Blog: 6 tanker før 13. NFL-runde

3. Brock Osweiler forbedrer også Broncos’ løbeangreb
I første forsøg gjorde Brock Osweiler natten til mandag dét, som Peyton Manning kun havde formået at gøre én gang siden 2010: Han slog Tom Brady og New England Patriots.

Og mens Osweiler flere gange imponerede med flotte kast, er det i høj grad også på grund af en anden facet af sit spil, at man nu med rette kan spørge, om Osweiler, ikke Manning, skal være Denver Broncos’ startende quarterback i resten af sæsonen, selvom Manning bliver klar til kamp oven på sin fodskade.

For under Osweilers ledelse stortrives Denvers løbeangreb anført af Ronnie Hillman og C.J. Anderson, der i overtid afgjorde opgøret mod Patriots’ på et 52 yard-løb. I de to kampe, hvor Osweiler har været førstemanden, har Broncos snittet hele 174 rushing yards pr. kamp – og begge de to bedste løbepræstationer kom i de kampe. Under Manning snittede løbeoffensiven kun 86 yards pr. kamp.

En stor del af forklaringen er, at Denver med Brock Osweiler kan køre hele head coach Gary Kubiaks angrebssystem, som især bygger på, at quarterbacken står lige bag center og kører mange ”rollouts” og ”bootlegs”, hvor han ruller ud mod siden og kaster bolden derfra. Det forsøgte holdet tidligt i sæsonen med Manning som starter, men 39-årige Manning, der gennem hele karrieren især har været en ”shotgun”-baseret quarterback, trivedes ikke i det ”under center”-baserede system, og derfor fik han lov til at trække fem yards tilbage til ”shotgun”-formationen.

Den formation er dog ikke et effektivt middel til at køre de ”stretch”-løb, som Kubiak gerne vil køre, men under Osweiler er det muligt, fordi han står lige bag center. De løb mod siden lægger et maksimalt pres på modstanderens linebackers og safeties, fordi de ikke ved, om running backen får bolden, eller om Osweiler trækker den til sig og ruller ud for at kaste den i stedet. Løbeangrebet er ganske enkelt multi-dimensionelt under Osweiler, og de offensive linemen ser ud til at trives med de mange ”inside/out” zoneløb.

Med Brock Osweiler lige bag center synes Broncos-angrebet lige nu bedre. Og det skyldes altså ikke kun, at han kaster bolden mindst lige så godt som Peyton Manning.

4. Vic Fangio imponerer igen-igen
Chicago Bears har efter min mening lavet et mindre scoop ved at hyre Vic Fangio som defensiv koordinator. I fire sæsoner som forsvarsboss i San Francisco koordinerede Fangio en række af NFLs bedste forsvar i de år, og især hans præstation i 2014, hvor 49ers-forsvaret var plaget af skader, var imponerende.

Nu er Fangio så godt på vej til at levere en ny opsigtsvækkende præstation i Chicago, der ansatte ham, da 49ers-ledelsen af uforklarlige årsager ikke ønskede at beholde Fangio, da Jim Harbaugh røg ud.

Efter 11 kampe har Bears NFLs næstbedste kasteforsvar (214 passing yards pr. kamp), selvom defensiven spiller for spiller savner kvalitet og talenter. Men under Fangios ledelse har forsvaret – nu grundlæggende i en 3-4-formation – været mere end solidt, selvom der dog fortsat er store huller i især løbedefensiven, og selvom forsvaret ideelt set lavede flere store spil som turnovers og sacks.

Det er dog stadig opsigtsvækkende, at Fangio har fået så meget ud af så lidt. Pernell McPhee er en stjerne i svøb, men derudover har Fangio arbejdet med unge, uprøvede navne som Christian Jones, Adrian Amos og Eddie Goldman. Veteranen Tracy Porter har været overraskende god som cornerback, og Shea McClellin er trådt i karakter som forsvarsleder – og nu som inside linebacker (han var tidligere på kanten).

Det foreløbige Fangio-svendestykke kom i torsdags på Thanksgiving, da han spolerede hyldestceremonien af Brett Favre ved at holde Packers til bare 13 point – og presse Aaron Rodgers til hans værste passer rating (62.4) nogensinde på Lambeau Field. Imponerende.

Bears-forsvaret er ganske enkelt ikke så elendigt, som, mange eksperter inden sæsonen spåede, at det ville være, og man kun gisne om, hvor godt det ville være, hvis Fangio havde en Pro Bowler eller tre at flytte rundt med. For igen i år får han det bedste ud af en ikke imponerende forsvarstrup.

5. Den er gal i Green Bay
Den er helt gal i Green Bay, hvor det Aaron Rodgers-ledede angreb er helt ude af takt, og med det angreb ligner Packers et hold, der skal være glade for bare at komme i slutspillet efter, at holdet før sæsonen var manges favorit (inklusiv undertegnedes) til at komme i Super Bowl for NFC.

Packers (7-4) er efter Minnesota Vikings i NFC North, men har stadig en slutspilsbillet i hænderne. Men sådan som holdet og især angrebet har spillet på det seneste, hvor det er blevet til fire nederlag i fem kampe, er intet længere sikkert.

I de sidste fem kampe har Packers scoret 98 point, hvilket kun er 24. bedst i NFL målt på perioden, hvor de 32 NFL-hold hver især har spillet den 7. til og med 11. kamp i 2015-sæsonen (på den måde er der taget højde for friuger). Målt efter samme standard er Packers også nummer 24 i passing yards.

Og quarterback Aaron Rodgers er faldet helt til jorden på en måde, vi aldrig har set før. Rodgers har i alle de seneste fem kampe haft en lavere passer rating end modstanderens quarterback, hvilket er helt usædvanligt, når man tænker på, at Rodgers er alle tiders førende i NFL i passer rating-kategorien.

I perioden fra Packers’ syvende til og med 11. kamp i sæsonen har Rodgers kun ramt plet på sølle 53,9 procent af alle kast – 40. bedst i NFL i perioden blandt quarterbacks med mindst 25 kast – og dermed er han efter navne som E.J. Manuel, Brian Hoyer og Nick Foles. Det er vildt, når han i Mike McCarthys’ ”West Coast”-baserede angreb netop bliver bedt om at levere mange, sikre kast. En passer rating på 81,3 point er kun 33. bedst i NFL i perioden, og i det hele taget spiller Rodgers lige nu – statistisk set – noget af det værste football i karrieren.

Og det er der ifølge folk, der følger Packers tæt, mange forklaringer på. Rodgers og receiver-gruppen, der før sæsonen mistede hans bedste våben (Jordy Nelson) – er ikke i synk med hinanden, og især andenårsspilleren Davante Adams er en stor skuffelse.

Mange havde forventet, at Adams i denne sæson ville tage det store skridt, der ville bringe ham ind i rækken af de mange Packers-receivers, der gennem årene har leveret stort for holdet, selvom de ikke blev valgt tidligt i draften. Som Nelson, Greg Jennings, Donald Driver, James Jones og Randall Cobb. Men Adams er nu så skidt spillende, at der endda er dem, der mener, at han lige nu skader holdet mere, end han gavner det.

Alene i de sidste to kampe har Adams fået kastet bolden i sin retning i 33 tilfælde, men han har kun grebet 12 af de bolde for sølle 93 yards. En ekstremt lav andel. Samtidig har han tabt flere bolde, han burde have grebet, det samme har James Jones, som imponerede med 21 catches og seks touchdowns i de første seks kampe. I de seneste fem kampe har han kun grebet ni bolde og scoret én gang – og seks af de catches kom endda i én kamp (mod Vikings).

Problemet er, at modstanderne trækker wide receiverne ud af kampen ved line of scrimmage via stærk ”press coverage”, og samtidig dobbeltopdækker modstanderen Randall Cobb, der i år har haft svært ved at vriste sig fri (11,8 yards pr. catch – færrest i karrieren). Den formel betyder, at Rodgers igen og igen skal freelance, hvilket han er NFLs måske bedste til, men over tid er det ikke holdbart med en quarterback, der aldrig finder en rytme, fordi han skal kaste bolden ind i ekstremt små sprækker eller vinde ekstra tid, fordi receiveren stadig er dækket.

Hvis Packers skal tilbage til NFLs top, skal kasteangrebet i gang. Lige nu er det bare svært at se hvordan.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *