Blog: 5 sleeper rookies, du bør holde øje med

Training camp er ved vejs ende, og du får her fem sleeper rookies, der har overrasket alt og alle. Fem rookies, der alle blev valgt udenfor top 75, men som ikke desto mindre har haft en stærk første-offseason i NFL.

OG Joe Thuney, New England Patriots
New England Patriots’ angrebslinje kollapsede, som 2015-sæsonen skred frem, og blev ydmyget i AFC-finalen i januar. Fokus har derfor været på at forstærke enheden, og i 3. runde af draften i maj har Patriots måske fundet en usleben diamant. NC States Joe Thuney har vist lovende takter i offseason og training camp og er nu udset til at starte som venstre guard – som bodyguard for Tom Brady. Pro Football Focus kategoriserede før draften Thuney som én af de største sleepers blandt offensive linemen, og foreløbigt tyder meget på, at han bliver bedre, end hans draftværdi indikerer.

WLB De’Vondre Campbell, Atlanta Falcons
D. Orlando Ledbetter, der dækker Falcons for The Atlanta Journal-Constitution fortalte tidligere i august Draftday.dk, at Campbell var den spiller i holdets training camp, der har imponeret mest. Ledbetter kaldte ham for en “eksplosiv” spiller. Falcons havde i denne offseason som mål at blive hurtigere i linebacker-korpset, og Campbell, der løber 40 yards på 4,58 sekunder, hjælper til dette. Meldingerne fra Flowery Branch er, at Campbell her og nu er et mulehår foran veteranen Sean Weatherspoon i kampen om weakside-starter-pladsen.

WR/KR Tyreek Hill, Kansas City Chiefs
Femterundevalget fra lille West Alabama har imponeret i Chiefs’ training camp, og Chiefs vil angiveligt gå langt i forsøget på at få bolden i hænderne på den ultrahurtige playmaker. Han har blandt andet fået bolden på løbespil, men det er især som kick returner, at han kan få stor værdi. Special teams koordinator Dave Toub har kaldt “Hester-ish” i Hills spillestil og sagt, at han er den hurtigste spiller, han har trænet. Og Toub trænede netop Hester. Før draften løb Hill de 40 yards på 4,24 sekunder, og wide receivers coach David Culley siger, at Hill er hurtigere, end han troede.

WR Tajae Sharpe, Tennessee Titans
Sharpe har allerede sat sig på én af de to starter-pladser, selvom han “kun” var et femterundevalg i maj-draften, og selvom det også siger en hel del om Titans’ middelmådige receiver-korps, ændrer det ikke ved, at Sharpe har imponeret i offseason. Han har løbet knivskarpe ruter og har vist den tålmodighed, som mange rookies ikke har, ligesom han er mentalt stærk. I college greb han i to sæsoner 196 bolde for 2600 yards og 12 touchdowns, men fordi han spillede på et lavere niveau (Division I), var der spørgsmålstegn ved ved, om han kunne klare springet til NFL. Svaret er indtil nu et stort “ja, det kan han”.

CB Brandon Williams, Arizona Cardinals
Tredjerundevalget sidder lige nu på starter-positionen i modsatte side af All-Pro-cornerbacken Patrick Peterson, for efter en stærk offseason – og på baggrund af Justin Bethels hælskade – er rookien nu en plads i startopstillingen værdig. Williams, der for år tilbage var den bedste high school-spiller i USA, kom til Oklahoma som running back, men skiftede til forsvaret og startede én sæson dér, og han er en fremragende atlet, der ifølge Cardinals’ head coach Bruce Arians er en bedre football-spiller, end Arians troede. Arians starter normalt ikke rookies, men Williams er undtagelsen. Det siger en hel del om hans talent.

Skriv et svar