jeres radar? Er han på jeres liste? Ville I seriøst overveje at signe ham, hvis I får en skade?” Og hvis alle 32 hold siger, at han ikke er højt på deres liste, er det vores opgave at give spilleren den besked, forklarer Mike McCartney.

Savner football sindssygt meget
Kyle Strongin fortæller, at spilleren som regel selv ved, når det reelt er slut.

– Vi har været til de workouts, der er, vi får en ærlig feedback fra holdene, og vi ved det: ”Det var nok det, lad os begynde at skabe en ny karriere”, siger han til Draftday.dk.

I dag arbejder Tyler Horn som finansiel rådgiver i solskinsbyen Forth Myers i det vestlige Florida, hvor han bor med sin hustru. Han nød tiden i NFL, fortæller han, men savner ikke usikkerheden. Og han fortryder ikke, at han stoppede karrieren.
– Jeg savner football sindssygt meget, men det var 100 procent den rette beslutning at stoppe. Mit liv er meget mere stabilt nu, og selvom jeg ikke blev en superstjerne i NFL, oplevede jeg dét, som millioner kun kan drømme om, fortæller han.

For Andreas Knappe lever drømmen videre. Han jagter stadig et nyt NFL-hold – og holder sig i form. Og det er der god grund til, lyder det fra en erfaren agent.
– Tingene kan vende så hurtigt. Det kan se meget sort ud for en spiller, og pludselig ringer telefonen, og så har et hold et behov, siger Mike McCartney.

Det kræver bare det ene opkald, og så kan den store dansker fra Silkeborg være tilbage i verdens største football-liga.

12 kommentarer til de tidlige søndagskampe – week 3

På hvert eneste NFL-stadion protestede spillere mod Donald Trumps angreb på NFL-spillere, en cornerback begik en meget pinlig brøler i Chicago, Buffalo Bills’ forsvar imponerede, og flere storhold floppede. Læs her en bunke kommentarer til de tidlige NFL-kampe i 3. spillerunde.

Blake Bortles kastede fire touchdowns mod Ravens. FOTO:Keith Allimore, Wikimedia Commons


1. Dagen igennem har der været en stor spænding omkring, hvordan NFL-spillerne ville reagere på præsident Trumps angreb fredag på de spillere, der – først anført af Colin Kaepernick – knæler og ikke står op, når nationalsangen bliver afsunget – i protest mod politivold og ulighed.

Klokken 18.55 blev spændingen så udløst, og som ventet – og forståeligt – demonstrerede alle NFL-hold deres modstand mod kommentarerne ved i stedet at symbolisere fællesskab og lighed. Billederne fra de forskellige stadions var flotte, tankevækkende og stærke:

Alene i det allerførste opgør mellem Jaguars og Ravens i London knælede 27 spillere – i hele 3. spillerunde knælede kun otte spillere i alle kampene. Og Jaguars’ ejer Shad Khan stod arm i arm med spillerne. I Detroit stod Lions’ ejer Martha Ford også arm i arm med head coach Jim Caldwell – hun er 92 år. I New England knælede flere spillere – indtil søndag havde ingen Patriots-spillere gjort det. I Chicago blev Steelers-mandskabet i omklædningsrummet under nationalmelodien, og head coach Mike Tomlin stod alene på sidelinjen, mens Alejandro Villanueva, der var i krig i Afghanistan som Army Ranger, stod i spillernes tunnel med hånden på hjertet. I New York stod stod den fungerende Jets-ejer, Chris Johnson, arm i arm med spillerne – hans storebror, Woody, er USAs ambassadør i England og dermed medlem af Trumps administration. På samme bane bar flere Dolphins-spillere t-shirts med teksten “#imwithkaep”. Og i Indianapolis knælede adskillige Browns-spillere i protest mod ulighed og Trumps kommentarer, ligesom mange Broncos- og Bills-spillere gjorde det i Buffalo.

Demonstrationerne – fredelige, men markante – sendte et klart budskab til Trump og resten af USA om, at præsidentens udtalelser var urimelige, stødende eller ligefrem “en skændsel”, som den tidligere NFL-commissioner, Paul Tagliabue, kaldte dem søndag eftermiddag.

Det var den største politiske manifestation i NFLs historie – på en dag, hvor ejerne og spillerne, var samlet i en højere sags tjeneste.

2. Marcus Cooper begik den største brøler i NFL i meget lang tid, der vækker mindelser om Leon Letts berømte fumble-flop I Super Bowl XXVII.

Bears-spilleren returnerede et blokeret field goal hele vejen til endzonen i hjemmeopgøret mod Steelers, men på de sidste yards stoppede han af uforklarlige årsager på nonchalant vis op, og en halv yard fra endzonen hamrede Steelers’ Vance McDonald bolden ud af hænderne på ham for en fumble. Ingen touchdown, men i stedet en “Leon Lett”-brøler – for Cowboys-forsvarsspilleren lavede præcis samme, legendariske brøler i Super Bowl.

Bears måtte i stedet nøjes med et field goal, fordi Cooper gjorde noget så tåbeligt og utilgiveligt.

3. Jacksonville Jaguars kørte nærmest sensationelt Baltimore Ravens over med 44-7 i London og viste dermed, at NFL er totalt umuligt at forudse.

Blake Bortles kastede fire touchdowns i en overraskende stærk præstation mod et Ravens-mandskab, der virkede fladt – som om, at turen til London (holdets første nogensinde) påvirkede dem. I hvert fald var Ravens et helt andet hold end det hold, der slog Bengals og Browns i de første to kampe, mens Jaguars leverede den stærkeste præstation længe set af holdet.

Defensive end Calais Campbell, der lavede fire sacks i premieren, lavede søndag et sack, et hit og tre hurries ifølge Pro Football Focus for et Jaguars-forsvar, hvor også andenårsspilleren, cornerback Jalen Ramsey, var forrygende. Forsvaret har nu forceret otte takeaways i tre kampe eller halvdelen af antallet, de forcerede i hele 2016.

I øvrigt var kampen endnu en succes for NFL. 84.592 tilskuere overværede kampen på Wembley – en ny rekord for en NFL-kamp i England.

4. Wow, Tom Brady. Han gjorde det igen. Førte Patriots frem til en vild comeback-sejr på 36-33. Denne gang på et 25 yard-touchdown til Brandin Cooks med 23 sekunder tilbage af opgøret mod Houston Texans. Brady og Patriots førte bolden 75 yards op af banen på to minutter og tog sejren fra et Texans-hold anført af en ellers velspillende rookie-quarterback Deshaun Watson. Det var Bradys femte touchdown i kampen, og han kastede for 378 yards – og er i en alder af 40 år bedre end nogensinde. Imponerende.

5. For tredje år i træk vandt Case Keenum over Tampa Bay Buccaneers. To år i træk slog han Buccaneers som starter for Rams, og søndag bankede han og Minnesota Vikings så Bucs – da Keenum afløste skadede Sam Bradford. Midtvejs i 3. quarter havde han en perfekt passer rating af 158,3 point, og han kastede for 369 yards og tre touchdowns og sluttede med en rating af 142,1 point (25 completions på 33 kast). Wide receiver Stefon Diggs greb otte bolde for 173 yards og to touchdowns og må nu regnes for at være én af NFLs allerbedste wideouts efter en fantastisk sæsonstart.

LÆS: Søndagsnoter og nyt – week 3

6. Head coach Ben McAdoo holdt – trods kritik – fast i hvervet som play-caller hos Giants, der har haft en elendig sæsonstart. Søndag mod rivalerne fra Eagles fortsatte angrebsproblemerne under McAdoo, og offensiven var igen meget svag indtil 4. quarter, hvor Giants scorede tre touchdowns – to af Odell Beckham Jr. og et af Sterling Shepard.

7. Hvilken stærk præstation af undertippede New York Jets, og hvilken elendig præstation af Miami Dolphins, der blev ydmyget med 20-6 i the Meadowlands. Dolphins indledte kampen med syv punts, og på den ottende serie blev punter Matt Hauck interceptet på et fake punt. I slutningen af 3. quarter havde Jay Cutler og Dolphins kun skaffet 47 (!) total yards eller to yards færre, end Jets havde kørt spil (49). Det endte med 225 total yards, men de yards var kosmetiske i en overraskende Jets-sejr.

8. Bears’ skadesplagede forsvar holdt Steelers’ potentielt potente angreb i skak, og Steelers-angrebet er ikke kommet i gang i denne sæson. Sådan en kamp ville man tro, at angrebet ville dominere, men i de første tre kampe har forsvaret på ingen måder været skræmmende eller Super Bowl-værdigt. Og det kostede søndag, hvor Bears vandt i overtid med 23-17 på Jordan Howards touchdown.

9. I sin første sæson som head coach hos Buffalo Bills har Sean McDermott fået lukket huller i Bills-forsvaret – præcist som han gjorde det som koordinator hos Carolina. Bills-forsvaret har været meget stærk i de første tre kampe og dominerede søndag totalt et Denver-angreb, der ellers havde været godt i de første par kampe. To gange blev Broncos’ quarterback Trevor Siemian interceptet i hans værste præstation i denne sæson.

10. Én uge efter, at det blev ydmyget af Tom Brady, interceptede New Orleans Saints’ indtil søndag historiske svage forsvar Cam Newton tre gange i 34-13-sejren ude over Carolina. Et virkelig stærk comeback – og dét endda selvom den bagerste kæde var plaget af skader. Cam Newton blev holdt til en passer rating af 43,8 point – den tredjeværste i hans karriere.

11. Rookie Jake Elliotts 61-yarder med ét sekund igen afgjorde opgøret mellem Eagles og rivalerne fra Giants. Et fantastisk spark – det længste i Eagles’ historie – og samtidig et spark, der formentligt sparkede Giants’ sæson i graven.

12. Crazy afslutning i Detroit, hvor Lions troede, de havde vundet på et allersidste-øjebliks-touchdown mod Atlanta, men hvor Golden Tate blev dømt nede kort før endzonen. Lions havde fortjent bedre, men Falcons overlevede dramaet i Motown City, er nu 3-0 og i toppen af NFC.

Optakt til ugens NFL-kampe – week 3

Gamle venner mødes i New England og San Francisco, NFL drager igen til London, Falcons’ nye offensive boss har gjort det godt, Cowboys har brug for en sejr, Saints’ kasteforsvar er ét af NFLs værste siden 1970, og så kan Vikings sagtens slå Buccaneers, selvom manden bag center hedder Case Keenum.

Læs hvorfor og læs optakter til alle de 16 kampe i 3. spillerunde af NFL-sæsonen!

UGENS TRE TOPKAMPE

TEXANS at PATRIOTS (Søndag, kl. 19.00)

Efter en dybt skuffende premiere for begge hold kom Texans og Patriots godt igen i 2. spillerunde, hvor Texans slog Bengals, mens New England massakrerede svage Saints. Førsterundevalget Deshaun Watson starter som quarterback for Texans, og han skal gøre noget, som ingen rookie-quarterback nogensinde har gjort: Vinde som starter i New England i Bill Belichick-æraen. Siden årtusindeskiftet har rookie-quarterbacks tabt alle otte kampe, de har startet, på Gilllette Stadium, og i den periode har de kun kastet fem touchdowns, men 16 interceptions – og nettet en rating af sølle 50,7 point. I det hele taget har rookie-passers kun vundet fem af 20 kampe som starters mod Belichick-ledede hold.

Kampen er også en duel mellem gamle venner. Texans’ nye defensive koordinator, Mike Vrabel, var op gennem 00’erne en forsvarsprofil hos Patriots, og head coach Bill O’Brien var offensiv koordinator for Patriots i 2011 og i de foregående fire år assistent hos holdet. Under hans ledelse har Texans-angrebet dog haft det meget svært i de i alt tre opgør (alle nederlag) mod Patriots. Enheden har kun scoret samlet 22 point. Og oven på en svag, offensiv indsats mod Bengals er det svært at tro, at angrebet for alvor bryder ud på søndag.

40-årige Tom Brady var fænomenal mod Saints, selvom han mistede flere våben undervejs til skader, og meget tyder på, at de skadede spillere – herunder tight end Rob Gronkowski (skadet lyske) – generelt undgik længere pauser. Faktisk er den måske mest iøjnefaldende skade den brækkede finger, som Texans’ All-World-lineman, J.J. Watt, døjer med. Han nedtoner selv betydningen, men gennem årene har andre skavanker generet Watt i kampe.

Duellen i duellen
Texans’ kasteforsvar har ikke tilladt en 300 yard-passer i 31 kampe i træk, men søndag bliver en brandvarm Brady, der kastede for 447 yards mod Saints, en skræmmende matchup. Mod Saints udnyttede Brady effektivt et meget svagt linebacker-korps – ikke mindst rookie-linebacker Alex Anzalone, der blev gjort til grin – og han fordelte præcist boldene rundt til Patriots’ dygtige running backs.  Texans’ linebackers er dog bedre, men især rookie-linebacker Zach Cunningham vil komme under pres, og da holdene mødtes i preseason, tillod han to touchdowns. Siden har han dog forbedret sig, men Texans kan ikke tåle ”rookie mistakes”, hvis Brady skal holdes til under 300 yards – og hvis holdet skal have en chance for at overraske Patriots i Foxborough.

Statistikken, du skal kende
Patriots-forsvaret blev kørt over af Chiefs i sæsonpremieren, og selvom Drew Brees og Saints kun scorede 20 point i søndags, var der stadig stadig huller i Matt Patricias defensiv. Brees nettede seks kast over 20 yards, og i alt har Patriots-forsvaret tilladt 12 ”big plays” (+20 yards) i de første to kampe. Det er fjerdeværst i NFL. Med det tempo rammer forsvaret 96 tilladte ”big plays” i 2017 – én sæson efter, at enheden kun tillod 59 ”big plays”. Texans-angrebet har dog kun skaffet tre ”big plays” – tangerende som det laveste antal i NFL efter to kampe.

BUCCANEERS at VIKINGS (Søndag, kl. 19.00)

Det store spørgsmål er, om Sam Bradford vender tilbage bag center hos Minnesota Vikings efter, at han missede opgøret i søndags mod Pittsburgh Steelers med en knæskade? Bradford trænede onsdag – dog i et begrænset omfang – men skulle han ikke blive klar, er en sejr ikke helt umulig at opnå for Vikings. Afløseren Case Keenum besejrede nemlig Buccaneers i begge sine møder med holdet i 2016 og 2015, mens han var hos Rams (og nettede en rating af 118 point i de kampe). Først søndag inden kampstart ventes det afgjort, om Bradford er med.

Buccaneers dominerede totalt skadesplagede Bears i søndags i Bucs’ første kamp i 2017, og det generelt ret komplette hold kommer til Minneapolis spækket med selvtillid. Især forsvaret ser forbedret ud i 2017, og defensive tackle Gerald McCoy, der var fremragende mod Bears, ser ud til at få en stor sæson. Han trænede dog ikke onsdag på grund af en ankelskade.

Duellen i duellen
Uanset om Keenum starter, eller om en ikke helt fit Bradford vender tilbage, har Vikings brug for, at running back Dalvin Cook leverer fra første snap. Hans møde med Buccaneers’ flyvende linebackers kan få en afgørende betydning for kampen. I 1. spillerunde mod Saints løb han for 127 yards, men blev holdt til 64 yards mod Vikings. Buccaneers blev før draften sat i tæt forbindelse med Cook, men valgte i stedet tight end O.J. Howard i 1. runde. Men holdet studerede Cook tæt, og head coach Dirk Koetter siger da også, at han af den grund kender Cook særdeles godt.

Statistikken, du skal kende
Efter to kampe har Vikings’ ellers på papiret stærke forsvar endnu ikke lavet en takeaway. Og dét efter en 2016-sæson, hvor Vikings nettede 27 takeaways. Buccaneers’ quarterback Jameis Winston kastede 33 interceptions i sine første to sæsoner i NFL, og sidste år blev 10 af dem kastet på egen banehalvdel og førte siden 48 point med sig til modstanderen. Mod Bears undgik han dog fejl. Men kampen om ”takeaways” kan få en stor betydning i et opgør mellem to hold, der på papiret ser meget ens ud i styrke.

Jameis Winston og Mike Evans kommer på en svær opgave i 3. spillerunde mod Vikings.
FOTO: Keith Allison, Flickr

FALCONS at LIONS (Søndag kl. 19.00)

To hold, der begge er ubesejrede, tørner sammen i The Motown City. Lions tager imod NFC-mestrene efter en – for mange – overraskende god start, der har budt på sejre over Cardinals og Giants, og selvom NFL-historiens bedst betalte spiller, quarterback Matthew Stafford, har præsteret på et højt niveau og kastet seks touchdowns mod to stærke forsvar, er det forsvaret, der er den store fortælling. Enheden har i to kampe kun tilladt 26 offensive point og har lavet seks sacks, forceret tre fumbles og lavet fire interceptions.

Falcons ser ud til at have undgået den frygtede ”Super Bowl Hangover” tidligt i sæsonen. I hvert fald så Falcons meget friske ud og alt andet end tømmermænds-ramte ud i søndagens storsejr over Green Bay, og holdet er kun den fjerde Super Bowl-taber siden 1999, der indleder sæsonen 2-0. To af de tre andre nåede siden i slutspillet.

Duellen i duellen
Mod Giants bevægede Lions’ bedste cornerback, Darius Slay, sig rundt over hele banen og dækkede Odell Beckham Jr. og de andre receivere, og selvom han tillod fem catches, tillod han kun 55 yards – og ingen store spil. Slay er en top-cornerback, når han er bedst, og hans duel med Falcons’ All-Pro-wideout Julio Jones bliver meget interessant og kan få afgørende betydning. Jones var Packers’ store fokuspunkt i søndags, alligevel greb han fem bolde for 108 yards.

Statistikken, du skal kende
Falcons har scoret 57 point i de første to kampe under ledelse af den nye offensive koordinator, Steve Sarkisian. Koordinatoren, der afløser succesrige Kyle Shanahan, ser ud til at kunne holde Atlantas angrebskadence fra 2016, og det er især værd at bemærke, at han har formået at bevare en stærk balance i angrebet. Shanahans styrke var, at forsvaret ofte ikke vidste, hvad der kom, fordi hans “play action”-baserede angreb var så uforudsigeligt. Under Shanahan kastede Falcons sidste år på 57 procent af alle kast. Under Sarkisian er balancen endnu større – med 55 procent kast.

Lions’ quarterback Matthew Stafford har kastet seks touchdowns indtil nu. (FOTO – By original: Mike Morbeck, Wikimedia Commons)

OG ALLE DE ANDRE KAMPE…

RAMS at 49ERS (Natten til fredag, kl. 02.25)

Vennerne Kyle Shanahan – 49ers’ nye head coach – og Sean McVay – Rams’ nye head coach – kæmper natten til fredag mod hinanden i Santa Clara. Begge vil for evigt være forbundet, det var Kyle Shanahan, der som offensiv koordinator i 2010 i Washington hyrede McVay som quality control coach og siden var med til at forfremme ham til tight ends coach. I 2014 tog McVay så over for Shanahan, da han blev fyret. Men ikke nok med det: En søndag i januar i år ville Rams interviewe Shanahan til holdets ledige head coach-job, men Shanahan, der skulle forberede Falcons til slutspillet, havde ikke tid, og derfor aftalte parterne at mødes weekenden efter. I mellemtiden var McVay dog til samtale hos Rams, og han var så overbevisende, at Rams-ledelsen ansatte ham – uden at de havde nået at snakke med Shanahan, der siden fik job hos 49ers. I alt er ni trænere, der var hos Redskins i 2013, en del af søndagens kamp, og Rams’ offensive koordinator, Matt LeFleur, er bror til 49ers’ passing-game specialist, Mike LeFleur. På banen bliver det især interessant at se, hvordan Rams’ andenårs-quarterback Jared Goff klarer sig efter en mindre god kamp i søndags mod Redskins. 49ers-defensiven imponerede mod Seahawks, og især defensive tackle DeForest Buckner ligner en stjerne i svøb – ifølge Pro Football Focus er han efter to kampe NFLs mest effektive pass-rusher fra defensive tackle-positionen. Omvendt er 49ers-angrebet stadig uden et touchdown – løbeangrebet fungerer, men kasteangrebet er i NFLs bund. Rams-forsvaret bør kunne dominere den enhed.

RAVENS at JAGUARS (Søndag, kl. 15.30)

For femte år i træk spiller Jaguars en kamp i London, når holdet – traditionen tro – dropper en hjemmekamp i Jacksonville for et opgør i England, hvor holdet måske en dag får hjemmebase. Ifølge The MMQB arbejder NFLs ledelse efter at flytte et hold permanent til London i 2022 – det hold kan meget være Jaguars. Modstanderen fra Ravens har aldrig tidligere spillet en kamp i den engelske hovedstad, og det kan give Jaguars, der har vundet begge sine seneste to London-opgør, en lille fordel, når kampen begynder på Wembley Stadium klokken 9.30, østamerikansk tid. Ravens træner i Baltimore frem til torsdag, hvorefter det flyver til London og lander fredag morgen. Jaguars rejser for tredje år i træk torsdag før kampen. På banen er Ravens dog det stærkere hold. Jaguars imponerede i premieren mod Texans, men især quarterback Blake Bortles faldt sammen mod Titans i søndags, og med hans fald røg også forsvaret. Omvendt har Ravens-forsvaret set meget, meget stærkt ud og har forceret 10 takeaways – det højeste antal i NFL efter to kampe i 25 år. Football Outsiders rangerer efter to kampe – baseret på statistik-sitets avancerede modeller – Ravens som NFLs allerbedste mandskab.

BROWNS at COLTS (Søndag, kl. 19.00)

Begge hold er kommet skidt fra start – uden en sejr til nogen af dem – men selvom Colts har hjemmebane, er Browns faktisk ifølge nogle bookmakere smalle favoritter. Det siger lidt om, hvordan tingene kan vende i NFL, men det fortæller også noget om, hvor lidt tiltro bookmakerne har til et Colts-hold, der selv med Jacoby Brissett bag center (skulderskadede Andrew Luck er dømt ude) hører til i NFLs tunge ende. Brissett var en opgradering over Scott Tolzien, der floppede i 1. spillerunde, men samlet set er Colts-holdet svagt uden Luck. Og når man er underdog hjemme mod Browns, ser det skidt ud. Gæsterne har dog også deres problemer at slås med. DeShone Kizer lignede i høj grad en rookie i søndagens nederlag til Ravens, og playmakeren, wide receiver Corey Coleman, er ude med en brækket hånd. Det her kan meget vel være et opgør mellem to hold, der får et top 5-valg i næste års draft.

GIANTS at EAGLES (Søndag, kl. 19.00)

En drømmekamp for ørnenes fans, der hjemme på Lincoln Financial Field kan se deres hold smadre Giants’ sæson totalt med en sejr. Så vil de forhadte ærkerivaler indlede sæsonen med tre nederlag – og det vil statistisk set nærmest umuliggøre et comeback i denne sæson. Siden 1980 har kun fem ud af 168 hold (2,9 procent), der indledte sæsonen 0-3, været i slutspillet. Og så vil krisen være total i The Meadowlands. Problemet for Giants er, at Eagles har en ”front seven”, der kan spolere enhver angrebsserie for et hold, der har kun scoret 13 point – holdets laveste antal i de første to kampe siden 1947. Trioen Vinny Curry (der gjorde det virkelig godt i søndags mod Chiefs), Derek Barnett og ikke mindst Brandon Graham udvendigt – samt Fletcher Cox indvendigt – kan lægge et massivt pres på modstanderne, og p.t. har Eagles lavet otte sacks i to kampe. Det lover ikke godt for Giants, der har en katastrofal angrebslinje – ikke mindst på flankerne.

DOLPHINS at JETS (Søndag, kl. 19.00)

Jay Cutler så komfortabel ud i søndags i sin debut for Miami Dolphins, og veteranen, der var tæt på en fremtid som NFL-kommentator, var især skarp, når han fik tid til at kaste bolden bag en ganske god Dolphins-angrebslinje. Nu står han over for et Jets-mandskab, der har tabt de første kampe, men som i offseason ofte blev kædet sammen med Cutler, før han stoppede karrieren. Jets har ikke været i stand til at stoppe løbet mod Bills og Raiders, og det kan give Dolphins’ Jay Ajayi en stor dag. Mod Raiders skaffede han ifølge Pro Football Focus i alt 82 af 122 rushing yards efter første kontakt, og Jets kan få en lang dag i The Meadowlands, mens forsvaret forsøger at nedlægge running backen. Værd at bemærke: Dolphins’ linebacker-korps var et rod, efter at Lawrence Timmons pludselig forlod holdet i weekenden – og nu er blevet suspenderet. Derfor handlede holdet sig tirsdag til Saints’ linebacker Stephone Anthony for et femterundevalg i draften. Miami håber, at en frisk start til Anthony kan kickstarte en ustabil karriere.

BRONCOS at BILLS (Søndag, kl. 19.00)

To førsteårstrænere mødes, når Vance Joseph og Broncos rejser til det nordlige New York for at møde Bills og Sean McDermott. Buffalo har vundet én og tabt én, men trods søndagens magre, offensive præstation mod Panthers, bekræftede McDermott mandag, at Tyrod Taylor fortsat er startende quarterback. Broncos’ forsvar har været formidabelt i de første to runder, og det står nu over for Broncos’ offensive koordinator de seneste to sæsoner, Rick Dennison, der er Bills’ nye, offensive boss. Han kender enhedens styrker, men også dens svagheder. Omvendt skal Broncos-angrebet anført af en overraskende velspillende Trevor Siemian bag center også op mod et rigtigt godt Bills-forsvar, der ifølge Football Outsiders er NFLs p.t. tredjebedste. Running back C.J. Anderson, der er Broncos’ motor i offensiven, har løbet for 199 yards indtil nu – hans bedste to-kampe-total siden 2014.

SAINTS at PANTHERS (Søndag, kl. 19.00)

Der begynder nu så småt at være gisninger om, hvorvidt Saints-ledelsen kan finde på at skille sig af med head coach Sean Payton og general manager Mickey Loomis oven på en dybt skuffende 0-2-indledning på sæsonen. Det er dog stadig langt fra to fyringer – selv efter sæsonen – med alene dét, at det kommer på tale, fortæller lidt om, hvor store problemerne er hos holdet fra Louisiana. Ikke mindst forsvaret, som Saints har gjort alt for at forbedre gennem årene (høje draft picks, dyre free ageny-investeringer), er stadig en katastrofe, og har efter to kampe tilladt hele 777 passing – sjetteflest i NFL-historien siden 1970. Men det har også tilladt en completion percentage af 80,3 procent (fjerdeværst siden 1970) og en passer rating af 141,4 point (næstværst siden 1970). Den gode nyhed for Saints, er Panthers-angrebet ikke er i gear. Trods en forandring af angrebet i offseason – der skulle gøre det mere effektivt og mere baseret på hurtigere “timing”-kast” – har resultaterne ikke været gode. Cam Newton har ikke været skarp (completion percentage på 59 procent), og der er spørgsmålstegn ved fra nogle eksperter, om han har det “touch”, der skal til for at få succes i den nye offensiv. Omvendt er Panthers’ forsvar ifølge Football Outsiders det næstbedste i NFL netop nu. Saints har kun én gang de seneste seks år (i 2014) vundet på søndagens arena, Bank of America Stadium.

Wide receiver Kelvin Benjamin og Panthers-angrebet er ikke i synk – endnu. (FOTO – By original: Mike Morbeck, Wikimedia Commons) 

STEELERS at BEARS (Søndag, kl. 19.00)

Det er to af NFLs allerældste hold, der mødes, når Steelers (grundlagt i 1933) møder Bears (1920) på Soldier Field. Steelers er otte point-favoritter, men det er værd at bemærke, at der kun er to hold i hele NFL, som Mike Tomlin aldrig har slået som heach coach for Steelers. Det ene er Saints, det andet er Bears. Han har tabt begge opgør mod Chicago. Bears holder til søndagens kamp fast i deres udskældte quarterback. For selvom han stod for tre af Bears’ i alt fem turnovers i søndagens nederlag til Buccaneers, er det stadig Mike Glennon, der starter bag center for bjørnene, fortalte head coach John Fox mandag. Dermed må førsterundevalget Mitch Trubisky vente lidt endnu, før han får debut – trods en lovende offseason. Glennon står over for et Steelers-forsvar, der ifølge The MMQBs filmguru, Andy Benoit, måske er AFCs bedste. Den gode nyhed for ubesejrede Steelers er, at rookie-linebacker T.J. Watt, der imponerede i premieren, ikke er alvorligt skadet i den lyske, der betød, at han måtte udgå af opgøret mod Vikings. Han kan måske være med mod Bears, fortæller Tomlin. Omvendt har angrebet endnu ikke indfriet sit potentiale, men det kan det måske gøre mod et stærkt skadesplaget Bears-forsvar.

SEAHAWKS at TITANS (Søndag, kl. 22.05)

Seahawks’ angreb er igen i år begyndt sæsonen langsomt og har kun scoret i alt 21 point og et touchdown. Nu venter så en svær udekamp i Nashville mod et Titans-hold, der smadrede Jacksonville Jaguars i søndags, og som har et forsvar, der på sine bedste dage også kan holde Seattle-offensiven i skak. Cornerback-stjernen Richard Sherman sagde tidligere i denne uge, at Seahawks’ stærke forsvar derfor ved, at “det er op til” forsvarsspillerne at sikre Seattle sejren. Problemet for forsvaret er, at det viste stor sårbarhed langs jorden i søndags mod 49ers, hvor det tillod 8,5 yards pr. carry, og Titans-løbeangrebet med quarterback Marcus Mariota og de to bulldozere Derrick Henry og DeMarco Murray i spidsen, kan overløbe enhver defensiv. Football Outsiders rangerer løbeangrebet som NFLs allerbedste efter to kampe og Seahawks-løbedefensiven som den femteværste enhed af sin slags. For hvad, det er værd, har Seahawks vundet seks af de seneste syv kampe mod Titans.

BENGALS at PACKERS (Søndag, kl. 22.25)

Efter en forfærdelig indledning på sæsonen, hvor Cincinnati-angrebet kun har scoret ni point i to kampe og nul touchdowns (som det kun tredje hold i 11 år), fyrede Bengals den offensive koordinator Ken Zampese. Bill Lazor er ny offensiv boss, og håbet er, at Lazor, der stammer fra Chip Kellys stamtræ, kan simplificere angrebet og få svagt spillende Andy Dalton til at tænke mindre og reagere hurtigere. Packers’ forsvar strålede i sæsonpremieren mod Seattle, hvor især defensive tackle Mike Daniels dominerede, men han udgik tidligt i opgøret i søndags mod Falcons, der i alt scorede hele 34 point. Daniels er tvivlsom til dette opgør med lårskaden. Med en sejr over Bengals vil Aaron Rodgers have slået alle de 31 andre hold, han ikke har spillet for – og faktisk har netop Bengals også en stor plads i Packers’ historie omkring Rodgers’ forgænger. Da starter Don Majkowski udgik med en skade i 1992 – i denne uge for 25 år siden – i et opgør mellem Green Bay og Cincinnati, kom en ung gunslinger, Brett Favre, på banen, og resten er historie.

CHIEFS at CHARGERS (Søndag, kl. 22.25)

Kun 27.000 tilskuere overværede Chargers’ første hjemmekamp i Los Angeles på StubHub Center, og endnu en tilskuerfiasko vil vække opsigt og uden tvivl vække bekymring i NFLs hovedkvarter i New York – uanset hvad meldingerne så er udadtil. Her og nu er Chiefs måske NFLs mest komplette hold, mens Chargers efter to knebne nederlag er sendt agterud i en AFC West, der med Chiefs, Raiders og Broncos som ubesejrede storhold ser uhyggelig stærk og tæt ud. Chargers holder tilsyneladende fast i den sydkoreanske kicker, Younghoe Koo, selvom han har brændt tre field goals i de første to kampe – herunder en potentiel “game winner” mod Dolphins i søndags. Chiefs’ rookie-sensation Kareem Hunt fører NFL i rushing yards og receiving yards af en running backs, og hans 355 yards from scrimmage er flest efter en spillers to første kampe, siden Marshall Faulk nettede 360 total yards i 1994. Chargers’ løbedefensiv er solid, men Hunt er en svær modstander – og holdets pass-rush er stærkt. Til gengæld har Chargers’ løbeangreb været en stor skuffelse. Chiefs har vundet alle de seneste seks kampe mod AFC West-rivalerne daterende tilbage til 2013.

RAIDERS at REDSKINS (Natten til mandag, kl. 02.30)

Oakland Raiders er klar til den store scene – en søndags-primetime-kamp – efter at have scoret NFL-høje 71 point i de første to kampe. Modstanderen fra Redskins er klar til kampen oven på en solid sejr over Rams, hvor holdet løb for 229 yards samlet set. Én af de bedste running backs, Rob Kelley, er dog plaget af en skade til sine ribben, og i det hele taget døjer Redskins allerede nu med flere skader. Ikke optimalt forud for mødet med et ret komplet, ubesejret Raiders-mandskab, der anført af quarterback Derek Carr (passer rating af 126,5 point) ligner et hold, man skal regne med i NFL-toppen i 2017-sæsonen. Mod Jets i søndags løb Raiders for 180 yards, og med Marshawn Lynch som bulldozer har Oakland-angrebet fået en anden, mere nådesløs attitude. Redskins’ quarterback Kirk Cousins har ikke fået den bedste indledning på sæsonen i et angreb, der efter tabet af DeSean Jackson og Pierre Garcon stadig er ved at blive kørt i stilling.

COWBOYS at CARDINALS (Natten til tirsdag, kl. 02.30)

Dét, der før sæsonen lignede et opgør mellem to hold helt i NFLs top, er nu en match mellem to hold, der begge slikker sår oven på en skuffende sæsonindledning. Cardinals vandt ganske vist i søndags, men det var i overtid mod Colts, der havde alle muligheder for at køre sejren hjem, og holdet, der har mistet running back-stjernen David Johnson (håndledsskade) for en stor del af sæsonen, savner en offensiv identitet. Arizona har spillet tre af de sidste fire kampe (daterende tilbage til preseason) på den amerikanske østkyst og spiller søndag for første gang i en måned på hjemmebane. Dallas blev ydmyget i Denver i søndags, og running back Ezekiel Elliott, der kun løb for otte yards, fik efterfølgende kritik for sin manglende iver efter en række Dak Prescott-interceptions, hvor han skulle stoppe boldholderen. Elliott, der fortsat ikke er begyndt at afsone en karantæne for brud på NFLs adfærdspolitik, har stærk brug for at revanchere sig mod Cardinals. Det samme har resten af Dallas-angrebet i det hele taget – herunder wide receiver Dez Bryant, der dog traditionelt set ofte har det sværere mod ligaens bedste cornerbacks. Søndag står han over for All-Pro-cornerbacken Patrick Peterson. Taber Dallas i Arizona, vil det må massiv, national opmærksomhed.

 

Blog: 7 ting vi lærte efter 2. spillerunde i NFL

New York Giants’ head coach fortjener stor kritik. Broncos-forsvaret ser skræmmende stærkt ud, NFL har et problem i Los Angeles, og Patriots har bare for mange strenge at spille på – især mod svagere forsvar. Læs her syv ting vi lærte efter 2. spillerunde i NFL.

1. Ben McAdoo fortjener skylden for Giants’ fiaskostart

Vi kan skyde skylden på den uhyggeligt udskældte venstre tackle Ereck Flowers, der natten til tirsdag tillod tre sacks i 24-10-nederlaget til Detroit Lions. Eller på quarterback Eli Manning, der ligner en mand i sin karrieres efterår. Eller hvad med wide receiver Brandin Marshall, der ligner en fiasko-investering i free agency.

Men tilbage står, at New York Giants’ elendige 0-2-begyndelse på sæsonen, der kun har ført 13 point med sig (færrest af et Giants-hold efter to kampe i 70 år) først  og fremmest skal tilskrives head coach Ben McAdoo. Sådan må det være, når problemerne er så mange i så mange forskellige dele af holdet.

Chanceløse Flowers’ forfærdelige kasteblokeringer, Mannings upræcise kast, et løbeangreb, der er ustabilt, kast, der blev tabt af receiverne og et tilladt touchdown af 88 yard på en punt-returnering. Der er nok at vælge i mellem. Det falder tilbage på McAdoo.

Faktum er, at Giants’ formkurve under hans ledelse har været nedadgående, og det gælder ikke mindst angrebet, hvilket især er bekymrende, når netop offensiven er den tidligere offensive koordinator hos ”The G-Men” – og Aaron Rodgers’ tidligere mentors – spidskompetence. Eli Manning og Co. har ikke scoret flere end 20 point i nu otte kampe på stribe, og det er med McAdoo som spilstyrer – han er holdets play-caller, men burde måske give tjansen videre til den formelle offensive koordinator, Mike Sullivan. I hvert fald savner et uinspirerende, ofte overmatchet Giants-angreb et spark.

Og McAdoo virker som en head coach, der har tabt overblikket, og det er værd at huske, at Giants i 2016 i seks af 11 kampe vandt med en margin af fire point eller færre. En sejr er en sejr – og knebne sejre vidner om mental styrke – men det kunne lige så godt være blevet til kun otte eller ni sejre, og så ville fortællingen om holdet have været en anden.

Efter nederlaget til Lions sagde McAdoo, at han skal have skylden for det. Det har han ret i. For lige nu er Giants et hold med massive problemer, der med et nederlag i den kommende runde mod Philadelphia meget vel kan have afskrevet mulighederne for en slutspilsplads, inden sæsonen stort set er begyndt.

2. Patriots-angrebet er (som ventet) en uhyggelig matchup for mange forsvar

New Orleans Saints lærte det på den hårde måde. Et forsvar, der nu har tilladt 1025 total yards – tredjeflest i NFL-historien efter de første to kampe – forsøgte sig med en blanding af mandsopdækning og blitzes mod Patriots’ angreb, der ikke var skarpt i premieren mod Chiefs, men som i The Superdome var skræmmende stærkt.

Saints’ modsvar til Tom Brady og Co. fejlede totalt, fordi Patriots har så mange strenge at spille på, og fordi det elendige Saints-forsvar slet, slet ikke har spillerne til at matche modstanderne. Selv uden Julian Edelman, Danny Amendola og Malcolm Mitchell kastede Brady for 447 passing yards, og Patriots nettede 557 total yards – femteflest i Brady/Bill Belichick-æraen. Saints, der havde syv nye starters og tre rookies på banen, tog chancen og håbede på, at spillerne mand for mand ville kunne følge med resterne af Patriots-angrebet. Men især Patriots’ running backs og tight ends – James White, Rob Gronkowski, Rex Burkhead og Dion Lewis – dominerede Saints’ linebackers, og samme problem vil mange andre modstandere have, hvis de ikke har de stærke forsvarsspillere, som Chiefs havde.

Bradys enorme arsenal af våben vil vinde mange matchups – især hvis det er direkte mand mod mand – og derfor viste storsejren i New Orleans, at alt er, som det plejer: Patriots’ angreb er meget, meget svært at stoppe for langt de fleste hold. Og derfor er holdet efter min mening stadig en Super Bowl-favorit.

3. Broncos’ forsvar er tilbage i 2015-formen

Der var antydninger af det i premieren mod Chargers, men natten til mandag mod Dallas Cowboys fik vi det bekræftet: Denver Broncos’ forsvar er tilbage i den form, der om noget var årsagen til, at Broncos vandt Super Bowl i 2015-sæsonen. Oven på en sæson sidste år, hvor forsvaret var NFLs femtesvageste målt i rushing yards tilladt, tillod defensiven mod Cowboys kun running back-stjernen Ezekiel Elliott at løbe for otte yards på ni carries.

Elliott, der havde løbet for 104 yards i premieren mod Giants, har gennem karrieren indtil nu aldrig løbet for færre end 51 yards i en kamp, men mod Denver kunne han slet ikke finde plads bag en normalt dominerende angrebslinje, der blev overmatchet af en stærk ”front seven”. Efter de første to kampe mod to – på papiret – gode running backs i Elliott og Melvin Gordon har Broncos kun tilladt samlet 104 rushing yards – i gennemsnit tillod defensiven 130 yards pr. kamp i 2016.

Så længe løbeforsvaret er så stærkt, når Broncos langt, for kasteforsvaret og holdets secondary kendt som ”The No-Fly Zone” er fremragende. De tre cornerbacks Aqib Talib, Chris Harris og Bradley Roby kan alle dække modstandernes bedste wideouts mand-mod-mand – en kæmpe fordel for ethvert forsvar

4. Falcons-forsvaret ser stærkere ud

Under den nye defensive koordinator Marquand Manuel synes Falcons-forsvaret forbedret, og det kan i sidste ende gøre forskellen i et NFC, som de forsvarende konferencemestre p.t. sidder på. I 34-23-sejren over Packers imponerede det unge forsvar – spækket med fart – og kontrollerede Packers’ quarterback Aaron Rodgers.

”A-Rod” kastede for 343 yards – de fleste yards røg dog på tavlen, da Packers var nærmest håbløst bagud – og to touchdowns, men han kastede også en interception og burde have fået to andre kast interceptet. Uden sine to startende offensive tackles – og uden Jordy Nelson, der udgik i 1. quarter med en lårskade – fandt Rodgers aldrig en rytme mod et sværmende Falcons-forsvar, der fik lagt et godt pres på ham.

I de situationer ramte Rodgers kun plet på 36 procent af sine kast, og efter den første scoringsgivende angrebsserie puntede Falcons på tre af de næste fire serier – og den sidste serie endte med en interception. I samme periode tillod Falcons-defensiven kun to første downs – og den ene var via en ”defensiv holding”.

Hvis Falcons-forsvaret – der dog i den kommende måned er uden pass-rusher Vic Beasley – fortsætter sådan, bliver det meget svært at slå.

5. Seahawks når ikke langt med det angreb

Seahawks scorede ingen touchdowns i premieren mod Green Bay, og først med syv minutter tilbage af opgøret hjemme mod undertippede San Francisco kom Seahawks så endelig på tavlen i denne sæson, da Russell Wilson undgik et sack og fandt Paul Richardson for seks point. Det gav indtil da 112 minutter på stribe uden et touchdown – et vidnesbyrd om, at Seahawks-angrebet slet ikke er i gear.

Og det er selvsagt et stort problem for et hold med Super Bowl-ambitioner. Kasteangrebet er især ikke kommet i gang – og mod 49ers var Russell Wilson til tider overraskende uskarp. Han kastede mindst fire bolde, der ifølge Pro Football Focus burde være endt som interceptions, og samlet set var offensivens præstation ”grim af helvede til”, som wide receiver Doug Baldwin konstaterede.

Problemet for Seahawks er, at ”grimme” præstationer som søndagens mod 49ers ikke blot er en 2017-trend. Men en trend, der fortsætter. Sidste år nettede angrebet end ikke 12 point i fem af de 16 grundspilkampe, og i de to kampe i år er det altså blevet til kun ni og 12 point. Hvis ikke offensiven træder kraftigt i karakter, stopper Seahawks’ sæson tidligt.

6. Angrebet er ikke Jets’ største problem

En offensiv, der savner kvalitet i en sjældent set grad, så forud for sæsonen ud til at være Jets’ største bekymring blandt mange. Men efter de første to kampe har angrebet faktisk scoret 32 point (20. bedst i NFL), og et andet problem har vist sig at være større. Nemlig løbeforsvaret.

Jets tillod 190 rushing yards i 1. spillerunde mod Bills, og søndag mod Marshawn Lynch og Raiders tillod forsvaret så 180 yards langs jorden herunder touchdowns af 52 og 43 yards. Det er det højeste antal i NFL siden 2014, hvor Raiders efter de første par kampe havde tilladt 400 rushing yards.

Problemet for Jets er bare, at der netop i forsvaret er de få byggesten, som det er værd at holde fast i. Leonard Williams er en stjerne i svøb, Muhammad Wilkerson er dominerende, når han vil det, og safety Jamal Adams ligner en kommende All-Pro-spiller. Men her og nu er forsvaret blødt og hullet, og det stiller spørgsmålstegn ved, om det også har brug for en stor overhaling, hvis Jets igen skal være respektable.

7. NFLs bekymrende L.A.-problem…

Forud for Rams’ flytning til Los Angeles, og Chargers’ ditto i år, var der mange spekulationer om, hvordan en by, der vendte ryggen til NFL i 1994, ville tage imod de to hold.

Svaret er indtil nu: ikke godt.

Hverken Rams eller Chargers har nemlig formået at skabe begejstring omkring sig – bedst bevist ved søndagens to hjemmekampe i Los Angeles.

Chargers, der spiller på det lille (europæiske) fodboldstadion, StubHub Center, formåede kun at sælge 27.000 billetter til et stadion med plads til 30.000 dollars. Det svarer til omtrent det samme antal, der i snit så det lille college-hold Wake Forests hjemmekampe i 2016. Og Rams, der ellers havde imponeret i premieren med en afklapsning af Colts, tiltrak kun 56.000 tilskuere i The Coliseum med plads til 93.000 tilskuere.

Faktisk var der 3000 flere tilskuere, der så college-holdet USCs kamp hjemme mod Texas i Los Angeles, end der i alt så Rams’ og Chargers’ kampe. Det er tankevækkende. Og begge hold har også haft svage tv-seertal – lokalt set – til deres kampe.

NFLs talsmand, Joe Lockhart, sagde mandag, at ligaen har tiltro til, at situationen vil vende, men her og nu er det svært at se, hvordan Los Angeles for alvor skal kunne knuselske de to hold, når nyhedens interesse (Chargers) ikke kan fylde et lille fodboldstadion, og når Rams’ stadion kun er lige godt halvt fuldt, selvom holdet er brandvarmt efter sæsonpremieren.

 

 

11 kommentarer til de tidlige søndagskampe – week 2

De tidlige søndagskampe er netop afsluttede, og du får her en stribe dugfriske kommentarer til kampene. Læs om Tom Brady, Ravens’ rekordforsvar, en rookie, der sover dårligt i nat, Jaguars, Chiefs’ running back-talent og meget, meget mere.

* New England Patriots beviste – ikke overraskende – at premierefiaskoen mod Kansas City Chiefs var en enlig svale. Og 40-årige Tom Brady, der mod Chiefs leverede en mindre skarp præstation end sædvanligt, slog fast, at han fortsat kan være skræmmende stærk.

Den 40-årige levende legende latterliggjorde New Orleans Saints’ hårdt prøvede forsvar, der én uge efter at være ydmyget af en storspillende Sam Bradford, blev gjort til grin af Brady.

Alene i 1. quarter ramte Brady plet på 11 af 15 kast for 177 yards og tre touchdowns. Det var første gang i hele karrieren, at han havde kastet tre touchdowns i kampens første kvarter. Da det hele var slut, havde Brady og Patriots banket Saints med 36-20, og Brady, der mistede flere våben omkring sig til skader, havde fundet en modtager på 30 af 39 kast for 447 yards (tredjeflest i hans karriere) og tre touchdowns. Hatten af for det.

* Flere profiler udgik med skader. Ravens’ All-Pro-guard Marshal Yanda forlod opgøret mod Browns med en ankelskade, og holdkammeraten, defensive tackle Brandon Williams, udgik med en fodskade. Det var også en fodskade, der sendte Panthers’ tight end Greg Olsen ud mod Bills, Steelers’ rookie-sensation T.J. Watt gik ud med en skadet lyske mod Vikings, og så forlod Rob Gronkowski banen i The Superdome i New Orleans – også med en skadet lyske. Meldingerne om alle de skader er værd at holde øje med i de kommende timer og dage – det er nogle markante, vigtige navne.

* Kansas City Chiefs’ rookie-running back Kareem Hunt (13 carries, 81 yards) brød igennem i 1. spillerunde mod Patriots med et løb af 58 yards og et touchdown-catch af 78 yards. Søndag mod Eagles i 27-20-sejren leverede han så endnu et stort spil og viste nye prøver på sit playmaker-talent, da han udnyttede et stort hul i Eagles-forsvaret og racede af sted for et 58 yard-løb.

Han scorede siden endnu et touchdown og er nu oppe på fem touchdowns i det første to kampe i karrieren – en tangering af NFL-rekorden (sat af Jahvid Best og Billy Sims).

* Baltimore Ravens’ forsvar præsterede endnu engang på et højt niveau, selvom det dog var under lidt billige betingelser – i størstdelen af sejren over Cleveland Browns stod Kevin Hogan bag center for Browns, fordi rookie DeShone Kizer var inde og ude af førstekæden med et migræneanfald. Men det er værd at bemærke, at det yngre, hurtigere Baltimore-forsvar efter tre takeaways søndag nu har forceret 10 turnovers i det første to kampe. Siden 1992, hvor Pittsburgh Steelers nettede 12 takeaways, har intet hold forceret flere end 10 takeaways i de første to kampe. Meget imponerende!

* Jeg kan ikke mindes at have set et hold blive ramt så meget af skader så tidligt i sæsonen, som det er sket for Chicago Bears. Søndag i nederlaget til Tampa Bay mistede holdet linebacker Nick Kwiatkoski, der i forvejen erstattede den skadede linebacker-starter Jerrell Freeman, mens også en anden linebacker, Danny Trevathan, og de to guards, Tom Compton og Josh Sitton, udgik med skader.

I forvejen var Bears uden guard Kyle Long, og de to projekterede wideout-førstevalg, Cameron Meredith og Kevin White, er begge på injured reserve-listen. Og både wide receiver Markus Wheaton og cornerback Prince Amukamara var ude mod Bucs med skader. Et helt vanvittigt tab af folk så tidligt i sæsonen.

* Carolina Panthers’ forsvar dominerede Buffalo Bills’ tamme angreb – én uge efter, at forsvaret også åd San Franciscos angreb. Bills – anført af Panthers’ forhenværende defensive koordinator, Sean McDermott – nettede kun 176 total yards og scorede kun ét field goal i en kamp, hvor Bills først til allersidst rørte på sig.

* Ja, så var Jacksonville Jaguars heller ikke bedre. Holdet, der forrige søndag ydmygede Houston Texans på udebane, blev søndag selv sendt til tælling med et 37-16-nederlag hjemme mod Titans. Quarterback Blake Bortles kastede to interceptions, Leonard Fournette blev holdt til 40 yards på 14 carries, og forsvaret, der lavede 10 sacks mod Texans, lavede søndag kun ét og tillod 390 total yards herunder 179 rushing yards.

* Tampa Bay Buccaneers så skarpe ud hjemme i premierekampen mod Chicago. Buccaneers sad ude i den første runde, fordi opgøret mod Miami Dolphins blev udsat på grund af “Irma”-katastrofen. Men i 29-7-sejren over Bears, der var plaget af skader, dominerede værterne i alle tre faser. Ingen “trap game” for Buccaneers, for de gjorde arbejdet færdigt og vandt komfortabelt i en sæson, hvor der er store forventninger til holdet fra “Hard Knocks”.

* Nej, nej, nej. Den glemmer rookien ikke foreløbigt. Zay Jones, der lavede så mange spektakulære catches i college for East Carolina, kunne ikke holde fast i bolden på to-yard-linjen – helt fri – da Bills forsøgte et comeback ude mod Panthers.

Bills havde kampen igennem intet flyttet offensivt set, men på den allersidste serie fik quarterback Tyrod Taylor omsider gang i angrebet, og Bills var på 4. down inden for touchdown-distance. Taylor kastede et lidt for højt kast mod Jones med 14 sekunder igen, men han tabte bolden – og Bills tabte kampen med 9-3. Skidt for head coach Sean McDermott, der dermed ikke fik en sejr i sit første møde med sit gamle hold.

* Med tre catches for 91 yards – herunder et 51 yard-catch og en 27-yarder for touchdown – slog Steelers’ hurtige wideout Martavis Bryant fast, at han fortsat er en meget, meget stærk dyb trussel. I 23-9-sejren over Minnesota Vikings uden knæskadede Sam Bradford lignede Bryant, der var i karantæne hele sidste sæson, sin 2015-version. Det er godt for Steelers’ på papiret potente angreb.

* I sidste ende tabte Jacoby Brissett kampen for Indianapolis Colts, da han på det første spil i overtid kastede en interception til Arizona Cardinals’ Tyrann Mathieu, så Cardinals kort efter kunne sparke et afgørende field goal og vinde 16-13. Men indtil fadæsen viste Brissett (20/37/216/1 INT) i det mindste, at Colts’ udskældte ledelse (trods alt) foretog det rette valg, da de bænkede Scott Tolzien for Brissett inden kampen.

Det ændrer ikke ved, at Tolzien aldrig burde have startet i 1. spillerunde, men Brissett er i det mindste en udmærket reserve for Andrew Luck og solid førstemand, til Luck kommer tilbage (ifølge Fox Sports’ Jay Glazer går genoptræningen efter skulderskaden langsommere end planlagt).

NFL Preview 2017 – week 2

Endnu en weekend spækket med NFL-kampe står foran! Draftday.dk klæder dig på med en stor optakt til de kommende 15 kampe. Læs om en forrygende matchup i kampen, der venter i Green Bay, læs om Patriots’ defensive fordel i New Orleans, hvorfor Chargers’ head coach mener, at Dolphins er hjulpet af ”Irma”-katastrofen – og meget, meget mere!

UGENS TRE TOPKAMPE

PACKERS at FALCONS (Natten til mandag, kl. 2.30)

Det er en gentagelse af NFC-finalen fra i januar, vi får serveret natten til mandag, og begge hold ser ud til at være magtfaktorer i konferencen igen i 2017, og derfor kan kampen potentielt få betydning for, hvem der får hjemmebanefordel i NFC-slutspillet. Packers leverede en generelt flot præstation mod Seahawks i 1. spillerunde, mens Falcons havde brug for en ”goalline stand” til allersidst for at vinde i Chicago. Uanset hvad bliver det et opgør mellem to af NFLs allerbedste quarterbacks, Aaron Rodgers og Matt Ryan, men de står over for to forsvar, der ser forbedrede ud sammenlignet med sidste sæson.

Især Packers’ forsvar, der holdt Russell Wilson og Co. til bare tre field goals og 225 total yards, ser stærkt ud. I øvrigt ventes taget at være åben, når Falcons spiller den allerførste grundspilskamp i den nye ”katedral”, 1,5 millioner dollars-arenaen, Mercedes Benz-Stadium. Det vil i så være første gang i 25 år, at Falcons spiller en hjemmekamp under åben himmel. Værd at bemærke: Mod Seahawks fremviste Packers et nyt, defensivt udseende – ”Nitro”-formationen (to defensive linemen, fire linebackers, fem defensive backs) – på 42 af 49 spil, og den mere adrætte, hurtige enhed var en stor succes. Hvordan slår Falcons-offensiven igen mod den formation?

Duellen i duellen
Packers’ defensive tackle Mike Daniel var fremragende mod Seahawks og dominerede totalt Seattles indvendige del af angrebslinjen, men nu står han over for én af NFLs allerbedste centere i Falcons’ Alex Mack, der selv var meget, meget stærk i premieren (og den bedste center i NFL-runden per Pro Football Focus). Atlantas løbeangreb kom ikke rigtigt i gang mod Bears (det var ikke Macks skyld ifølge Pro Football Focus), men hvis Falcons skal kunne følge med Rodgers og Packers, er det vitalt, at løbeoffensiven spiller markant bedre. Ikke mindst fordi holdets effektive ”play action”-kasteangreb går hånd i hånd med løbeangrebet.

Statistikken, du skal kende

Ifølge head coach Dan Quinn missede Falcons’ forsvarsspillere et ”tocifret antal tacklinger” i opgøret mod Bears. En gentagelse af så mange fejl vil formentligt koste et nederlag mod Packers, der netop har flere spillere (som Randall Cobb, Ty Montgomery), der er farlige med bolden i hænderne.

VIKINGS at STEELERS (Søndag, kl. 19.00)

Det er kun fjerde gang siden årtusindeskiftet, at de to hold mødes – senest skete det i London i 2013, hvor Vikings vandt med 34-27. Bedømt ud fra årets første kampe vil begge hold være med i toppen af NFL. Vikings’ sejr over Saints var overbevisende, mens Steelers slog Browns i en kamp, hvor potentialet ikke blev indfriet – men hvor den formodede akilleshæl, forsvaret, gjorde det godt.

Quarterback Sam Bradford (der dog er tvivlsom med en knæskade) var ekstremt skarp mod Saints, han fik hjælp fra to forrygende wide receivers i Stefon Diggs og Adam Thielen samt fra rookie-running backen Dalvin Cook, men quarterbacken står over for en svær opgave ude på Heinz Field mod et toptunet Steelers-forsvar, der lavede syv sacks mod Browns. Omvendt klikkede Steelers-angrebet ikke, og søndagens modstander fra Minnesota har et betydeligt stærkere angreb. Mod Browns fik Steelers kastet 13 gule flag imod sig – det smadrede den offensive rytme – og det bliver interessant at se, hvordan det Mike Zimmer-ledede forsvar fra Minnesota angriber Steelers-offensiven. Fra 2008 til 2013 var Zimmer defensiv koordinator hos Cincinnati Bengals og har derfor masser af erfaring fra møder med Ben Roethlisberger og Co.

Duellen i duellen
Vikings’ top-cornerback Xavier Rhodes, der i offseason blev belønnet med en 71 millioner dollars-stor aftale, gik på Miami Nordland High School, hvor Steelers’ top-receiver Antonio Brown også gik. Brown gik der dog fire år før Rhodes, men de to har et tæt forhold og har trænet sammen i offseason. Og nu står de på banen samtidigt søndag, og de kan potentielt få flere direkte dueller, for Rhodes følger ofte modstanderens bedste wideout rundt på banen.

Statistikken, du skal kende
Vikings’ løbeforsvar holdt Saints’ løbeangreb til bare 60 yards på 21 carries, og det er interessant forud for mødet NFLs måske bedste running back, Le’Veon Bell, der i sin første kamp efter sin holdout kun nettede 33 yards langs jorden. Især defensive end Everson Griffen og defensive tackle Linval Joseph er stærke mod løbet.

COWBOYS at BRONOS (Søndag kl. 22.25)

Dallas Cowboys havde karantæne-truede Ezekiel Elliott med i startopstillingen og lignede natten til mandag mod New York Giants det samme hold, der vandt 13 sejre i 2016, mens Denver Broncos dominerede Chargers indtil 4. quarter, hvor en række turnovers førte til en pludselig åben kamp og siden kun kneben sejr. Nu mødes det i Denver, og især mødet mellem Dallas’ potente angreb og Denvers stærke forsvar kan få afgørende betydning for kampen.

Omvendt bliver det også interessant at se Denvers quarterback Trevor Siemian i aktion igen. Han leverede en god indsats mod Chargers, og endnu en flot kamp mod Dallas – og en sejr – vil for alvor indikere, at han ikke nødvendigvis bliver problemet i 2017, hvis bare forsvaret holder niveauet. Dallas har ikke vundet i Denver siden 1992 – dengang med Troy Aikman, Emmitt Smith og Michael Irvin på holdet – og har tabt de seneste fem kampe mod Broncos. Men denne gang er gæsterne faktisk – ifølge bookmakerne – svag favorit.

Duellen i duellen
Super-pass rusher Von Miller angriber fra begge sider, og selvom han hovedsageligt står i angrebslinjens højre side, kan Dallas’ stærke offensive tackles, All-Pro Tyron Smith, og den konverterede eks-guard, La’el Collins, begge forvente at skulle dæmme op for Miller. Han lavede ingen sacks i premieren, men til gengæld blev det ifølge Pro Football Focus til fire hurries. Miller kan overtage styringen af en kamp og kollapse Cowboys-offensiven – ene mand – hvis ikke han bliver dækket tæt.

Statistikken, du skal kende
Ud af de 104 yards, som Elliott skaffede mod New York Giants, kom de 77 yards efter første kontakt med en modstander. Han er svær at nedlægge, og et Broncos-løbeforsvar, var solidt i premieren, men skidt sidste år, får sine hænder fulde mod top-backen.

LÆS: 3 kommentarer til Texans’ sejr over Bengals

OG ALLE DE ANDRE KAMPE…

BROWNS at RAVENS (Søndag kl. 19.00)

Ravens’ forsvar så hurtigt og virkelig lovende ud i 20-0-sejren ude over Cincinnati, og endnu et divisionsopgør venter. Omvendt er Browns-forsvaret –stadig uden topvalget Myles Garrett – også meget hurtigt, og det er sandsynligt, at de to forsvar træder frem i denne kamp. Ravens-forsvaret har op til kampen studeret Browns-rookie DeShone Kizers kampe i college hos Notre Dame for at få en fornemmelse af, hvordan de skal stoppe rookien, der bestemt ikke faldt igennem i premieren mod Pittsburgh.

BEARS at BUCANEERS (Søndag kl. 19.00)

Bears’ quarterback Mike Glennon vender tilbage til Tampa Bay, hvor han var reserve for Jameis Winston, og det gør han på baggrund af en solid præstation i premieren mod Atlanta. Omvendt får Buccaneers, der så sidste uges opgør mod Miami blive udsat på grund af ”Irma”-orkanen, sæsondebut. Efter en stærk offseason, hvor holdet samtidig var i fokus i ”Hard Knocks”, er der større forventninger end normalt til Bucs. Eller som eks-head coach, nu ESPN-kommentator Rex Ryan sagde til Winston under et afsnit af ”Hard Knocks”: Der er ikke længere nogen undskyldning for ikke at få succes. Mod Bears får vi første fingerpeg af, hvor stærkt holdet er.

PATRIOTS at SAINTS (Søndag kl. 19.00)

Patriots blev ydmyget i sæsonpremieren mod Kansas City Chiefs – det have ingen set komme – men kender man Bill Belichicks mandskab godt, har holdet brugt de efterfølgende ni dage på at hidse sig godt og grundigt op over nederlaget. Det kan gå udover Saints, der havde det svært mod Minnesota mandag. Brandin Cooks vender hjem til Louisiana, der handlede ham til Patriots for et førsterundevalg (mon ikke han er ekstra opsat?), og Saints er uden begge de projekterede startende offensive tackles, Terron Armstead og Zach Strief. Det vil gavne en Patriots ”front seven”, der var fyldt med huller mod Chiefs, og den fordel skal bestemt ikke undervurderes. Bliv ikke overasket, hvis Patriots (igen) dominerer i vanlig stil mod Saints og vinder stort, selvom Drew Brees er en elite-quarterback.

CHIEFS at EAGLES (Søndag kl. 19.00)

For anden gang møder Andy Reid sit gamle hold fra Philadelphia Eagles, hvor han i 14 sæsoner var en generelt meget vindende og succesrig head coach, og han har stadig et godt forhold til Eagles’ ejer Jeffrey Lurie og general manager Howie Roseman. Det er der allerede blevet skrevet og sagt meget om i denne uge, men kampen er også mødet med Doug Pederson – hans protégé og løjtnant i årevis – der nu er head coach for ørnene. Tidligere har Reid vundet otte af 11 kampe mod tidligere assistenter, der blev head coaches i NFL, så historikken er på hans side. Begge hold imponerede i 1. spillerunde, så der kan være lagt op til en meget seværdig kamp.

TITANS at JAGUARS (Søndag kl. 19.00)

Jaguars dominerede – meget overraskende – på udebane i Houston, og de takter skal holdet fortsætte mod Titans, der egentligt spillede okay, men ikke kunne følge med Raiders på hjemmebanen i Nashville. Jaguars-mandskabet boede på grund af ”Irma”-katastrofen i Houston frem til tirsdag, og i området omkring søndagens spillested, EverBank Field, var der oversvømmelser. Kampen bliver dog gennemført og er med søndagens resultater in mente pludselig vigtig. Jaguars kan med en triumf bringe sig to sejre foran Titans – denne sæsons offseason-darling i AFC South – der dermed vil indlede sæsonen 0-2.

CARDINALS at COLTS (Søndag kl. 19.00)

Et opgør mellem to faldende kæmper. Colts blev nærmest sensationelt ydmyget med hele 46-9 af Rams forrige søndag – på mange måder ét af de mest opsigtsvækkende resultater i årevis i NFL. Cardinals tabte i Detroit og mistede undervejs stjerne-running backen David Johnson til en håndledsskade. Begge hold har været udsat for stor kritik i ugen op til kampen – ikke mindst de to startende quarterbacks i premierne, aldrende Carson Palmer, der lignede Dan Marino i dennes sidste år, og Scott Tolzien, der mest af alt lignede en college-freshman. Sidstnævnte kan dog meget vel se Jacoby Brissett overtage starterrollen mod Cardinals.

BILLS at PANTHERS (Søndag kl. 19.00)

Der er comeback på lederniveau, når Bills’ nye head coach, Sean McDermott, og nye general manager, Brandon Beane, vender tilbage til deres tidligere hold, Carolina. De to har renset ud i bøffel-standen, men alligevel tromlede Bills sig vej over svage Jets i premieren. Carolina, der uden at overanstrenge sig let slog 49ers, er dog en markant stærkere modstander. Bills løb for hele 190 yards mod Jets, og det bliver interessant at se, hvordan McDermott angriber Panthers’ fremragende forsvar – som holdets defensive koordinator gennem seks år kender han mange af spillernes styrker, men også deres svagheder. Og så får vi en større test af Cam Newton, der var skadet i offseason, men som var solid mod 49ers.

JETS at RAIDERS (Søndag kl. 22.05)

Raiders var ét af de mest imponerende hold i 1. spillerunde. Ikke alene vandt holdet en svær udekamp i Tennessee med 26-16, holdet virkede også ret komplet anført af Derek Carr, Amari Cooper og ”4th down closer” Marshawn Lynch. Og ikke mindst forsvaret så markant bedre ud end i 2016 – den nye forsvarsassistent John Pagano har tilsyneladende haft en stærk indvirkning på den bagerste kæde, der var akilleshælen sidste år. Raiders er 14 point-favoritter ifølge bookmakerne, og det er første gang i 16 år, at holdet skal score flere end to touchdowns for, at man kan vinde penge på et sejrs-sats på dem. Men Jets så bestemt heller ikke gode ud mod Bills – som vi hele tiden havde regnet med. Det kan ende med en storsejr i Oakland.

DOLPHINS at CHARGERS (Søndag kl. 22.05)

Ligesom Buccaneers er Dolphins’ sæsonindledning stærkt påvirket af ”Irma”-orkanen. Holdet fik kampen mod Bucs aflyst, og store dele af holdet har siden i fredags boet i Californien, hvor holdet søndag spiller sæsonens første kamp. Chargers’ head coach, Anthony Lynn, mener dog, at Dolphins har en enorm fordel, fordi holdet er frisk (de trænede ikke i otte dage), og fordi Chargers ikke har kunnet bygge en game plan på optagelser fra 1. spillerunde (hvor Miami altså ikke spillede). Det er første gang, vi skal se Jay Cutler bag center for Miami i en regulær sæsonkamp, mens Chargers skal rejse sig efter et knebent nederlag til Broncos, hvor holdet dog i store dele af kampen blev domineret.

49ERS at SEAHAWKS (Søndag kl. 22.25)

For ikke så forfærdeligt længe siden konkurrerede de her to hold indædt i NFC West og dominerede NFC, men de seneste tre år har Seahawks været flere længder foran 49ers. Og det er de stadig. Seahawks tabte til stærke Packers i premieren, men bør stadig være et tophold i hele NFL, mens hypen omkring det Kyle Shanahan-ledede 49ers hurtigt døde efter en sæsonpremiere, der kunne måle sig med de elendige præstationer, som Colts, Jets og Bengals leverede. Eller som de – gisp! – Jim Tomsula- og Chip Kelly-ledede 49ers-hold leverede i 2015 og 2016. Kort og godt: 49ers er i en kæmpe genopbygningsfase, savner kvalitet på mange positioner og flere end få sejre i 2017 vil være optimistisk, og derfor kommer holdet formentligt også i menneskehænder mod de engang så forhadte rivaler. Det kan især blive rigtigt grimt, når 49ers’ gennemhullede, indvendige angrebslinje skal forsøge at stoppe Seahawks’ indvendige pass-rush, der på oplagte kastespil tæller Sheldon Richardson og Michael Bennett.

REDSKINS at RAMS (Søndag kl. 22.25)

Sean McVay står allerede i sæsonens anden kamp over for det hold, som han siden 2010 arbejdede for – de sidste tre sæsoner som offensiv koordinator. McVay har sat et stort aftryk på Redskins-angrebet – ikke mindst quarterback Kirk Cousins – og det er ifølge McVay reelt det samme angreb, som Rams kører. Forskellen er bare, at Cousins er længere i sin udvikling end Rams’ andenårsspiller, Jared Goff, og derfor er det repertoire af spil, som Cousins kan køre, større end Goffs ditto. Vædderne imponerede med en 46-9-sejr mod Colts og må anses for at være favoritter mod et Redskins-hold, der var meget ustabilt i nederlaget til Philadelphia. Men selvom McVay kender Redskins’ system og spillere ekstremt godt, er det vigtigt at huske, at Redskins-spillerne også kender McVays tendenser, og hvad han kan lide at kalde. De ved bare ikke hvornår, han kalder de spil, som cornerback Josh Norman sagde det i denne uge.

LIONS at GIANTS (Natten til tirsdag, kl. 2.30)

Den helt store overskrift op til kampen er Odell Beckhams status. Den tredobbelte Pro Bowler missede premieren mod Dallas med en ankelskade, men trænede dog i et begrænset omfang torsdag. Det er dog umuligt at spå om, hvorvidt han bliver klar, selvom Lions’ spillere siger, at de forventer, at han er med, fordi kampen først spilles mandag og er i ”prime time” – det vil superstjernen ikke misse. Uden ham scorede Eli Manning og Co. kun tre point mod Dallas, mens Lions omvendt imponerede i en flot 35-23-hjemmesejr over Arizona. Giants-holdet er blevet sablet ned i de lokale medier efter blamagen mod Dallas, og som ventet er den offensive linje svag i beskyttelse på kastespil. Og generelt har Giants store offensive problemer – selv med Beckham i startopstillingen. Daterende tilbage til sidste sæson har holdet ikke scoret flere end 20 point i nu syv kampe på stribe.

Blog: Kort og godt om søndagens NFL-kampe

“NFL Sunday” er tilbage, og søndag får vi hele 12 kampe at nyde. Du får her lidt kommentarer til alle 12 søndagskampe – herunder noget at det, som undertegnede glæder sig allermest til at følge i kampene – eller at få svar på.

New York Jets at Buffalo Bills (Kl. 19.00)
Kort og godt: To hold, der har skilt sig af med flere profiler i genopbygingens navn. Begge hold er kandidater til et top 5 -valg i næste års draft – Jets er favoritter til at få topvalget – og derfor bliver det næppe den mest polerede football-kamp. Jeg glæder mig mest til at se, hvordan Bills’ nye og roste head coach, Sean McDermott, styrer en kamp fra sidelinjen. Er han en aggressiv coach, der tager chancer, eller er han mere tilbageholdende? Kan han stå for presset, hvis han skal tage en vigtig beslutning med 53 sekunder igen af kampen?

Eagles at Redskins (Kl.19.00)
Redskins har haft en skidt preseason, og angrebet virker ikke sammenspillet. Derfor bliver det interessant at se quarterback Kirk Cousins i aktion oven på den meget polemik, der har været omkring hans kontrakt. Omvendt har Eagles en virkelig stærk angrebs- og forsvarslinje, hvilket kan føre dem langt. Personligt ser jeg frem til at se rookie Derek Barnett – et emne som “Defensive Rookie of the Year” – i aktion for ørnene. Førsterundevalget, der slog Reggie Whites sack-rekord hos University of Tennessee, står over for Redskins’ højre tackle Morgan Moses.

Raiders at Titans (Kl. 19.00)
Ingen tvivl: Er Raiders et potentielt tophold i NFL i 2017, eller skævvred de mange knebne sejre i 2016 billedet af holdets styrke. Det er en meget, meget svær indledning for Oakland med en udekamp mod lovende Tennessee Titans, men hvis Jack Del Rios mandskab vil være med, hvor der sner, skal sådan en kamp vindes. Omvendt skal Titans som ét af offseasons mest hypede hold bevise, at der er er noget om snakken om, at holdet kan bryde helt igennem i 2017.

Jaguars at Texans (Kl. 19.00)
Blake Bortles har været en katastrofe i offseason, og han kan næsten ikke få en sværere begyndelse på sæsonen end ude i et følelsesladet Houston i den første kamp efter “Harvey”-katastrofen mod ét af NFLs bedste forsvar. Jeg glæder mig helt vildt til at se J.J. watt, Jadeveon Clowney og Whitney Mercilus på banen samtidig som angribende forsvarsspillere for Texans – fit og friske. Det har vi ikke set før.

Cardinals at Lions (Kl. 19.00)
Lions’ quarterback Matthew Stafford er nu NFLs højst betalte quarterback, men mødet med et Arizona Cardinals-forsvar, der fortsat er stærkt trods flere nye ansigter, bliver ikke let. Hvis Cardinals vil være med i toppen af NFL i 2017, skal holdet kunne vinde i Detroit søndag aften. Der er eksperter, der forudser, at Lions ikke vinder flere end en god håndfuld kampe, fordi forsvaret ser meget sårbart ud.

Steelers at Browns (Kl. 19.00)
Myles Garrett er skadet og ikke med for Browns – topvalget i NFL-draften havde ellers været den store attraktion i denne kamp. Det mindsker Browns’ chancer mod rivalerne fra Pittsburgh, der måske får den allersidste chance for at vinde en Super Bowl med Ben Roethlisberger – i dét, der kan være hans sidste sæson. Med eller uden Garrett er det en kamp, som Steelers’ potente angreb skal dominere. Når Browns har bolden, glæder jeg mig til at se rookie-quarterback DeShone Kizer bag center – og til at se Steelers’ rookie-linebacker T.J. Watt (der starter over James Harrison). Han kan være en stjerne i svøb som sin mere kendte storebror.

Falcons at Bears (Kl. 19.00)
Hvordan kommer Falcons-angrebet fra start med Steve Sarkisian som ny offensiv koordinator? Under Kyle Shanahans sidste år havde Falcons ét af NFL-historiens mest effektive angreb, men selvom angrebet ikke rigtigt har mistet noget kvalitet (fullback Patrick DiMarco er taget til Buffalo), står Sarkisian over for noget af en opgave. Hans første skridt som leder af offensiven er stærkt imødeset.

Ravens at Bengals (Kl.19.00)
Bengals’ angreb med Andy Dalton, A.J. Green, rookie John Ross, Joe Mixon, Jeremy Hill og Tyler Eifert kan blive en rigtig sjov enhed at følge i 2017 – og i sæsonpremieren mod et virkelig godt Ravens-forsvar bliver angrebet allerede testet. Jeg har omvendt ikke den store fidus til Ravens-angrebet under Joe Flaccos ledelse. Et divisionsopgør er aldrig let – slet ikke i premieren.

Colts at Rams (Kl. 22.05)
To hold, der kan få en svær sæson på hver deres måde. Der er i virkeligheden masser af at lide ved Rams, og NFL-historiens yngste head coach, 31-årige Sean McVay, er et stort talent, der bør kunne forbedre offensiven efter en ørkenvandring med Jeff Fisher og hans assistenter. Men quarterback Jared Goff skal forbedre sig markant – mod Colts får vi at se, om McVay har skabt resultater med stortalentet. Colts-angrebet starter Scott Tolzien bag center i stedet for skadede Andrew Luck. Det kan blive grimt – selv mod et Rams-hold uden “holdout”-erklærede Aaron Donald.

Panthers at 49ers (Kl. 22.25)
Jeg glæder mig helt vildt til at Carolinas nye offensive våben, Christian McCaffrey og Curtis Samuel, i aktion. Men også til at se, hvordan en Cam Newton, der har været skadet i offseason, gebærder sig. Indtil nu har Panthers været et “deep drop passing game”, men nu bliver det i højere grad et angreb med mange hurtigt afviklede kast underneden. Hvordan fungerer Newton i det system, der kræver flere meget præcise kast? Det er jeg spændt på at se.

Seahawks at Packers (Kl. 22.25)
Ubetinget søndagens største kamp. Det er efter min mening de to bedste hold i NFC, og begge hold kan potentielt vinde Super Bowl til februar, hvis de kan besejre (formodet) mægtige New England Patriots. Jeg glæder mig helt vildt til at se Aaron Rodgers, der har haft en meget skarp training camp, kaste hjemme på Lambeau Field mod et Seahawks-forsvar, der med tilgangen af Sheldon Richardson har en skræmmende forsvarslinje, som kan lægge et massivt pres på Rodgers. Men hvis der er nogen, der kan undvige et pres og stadig levere, er det Rodgers.

Giants at Cowboys (Kl. 2.30, natten til mandag)
To ærkerivaler tørner sammen i 1. spillerunde, og kampen kan i sidste ende få betydning for styrkeforholdet i NFC East. Jeg er spændt på at se, hvordan Dallas-offensiven, der har suspenderede Ezekiel Elliott med fra start i 1. spillerunde, fortsætter efter en forrygende 2016-sæson, hvor angrebslinjen dominerede, Elliott var skræmmende god, og Dak Prescott var én af NFLs bedste quarterbacks. Giants-forsvaret har masser af “fire power”. Kan Prescott, Eliott og Co. holde niveauet fra 2016?

 

2017 NFL Preview: Patriots og alle de andre…

Så er vi der! Natten til fredag begynder NFL-sæsonen, og du får her en stor optakt til sæsonen. Draftday.dk har interviewet flere NFL-journalister, og de er ikke i tvivl: New England Patriots er storfavoritter til at vinde Super Bowl. Historisk store, faktisk, hvis man spørger bookmakerne.

New England Patriots er ikke bare favoritter. De er storfavoritter til at vinde Super Bowl 52 på The U.S. Bank Stadium i Minneapolis næste februar.

Natten til fredag begynder NFL-sæsonen med opgøret mellem netop de forsvarende mestre fra New England og Kansas City Chiefs, og spørger man både bookmakerne og flere NFL-eksperter, som Draftday.dk har interviewet, er der ingen tvivl om, hvad overskriften for den kommende sæson er:

New England Patriots – og alle de andre.

Forskellen mellem patrioterne og NFLs 31 andre hold er ganske enkelt markant, lyder det fra de journalister, der dækker NFL tæt, og som vi har interviewet.
– På papiret er der ikke et hold, der er tæt på at være lige så godt som Patriots, fortæller den erfarne NFL-journalist, Dan Pompei, fra The Bleacher Report til Draftday.dk.

CBS’ Jason La Canfora er enig og mener, at 2017-versionen af Patriots er stærkere end det hold, der vandt Super Bowl i februar på et historisk comeback.
– De er på papiret det bedste hold i football, de er et bedre hold end det hold, der vandt Super Bowl for nogle måneder siden, og jeg er ikke engang sikker på, at det er tæt, siger han til Draftday.dk.

De største favoritter i ni år
I Las Vegas giver bookmakerne hos Westgate lige nu pengene 3,25 gange igen, hvis man spår, at Patriots vinder Super Bowl 52. Det er ifølge Draftday.dk’s gennemgang de laveste vinder-odds, som bookmakerne har sat på et NFL-hold siden 2008, hvor Patriots dengang kun gav pengene 2,5 gange igen i den første sæson efter, at Tom Brady, Randy Moss og Co. havde vundet 18 af 19 kampe, men tabt til New York Giants i NFL-finalen.

Men i alle de efterfølgende otte sæsoner har intet hold – ifølge Las Vegas – været så store favoritter til at vinde Super Bowl, som Patriots er det i år.
– Patriots er helt sikkert én af de største favoritter til at vinde Super Bowl, som jeg kan huske at have set forud for en sæson, mener Scott Kacsmar, der skriver for ESPN og Football Outsiders.

Flere af de kilder, som Draftday.dk har interviewet, fortæller, at deres enorme tro på Patriots i 2017 ganske enkelt skyldes, at holdet i år er godt under Bill Belichicks ledelse.

LÆS: 2017 NFL Preview: New England Patriots

Med 40-årige, men evigt unge og uhyggeligt formstærke Tom Brady i spidsen er offensiven potent, farlig og mangesidet med flere våben at trække på – især med tilgangen af lynhurtige Brandin Cooks, der er Patriots’ bedste wideout siden Randy Moss. Men samtidig er der fortsat NFLs bedste tight end i playmakeren Rob Gronkowski, flere talentfulde wideouts (Chris Hogan, Phillip Dorsett, Malcolm Mitchell), én af de bedste running back-grupper, som Brady har givet bolden til – og en god angrebslinje under ledelse af veteranen Dante Scarnecchia.

Og forsvaret bør være bedre end solidt, hvis ikke rigtig godt. Ikke mindst med tilgangen af cornerback Stephon Gilmore, som Patriots investerede heftigt i via free agency, men som nu sammen med Malcolm Butler kan give holdet en ”shutdown cornerback”-duo. I hvert fald på papiret.
– Det er realistisk at tro, at forsvaret er endnu bedre end sidste år, fortæller Kevin Duffy, der følger Patriots tæt for MassLive.com, til Draftday.dk.

Edelmans skade koster ikke trofæet
Patriots mistede i august Bradys mest betroede receiver, slot receiver Julian Edelman, til en korsbåndsskade, men ikke engang det tab sænkede på markant vis bookmakernes odds for, at Patriots vinder det hele (fra 2,75 til 3,25 gange pengene igen).

Med god grund, mener Kevin Duffy. For Patriots’ svagheder er lige nu så små, at andre hold vil elske at kalde det for “svagheder”.
– Selv efter Edelmans skade, mener jeg, at dette hold har en chance for at være lige så godt, som noget hold, som Belichick har trænet. De er stærke på stort set hver eneste position, lyder det fra ham.

Oven i det er det svært at se New England Patriots blive stoppet på vej mod endnu en AFC East-titel – den i så fald niende på stribe. Divisionsrivalerne fra New York Jets og Buffalo Bills er begge midt i en gigantisk genopbygning, der har betydet, at de to hold har skilt sig af med mange profiler og veteraner, og Miami Dolphins har set quarterback Ryan Tannehill ryge ud for sæsonen med en korsbåndsskade, hvorfor den ustabile veteran Jay Cutler har gjort comeback fra pensionen. Cutler er ikke ueffen, men timingen med receiverne kan halte og koste sejre tidligt i sæsonen.

Uanset hvad har Miami kun slået rivalerne én gang siden 2014 og har et brutalt program uden en bye week, fordi orkanen Irmas hærgen har skubbet søndagens planlagte opgør til friugen i november. Og nå ja, så skal Miami også afgive en hjemmekamp for et opgør i London.

LÆS: Blog: AFC East – noter og kommentarer

Derfor ligger AFC East totalt for fødderne af New England, ligesom resten af konferencen formentligt gør det, hvis man spørger de kilder, vi har interviewet.
– Er man smart, sætter man penge på, at de går 13-3, tromler gennem slutspillet og vinder en Super Bowl, siger NFL.com’s Marc Sessler, kendt fra ”The Around the NFL Podcast”, til Draftday.dk.

Men er der intet, der kan stoppe New England Patriots i at vinde den sjette Super Bowl? Jo, ifølge Kevin Duffy kan skader svække truppen så meget, at Bill Belichick og Co. ryger ud inden “The Big Dance”. Det er sket før.
– Se for eksempel på 2015-sæsonen. I første halvdel af sæsonen rullede Patriots forbi alle, og de så ud til at være på vej til en hel sæson som ubesejret. Og så blev Julian Edelman skadet, og Dion Lewis og LeGarrette Blount pådrog sig sæsonafsluttende knæskader. Dont’a Hightower havde et ømt knæ i slutningen af sæsonen. De humpede ind i slutspillet som andetseedet og tabte til Denver i AFC-finalen. Hvis kan de holde sig skadesfri, er de det bedste hold i AFC. Men skader er svære at forudse. Patriots var heldige sidste år, men vi får at se, hvad der sker i år, fortæller han til Draftday.dk.

Steelers’ angreb er meget potent

Gælder det de andre hold i AFC, er der til gengæld delte meninger blandt de NFL-journalister, som Draftday.dk interviewet, om, hvem der – trods alt – har den største chance for at slå Patriots ud.

To af de mest trendy valg – generelt set – er Pittsburgh Steelers og Oakland Raiders. Begge har nogle fremragende offensiver – Raiders er anført af Derek Carr, Amari Cooper og tilbagevendte Marshawn Lynch, og Steelers’ angreb er måske endnu bedre end Patriots’ offensiv.

Hvis – og det er et stort ”hvis”, historisk set – at quarterback Ben Roethlisberger, running back Le’Veon Bell og wide receiverne Antonio Brown og Martavis Bryant kan spille en hel sæson sammen uden at sidde uden for med skader og karantæner, har Pittsburgh et angreb, der i kamp efter kamp kan score flere end 30 point. Og det er måske det bedste angreb i Ben Roethlisbergers tid hos holdet.
– Dette angreb er bedre end det angreb, de havde i mesterskabssæsonen i 2008, fordi angrebslinjen er bedre, fortæller Jim Wexell, der skriver om Steelers for Steel City Insider.com, til Draftday.dk.

LÆS: Blog: AFC North – noter og kommentarer

Omvendt vurderer han, at forsvaret – trods tilgangen af den lovende rookie-linebacker T.J. Watt (J.J. Watts lillebror), safety J.J Wilcox og veteran-cornerbacken Joe Haden, der er hentet i en handel med Cleveland Browns, er svagere end det forsvar, som Steelers gik på banen med i Super Bowl i 2008-sæsonen.

Og netop forsvaret er en væsentlig årsag til, at Scott Kacsmar fra Football Outsiders over for Draftday.dk forudser, at hverken Steelers eller Raiders når forbi Patriots i slutspillet.
– Jeg mener, at de to hold med Mike Tomlin og Jack Del Rio har en stor ulempe på head coach-positionen i opgør mod Bill Belichick. Og Steelers har i årevis haft svært ved at forsvare sig mod Patriots, og Raiders ser efter min mening stadig ikke ud til at have et stærkt forsvar, mener han.

Pittsburgh Steelers har ikke slået Patriots siden 2011, og Raiders, der uheldigvis for dem spiller deres hjemmekamp i denne sæson mod Patriots i Mexico City, har ikke vundet over Bill Belichicks mandskab i 15 år.
– Jeg er ikke solgt på tanken om, at Raiders automatisk spadserer sig til en 12-4-afslutning. Det forsvar har issues, fortæller Marc Sessler til Draftday.dk.

Seahawks bekymrer mindst
Scott Kacsmar mener til gengæld, at Patriots’ allerførste modstander i sæsonen, Kansas City Chiefs, også har den allerstørste chance for at besejre de mægtige patrioter i en januarkamp.
– (Chiefs’ head coach) Andy Reid kan spille lige op med Belichick. Han har to, knebne slutspilsnederlag mod New England, og i 2007 var han tæt på at levere en kæmpe overraskelse mod dem med A.J. Feeley som quarterback. Og Chiefs var det seneste hold, der smadrede Patriots – med 41-14 i 2014, forklarer han.

LÆS: 2017 NFL Preview: Kansas City Chiefs

Han vurderer, at Chiefs kan løbe bolden mod Patriots, vinde kampen om turnovers og lægge pres på Tom Brady uden at skulle blitze. Det kan være opskriften på en sejr.
– Ja, Alex Smith er stadig quarterback, som det ser ud nu, men hans hold scorede engang flere point end det mest Drew Brees-potente angreb i slutspillet, da han med 49ers vandt 36-32 i 2011 (over New Orleans Saints, red.). Så alt kan ske i én enkelt kamp, siger Scott Kacsmar.

Han peger på Houston Texans – anført af et på papiret skræmmende pass-rush med tilbagevendte J.J. Watt, kæmpetalentet Jadeveon Clowney og aggressive Whitney Mercilus, som et hold, der faktisk får for lidt positiv opmærksomhed. Ikke mindst hvis holdet hurtigt lader førsterundevalget Deshaun Watson starter bag center i stedet for Tom Savage, der før eller siden alligevel skal afgive jobbet.
– Hvis Deshaun Watson kan have en stor, positiv indvirkning på kampene, er det ikke umuligt, at holdet vinder 10 eller 11 kampe. Jeg vil ikke sætte penge på, at han får en Russell Wilson- eller Dak Prescott-type indvirkning som rookie, men forventede vi, at nogle af dem ville få det i august i deres rookie-sæsoner?, lyder det fra ham.

LÆS: Blog: AFC South – noter og kommentarer

Netop førnævnte Russell Wilson anfører det hold, som, flere af de eksperter, som Draftday.dk har interviewet, forventer vinder NFC.
– Hvis de kan få gang i deres offensive linje, er de holdet, man skal slå i NFC, fortæller Jason La Canfora til Draftday.dk.

En anden af kilderne er enig.
– Alle NFC-hold har deres svagheder, men Seattles svagheder bekymrer mig mindst. I teorien er Russell Wilson mere fit, det samme er Earl Thomas, siger Rivers McCown, der skriver for Football Outsiders, til Draftday.dk med henvisning til de to profiler, der var mere eller mindre skadede i sidste sæson.

Seahawks har stadig samme centrale gruppe af forsvarsspillere med Richard Sherman, Bobby Wagner, Michael Bennett Cliff Avril, Kam Chancellor og altså Earl Thomas, der bragte holdet i to Super Bowls i 2014 og 2015, men har samtidig tilføjet defensive tackle-profilen Sheldon Richardson fra New York Jets i en spektakulær handel én uge før sæsonstart. Hans tilstedeværelse giver Seahawks ligaens klart bedste og mest frygtindgydende forsvarslinje.

Aaron Rodgers’ mange våben
Én af Seahawks’ største konkurrenter i konferencen er – igen i år – Green Bay Packers, hvor Aaron Rodgers i denne sæson har et stærkere angreb, end han har haft i flere år, og det øger Packers’ chancer for endelig at gå hele vejen, efter at holdet har været i slutspillet de seneste seks år uden at nå i Super Bowl.
– Angrebsmæssigt bør 2017-versionen af Packers matche de bedste enheder, der har været i Mike McCarthy-æraen, forklarer Jason B. Hirschhorn, der er redaktør for Packers-sitet Acme Packing Company, til Draftday.dk.

Især tilgangen af tight end Martellus Bennett giver Rodgers et stærkt, ekstra mål, men samtidig skal man ikke undervurdere, at hans mest betroede receiver, Jordy Nelson, er ét helt år videre fra den alvorlige knæskade, der kostede 2015-sæsonen.
– Hvis Ty Montgomery udvikler sig meningsfuldt i sit første hele år som running back, og Aaron Rodgers kan holde sig skadesfri, kan denne gruppe matche 2014-udgaven i forhold til effektivitet og scoring, lyder det fra Packers-eksperten.

LÆS: Blog: NFC North – noter og kommentarer

Jason B. Hirschhorn forudser dog, at forsvaret kan få det svært, hvis der kommer skader i “front seven”-delen, fordi dybden kunne være bedre, og derfor er der mere pres på Clay Matthews og Nick Perry end normalt.

I Las Vegas vurderer de, at Packers har den tredjestørste chance for at vinde Super Bowl (de giver pengene 10 gange igen) – efter Patriots (odds 3,25) og Seahawks (odds 10).

Til gengæld mener bookmakerne, at sidste sæsons NFC-mester, Atlanta Falcons, der var sort uheld og et vanvittigt kollaps i 4. quarter fra at vinde Super Bowl, kun er de tredjestørste favoritter i konferencen.

Siden 1993 har intet hold, der tabte en Super Bowl i sæsonen forinden, været tilbage til ”The Big Dance” året efter. Tømmermændene oven på den enorme skuffelse, dét er at være så tæt på og alligevel så langt fra, er reelle og et problem for mange tabere, fordi det er så mentalt hårdt at rejse sig igen.

Og det kan det også være for Falcons, der ganske vist har mistet den fremragende, innovative offensive koordinator Kyle Shanahan (ny head coach hos 49ers), som havde en gigantisk del af æren for Falcons-angrebets historiske succes i 2016, men som også har forbedret forsvaret – og reelt ikke mistet noget profiler.
– Det vil ikke overraske mig at se Falcons lide af Super Bowl-tømmermænd. Jeg vil næsten forvente det, lyder profetien fra Dan Pompei.

Sårbare Dallas Cowboys

Marc Sessler er dog mere fortrøstningsfuld og tror, at Falcons bliver NFCs deltager i Super Bowl næste februar.
– Deres angreb har stadig alle deres primære våben, og deres forsvar er godt coachet med en horde af unge up-and-coming-spillere. Jeg ser ikke Falcons træde et stort skridt tilbage, forklarer han til Draftday.dk.

Andre NFC-hold, der ifølge bookmakerne vil være med i det sjove selskab er New York Giants, der har forstærket sig med Brandon Marshall og den eksplosive rookie-tight end Evan Engram – og som stadig har et stærkt forsvar – og selvfølgelig Dallas Cowboys, der sluttede sidste sæson med 13 sejre, men som er ramt af skader og karantæner til flere starters herunder running back Ezekiel Elliott.
– Dallas har samtidig det på papiret næst-stærkeste turneringsprogram i år, og NFC East er en ret solid division, så et fald til otte eller ni sejre vil ikke være så overraskende. Vi får at se, hvordan Dak Prescott følger op på sin rookie-sæson, men han har dog endnu ikke skuffet os, fortæller Scott Kacsmar.

Natten til fredag begynder én lang kamp om “The Vince Lombardi Trophy” gennem 267 opgør. 2017-sæsonen går endelig i gang, og NFL-football er tilbage.

Og dét i en sæson, hvor New England Patriots altså er store favoritter til at genvinde mesterskabet.

I hvert fald hvis du spørger de “kloge” hoveder og bookmakerne.

Blog: 6 NFL-spillere, der kan bryde igennem i 2017

Der er kun to uger til, at NFL-sæsonen begynder, og Draftday.dk giver dig her seks navne på spillere, der kan bryde totalt igennem i den kommende sæson. Spillere, der for nogles vedkommende, allerede har vist lovende takter i NFL, men som kan få det helt store gennembrud i 2017.

WR Devante Parker, Miami Dolphins

I Miami har de store forventninger til det tidligere førsterundevalg, og alt andet end en markant forbedring i antallet af catches, yards og touchdowns efter karrierebedste 56 catches for 744 yards og fire touchdowns i 2016 vil være en skuffelse. Faktisk har offensiv koordinator Clyde Christensen sagt, at han forventer et ”gigantisk” år fra Parker. Efter Jay Cutlers første kamp i Miami (hvor han kastede hele fire gange i Parkers retning i meget begrænset spilletid) kaldte Cutler sin nye makker for en ”hurtigere Alshon Jeffery”. Cutler spillede sammen med Jeffery i Chicago, og der er grund til at tro, at en skadesfri Parker, der har haft en stærk offseason, kan bryde igennem i 2017. Han har i hvert fald elite-receiver evner.

RB Dalvin Cook, Minnesota Vikings
I juni spurgte Draftday.dk den erfarne Vikings-insider, Tom Yotter fra VikingUpdate, hvem, han tror, får det store gennembrud hos Minnesota i 2017, og hans svar var Dalvin Cook. Yotter er langt fra den eneste, der har spået et stort år for andenrundevalget, der havde talent til top 10 i april-draften, men som faldt på grund af spørgsmålstegn om hans person uden for banen. Cook er dynamisk med bolden i hænderne, og indtil nu har han begejstret i Minnesota, tight end Kyle Rudolph har endda kaldt ham en ”helt særlig runner”. Samtidig var meldingerne fra training camp, at Cook også imponerede som ”pass catcher” – en del af spillet, som hans forgænger hos Vikings, Adrian Peterson, aldrig blev noget stort våben som.

DE Shaq Lawson, Buffalo Bills
3-4-forsvarssystemet, som Bills kørte under Rex Ryan i Shaq Lawsons rookie-sæson, var aldrig et helt optimal fit for den aggressive edge rusher, og derfor har Lawson da heller ikke lagt skjul på, at Sean McDermotts 4-3-system passer ham bedre (han skal ikke ”droppe” tilbage i opdækning) og er ”lettere” at spille i (et system, han også spillede i hos Clemson). Som rookie sidste år var Lawson plaget af en skade, men han kan meget vel bryde igennem i 2017, hvor han oven i købet bliver hjulpet af profilen Jerry Hughes’ tilstedeværelse i modsatte side af forsvarslinjen. Han vil trække opmærksomhed væk fra Lawson, der dermed får bedre muligheder for at nå frem til quarterbacken.

DE Myles Garrett, Cleveland Browns
Jeps, det er en lavthængende frugt, men vi tager den. For det kræver ikke, at man er Peter King eller Adam Schefter for at vide, at topvalget i 2017-draften kan få et monster-gennembrud allerede i den første sæson i NFL. Garrett er en ekstremt god atlet, der er blevet nævnt i samme sætninger som Reggie White, Von Miller og Julius Peppers, og de meldinger, som Draftday.dk har fået fra Cleveland Browns’ træningslejre gennem offseason, er meget lovende. Alt tyder på, at Garrett har haft et godt spring til NFL, og det er bestemt sandsynligt, at han laver et tocifret antal sacks og flere end 50 quarterback pressures samlet set gennem 2017-sæsonen. Defensiv koordinator Gregg Williams, der har været i NFL siden 1990, siger, at han aldrig har oplevet et højt draft pick tilpasse sig så hurtigt til NFL som Garrett, og han har ellers blandt andet trænet Jevon ”The Freak” Kearse og Sean Taylor i deres rookie-sæsoner.

DE Noah Spence, Tampa Bay Buccaneers
Det er slut med burgere og junkfood for Noah Spence, der i denne offseason har ændret madevner, og som er begyndt i højere grad selv at tilberede maden, så den bliver sundere og mere nærende. Det har medført, at han har tabt vægt, han er blevet trimmet, og det betyder så igen, at andenrundevalget fra 2016-draften kan bryde igennem i 2017. Spence viste allerede som rookie lovende takter, hvor han lavede 5,5 sacks, selvom han spillede det meste af sæsonen med en skulderskade, men nu er han fit – på mange måder – og derfor er der grund til at tro, at den lynhurtige defensive end med det aggressive antrit kan blive en top-pass rusher i sæson 2 i NFL.

SLB Myles Jack, Jacksonville Jaguars
ESPNs Jaguars-insider, Michael DeRocco, fortæller til Draftday.dk, at han spår et gennembrud til Myles Jack i 2016. Før draften sidste år sagde han to draft-eksperter til os, at Jack var så enormt et talent, at han kunne være topvalget i hele draften, hvis ikke han havde været skadet. For alt ændrede sig, da Myles Jack rev menisken over under en tirsdagstræning i september 2015, og han faldt derfor så til 2. runde af sidste års draft. Han kom siden kun på banen på 239 spil som rookie, men i år ventes han at få en langt større rolle. Jack er en unik atlet, der kan det hele på banen – dække wide receivers effektivt i “the slot” – og han kan droppe 20 og 25 yards tilbage i opdækning. Af den grund er han blevet sammenlignet med 49ers’ Navorro Bowman. Han er stadig for aggressiv i sine løb, men han er kun 21 år, og tiden arbejder for ham, fordi han kun bedre, jo mere erfaren, han bliver.

 

Blog: 5 større NFL-navne, der kan få sparket

Opdateret 31. august kl. 18.30

Den 2. september skal de 32 NFL-hold trimme truppen fra 90 til 53 spillere, og i både dagene op til – og i dagene efter – vil der være hektisk aktivitet i ligaen. Det kan føre flere overraskelser med sig. Du får her fem navne på etablerede NFL-spillere, der alle risikerer at skulle skifte hold – enten fordi de bliver fyret, eller fordi de bliver handlet i de kommende to uger.

WR Phillip Dorsett, Indianapolis Colts
Det var et af de større luksusvalg i draften i mange år, da Colts for to år siden – under Ryan Grigsons ledelse – valgte en wide receiver i 1. runde af draften til en trup, der allerede var spækket med kvalitet på positionen. Dorsett, der er en ekstremt hurtigt herre, er aldrig slået igennem og har i alt grebet 53 bolde i to sæsoner og kun scoret tre touchdowns, samtidig med at han har misset seks kampe på grund af skader, og lige nu er han end ikke sikret pladsen som tredje-receiver. Colts med den nye general manager Chris Ballard i spidsen er villige til at handle ham for et senrundevalg, forlyder det. For et hold, der savner speed, og som er villig til at give ham en frisk begyndelse, kan Dorsett være værd at spendere et lavt draft pick på.

ILB Reggie Ragland, Buffalo Bills
Ragland var som skabt til Rex Ryans 3-4-forsvar, men som tung “thumber” passer han dårligt til den nye head coach Sean McDermotts defensiv, der bygger på hurtige, letfodede linebackers, der kan dække et stort område (som Thomas Davis og Luke Kuechly). Derfor er det svært at se en fremtid for ham i Buffalo, selvom han var et andenrundevalg i draften sidste år, hvor en knæskadede dog kostede hele hans rookie-sæson. Ragland er så talentfuld, at Rex Ryan for nylig kaldte ham “den bedste spiller” hos Bills i 2016. Han er bare et dårligt fit hos det nye Bills-hold og har da også i training camp trænet med tredjekæden. Og han risikerer altså at få sit første NFL-snap hos et andet hold end dét, der valgte ham i draften.

Opdatering: Ragland er siden blevet handlet til Kansas City Chiefs

DE/OLB Aaron Lynch, San Francisco 49ers
For to sæsoner siden var Lynch den bedste “edge rusher” hos 49ers, og han lavede samlet 62 quarterback pressures ifølge Pro Football Focus – sjetteflest af alle outside linebackers i NFL. Sidste år skuffede han dog, da det store gennembrud ventede på ham, og var oven i købet suspenderet fire kampe. Og nu riskerer han jobbet. Når han er bedst, er Lynch en talentfuld klasse-forsvarsspiller, der kan være en aggressiv force i modstanderens backfield, men p.t. er han kun tredjevalg til “LEO”-positionen hos 49ers bag Arik Armstead og Elvin Dumervil, og her i hans kontraktår kan 49ers meget vel tænkes at handle ham væk – eller fyre ham – hvis holdet ikke vil have tre af den slags defensive ends i truppen.

QB Blake Bortles, Jacksonville Jaguars
Kan Jacksonville Jaguars virkelig sende Blake Bortles på porten? Det er slet ikke så urealistisk, som man måske først ville tro. Tredjevalget i 2014-quarterbacken er lige nu midt i en hård konkurrence med reserven gennem tre år, Chad Henne, om pladsen som starter, og hvis Henne vinder den kamp, kan det være bye-bye Bortles efter en offseason, hvor han har skuffet fælt. Jaguars har samlet en femte års-option på Bortles op, og derfor står han til at tjene hele 19 millioner dollars i 2018, hvilket Jaguars næppe vil betale, hvis han kun er reserve i 2017. Problemet er bare, at den løn bliver garanteret, hvis Bortles bliver skadet i denne sæson, og risikoen er derfor, at Jaguars hænger på en gigantløn til en falleret reserve i 2018 – hvis skaden indtræffer til for eksempel træning, eller hvis han skal afløse Henne i 4. quarter i en oktoberkamp og river korsbåndet over. Lige nu er Chad Henne ikke et markant dårligere valg som starter – selv hvis Bortles vinder kampen – og Brandon Allen kan fungere som Hennes reserve, og derfor kan det give mening at fritstille Bortles og æde et salary cap hit på tre millioner dollars.

CB Kyle Fuller, Chicago Bears
Fuller var et førsterundevalg i 2014-draften, men er aldrig blevet den cornerback, som Bears håbede, han ville blive. Ifølge den lokale Bears-reporter, Brad Biggs, vil holdet med stor sandsynlighed forsøge at handle Fuller inden sæsonstarten, men det er også muligt, at Bears ganske enkelt fritstiller ham. Fuller missede hele sidste sæson på grund af en knæskade, og han har end ikke været en del af starterkæden i denne offseason, men gjorde dog en god figur i lørdags mod Arizona. Men det vil ikke overraske, hvis han ikke er en Chicago Bears-spiller i den kommende sæson.