Football For Folket!

Blog: Klogt at kvitte Kaepernick

San Francisco 49ers traf den rigtige beslutning ved at degradere Colin Kaepernick og reelt kvitte en fremtid med ham bag center. For Kaepernick er ikke fremtiden for et hold i den største krise i 10 år.


Da Vernon Davis blev valgt med sjettevalget i 2006-draften, kom han til et San Francisco 49ers-hold i krise.

Selvom holdet vandt fire kampe i sæsonen – det var to flere end i 2004 – spillede 49ers samlet set så dårligt, at man faktisk aldrig nogensinde havde set noget lignende. I hvert fald ikke ifølge det populære NFL-site, Football Outsiders, der ud fra en kompliceret, men anerkendt matematisk formel vurderer holdenes styrke baseret på blandt andet holdets egne præstationer og modstandernes spillemæssige niveau.

49ers anno 2005 var nemlig det værste hold, som sitet nogensinde havde ført statistik over.

Intet mindre.

Ikke nok med det: De 1898 passing yards, som 49ers kastede for i 2005, blev det laveste antal passing yards af noget hold op gennem 00’erne. Faktisk skulle man tilbage til 1992 for at finde et hold, der havde kastet for færre yards, end 49ers kastede for i 2005 – i Alex Smiths første sæson som quarterback.

Her ni år senere stopper Vernon Davis’ tid i San Francisco. Han blev natten til tirsdag handlet til Denver Broncos – og ganske rammende er det rent deja vú i Santa Clara.

For 49ers er ganske enkelt tilbage, hvor det begyndte, da Davis i 2006 blev valgt som en lovende playmaker fra Maryland. Efter otte spillerunder ligger San Francisco 49ers igen sidst i Football Outsiders kvalitetsrangering, og kasteangrebet er NFLs næstværste.

Det er kun blevet til to sejre i otte kampe, og det er realistisk at tro, at holdet end ikke når op på de fire sejre, som det trods alt blev til i 2005.

Degraderet til fordel for svag reserve
Problemerne er enorme og uoverskuelige i Niner-land.

På en gennemsnitlig dag ville Davis’ exit have været dagens store tirsdagshistorie blandt sportsfans i “The Bay Area”, men få timer efter, at historien blev breaket, kom en ny, væsentlig historie, som har vakt endnu større opsigt.

49ers har meddelt quarterback Colin Kaepernick, at han bliver bænket i den kommende kamp mod Atlanta til fordel for reserven Blaine Gabbert. En opsigtsvækkende beslutning, fordi Kaepernick var fremtiden i San Francisco. Playmakeren med de lange ben, de imponerende løb og en “gun”, der ville imponere “Rambo”, er nu degraderet bag Blaine Gabbert. Blaine Gabbert! Den Blaine Gabbert, der floppede i Jacksonville, og som er blevet kaldt NFLs værste førstereserve.

Men 49ers havde ikke noget valg. Endnu en elendig præstation i søndags i St. Louis gjorde, at 49ers-ledelsen var nødt til at reagere nu – også selvom det var én kamp før friugen, hvor et skifte normalt ville have været mere logisk.

For 49ers kunne ikke spille én kamp mere med svage Kaepernick bag center. Det ville have sendt et helt forkert signal til resten af truppen. Og der er ikke meget at miste, for det kan næsten ikke blive værre, selvom det er svært at tro, at det ikke bliver værre med Gabbert.

Og som minimum forfølger 49ers lidt bedre tider med en ny mand bag center frem for en Colin Kaepernick, der totalt har mistet selvtilliden og tabt sutten – og som 49ers-staben har mistet tilliden til. Bedst bevist ved at den offensive coordinator Geep Chryst tydeligvis ikke turde kast kalde spil mod Rams, hvor Kaepernick skulle kaste bolden dybt. Det var det ene sikre kast efter det andet – alligevel nåede han end ikke op på en completion percentage på 50 procent. Samlet set ramte han plet på 20 af 41 kast for kun 162 yards. Det fortæller alt om en quarterback, der er nede at ligge.

Pinlige pressemøder
En anden årsag til degraderingen ligger dog efter alt at dømme også hos Colin Kaepernicks person.

Det er en velkendt sag, at han er en meget stille fyr, der helst passer sig selv – og som langt fra altid gør dét, der forventes af en åben, imødekommende “franchise quarterback”, som forstår at håndtere medierne. Sidste år tog 49ers’ ledelse fat i den 27-årige stjerne, fordi han nærmest kun svarede “ja” og “nej” på de spørgsmål, som journalisterne stillede under pressemøder, hvor det var krævet, at han skulle stille op. Jeg så mange af pressemøderne, og udadtil lignede Kaepernick en arrogant mand, der ikke ville svare på spørgsmålene uanset hvor ufarlige, de var. Det var pinligt.

Men forklaringen på de de tørre, korte og ligegyldige svar var nok nærmere, at Kaepernick ikke brød sig om seancen – fordi han dybest set er en meget introvert, afdæmpet og sky type. Det er der ikke noget galt i at være, når det går godt på banen. Men når tingene ikke spiller, er det et problem, fordi den manglende åbenhed kun øgede pressede på ham og resten af holdet fra medierne, der krævede svar på problemerne.

Ifølge CBS’ Jason La Canfora var flere spillere hos 49ers samtidig frustrerede over, at Kaepernick konstant gik rundt med sine enorme høretelefoner på ørene (som han også altid har om halsen under pressemøder) – han lignede en mand, som ikke ville i kontakt med andre. Og Fox Sports’ Jay Glazer kunne forrige søndag fortælle, at Kaepernick reelt var “alene på en ø” i omklædningsrummet. Holdkammeraterne trak sig fra ham. Eller også trak han sig fra dem.

Den attitude – som man kunne forvente fra en 16-årig, forvirret teenager og ikke fra en franchise quarterback – var ikke holdbar i længden, og den var kun med til at forstærke indtrykket af en mand, som man ikke kunne bygge på.

På banen var der efterhånden heller ikke meget at bygge på uanset, at hans fysiske evner var uovertrufne.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar