Football For Folket!

Blog: De havde den bedste NFL draft…

Hvert år, når draften er slut, gennemgår jeg lige de 32 draft-klasser én efter én.

Normalt er det en mudret masse. Nogle hold har mange gode valg først i draften, men imponerer mindre i de senere runder. For andre er det modsatte tilfældet.

Men i år har især ét hold en stribe af forrygende valg hele vejen igennem.

Efter min mening havde Baltimore Ravens nemlig de bedste tre draft-dage af noget hold. Udover at Ravens konverterede ni draft picks til 11 styk, fik Ravens efter min mening også høj værdi ved stort set alle valg.

I Tunsils skygge
Det begyndte i toppen. Med sjettevalget tog holdet offensive tackle Ronnie Stanley fra Notre Dame, der i de senere måneder har stået i skyggen af Laremy Tunsil, men som ifølge flere af de kilder, vi talte med før draften, har evnerne til at blive en Pro Bowl-tackle. Men i Tunsils skygge har der bare ikke været meget hype om Stanley, som i årevis har været et stort talent – måske derfor har der ikke været så meget fokus på ham i den senere tid. For han var allerede et kendt (og dermed mediemæssigt “kedeligt”) talent.

I 2. runde hev ravnene så én af mine yndlingsspillere i denne draft, Kamalei Correa fra Boise State, til sig. Linebackeren, der både kan spille indvendigt og udvendigt, er blevet sammenlignet med Packers’ Clay Matthews, og NFL Films’ filmguru, Greg Cosell, mener, at Correa er en bedre edge rusher end de mere kendte Shaq Lawson og Emmanuel Ogbah. Correa kan blive rigtig, rigtig god i NFL.

Draftfesten fortsatte i 3. runde, hvor general manager Ozzie Newsome ringede til defensive end Bronson Kaufusi og fortalte, at Utah-spilleren var holdets valg. Før draften var der kilder, der mente, at Kaufusi havde værdi til 1. runde, så det var stærkt at få ham så sent. Han har været en produktiv pass-rusher i college football, og han har starter-potentiale.

Én af de bedste dybe trusler
Så kom turen til 4. runde, hvor Ravens havde en NFL-rekord fem valg, og med det første valg snuppede holdet cornerback Tavon Young. En letfodet nickelback (som Ravens har brug for), som blandt andre NFL Networks Mike Mayock skamroste få dage før draften. Næste valg var wide receiver Chris Moore, der var én af draftens bedste, dybe trusler (og én af mine favoritter), og med 130. valget tog Ravens så offensive tackle Alex Lewis fra Nebraska, der er spækket med naturligt talent, og som i de sidste dage frem mod draften blev omtalt som ét af de talenter, som var sprunget mest på mange holds draft boards. Især mange offensive line coaches var – angiveligt – stærkt interesseret i at få Lewis på deres hold, fordi der er så meget at arbejde med.

Michigans defensive tackle Wille Henry var Ravens fjerde 4. rundevalg – en række scouts og general managers kårede før draften overfor CBS Sports Henry som én af de mest undervurderede spillere i draften. Og det femte og sidste 4. rundevalg – Kenneth Dixon – var ifølge nogle iagttagere én af de tre-fire bedste running backs i draften og et potentielt 2. rundevalg, der scorede 87 touchdowns i college-karrieren og var den måske bedste “third down”-back i årgangen. Men formentlig fordi positionen er devalueret i NFL anno 2016, faldt Dixon helt ned til 134. valget. Enestående værdi for Ravens.

Alene de første otte valg ville have været nok til at skabe en virkelig stærk draft-klasse, men det fortsatte i samme imponerende spor for Ravens – dybt inde på tredjedagen.

Her fandt Ravens nemlig talent hos lille Grand Valley State University, hvor defensive end Matt Judon i 2015 lavede 20 sacks – flest af alle forsvarsspillere i college football. Samtidig leverede han en stærk workout ved The Scouting Combine, og han er energisk, men har et stykke igen – teknisk set. Men potentialet er stort, og han kan blive en artig overraskelse, hvis det hele klikker for ham.

Sammenlignet med Edelman
Før draften kaldte flere eksperter Navys Keenan Reynolds for en stærk sleeper-kandidat. The Midshipmen’s ekstremt produktive altmuligmand (quarterback, wide receiver, running back og return-specialist) er blevet sammenlignet med Julian Edelman og den tidligere Eagles-profil Brian Mitchell. Reynolds bliver langt fra sikkert en succes i NFL, men at bruge et sjetterundevalg på angrebsspilleren (som Patriots havde vist voldsomt interesse for) er et næsten gratis skud i bøssen. Som minimum bør han få værdi på special-teams.

Det 11. og sidste valg var cornerback Maurice Canady – i bedste fald en udmærket reserve, men Ravens kan leve med det, hvis han er ude af truppen inden september.

Sådan: 11 generelt imponerende valg, der giver en samlet set virkelig, virkelig stærk draft-klasse fyldt med både “blue-chippers” (Ronnie Stanley), mulige starters eller spillere, der får masser af spilletid (Kamalei Correa, Bronson Kaufusi, Tavon Young og Kenneth Dixon) og så sleeper-kandidaterne (Willie Henry, Chris Moore, Alex Lewis, Matt Judon og Keenan Reynolds).

Hvis bare fem af de 11 valg slår igennem, er det en succesrig årgang, og der er al mulig grund til at tro, at den vil være det. Og derfor sagde Newsome da også i weekenden, at han aldrig nogensinde har haft det så godt med en draft-klasse som 2016-klassen.

Jeg forstår ham godt.

For det var virkelig imponerende dét, som han og Ravens-ledelse præsterede i holdets “Draft Room” i hovedkvarteret nordvest for Baltimore.

Enig eller uenig med bloggen? Kommentér gerne på Twitter til @shygumhansen

Skriv et svar