Blog: Jared Goff er ikke klar til NFL-banen

Tim Couch, Brandon Weeden og John Beck. Tre quarterbacks, der alle har det til fælles, at de floppede i NFL – og at de kom fra det potente college-angrebssystem, “Air Raid”.

Men også tre navne, der er med til at fortælle historien om, hvorfor Los Angeles Rams blev det første hold siden 2007, der ikke startede topvalget i draften i 1. spillerunde af den spillers rookie-sæson. Faktisk var topvalget Jared Goff så langt fra at starte, at han i mandags mod San Francisco end ikke var på bænken.

Goff var nemlig inaktiv og for at gøre fortællingen værre, har head coach Jeff Fisher meldt ud, at det ikke er sikkert, at der bliver lavet om i quarterback-rækkefølgen før søndagens opgør hjemme mod Seattle. Det betyder i så fald, at det fortsat er Case Keenum, der starter, Sean Mannion, der er reserve – og Jared Goff, der sidder over.

Dét er skidt for Goff, når man tænker på, at Keenum faldt totalt sammen i den ydmygende 0-28-shutout i Santa Clara. Men selv ikke efter en så elendig præstation vil Rams med sikkerhed rykke Goff bare én plads frem i hierakiet. For han er simpelthen end ikke klar til at være reserve for Keenum.

Og det bringer historien tilbage til d’herrer Couch, Weeden og Beck.

Lær systemet på en dag…
For de har nemlig det til fælles med Goff, at de kom ekstremt upolerede ind i NFL. “Air Raid”-angrebet er et tempofyldt, kasteivrigt spread-angreb med mange simple spilkald, hvor quarterbacken bliver bedt om at løbe frem til line of scrimmage og undervejs kigge ud mod sidelinjen for at se, hvilket angrebsspil, som trænerne kalder, råbe spillet til holdkammeraterne og herefter hurtigt sætte spillet i gang. Et ofte simpelt spil, hvor det er præ-determineret, hvor bolden skal kastes hen. Faktisk har Goffs offensive koordinator hos California, Tony Franklin, sagt, at man kan lære systemet inden “i morgen”, hvis man. Så simpelt er det.

Det angreb – skabt af træneren Mike Leach og videreudviklet af en lang række protegéer som Franklin og Texas A&Ms Kevin Sumlin – er svært at stoppe i college, og det fører fantastiske stats med sig. Bedst bevist ved, at der er to “Air Raid”-quarterbacks i NCAA-toplisten over de fem quarterbacks, der har kastet for flest yards i karrieren.

Men i NFL har “Air Raid”-quarterback efter “Air Raid-“quarterback floppet. Overgangen fra det simple system til NFLs komplekse “Pro Style”-angreb har for mange været for hård og har ofte udstillet quarterbackens mangelfulde talent. Ja, han var fantastisk i college inden for rammerne af systemet, men i NFL, hvor spillerne er hurtigere, stærkere og klogere, har mange “Air Raid”-quarterbacks ikke haft en chance.

Goff og Wentz
Goff er uden tvivl et større talent med et markant større potentiale end mange af de fantastiske college-quarterbacks, der førte sig frem i systemet i college. Som Heisman Trophy-vinder Jason White, Kliff Kingsbury og Graham Harrell. Men det ændrer ikke ved, at Goff stadig kommer fra Californias udgave af “Air Raid-“systemet – kaldet “Bear Raid” (flere løb end i et normalt “Air Raid”-system) – der stadig er meget simpelt og quarterback-venligt. Han skal nu lære at stå bag center, droppe tilbage, læse forsvar og justere angrebslinjen til det formodede pres.

Det er noget af et arbejde, der kræver en stor tilvænning. En større tilvænning, end der venter andetvalget, Carson Wentz, der ganske vist kom fra FCS-niveau i college, men som hos lille North Dakota State trods alt stod i et “Pro Style”-angreb, hvor han skulle scanne banen og læse forsvaret, før bolden blev snappet. For Wentz er tempoet problemet, men ikke det mentale aspekt.

Men for Goff – derimod – er der tilsyneladende og ikke overraskende lang vej igen, før han er klar til livet bag center i NFL.

Derfor starter han ikke nu, selvom de nye drenge i Los Angeles har hårdt brug for ham.

Skriv et svar