Football For Folket!

Blog: 6 tanker før 13. NFL-runde

Er New England Patriots stadig NFLs bedste hold, hvilken head coach er stærkt overvurderet, hvorfor er Peyton Manning ikke kun presset af Brock Osweilers kasteevner – og hvad er problemet i Green Bay? Læs her seks tanker før 13. spillerunde i NFL.



1. Hvorfor har Jeff Fisher stadig et head coach-job?
 
St. Louis Rams er på vej mod endnu en sæson, der i bedste fald er middelmådig – og som i værste fald er en lille katastrofe.

I dét, der skulle have været sæsonen, hvor Rams endelig nåede slutspillet, efter tilgangen af running back-stortalentet Todd Gurley og en ny quarterback i Nick Foles, er vædderne faldet til jorden med et brag. Rams har kun vundet fire kampe, og søndag tabte holdet den fjerde kamp i træk – denne gang med ydmygende 31-7 ude mod Cincinnati Bengals.

Fiaskoen sætter spørgsmålstegn ved head coach Jeff Fisher, der på Twitter og i diverse radioshows bliver beskyldt for at være en træner, der mere er et navn end en mand, som kan føre sit hold frem til succes. Mange mener, at Fisher gennem årene er blevet båret frem af venner i medierne, der ikke har kritiseret, at Fisher alt for sjældent skaffer resultater – bedst bevist ved at han i ingen af sine fem foregående sæsoner som cheftræner (daterende tilbage til Tennessee i 2009 og 2010) har vundet flere end otte kampe i en sæson.

I stedet er han blevet hyldet som en træner, der (stadig) på flot vis er ved at genopbygge Rams, og som samtidig skaber en stor åbenhed omkring holdet, der år efter lukker journalister ind i holdets “draft room” for at skrive detaljerige, “fluen på væggen”-beretninger, og som viser klasse ved at vælge ham (Michael Sam), som de andre ikke ville have. Rams er ganske enkelt en darling i medieverdenen og har i Jeff Fisher og den åbne, imødekommende general manager Les Snead en duo, som ofte bliver rost i offseason for deres handlinger, selvom resultaterne udebliver, når sæsonen begynder.

Virkeligheden er nemlig, at Jeff Fisher henover karrieren aldrig har været mere end middelmådig. Derfor er det logiske spørgsmål: Bør han ikke ryge ud, når sæsonen er slut, hvis Rams, som det ser ud til, igen slutter med kun seks, syv eller maksimalt otte sejre og heller ikke i år når i slutspillet?

Og hvis ja – bør hans tid som head coach i NFL så ikke være færdig?

Jeff Fisher har i 21 år været head coach i NFL for henholdsvis Houston Oilers/Tennessee Titans og senest St. Louis Rams, og han har haft ansvaret på sidelinjen i samlet 321 kampe. Det er både nummer 11 på listen over trænere med flest NFL-sæsoner og NFL-kampe på bagen, viser tal fra Pro Football Reference, og det bringer ham op i et fint selskab med legender som Paul Brown, Bill Belichick og Chuck Noll. Han er altså en meget erfaren herre.

Men trods de mere end to årtier år som træner, der umiddelbart signalerer masser af succes, kan Jeff Fisher kun prale af sølle tre divisionstitler i 21 år og ét konferencemesterskab (AFC-mesterskabet i 2000), og holdet tabte efter det mesterskab siden Super Bowl til netop St. Louis Rams. Kun seks gange har Fisher ført sit hold i slutspillet – det er nummer 29 blandt trænere gennem tiderne – og hans mandskab har kun vundet fem af 11 slutspilskampe svarende til 45 procent, hvilket kun er 58. bedst blandt alle trænere gennem tiderne. For alle opgør gælder det, at Fishers hold kun har vundet 51,9 procent af kampene svarende til en 81. plads gennem NFL-historien.

Og hvis du sidder med en fornemmelse af, at hans tropper ofte har hængt i den tunge ende af divisionen, er det ikke helt skævt. Statistikken viser, at Fishers hold i gennemsnit har fået en placering som nummer 2,8 i divisionen – altså reelt som det tredjebedste hold.

Alligevel er han altså stadig – 21 år efter sin debut som head coach – en del af NFL. Det er efterhånden ulogisk, og derfor bør Rams reagere.

Jeff Fisher bør være færdig i St. Louis efter denne sæson. Og i NFL – som head coach.

2. Patriots er stadig klare favoritter
Det kan godt være, at Patriots ikke længere er perfekte, efter at holdet natten til mandag tabte i Denver. Og det kan også være, at et skadesplaget angreb i de seneste uger har vist sig mere sårbart, end det var for bare en måned siden. Søndag mod Broncos og ligaens bedste forsvar konverterede Patriots kun to af 13 tredje downs til fire nye forsøg svarende til 15 procent – den laveste andel af Patriots i en kamp siden oktober 2013.

Men i min optik er Patriots stadig favoritter – klare favoritter endda – til at blive AFCs deltager i Super Bowl i San Francisco til februar.

Årsagen er den hjemmebanefordel, som jeg stadig tror og forventer, at Patriots får gennem hele slutspillet frem til NFL-finalen. Den hjemmebanefordel er altafgørende, for historien viser, at hjemmebaneholdet – ikke overraskende – har en klar fordel, når det først bliver januar. Naturligvis ikke mindst fordi holdet kun vil være to sejre – på egen bane – fra Super Bowl.

Siden 2001, hvor Patriots’ succesepoke begyndte, har der været afviklet 14 AFC-finaler, og i de 10 af de finaler har hjemmebaneholdet (det højst seedede mandskab) vundet. Inklusiv otte af de sidste ni AFC-finaler. Inkluderer man divisional playoffs-runden strækkende tilbage til og med 2009-sæsonen, har hjemmeholdet vundet 13 af de seneste 18 divisional playoffs- eller konferencefinale-kampe. Det er 72 procent eller rundt regnet tre ud af fire.

Og siden Tom Brady blev quarterback i 2001, har New England samlet vundet 14 af 17 hjemmekampe i slutspillet – svarende til 82 procent – kun overgået af Seattle Seahawks (90 procent) blandt hold med mindst fem hjemmeopgør. Og fra og med 12. spillerunde – det vil sige kampe fra cirka den 1. december og fremefter – har holdet på egen bane sejret i 44 af 52 opgør svarende til 84 procent. Det er klart den største andel i NFL i perioden.

New England er ganske enkelt ekstremt svære at slå på Gillette Stadium, når først sæsonen snerper til, og det for alvor gælder i årets sidste og første måned.

Omvendt har holdet siden 2001 kun vundet halvdelen (tre af seks) udebaneopgør i slutspillet, og selvom det stadig er femtebedst i perioden, er det værd at bemærke, at Patriots kun har vundet én af fire udebanekampe i slutspillet siden 2005 (ude mod San Diego i januar 2007). Og søndag mod Broncos smed holdet en 14 point-føring over styr i Denver. Det var næppe sket i New England.

Derfor er det super væsentligt, om New England Patriots får hjemmebanefordel gennem slutspillet eller ej. Og det får de i denne sæson. Og derfor er jeg stadig ret overbevist om, at Patriots spiller sig i Super Bowl, selvom holdet er mere svækket, end det var i oktober.

Ganske vist er Cincinnati Bengals og Denver Broncos (9-2) kun én sejr efter Patriots (10-1) i kampen om hjemmebanefordelen i AFC. Men Bengals og Broncos mangler stadig at møde hinanden (hvilket reelt eliminerer ét af holdene), og Patriots har samtidig et overkommeligt restprogram begyndende med næste weekends opgør hjemme mod kriseramte Philadelphia Eagles, som jeg forventer, at Patriots vinder stort, fordi Eagles har så enorme problemer. Jeg har svært ved at se, at Patriots på den ene side dummer sig, mens jeg omvendt sagtens kan se både Broncos og Bengals tabe én eller to kampe mere (de mangler begge at møde Steelers).

Så længe holdet har Tom Brady bag center kastende til playmakeren Rob Gronkowski, der slap med skrækken, efter at han blev knæskadet mod Denver – og krydrer de to med et godt forsvar – kan Patriots overkomme tabene af Julian Edelman og Dion Lewis og de skader, der ellers måtte komme. Oven i købet kommer Edelman tilbage til januar, og selv hvis han ikke er 100 procent fit, er han stadig en klar forstærkning til angrebet.

I mange andre sæsoner ville de mange skader og småskavanker måske koste dyrt, men ikke i 2015, hvor rigtigt mange AFC-modstandere har store problemer, og hvor Patriots bliver reddet af, at rivalerne ikke har samme styrke som i andre år.
 
Og så længe Patriots altså bare spiller hjemme i Foxborough i januar, er vejen banet til endnu en Super Bowl.

Derfor vil jeg blive stærkt overrasket, hvis ikke New England Patriots for andet år i træk er den ene deltager i ”The Big Dance”.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar