Andreas Knappe til ny prøvetræning i NFL

Danske Andreas Knappe får nu en ny chance for at spille sig tilbage i NFL.

Danskeren skal mandag formiddag, østamerikansk tid, til prøvetræning hos Washington Redskins, erfarer Claus Elming fra GulKlud.dk via kilder. Knappes agent, John Pace, bekræfter søndag aften i telefonen fra Boston historien til Draftday.dk.
– De vil se ham an i morgen, de vil gerne forbedre sig, og derfor tester de ham. Hans humør er fantastisk lige nu, fortæller Pace.

Han fortæller samtidig, at Knappe flyver til Washington klokken 19, lokal tid.

Prøvetræningen er den anden, siden Knappe blev fyret hos Falcons den 31. august. Én uge senere var han til en prøvetræning hos Indianapolis Colts, der ifølge agenten “elskede” Knappes evner, men altså ikke signede ham.
– Andreas holder sig i form, han træner hver dag, og han ved godt, at det her ren business. Han er tålmodig, siger John Pace til Draftday.dk.

LÆS: Sådan kommer Andreas Knappe tilbage i NFL

Agenten fortæller, at NFL-hold har ringet hver uge til ham, siden sæsonen begyndte, for at spørge ind til Knappe.

Gulklud.dk erfarer fra en pro scout hos Draftday.dk, at Knappe bliver testet i en gruppe på 15-20 spillere, der tæller offensive tackles, defensive linemen og outside linebackers.

John Pace bider mærke i, at Redskins i sidste uge testede andre offensive linemen – uden at signe dem.
– Så de var ikke tilfreds med, hvad de så. Og nu får Andreas så chancen. Det er umuligt at sige, hvad det fører til. Det skal man have en krystalkugle for at kunne sige. Men det er godt, at han får chancen, forklarer han.

Det er helt normalt, at NFL-hold tester spillerne løbende hver uge for at kunne signe dem til enten den aktive trup eller til holdets practice squad, hvis der opstår det behov. Giver spillerne et positivt indtryk, kommer de så på holdets “ready list” over spillere, man kan signe akut.

Andreas Knappe, der her løfter en holdkammerat under en kamp for University of Connecticut, skal mandag til prøvetræning i Washington. FOTO: University of Connecticut

Søndagsnoter og seneste nyt – week 6

Det er game day i NFL. Få her seneste nyt om skadede spillere og andet fra rundt omkring i ligaen.

1. New England Patriots må undvære to af sine tre bedste cornerbacks i søndagens rivalopgør mod Jets. Stephon Gilmore er i sidste øjeblik dømt ude, fordi han de seneste dage har klaget over hovedpine. Han var ellers ikke på ugens skadesliste. Patriots må også stadig undvære lyskeskadede Eric Rowe.

2. Patriots får heller ikke running back Rex Burkhead (ribben) med. Han er dømt ude.

3. Patriots’ rookie-linebacker Harvey Langi var fredag involveret i en alvorlig bilulykke med sin hustru og to andre biler. Han blev ifølge ESPN skadet i ryggen, men er nu udskrevet fra hospitalet.

LÆS: Blog: 5 NFL-stjerner, der har skuffet

4. Først umiddelbart inden kampstart afgøres det ifølge ESPNs Adam Schefter, om Ravens’ skulderskadede wide receiver Jeremy Maclin kan spille.

5. Jets får ifølge NFL Networks Ian Rapoport ikke running back Bili Powell med mod Patriots. Han er dømt ude med en lårskade. Til gengæld er Matt Forte atter med.

6. Packers’ running back Ty Montgomery, der er questionable mod Vikings med skadede ribben, ventes ifølge Adam Schefter at spille – uden at være synderligt hæmmet af skaden.

7. Raiders’ quarterback Derek Carr, der missede sidste uges opgør mod Ravens med en rygskade, vil ifølge Adam Schefter spille søndag mod Chargers.

Raiders-spillerne får Derek Carr tilbage. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

8. Chargers’ rookie-receiver Mike Williams, der har siddet ude hele sæsonen med en rygskade, får søndag NFL-debut mod Raiders, erfarer Adam Schefter.

LÆS: Optakt til ugens kampe i NFL – week 6

9. Redskins’ knæskadede venstre tackle Trent Williams, der er questionable, er stærkt tvivlsom til kampen mod 49ers og først inden kampstart afgøres det, om han kan være med.

10. Colts har lørdag aften lidt endnu et stort tab. Den startende højre guard Jack Mewhort er sendt på injured reserve-listen med en knæskade. Knæet hævede fredag, efter at han trænede torsdag, og en MRI-scanning viste, at knæet skal opereres, og dermed er sæsonen slut. Det er endnu uvist, hvem der vil erstatte ham i førstekæden.

11. Senest mandag vil den fyrede linebacker Navorro Bowman, som 49ers fredag skilte sig af med, signe med et nyt NFL-hold, erfarer Ian Rapoport.

12. Med en sejr søndag over Jets vil Patriots’ Tom Brady blive den mest vindende quarterback i den regulære sæson i NFL-historien. Det vil bringe ham op på 187 sejre – én flere end Peyton Manning og Brett Favre.

13. Chiefs’ quarterback Alex Smith vil med to touchdowns og ingen interceptions søndag mod Steelers blive den spiller gennem tiderne, der har kastet flest touchdowns uden en interception i sit holds første seks kampe. Det vil bringe ham op på 12 touchdowns – én flere end Randall Cunningham i 1998.

14. Med en passer rating over 100 point mod Steelers bliver Alex Smith samtidig den kun fjerde quarterback nogensinde, der netter sådan en rating i alle sit holds første seks kampe.

15. Skaffer Chiefs’ rookie-sensation Kareem Hunt 159 yards from scrimmage mod Steelers, overgår han Eric Dickerson på førstepladsen over rookies med flest total yards i de første seks kampe i den første sæson i NFL.

16. Med et touchdown søndag mod Rams bliver Jaguars’ Leonard Fournette den kun anden spiller gennem tiderne, der scorer mindst et touchdown i alle karrierens første seks kampe. Den første var Patriots’ Robert Edwards i 1998.

Blog: 5 NFL-stjerner, der har skuffet

Vi er fem runder inde i NFL-sæsonen, og flere stjerner har imponeret – som ventet – eller har skuffet. Draftday.dk giver her fem bud på spillere, der ikke har levet op til de tårnhøje forventninger, der har været til dem før sæsonen. Der er allerede rigeligt med fokus på skuffende quarterbacks, så dette gælder spillere fra andre positioner.

WR Amari Cooper, Oakland Raiders

Cooper har været en katastrofe. Oakland-stjernen, der før sæsonen var regnet for at være én af NFLs bedste wideouts, er end ikke på top 50-listen over de spillere, der har grebet flest bolde i denne sæson, for det er kun blevet til 13 catches for 118 yards og et touchdown svarende til 9,1 yards pr. catch. De 118 yards over fem kampe svarer til, hvad han tidligere har grebet i én kamp – for han har minimum nettet det antal i ni kampe i karrieren. Og alene i sidste sæson havde han to kampe, hvor han greb mindst 13 bolde. Cooper har døjet med flere tabte bolde (syv styk), og han har ifølge NFL.com kun grebet 13 af 33 bolde, der er sendt i hans retning. men har samtidig kort og godt svært ved at vriste sig fri af modstanderne. Han ligner lige nu ikke den elite-receiver, han normalt er.

Amari Cooper (til venstre) har fået en dybt skuffende sæsonindledning. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons
TE Jimmy Graham, Seattle Seahawks

En ankelskade har drillet Graham i dele af sæsonen, men det er ikke hele forklaringen på, at den super-adrætte tight end, som resten af NFL engang frygtede, nu er blevet en i bedste fald ufarlig possession-catcher. Graham har ikke grebet for flere end 72 yards i en kamp i år, men hvad værre er, at Seahawks-ledelsens tiltro til ham er faldende ifølge Pro Football Weeklys Eric Edholm. Derfor ventes holdet at sige farvel til ham i offseason, når hans kontrakt udløber.CB/S Tyrann Mathieu, Arizona Cardinals
Den 25-årige altmuligmand har slet ikke lignet den All-Pro-kaliber forsvarsspiller, som han har været, når han har været skadesfri. I søndags i 34-7-nederlaget mod Eagles blev Cardinals’ secondary med Mathieu kastet i sænk af Carson Wentz, og selvom han afgjorde overtidskampen mod Colts på en interception , der siden førte til et afgørende Phil Dawson-field goal, har der været for mange, ukarakteristiske fejl fra Cardinals-stjernens side. For hvad, det er værd, rangerer Pro Football Focus ham p.t. som den 91. bedste cornerback i NFL.ILB Navorro Bowman, Free agent
Der var engang, hvor Bowman var én af NFLs mest frygtede linebackers, men sådan er det ikke længere. En alvorlig knæskade og en sprængt akillessene har kostet fart i fødderne, og Bowman har slet ikke længere den rækkevidde, som han havde engang, og han er kun en middelmådig “run stopper”. Fredag aften tog 49ers-ledelsen så konsekvensen og fritstillede Bowman, efter at han tidligere på ugen havde ytret utilfredshed over at være bænket på en hel serie i søndagens kamp mod Colts. En degradering, der fortæller alt om, hvad 49ers tænker om hans nuværende evner. I den kamp var 49ers uden to af sine tre bedste inside linebackers, men alligevel blev Bowman erstattet af femtevalget på positionen.

OLB Robert Quinn, Los Angeles Rams
Quinn har ikke fungeret optimalt i Wade Phillips’ nyinstallerede 3-4-system. Quinn har trods 2,5 sacks ikke været den terroriserende force fra kanten, som det var ventet, at han ville være. Han har gennem hele karrieren været defensive end, men er nu outside linebacker i det nye system, hvor det forventes, at han dels angriber quarterbacken, dels holder skansen på kanten. Han får stadig spilletid som defensive end og deltager i møder med forsvarslinjen, men overgangen har ikke været så god, som håbet. Indtil nu har han ifølge Pro Football Focus “kun” lavet ni pressures.

Optakt til ugens kampe i NFL – week 6

Der er flere, meget interessante divisionsopgør i 6. spillerunde af NFL-sæsonen, hvor Dolphins skal rejse sig efter en bizar uge, hvor stærkt kriseramte Giants får det svært, hvor Alex Smith og Kareem Hunt kan fortsætte NFL-historiske sæsoner for Chiefs, og hvor Kirk Cousins er i fokus i Washington. Læs her optakter til alle ugens kampe!

UGENS TOPKAMP

EAGLES at PANTHERS (Natten til fredag, kl. 02.30)

To af NFLs allermest varme hold mødes på Bank of America Stadium, når Eagles og Panthers hamrer sammen. Begge har vundet fire kampe, og ét af holdene kan dermed med en sejr blive det kun andet hold i NFL i denne sæson (Chiefs er det første), der vinder fem opgør. Panthers har været overbevisende i sejre over Patriots og Lions de seneste to uger, mens Eagles kommer til Charlotte med en imponerende 34-7-afklapsning af Cardinals i baggagen. Også de to holds quarterbacks er skarpe netop nu. Panthers’ Cam Newton overkom den massive kritik af ham efter en tåbelig udtalelse om en kvindelig NFL-journalist og var næsten perfekt mod Lions. I de seneste to kampe har han ramt plet på hele 77 procent af alle kast, skaffet 10,8 yards pr. kast og nettet en passer rating af 137,2 point – klart bedst i NFL i perioden. Især hans samarbejde med Ed Dickson (237 receiving yards de seneste to kampe), der har taget over for skadede Greg Olsen, og Devin Funchess (tre touchdowns de seneste to kampe) har været opsigtsvækkende. Eagles’ quarterback Carson Wentz har de seneste to uger nettet en rating af 111,8 point, men har nok så vigtigt skaffet hele 11 yards pr. kast på tredje down. Han må dog undvære sin højre tackle Lane Johnson, der pådrog sig en hjernerystelse mod Cardinals, og som ikke flyver med holdet til Charlotte. Manden med den lange fornavn, Halapoulivaati Vaitai, tager over. Begge forsvar er i den bedre ende af NFL ifølge Football Outsiders’ rangering, mens Eagles ifølge websitet har NFLs bedste special-teams-enhed. Carolina er nummer 16 i den kategori.

Carson Wentz har været meget skarp på tredje down i denne sæson. FOTO: Keith Alison, Wikimedia Commons

Duellen i duellen
Kampen i ”skyttegraven” mellem på den ene side Eagles’ Timmy Jernigan og Fletcher Cox, der kan være tilbage efter sin lårskade, der har holdt ude siden 2. spillerunde, og på den anden side hjemmeholdets indvendige del af angrebslinjen bliver meget interessant og potentielt afgørende. Newton er uhyggelig skarp netop nu, og derfor skal Eagles lægge et større pres på quarterbacken. Cox er – når og hvis han er fit – én af NFLs bedste interior pass-rushers, mens Jernigan er en jernmand, der især er en force mod løb. I de to guards Trai Turner og Andrew Norwell har Panthers to af de bedste guards i NFL i denne sæson, men Ted Larsen er samtidig en solid center. Den kamp i kampen er for feinschmeckere, der elsker slagsmål mellem stærke defensive linemen og pålidelige offensive linemen.

Statistikken, du bør kende
Kun Jaguars har de seneste tre uger løbet for flere yards end Eagles, der har nettet 529 yards langs jorden i perioden og skaffet sunde 4,64 yards pr. løb. I de seneste to uger – mod svagere løbeangreb – har Panthers-forsvaret kun tilladt i alt 130 rushing yards, men Eagles-løbeoffensiven anført af LeGarrette Blount og Wendall Smallwood (der dog er skadet og tvivlsom) er af en anden kaliber. Blount snitter hele 5,77 yards pr. carry. Kun Kareem Hunt har været endnu mere effektiv på sine løb.

OG ALLE DE ANDRE KAMPE…

BEARS at RAVENS (Søndag, kl. 19.00)

Efter to svage præstationer i træk kom Ravens for en søndag tilbage på sporet, da holdet i en overbevisende 30-17-sejr over Oakland især så offensiven gøre mange ting rigtigt. En ellers skadesplaget angrebslinje gav – anført af center Ryan Jensen – masser af beskyttelse til quarterback Joe Flacco, der kvitterede ved at levere sin statistisk set næstbedste præstation siden 1. spillerunde i 2016-sæsonen. Oven i købet tabte Steelers igen, og dermed er Ravens (3-2) stadig helt med i AFC North, der er helt åben. Holdet må formentligt søndag undvære running back Terrance West, der ventes ude med en lårskade. Det vil give ekstra spilletid til Alex Collins og Buck Allen. Bears tabte mandag til Vikings i en kamp, hvor førsterundevalget Mitch Trubisky fik NFL-debut, og han havde, som ventet, en aften fyldt med op- og nedture. Bears (1-4) har efterhånden udspillet sin rolle i NFC North, og derfor begynder presset så småt at stige på head coach John Fox, der kun har vundet 10 ud af 37 kampe i The Windy City. Mod Vikings scorede bjørnene kun på én af 11 angrebsserier, og Ravens-forsvaret, som Football Outsiders rangerer som NFLs sjettebedste (trods et par svage præstationer), er en stor mundfuld for Trubisky og Co. I øvrigt er dette den anden kamp ud af fire på stribe, hvor værterne møder – på papiret – svagere quarterbacks. I søndags stod forsvaret over for E.J. Manuel, der startede i stedet for skadede Derek Carr, så venter rookien Trubisky, Vikings’ Case Keenum og Dolphins’ Jay Cutler. De to hold har kun mødtes fem gange gennem tiderne – to gange i Baltimore, hvor Bears endnu ikke har vundet.

LÆS: Blog: Hvornår bliver NFL Game Pass fikset?

BROWNS at TEXANS (Søndag, kl. 19.00)

Det er to sårede mandskaber, der mødes i Houston. Værterne fra Texans (2-3) mistede i søndags mod Chiefs to forsvarsstjerner – J.J. Watt og Whitney Mercilus – for sæsonen på samme serie og selvom rookie Deshaun Watson har været en åbenbaring bag center, kan det ikke skjule, at forsvaret, der har tilladt 26 point pr. kamp, pludselig kan blive en akilleshæl sæsonen igennem. På søndag mod NFLs måske værste angreb bør defensiven dog matche modstanderens offensiv. Browns er fortsat uden en sejr og har nu tabt 20 af 21 kampe med Hue Jackson som head coach. Jackson bænkede søndag i pausen mod Jets rookie-quarterback Deshone Kizer, der nu har smidt bolden væk på 11 turnovers i bare 4 ½ kampe og netter NFLs svageste passer rating (49,5 point). 21-årige Kizer har stadig langt igen, men Jackson siger, at han stadig ser Kizer som en potentiel franchise-quarterback, selvom han skal sidde på bænken i den kommende tid. Det betyder omvendt, at Kevin Hogan vil starte mod Texans. Han var overraskende skarp mod Jets, men søndag vil mange Browns-fans nok også fokusere på Deshaun Watson. For i draften i april havde Browns muligheden at vælge Watson med 12. valget, men handlede i stedet valget til Houston, der nu ser ud til at have fundet fremtidens mand bag center. Browns – derimod – starter søndag den 28. quarterback bag center, siden holdet vendte tilbage til NFL i 1999. Siden dengang har holdet kun vundet 88 af 293 kampe.

Browns-spillerne har heller ikke i denne sæson meget at glæde sig over. FOTO: Erik Drost, Wikimedia Commons

PACKERS at VIKINGS (Søndag, kl. 19.00)

Efter Packers’ formidable sidste-øjebliks-sejr i Dallas i søndags blev presset på ærkerivalerne fra Vikings øget markant. En sejr til Green Bay (4-1) søndag i det fælles møde vil bringe dem to en halv sejr foran Minnesota (3-2) – med deres næste, indbyrdes møde i Wisconsin. Aaron Rodgers (13-6 som starter mod Vikings) beviste i Dallas endnu engang, hvor fantastisk en quarterback, han er, men den store positive overraskelse fra den kamp var rookie-running back Aaron Jones, der snittede 6,6 yards pr. carry på 19 løb, og som er en større force på løb end Ty Montgomery, som han erstattede. Det er kun én kamp, men femterundevalget kan meget vel blive én af de bedste backs, som Rodgers har fået hjælp af gennem tiderne. I det hele taget peger pilen opad for Packers, der i de kommende uger får flere skadede starters tilbage – det er sandsynligt, at den lårskadede venstre tackle, David Bakhtiari, gør comeback mod Vikings. Det er væsentligt, for især Minnesotas højre end, brandvarme Everson Griffen, har gennem årene voldt Packers-linjen problemer. I de to seneste sæsoner har han lavet fire sacks i kampene mod Green Bay, og i år har han allerede lavet seks sacks. Kun legenderne Jared Allen og John Randle har tidligere lavet så mange sacks for Vikings efter fem kampe. Værterne vil formentligt igen starte Case Keenum, efter at Sam Bradford forværrede sin knæskade mod Bears. Med ham som førstemand har de vundet to af tre kampe, og Keenum har personligt gjort det overraskende godt og rangerer – for hvad det er værd – i øjeblikket som den niendebedste quarterback i NFL hos Pro Football Focus. De to hold vandt begge to kampe i deres fælles møder de seneste to sæsoner.

Everson Griffen nedlægger her Aaron Rodgers på et sack, som han har gjort det flere gange i karrieren. FOTO: Joe Bielawa, Wikimedia Commons

LIONS at SAINTS (Søndag, kl. 19.00)

Hjemmeholdet sad over i sidste uge oven på to sejre på stribe i 3. og 4. spillerunde, mens Lions i søndags tabte til Carolina. Den store historie før kampen er Detroits quarterback Matthew Stafford, der skadede anklen mod Panthers, og som sidst i kampen humpede rundt. Han sagde mandag, at han endnu ikke ved, om han kan spille i New Orleans. Kan han ikke det, vil sidste sæsons sjetterundevalg, Jake Rudock, starte. Han har endnu til gode at kaste sin første bold i NFL. Ifølge NFL Network er Lions-ledelsen dog optimistiske omkring Stafford, men spørgsmålet er, hvor fit han i givet fald er. Stafford er allerede blevet nedlagt af 18 sacks i denne sæson, og selvom New Orleans Saints’ forsvar ikke bringer minder om Philadelphia Eagles’ fænomenale 1991-defensiv, er enheden forbedret og har i de seneste to kampe kun tilladt 13 point og lavet otte sacks. Mod Panthers tillod Lions’ angrebslinje hele seks sacks og 12 pressures på 21 dropbacks, hvor holdet blitzede Stafford. Og i Saints’ seneste kamp pressede forsvaret Dolphins’ Jay Cutler på halvdelen af alle dropbacks. I den henseende spiller de to cornerbacks, Ken Crawley og rookie Marshon Lattimore, en vigtig rolle. De er meget formstærke netop nu og rangerer som NFLs fjerde og sjettebedste cornerback hos Pro Football Focus. Saints’ quarterback Drew Brees spiller i 2017 på sit sædvanlige høje niveau. I søndags – mod Lions – lignede Panthers’ Cam Newton en MVP, så der kan være en stor dag i vente for Brees mod det Lions-forsvar, der har mistet defensive tackle Haloti Ngata for sæsonen med en bicepsskade.

LÆS: Blog: 10 kommentarer til NFL-kampene i week 5

DOLPHINS at FALCONS (Søndag, kl. 19.00)

Gæsterne haltede sig frem til en 16-10-sejr mod Tennessee i søndags, men kønt var det ikke, og bedre blev det ikke af, at offensive line coach Chris Foerster mandag trak sig tilbage, efter at en video med ham, hvorpå han sniffer hvidt pulver, søndag aften blev offentliggjort af en danser fra Las Vegas, som han havde sendt den til. Det var blot det seneste dramatiske øjeblik, der har præget Dolphins-holdet i denne sæson, som også har budt på Ryan Tannehills korsbåndsskade, Jay Cutlers comeback, Irma-katastrofens påvirkning af turneringsprogrammet og Lawrence Timmons’ pludselige forsvinden før premieren mod Chargers. Nu venter så en meget svær udekamp mod de forsvarende NFC-mestre, der har haft én ekstra uge til at forberede sig (Falcons sad over i 4. spillerunde). Den kamp vil for alvor teste Adam Gases mandskab og dets mentale styrke. I forvejen er Gase presset af et angreb, der er meget svagt under Cutlers ledelse. Dolphins rangerer sidst i yards pr. kamp, yards pr. spil, passing yards, første downs pr. kamp, effektivitet på tredje down og antal scorede point pr. kamp. Det har i denne uge fået flere NFL-eksperter til at opfordre Dolphins til at skifte skidt spillende Cutler ud med reserven Matt Moore, men det afviser Gase. Falcons-forsvaret er statistisk set under middel i denne sæson (nummer 24 ifølge Football Outsiders), og angrebet har underpræsteret. Head coach Dan Quinn sagde dog mandag, at han er tilfreds med den indsats, som holdet har leveret i alle spillets tre faser – spillerne skal bare eksekvere bedre. Wide receiver Julio Jones, der udgik af nederlaget forrige søndag mod Buffalo med en hofteskade, ventes at spille søndag. Faktisk vil formentligt kun én af 22 spillere, der startede premieren, nemlig wide receiver Muhamed Sanu (lårskade), sidde udenfor søndag. Dolphins har ikke vundet i Atlanta siden 1980 – tre år før Dan Marino blev holdets quarterback. 

Matt Ryan har haft en ekstra uge til at forberede sig til kampen mod Miami. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

PATRIOTS at JETS (Søndag, kl. 19.00)

Ingen havde næppe forudset det, men det er faktisk et rivalopgør om toppen af AFC East, der bliver afviklet søndag i The Meadowlands. Begge hold har – meget overraskende – vundet tre kampe og tabt to opgør – selvom flere eksperter forudså, at Patriots kunne gå ubesejret gennem sæsonen, og at Jets omvendt kunne tabe alle 16 kampe i sæsonen. Men nu mødes de altså i 6. spillerunde med samme sejrsstatistik. Det betyder dog ikke, at holdene har samme niveau. Patriots er ni point-favoritter ifølge bookmakerne – med rette. For Patriots er trods et forsvar, der har tilladt flest yards pr. spil (6,92) efter fem kampe i holdets historie – og næstflest point siden 1990 – markant bedre end Jets, og med ti dages forberedelse er det sandsynligt, at New England har haft mulighed for at forbedre forsvaret, der oven i købet i den seneste kamp mod Buccaneers leverede sæsonens bedste præstation. Og Jets’ quarterback Josh McCown ikke af samme kaliber – trods en række effektive om end ufarlige præstationer – som de quarterbacks, som Patriots har stået over for indtil nu. Jets’ head coach Todd Bowles kalder da også Patriots for ”skræmmende”, og han ved, at Jets risikerer en ordentlig øretæve, hvis Patriots-forsvaret træder endnu mere i karakter, og hvis 40-årige Tom Brady fortsætter med at være så uhyggelig god. Det er dog værd at bemærke, at Brady allerede er blevet nedlagt af 17 sacks – flest efter fem kampe i hans tid i New England – og han døjer nu med en skadet skulder i sin venstre arm (ikke kastearmen), men omvendt har Jets kun lavet syv sacks (næstfærrest i NFL).  De to hold er indædte rivaler, men i de seneste seks år har Patriots totalt domineret lillebror mod syd. I den periode har Jets kun vundet tre af 13 kampe mod New England. Og Patriots har vundet ti kampe på stribe på udebane mod alle hold. Imponerende.

49ERS at REDSKINS (Søndag, kl. 19.00)

Der er mange forbindelser mellem de to hold, der mødes på FedEx Field. 49ers’ nye head coach Kyle Shanahan var fra 2010 til 2013 en relativt succesrig offensiv koordinator i Washington, og her var han med til at udvikle Kirk Cousins, der nu har succes som startende quarterback i den amerikanske hovedstad. Netop Cousins er en quarterback, som 49ers ventes at jagte hårdt, hvis han bliver en free agent til marts. 49ers’ bedste wideout, Pierre Garcon, tilbragte fem sæsoner hos Washington, før han inden denne sæson skiftede til Bay Area-holdet, og i 2013 – under Shanahans ledelse – satte han en Redskins-rekord med 113 catches. Og Redskins’ tight end, Vernon Davis, var i lang tid en højtprofileret angrebsprofil hos 49ers. Nu møder han for første gang sit gamle hold, og efter at det i nogle år lignede et snarligt karrierestof, fik han karrieren tilbage på sporet, og han fik før denne sæson en ny kontrakt og snitter i en alder af 33 år hele 20,0 yards pr. catch (otte catches i alt). Og Redskins’ defensive line coach, Jim Tomsula, var for to år siden 49ers’ head coach. Redskins (2-2) havde en friuge i sidste uge, men denne kamp er en “must win”-kamp for et hold, der p.t. er to sejre efter Eagles i NFC East, og som efterfølgende møder netop Eagles, Seahawks, Cowboys og Vikings. Men holdet skal besejre 49ers uden top-cornerbacken Josh Norman, der har skadet sine ribben. 49ers (0-5) har tabt de sidste fire kampe med en margin af i alt 11 point, men selvom holdet har været tæt på i de fire nederlag, ændrer det ikke ved, at Niners er i NFLs absolutte bund. Kyle Shanahan og den nye general manager John Lynch jagter dermed stadig den første sejr som duo – Shanahan sagde igen i denne uge, at holdet lige så godt kun have indledt sæsonen med fire sejre som fire nederlag, og derfor vil han ikke lave store ændringer. Gæsterne har i øvrigt vundet de fire seneste kampe mod Redskins.

Kirk Cousins kan søndag spille mod sin kommende arbejdsgiver. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

BUCCANEERS at CARDINALS (Søndag, kl. 22.05)

Hjemmeholdet leverede ifølge general manager Steve Keim i søndags i 34-7-nederlaget til Philadelphia den værste præstation, som holdet har leveret siden nederlaget til Carolina Panthers i NFC-finalen i 2016. Ifølge Keim lavede Cardinals mange fejl, der er lette at rette, men som alligevel skete på foruroligende vis. Cardinals har været hårdt martret af skader i denne sæson, men holdet håber at få de to offensive linemen, Alex Boone og D.J. Humphries, med mod Buccaneers. Det vil gavne en angrebslinje, der ifølge Pro Football Focus er NFLs værste efter fem kampe. Og så har holdet – ikke mindst – handlet sig til Adrian Peterson i New Orleans. Peterson er i dag ikke mere end et navn, der får al for meget opmærksomhed i medierne, men hans muligheder for at gøre en forskel er større i Arizona end hos Saints, hvor han var begravet på holdets depth chart. Cardinals (2-3) hænger på i NFC West, mens Buccaneers er sidst i NFC South – to sejre efter Panthers. Så det er en vigtig kamp for begge hold, der ikke rigtigt er kommet i gang i denne sæson. Én af duellerne i duellen, man skal holde øje med, er mødet mellem Buccaneers’ wideout Mike Evans og Cardinals’ cornerback Patrick Peterson. Førstnævnte kalder Peterson for den hårdeste modstander, han har mødt. De to tørnede også sammen sidste år i en kamp, hvor Arizona ydmygede Buccaneers med 40-7, og hvor Evans greb seks bolde for 70 yards og et touchdown. Buccaneers har skiftet kicker – igen-igen. Patrick Murray, der tidligere har sparket for Browns og Saints, vandt mandag en kicker-konkurrence med fire andre kandidater, da Buccaneers havde besluttet sig for at skille sig af med Nick Folk, der havde misset seks spark i denne sæson – herunder tre i torsdags mod Patriots.

LÆS: Sådan kommer Andreas Knappe tilbage i NFL

RAMS at JAGUARS (Søndag, kl 22.05)

Begge hold har vundet tre kampe og tabt to, men Rams har været mere stabile. Jaguars har slået Texans, Ravens og senest Steelers med de samlede cifre af 103-23, men har samtidig tabt til mindre stærke hold som Jets og Jaguars i en vild op- og nedturssæson. Rams har tabt til to gode hold i Redskins og – i søndags til – Seahawks – i en kamp, som holdet sagtens kunne have vundet. Jaguars spiller på søndag den første af tre hjemmekampe i løbet af fem uger med en friuge ind i mellem – men hjemmebanen har indtil nu ikke været en fordel for jaguarerne. Siden begyndelsen af 2012-sæsonen har holdet kun vundet ni af 37 kampe på hjemmebanen i Jacksonville. Den klart værste andel i NFL i perioden. Den seneste hjemmekamp var i 2. spillerunde, hvor holdet blev ydmyget med 37-16 af Houston. Jaguars vinder i kraft af en fantastisk stærk running back i form af rookie-stjernen Leonard Fournette (466 yards, næstflest i NFL) og en stadig bedre defensiv, der har NFLs klart bedste kasteforsvar anført af super-cornerback-duoen Jalen Ramsey og A.J. Bouye. Til gengæld er Blake Bortles stadig svag bag center – statistisk præcis lige så dårlig som sidste år – og Jaguars vinder derfor på trods af ham, ikke på grund af ham. Rams og quarterback Jared Goff kom ned på jorden mod Seahawks, og running back Todd Gurley skaffede kun 50 yards fra scrimmage. Han kan dog blomstre op langs jorden mod Jaguars, der tillader hele 5,4 yards pr. carry.

STEELERS at CHIEFS (Søndag, kl. 22.25)

To af de mest legendariske NFL-hold – og to storhold i AFC – mødes søndag i en kamp, der kan få betydning for hjemmebanefordelen gennem slutspillet. Det kræver dog, at Steelers kommer op i et helt andet gear og begynder at spille op til sit potentiale, for truppen er – på papiret – stærk. Oven på det ydmygende nederlag til Jaguars i søndags, hvor Ben Roethlisberger kastede fem interceptions, ligner Steelers nemlig mest af alt et hold, der skal kæmpe for bare at komme i slutspillet. Efter kampen sagde ”Big Ben” selv, at han måske ikke længere ”har dét, der skal til”, hvilket førte til flere spekulationer om hans fremtid, men mandag tog han afstand fra kommentaren og sagde, at han ”stadig er én af de bedste i verden” til at kaste en football. Og head coach Mike Tomlin sagde siden, at han tog Roethlisbergers kommentar med ”et gran salt”. Uanset hvad er der søndag fuld fokus på 35-årige Roethlisberger, der ikke har været skarp i denne sæson, og som nu skal præstere under svære betingelser på Arrowhead Stadium mod ubesejrede Chiefs (5-0). Værternes forsvar har ikke været helt så stærkt i denne sæson som sidste år, men Bob Suttons enhed er solid mod kast. Én meget interessant matchup i den henseende bliver mødet mellem Steelers’ All-Pro-receiver Antonio Brown og Chiefs’ shutdown cornerback Marcus Peters. Kampen byder på de to running backs, der p.t. netter flest total yards pr. kamp i NFL-historien. Chiefs’ rookie-sensation, Kareem Hunt (der dog kun har spillet fem kampe) har skaffet 155 yards pr. kamp, mens Steelers’ Le’Veon Bell netter 126,3 yards pr. kamp. Hunt har indtil nu løbet for 609 yards – næstflest af en rookie i NFL-historien efter fem kampe – og er med sit nuværende tempo på vej mod 1948 rushing yards for sæsonen. Og gæsternes løbeforsvar har de seneste tre kampe tilladt 535 yards – næstflest i NFL i den periode. Chiefs’ quarterback Alex Smith er uhyggelig præcis netop nu og har en højere completion percentage (76.6 procent) end nogen anden quarterback i NFL-historien har haft efter fem kampe. Og hans passer rating af 125,8 point er klart bedst i ligaen p.t.

Har Ben Roetlisberger ramt muren? FOTO: Andy, Wikimedia Commons

CHARGERS at RAIDERS (Søndag, kl. 22.25)

Hverken Chargers eller Raiders har haft en god sæsonindledning. Chargers (1-4) vandt i søndags sæsonens første kamp, men har reelt udspillet sine muligheder i 2017, og Raiders (2-3), der har tabt tre på stribe, er i overhængende fare for at blive sendt helt agterud i AFC West, hvis ikke snart holdet får noget mere succes. Quarterback Derek Carr, der sad over i nederlaget i søndags til Ravens med en rygskade, ventes at blive klar til kampen mod Chargers, hvilket er vitalt for et hold, der dog selv under Carrs ledelse underpræsterede. Mens angrebslinjen foran Carr har skuffet på løb, har enheden været markant bedre mod kast, hvor den ifølge Pro Football Focus kun har tilladt 24 quarterback pressures – færrest i NFL. Chargers’ edge rusher, Melvin Ingram, har til gengæld allerede lavet 7,5 sacks i fem kampe og er på vej mod at slå NFL-rekorden for flest sacks i en sæson. God beskyttelse mod Ingram og Chargers er selvsagt afgørende for Carr, der har hårdt brug for at komme ind i en rytme og få tid til at finde receiverne Michael Crabtree og Amari Cooper, der har været én af NFL-sæsonens største skuffelser indtil nu. Cooper har kun grebet i alt 13 bolde for 118 yards og et touchdown i fem kampe – herunder kun fire bolde for sølle 23 yards de seneste tre kampe. Til gengæld er det sandsynligt, at running back Marshawn Lynch og resten af løbeangrebet kickstarter mod et Chargers-forsvar, der har tilladt 555 yards langs jorden de seneste tre kampe, og som er NFLs svageste mod løb. Chargers’ angreb har været middelmådigt, og quarterback Philip Rivers er ikke længere en elite-quarterback, men derimod en passer, der har store problemer, når spillet bryder sammen, og som for ofte forcerer kast. Oaklands forsvar er dog ikke godt og gav i søndags masser af plads til ellers formsvage Joe Flacco. 

GIANTS at BRONCOS (Natten til mandag, kl. 02.30)

Værterne hænger på Chiefs i AFC West, selvom Broncos (3-1) dog er to sejre efter Kansas City – men med én kamp færre, fordi Broncos sad over i sidste spillerunde. Hjemmeholdet skal efter Giants-kampen spille tre udekampe i træk mod Chargers, Chiefs og Eagles, og mandag mødte head coach Vance Joseph op med en til lejligheden kreeret t-shirt, hvor der stod ordene ”more” foran – og ”indsats”, ”detalje”, ”forpligtigelse” og ”fokus” bag på. Førsteårstræneren ønsker, at hans spillere skal give mere af dem selv – og mere, end holdet præsterede i første kvartal af sæsonen. Da Denver gik til friugen sidste år, havde de vundet syv af 10 kampe, men tabte efterfølgende fire af seks opgør og missede slutspillet. Joseph vil undgå en lignende skuffelse. Modstanderen fra Giants er stadig sejrsløst og i sin største krise i mange, mange år. I søndags mod Chargers udgik tre wide receivers, megastjernen Odell Beckham Jr., Brandon Marshall og Dwayne Harris, med sæsonafsluttende skader, og Sterling Shepherd er tvivlsom til Denver-kampen med en ankelskade. Det betyder helt vanvittigt, at receiver-førstekæden, der ellers var holdets største styrke før sæsonen, nu kan bestå af Roger Lewis og Tavarres King, der blev signet i mandags. Og dét mod NFLs klart bedste secondary. Det er dog langt fra Giants’ eneste problem. Eli Manning ligner en quarterback, der er på vej på pension, angrebslinjen er sårbar, løbeangrebet ufarligt, og forsvaret er overraskende svagt (nummer 27 i NFL pr. Football Outsiders). Oven i købet blev cornerback Dominique Rodgers-Cromartie onsdag suspenderet af holdet for brud på en række interne regler efter et skænderi med den udskældte head coach Ben McAdoo. Denvers forsvar er, som vanligt, i NFLs bedste ende, og især løbeforsvaret har været fremragende og tillader kun 2,4 yards pr. carry og 50,8 yards pr. kamp – og enheden har som den eneste indtil nu ikke tilladt et touchdown langs jorden.

Odell Beckham Jr. er færdig for sæsonen – ét af mange problemer, som Giants slås med. FOTO: Erik Drost, Wikimedia Commons

COLTS at TITANS (Natten til tirsdag, kl. 02.30)

Colts og Titans mødes i en duel i AFC South-division, der stadig er helt åben. Begge hold har vundet to opgør og tabt tre, ligesom Houston Texans også har gjort det, mens Jacksonville Jaguars på duksepladsen har vundet tre. Gæsternes forsvar har haft nogle store kollaps i denne sæson og har tilladt hele 159 point. Siden 1970 har kun 25 hold tilladt så mange point efter fem kampe, men kun syv af de hold har vundet to kampe – som Colts – der i søndags besejrede 49ers i overtid. Jacoby Brissett vil søndag endnu engang starte bag center i stedet for skulderskadede Andrew Luck, der ifølge CBS’ Jason La Canfora næppe får debut før til november. Brissett har været en kapabel erstatning. Det kan man ikke sige om Matt Cassel, der har erstattet Titans’ lårskadede Marcus Mariota quarterback i de seneste to kampe. I søndags mod Miami kunne – eller ville – Cassel ikke forsøge de store kast nedad banen, og resultatet var 141 passing yards, 10 scorede point og en quarterback, som det ellers stærkt ustabile Colts-forsvar næppe frygter, hvis han starter. Titans’ head coach Mike Mularkey sagde mandag, at det formentligt tidligst umiddelbart inden kampstart søndag bliver afgjort, om Mariota kan spille. Mularkey og Titans rasede efter nederlaget til Miami over flere kendelser, som, holdet mente, var fejlkendelser, og Mularkey kaldte én af kendelserne, der annullerede et touchdown af Delanie Walker, for en ”meget dårligt kendelse”. Holdet har tabt to på stribe, og holdet har ikke slået Colts siden 2011 – mens Andrew Luck gik i college hos Stanford, og Mariota var en redshirt hos Oregon. Siden er det blevet til 11 nederlag i træk mod Colts.

Blog: 10 kommentarer til NFL-kampene i week 5

En Dolphins-coach er taget i at sniffe hvidt pulver fra et bord, Texans-fans kan ikke få lov til at glæde sig, Carson Wentz er uhyggelig i afgørende situationer, og så har Ben Roetlisberger måske ramt muren og er færdig som en elite-quarterback i NFL. Læs her 10 kommentarer til søndagens kampe.

1. Har Ben Roethlisberger ramt muren?

Han sagde det selv efter kampen: Måske har jeg det ikke i mig mere.

Steelers’ quarterback Ben Roethlisberger var kortfattet, men befriende ærlig efter søndagens 30-9-nederlag hjemme mod Jacksonville, hvor ”Big Ben” leverede karrierens måske værste præstation og kastede fem interceptions – to af dem blev returneret for touchdowns – og derudover nøjedes han ofte med at sende kortere kast og ”checkdowns” afsted. Han lignede søndag en quarterback, der i en alder af 35 år, er i karrierens absolutte efterår. Dér, hvor vinteren lurer forude.

Og det store spørgsmål, som NFL-medierne vil forfølge denne uge, og som talrige ”talking heads” vil besvare, er, om NFL-stjernen er en færdig mand bag center?

For søndagens miserable forestilling fra Roethlisberger kom i kølvandet på en sæsonindledning, hvor han i bedste fald har været middelmådig. Hans varemærke, det dybe kast, var allerede inden kampen et stort issue. Forud for søndagens opgør havde Roethlisberger kun ramt plet på fire af 20 kast, for én interception og nul touchdowns med en passer rating af 34,2 point til følge på kast af 20 yards, og søndag var han igen helt ved siden af sig selv. Ingen skal tage kredit fra Jaguars’ forrygende kasteforsvar, men mods Jaguars beviste Roethlisberger, at der er noget helt galt med ham.
– Han spiller ikke godt, sagde head coach Mike Tomlin da også efter kampen.

På papiret har Ben Roethlisberger ellers NFLs hvis ikke mest potente angreb så i hvert fald ét af de allerbedste. Men efter fem kampe har han nettet en rating af kun 75,8 point – kun nummer 28 i NFL efter navne som Blake Bortles og Mike Glennon. Det er hans – statistisk set – værste indledning på sæsonen efter fem kampe i NFL-karrieren, der strækker sig tilbage til 2004.

Før sæsonen overvejede Roethlisberger at stoppe karrieren – hans hustru så gerne, at han gjorde det – men han forblev i NFL i endnu en sæson. Men som en NFL-kilde, som ESPN talte med natten til mandag, er de tanker om pension måske blevet i baghovedet, så Roethlisberger ikke er helt mentalt skarp eller fokuseret på football. Oven i købet sagde Roethlisberger i offseason, at CTE-lidelsen, som flere og flere afdøde NFL-spillere får konstateret, også har påvirket hans tanker.

Siden han kom ind i NFL har Roethlisberger været nedlagt af 514 sacks, men han er derudover blevet ramt tusindvis af gange på hits i splitsekundet før, han kaster bolden – og efter løb, hvor han selv tager bolden i favnen. Han har været skadet i skulderen, akillessenen, foden, anklen, flere fingre, knæene, og han har pådraget sig hjernerystelser. Og det er bare i tiden i NFL.

Han er 35 år, og det er svært ikke at tænke, at 13 sæsoner plus det løse i ligaen har slidt så meget på jernmanden, at skarpheden er forsvundet. Som det ofte er blevet fortalt af NFL-insiders kan en quarterback miste grebet, selvom armstyrken ikke synes svagere. For hvis ryggen gør ondt, eller anklerne hvis er tunge af års belastning, kan det påvirke præcisionen på kastene.

Det er umuligt at vide, hvad der er galt. Måske er det bare en dårlig start på sæsonen. Måske har han ramt muren, som Peyton Manning og Brett Favre også pludselig gjorde det.

Men noget er galt. For ”nummer 7” fra Pittsburgh Steelers ligner ikke sig selv på banen.

Har Ben Roetlisberger ramt muren? FOTO: Andy, Wikimedia Commons

2. Stakkels fans af Houston Texans…

Jeg har ondt af Houston Texans’ fans, der ganske enkelt ikke kan få lov til at glæde sig længe, før nye problemer opstår.

I årevis har Texans haft et stærkt forsvar, men manglet elite-quarterbacken, som hverken Brian Hoyer eller Brock Osweiler var. For tre uger siden brød rookie Deshaun Watson så ind på scenen og har siden lignet en ”Offensive Rookie of the Year”-kandidat efter flere forrygende præstationer.

Men bedst som Texans omsider har fundet en ”franchise quarterback”, bliver forsvaret ramt af nogle meget alvorlige skader.

I søndagens nederlag til Kansas City Chiefs brækkede megastjernen J.J. Watt sit venstre ben og på samme serie – kampens allerførste – rev linebacker Whitney Mercilus en muskel i brystkassen over. Mercilus er dømt ude for sæsonen, og Watt er ude på ubestemt tid – men formentligt også for resten af sæsonen. Og dét blot ét år efter, at Watt missede sæsonen med en skulderskade.

Tabene af de to svækker et forsvar, der i forvejen havde været overraskende ustabilt, og det lægger samtidig et markant større pres på Watson og angrebet. Texans, der ellers syntes på rette spor efter først et knebent nederlag i New England efterfulgt af en ydmygelse af Tennessee Titans i sidste weekend, er i bedste fald nu kun en slutspilskandidat (fordi AFC South er så svag). Men forud for søndagens kamp lignede Texans et hold, der med tiden kunne blive et top 3-hold i AFC. Sådan er det ikke længere.

Den gode nyhed er, at holdet i den kommende weekend møder sejrsløse Cleveland Browns – derefter har holdet en friuge, hvor det kan samle sig – og at Watson trods alt kastede hele fem touchdowns mod Chiefs.

Men betydningen af tabene af Watt og Mercilus kan ikke overvurderes nok. Desværre – for Texans’ fans.

3. Vicepræsidentens store PR-stunt

Den amerikanske vicepræsident Mike Pence rejste sig op og forlod Lucas Oil Stadium, da cirka 25 spillere fra San Francisco 49ers knælede under den amerikanske nationalmelodi før kampen mellem Colts og 49ers.

Pence var vred, kunne man siden forstå, og ville ikke overvære en kamp med spillere, der ikke respekterede flaget og nationalmelodien, og derfor forlod han stadion, inden kampen dårligt var kommet i gang. Og dét kun to uger efter, at hans chef, præsident Donald Trump, rasede over NFL og de spillere, der knæler under nationalmelodien, og som burde fyres.

Det er dog svært at se Mike Pences markante exit som andet end ét stort PR-stunt, der skal holde gryden i kog og sætte fokus på, at Trump-lejren er stærke modstandere af Colin Kaepernick, Malcolm Jenkins og alle de andre NFL-spillere, der det seneste år har protesteret. Denne sort-hvide opdeling af, at “enten står du op eller også respekterer du ikke USA” rammer Trumps vælgersgement på perfekt vis, og derfor har Trump alle mulige interesser i at fortsætte kampen mod NFL.

Og derfor var Pence forargelse efterfulgt af det kontante farvel så belejligt. Men også latterligt. Donald Trump tweetede søndag aften, at han havde bedt sin vicepræsident om at forlade stadion, hvis en spiller knælede. Men Pence og hans støtter vidste inden kampen, at 49ers, holdet, der indledte protesterne i sidste sæson, havde 25 spillere, der for én uge siden knælede under nationalmelodien. Sandsynligheden for, at en større gruppe af de spillere ville gentage protesten, var derfor massiv, og derfor er det til grin, at Pence blev overrasket over protesten.

Faktisk fik de journalister, der på vegne af deres kollegaer altid følger Pence rundt i verden, ifølge NBC forinden, pudsigt nok, besked om, at Pence “måske ville forlade kampen tidligt”. Derfor skulle journalisterne ikke forlade deres køretøjer – for Pence ville hurtigt være tilbage. Og der gik ikke mange minutter fra Pence sad i sin kortege på vej mod et hotel i Indianapolis – og til at hans folk havde udsendt en velskrevet pressemeddelelse med forklaringen på det hurtige farvel. Og PR-folkene udsendte også et billede af Pence, der står op med hånden på hjertet – under nationalmelodien.

Donald Trump har sagt, at det er helt forkert at bruge nationalmelodien til et politisk formål, som Colin Kaepernick og protestanterne gør det. Men søndag brugte Trump og Pence lige præcist “The Star Spangled Banner” i politisk øjemed.

Det burde kun have handlet om football og hyldesten til Peyton Manning i Indianapolis. I stedet satte en udspekuleret præsident og vicepræsident, der burde være blevet væk, fokus på dem selv.

Det skulle have været Peyton Mannings dag i Indianapolis, men vicepræsidenten stjal showet. FOTO: Mike Morbeck, Wikimedia Commons

7 KORTERE KOMMENTARER:

4. San Francisco 49ers har nu tabt de seneste fire kampe med en samlet margin af 11 point, og efter overtidsnederlaget til Indianapolis søndag har holdet også tabt to kampe i ekstra-perioden. Og 49ers er det blot andet hold i Super Bowl-æraen, der har tabt fire kampe i træk med tre point eller mindre. Men et nederlag er et nederlag, og uanset flere lovende takter er faktum stadig, at 49ers under Kyle Shanahan er sejrsløse som ét af kun tre hold i NFL – og 49ers stadig er ét af NFLs allerdårligste hold.

5. “The Legion of Boom” og resten af Seahawks-forsvaret lukkede munden på kritikerne og beviste søndag, at det stadig er en defensiv, man skal regne med. Seahawks holdt på udebane brandvarme Rams til bare 10 point, forcerede fem takeaways og holdt Todd Gurley til 34 yards. Det var “vintage Seahawks” – anført af en velspillende free safety og playmaker i Earl Thomas. Den præstation bragte Seahawks tilbage øverst i NFC West.

LÆS: Sådan kommer Andreas Knappe tilbage i NFL

6. Carson Wentz har været skarp i denne sæson – men har været fantastisk på tredje down. Forud for søndagens sejr over Cardinals havde den tårnhøje Eagles-quarterback ramt plet på 54 procent af alle kast på tredje og fjerde down – bedst i NFL – og søndag fandt han så en modtager på utrolige 11 af 12 kast for 225 yards og tre touchdowns på tredje down. Elite-quarterbacks bliver blandt andet bedømt ud for deres evne til at levere i vigtige situationer. Og lige nu er ingen skarpere end Wentz på tredje down, og det er én af forklaringerne, at Eagles (4-1) er alene i toppen af NFC East med tre sejre på stribe. Mod Arizona kastede han samlet fire touchdowns og nettede en rating af 128 point.

7. Cam Newtons training camp er slut. Sådan forklarede Carolina Panthers’ head coach Ron Rivera efter søndagens sejr over Detroit Lions quarterbackens seneste succes. Mod Lions ramte Newton plet på hele 25 af 33 kast for 355 yards og tre touchdowns – og dét én uge efter, at han også imponerede i den overraskende udebanesejr i New England. Newton missede training camp oven på en skulderoperation, og ifølge Rivera er det forklaringen på, at han fik en sløv indledning på sæsonen – dét var reelt hans optaktsperiode til sæsonen. Nu er han skarp og leverede søndag på et niveau, der bragte mindelser om MVP-sæsonen i 2015. Lige nu er Carolina ét af NFLs mest hotte hold.

Cam Newton imponerede igen. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

8. Kansas City Chiefs er NFLs sidste ubesejrede hold, og Chiefs har en stor dybde i truppen. Alligevel må antallet af skader, der har ramt holdet, så småt begynde at bekymre. Søndag sprang wide receiver Chris Conley akillessenen og er dermed ude for sæsonen, linebacker Justin Houston udgik med en lårskade, og tight end Travis Kelce og safety Steven Terrell pådrog sig begge en hjernerystelse. Bortset fra Conleys skade er skaderne næppe sæson-ædelæggende, men i forvejen spillede Chiefs uden tre skadede starters, offensive linemen Mitch Morse og Laurent Duvernay-Tardif og linebacker Dee Ford. Sagt med andre ord: der er rigtigt mange spillere på skadeslisten efter kun fem kampe hos et hold, der i forvejen har set running back Spencer Ware, cornerback Steve Nelson og ikke mindst safety Eric Berry ryge på injured reserve-listen med alvorlige skader.

9. Som om Miami Dolphins ikke har nok at problemer at slås med, så kom der lige endnu ét. Efter den alt andet end overbevisende 16-10-sejr over Tennessee Titans dukkede en foruroligende video frem med offensive line coach Chris Foerster, der sniffer noget hvidt pulver. På videoen siger Foerster, at han savner en person, som han kalder “baby”, som han taler til, og at han gør “det her”, før han går til møde hvorefter, han sniffer det hvide pulver fra et bord med en dollar-seddel. Det er uvist, hvornår videoen er optaget, men en kilde fortæller til avisen The Miami Herald, at Dolphins’ anlæg har sådanne borde i lokalerne, som Foerster sniffer pulveret fra. Mandag vil Dolphins beslutte om – og givet hvilke konsekvenser, som den 56 sekunder-lange video skal have for Foerster, der er kendt som én af de bedste offensive line coaches i NFL. Det er dog svært at se, at Miami ikke som minimum sender ham på orlov – men en fyreseddel er måske mest sandsynlig. I så vil assistenten Chris Kuper, der har spillet for Denver Broncos, tage over.

10. Aaron Rodgers er uhyggelig, når han er bedst. Søndag førte Packers-stjernen endnu engang sit hold frem til en comeback-sejr i Dallas, da han med ét minut og 13 sekunder anførte en angrebsserie, der resulterede i et touchdown til Davante Adams med 16 sekunder igen. Packers var en overgang bagud med 21-6, men gæsterne scorede 20 point i 4. quarter og vandt igen-igen-igen. I de seneste tre kampe i Dallas mellem Cowboys og Packers har Packers vundet med cifrene 37-36, 34-31 og – søndag – 35-31.

 

Blog: Hvornår bliver NFL Game Pass fikset?

NFL Game Pass har i denne sæson været ringe og ustabil. NFL vil gerne udbrede football i Europa, men den dyre streaming-tjeneste fungerer ikke om søndagen. Firmaet bag har ellers forsøgt at skabe positiv omtale af app’en – ved hjælp af ufine metoder.

*****

“You are fucking kidding me!!!” “What a joke! Every week it fails to work!” “We want money back.  No games, no service, no respect. Pathetic.”

Dette var blot nogle af de tusinder af tweets, der søndag aften fra 19-tiden og i timerne fremefter regnede ned over NFL Game Pass Europes Twitter-konto.

Søndag var det indledningsvis igen ikke muligt at få adgang til den dyrt betalte adgang til NFL-kampe i Europa via Game Pass-sitet eller app’en.

For mange – mig selv inklusiv – fik først adgang til kampene, da anden halvleg begyndte, selvom jeg dog kan forvente, at der siden er ét udfald eller fem – hvor jeg lige skal logge på igen. Sådan som det mere eller har været tilfældet i hele denne sæson, hvor jeg kun har kunnet regne med én ting: at jeg IKKE kan regne med, at mit NFL Game Pass virker, som det skal.

Gennem de første fem runder har jeg brugt mange, mange minutter på at vente på, at Game Pass loader og loader – uden at der nogensinde sker noget. Men når jeg endelig har været så heldig at få en melding på skærmen, har jeg fået besked om, at jeg ikke har har indtastet det rette kodeord, at min ellers normalt, velfungerende internet-forbindelse ikke er god nok, eller at der kort og godt er sket en intern fejl i systemet, der gør, at jeg ikke kan komme på.

Der er nok af dårlige undskyldninger.

Resultatet er en joke
Men virkeligheden er, at der kun er én forklaring på mine og mange andres massive problemer: at NFL Game Pass Europe i denne sæson har været ekstremt elendigt, og at virksomheden, OverTier, der står bag streaming-tjenesten ganske simpelt ikke er i stand til at løse problemerne.

Søndag måtte folkene, der bestyrer ydelsens Twitter-konto, da også igen beklage problemerne eller “et issue”, som det lød, hvilket førte 2400 kommentarer med sig fra vrede købere af produktet.

Men den beklagelse er ikke meget værd, når problemerne fortsætter uge efter uge, og når vi – der har købt Game Pass – har betalt hele 1800 kroner for en tjeneste, der i store dele af kampene er lige til at lukke op at skide i.

LÆS: Sådan kommer Andreas Knappe tilbage i NFL

Det er enormt frustrerende, men det mest frustrerende er faktisk, at Game Pass fungerede generelt upåklageligt frem til denne sæson. Jeg har købt Game Pass, lige siden tjenesten blev tilbudt i slutningen af 00’erne, og det har altid været én af de streaming-tjenester, der trods alt fungerede.

Men forud for denne sæson ændrede Game Pass så udseende og indhold, da NFL besluttede at lade tre selskaber, Bruin Sports Capital, Deltatre og WPP, gå sammen om at bygge en ny streaming-tjeneste, der blev launchet og ført frem på 40 nye features i forhold til den gamle udgave.

Resultatet har været en joke og tusinder af magteløse, europæiske NFL-fans – fra England og Tyskland til Danmark og Sverige – der er blevet taget ved næsen af et produkt, der er ustabil modsat forgængeren. Ekstremt frustrerende. Faktisk synes jeg, at den gamle udgave også var mere brugervenlig og bedre. Så resultatet af fornyelsen kan næsten ikke være ringere.

NFL hyldet på Regent Street. Men der er ikke meget at juble over ved NFL Game Pass Europe. FOTO: Tony Webster, Wikimedia Commons

Firmaet snød med anmeldelser
Det er værste er næsten, at det er svært at have tiltro til, at problemerne bliver fiksede, når OverTier nu har haft fem uger til at løse de massive problemer, uden at det er sket. Og tiltroen til folkene bag bliver kun endnu mindre af, at avisen The Independent i denne uge kunne afsløre, at virksomheden Deltatre, der står som én af udbyderne, selv har givet den nye Game Pass-udgave positive anmeldelser hos Google Play.

I en intern mail fra virksomhedens internationale markedsdirektør, som avisen er kommet i besiddelse af, beder direktøren sine ansatte om anmelde app’en i rosende vendinger, som var de helt almindelige NFL-fans. “Love it” skrev én medarbejder siden i en tilfældig anmeldelse. “Wonderful app”, skrev en anden medarbejder – præcist de ord foreslog direktøren sine medarbejdere om – for eksempel – at bruge om app’en.

Samtidig bad han de 500 ansatte – og deres familiemedlemmer – om at give mindst tre fem-stjernede karakter hver til “NFL Game Pass Europe”. Altså 1500 topkarakter i alt.

Da PR-stuntet blev afsløret af The Independent, måtte Deltatre gå til erkendelse og beklage det, og NFLs internationale chef skrev siden i en pressemeddelelse, at NFL er skuffet over firmaets ageren.

Ingen er dog så skuffede som os europæiske NFL-fans, der uge efter uge forsøger at åbne for en streaming-tjeneste, der er så skandaløst ringe og hamrende ustabil indtil ud på aftenen, hvor problemerne endelig bliver mindre.

NFL vil ellers gerne gøre ligaen mere populær her i Europa. Europæerne skal lære at elske den amerikanske udgave af fodbold.

Men der er ikke meget football at se, når man bruger hele første halvleg på at loade og – forgæves – forsøge at få adgang til de kampe, vi har betalt dyrt for.

 

Søndagsnoter og nyt – week 5

Sidste nyt fra NFL forud for søndagens kampe. Få nyt om tvivlsomme spillere, der måske eller måske ikke spiller med i 5. spillerunde – og se et par mulige milepæle.

1. Først umiddelbart inden kampstart afgøres det, om Titans’ quarterback Marcus Mariota kan være med mod Dolphins. Men ifølge ESPNs Adam Schefter forventer Titans at må starte reserven Matt Cassel i stedet for lårskadede Mariota.

2. Raiders gør klar til, at E.J. Manuel starter som quarterback mod Ravens, selvom Derek Carr forsøger at være med – trods en rygskade. Carr ventes dog ikke at blive klar, erfarer Adam Schefter.

3. Seahawks får hverken running back C.J. Prosise eller cornerback Jeremy Lane med mod Rams. De er allerede dømt ude på grund af skader, oplyser holdet.

4. Steelers’ wide receiver Martavis Bryant, der er questionable på grund af sygdom, forventes at være med i kampen mod Jaguars, erfarer Adam Schefter.

LÆS: Optakt til ugens kampe i NFL – week 5

5. Selvom han udgik af 4. spillerunde-kampen mod Bears med en slem hjernerystelse, der kostede en karantæne til Bears’ Danny Trevathan, ventes Packers’ wide receiver Davante Adams at spille søndag mod Cowboys. Adams fløj med til Dallas og ventes klar, fortæller ESPNs Rob Demovsky.

6. Cardinals’ wide receiver John Brown, der er questionable på grund af sygdom, ventes at spille søndag mod Eagles, fortæller Adam Schefter.

7. Med et catch søndag mod Eagles vil Arizona Cardinals’ wide receiver Larry Fitzgerald blive den kun tredje spiller gennem tiderne, der griber mindst én bold i 200 kampe i træk. De andre to er Jerry Rice (274 kampe i træk) og Tony Gonzalez (211 kampe i træk).

8. Skaffer Chiefs’ rookie-sensation, Kareem Hunt, 129 total yards mod Texans søndag, når han op 788 total yards for sæsonen. Flest i NFL-historien af en rookie efter de første fem kampe i sæsonen.

LÆS: 25 ting, vi ikke havde regnet med…

9. Cowboys’ DeMarcus Lawrence kan, hvis han laver halvandet sack søndag mod Packers, blive den blot femte spiller nogensinde, der laver mindst ni sacks i de første fem kampe.

10. Sidste år indledte to hold, Broncos og Vikings, sæsonen med fire sejre og ingen nederlag, som Chiefs har gjort det i år. Ingen af de to hold nåede dog slutspillet. Men historisk set har 81 procent (64 af 79 hold) nået slutspillet efter fire sejre i de første fire kampe.

Optakt til ugens kampe i NFL – week 5

Deshaun Watson skal forsøge at tildele Kansas City sæsonens første nederlag, både topvalget og andetvalget i NFL-draften får NFL-debut, Cam Newton har bragt sig uheldigt i fokus før en vigtig NFC-kamp med en mandschauvinistisk kommentar – og Rams indleder en svær periode med et opgør mod divisionsrivalerne. Og så er der måske revanchetid i Dallas.

Læs her optakter til alle ugens kampe i NFL!

UGENS TOPKAMP

CHIEFS at TEXANS (Natten til mandag, kl. 02.30)

To varme mandskaber tørner sammen i Houston i den sene søndagskamp. Texans (2-2) gennembankede i søndags Tennessee Titans med 57-14 i en kamp, hvor quarterback Deshaun Watson brød igennem på den store scene. Watson blev den første rookie siden Fran Tarkenton i 1961, der kastede fire touchdowns og løb for ét touchdown i en kamp, og Texans blev det første NFL-hold i næsten to år (siden Jaguars i december 2015), der scorede flere end 50 point i et opgør. Holdet har sendt 90 point på tavlen de seneste to kampe. Chiefs (4-0) er stadig ubesejret, og i angrebet er Alex Smith den førende i NFL i passer rating (124,2 point) og har ramt plet på 76 procent af alle kast. Og running back Kareem Hunt har med sine 502 yards løbet for næstflest yards af en rookie siden NFL-sammenlægningen i 1970 – og han er med sit nuværende tempo på vej til at slå NFL-rekorden for flest yards from scrimmage i en sæson. Hans møde med Texans’ – på papiret – stjernespækkede forsvar bliver uhyre interessant. J.J. Watt, der stadig ikke har lavet et sack i 2017 og Jadeveon Clowney anfører defensiven. Omvendt har Chiefs’ forsvar været ”so-so” i 2017, hvor det kun rangerer som nummer 22. NBC Sports’ Cris Collinsworth kalder kampen for ”betydelig” for slutspilsracet i AFC, fordi Texans med en sejr kan lukke hullet til Chiefs og for alvor markere sig som et hold, man skal regne med efter en tung begyndelse på sæsonen.

Duellen i duellen
Watt er altså stadig uden en sack, men det kan måske komme søndag mod en højreside af Chiefs-angrebslinjen, der er skadesramt. Den normale, startende højre guard, Laurent Duvernay-Tardif er skadet i knæet – han trænede ikke onsdag – og det kan betyde, at Chiefs må starte reserven Jordan Devey. I forvejen har Chiefs, der i mandags slog Redskins, kun seks dage til at få canadieren klar. Og Devey versus Watt, der både tørner sammen med modstanderens højre guard, når han rykker længere ind, og med modstanderens højre tackle (Mitchell Schwartz) på ydersiden, er et problem for Kansas City.

Statistikken, du skal kende
Texans’ wide receiver DeAndre Hopkins fører NFL i catches med 31 styk, og han er også den receiver, der har fået flest bolde (49) sendt i sin retning. Han snitter dog kun 10 yards pr. catch, og han har endnu mere utroligt kun skaffet 10 yards i alt efter catch.

OG ALLE DE ANDRE KAMPE…

PATRIOTS at BUCCANEERS (Natten til fredag, kl. 2.25)

Der er to teorier omkring Patriots’ forsvar, der har tilladt mindst 30 point i alle tre hjemmekampe i denne sæson, og som p.t. er på vej til at være ét af historiens dårligste målt i total yards. Den ene teori, som The MMQBs Andy Benoit bringer, er, at fejlene er kommunikationsfejl, der relativt let kan rettes. Den anden teori, som The Ringers Mike Lombardi giver, er, at fejlene er så store og skyldes så mange ting, at det vil tage mange uger og kræve en stor indsats, før – og hvis – de i bedste fald er rettet. Uanset hvad er der formentligt natten til fredag atter et stort pres på Patriots’ quarterback Tom Brady for at sætte mange point på tavlen for mestrene og manges Super Bowl-favorit, der overraskende har vundet og tabt to kampe i denne sæson. Omvendt har historien vist, at torsdagskampe er forunderlige og bliver afgjort af tilfældigheder efter en kort forberedelsesuge for holdene, og derfor kan det meget vel være kampen, hvor forsvaret træder i karakter. Buccaneers-angrebet anført af quarterback Jameis Winston er solidt (nummer 12 i NFL ifølge Football Outsiders’ kalkyle), men forsvaret må undvære de to hurtige linebackers i form af de skadede Lavonte David og Kwon Alexander, ligesom cornerback Brent Grimes og safety T.J. Ward formentligt også er ude med skader. Fire skader til så vigtige brikker er et kæmpe tab for Buccaneers (2-1) og gøre forsvaret chanceløst mod uhyggeligt stærke Brady. Hos Patriots er tight end Rob Gronkowski en sen tilføjelse til skadeslisten med en lårskade, selvom Patriots kun har trænet let i denne uge. Hans status er værd at holde øje med. Buccaneers har ikke slået Patriots siden 2000 – tre nederlag er det blevet til siden da.

Tom Brady er måske bedre end nogensinde – i en alder af 40 år. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

JETS at BROWNS (Søndag, kl. 19.00)

Forud for sæsonen ville det næppe have overrasket mange, hvis begge hold ville være sejrsløse på nuværende tidspunkt, men Jets (2-2) har meget overraskende vundet to kampe i træk modsat Browns (0-4), der stadig jagter sæsonens første sejr. Alligevel er det værterne, der er 2,5 point-favoritter ifølge bookmakerne i Las Vegas. Browns sendte i søndags rookie-quarterback DeShone Kizer på bænken, da han for tredje kamp i træk ramte plet på under halvdelen af alle kast, og oven på en lovende premiere har han lignet dét, som han også var i sin sidste sæson i college: en ustabil quarterback, der laver for mange fejl. Den 17 år-ældre kollega hos Jets, Josh McCown, har været markant mere stabil, men ufarlig, men har fået hjælp af et løbeangreb, der i de seneste to kampe har løbet for 359 yards – næstflest i NFL i den periode. Browns’ løbeforsvar er dog godt og tillader kun 3,0 yards pr. carry – og vil søndag at give sæsondebut til topvalget i 2017-draften, giga-talentfulde Myles Garrett, der vil være et kæmpe boost til forsvaret. Han har siddet udenfor indtil nu med en skulderskade. Browns har i øvrigt ikke besejret Jets én eneste gang de seneste 10 sæsoner. Der er medie-spekulationer om, at Browns’ head coach Hue Jackson, der kun har vundet én af 20 kampe som starter, risikerer en fyreseddel, hvis situationen ikke forandrer sig til det bedre. CBS’ Jason La Canfora har rapporteret, at der er en rift mellem Jackson og holdets front office, men det afviste Jackson i denne uge, hvor han sagde, at han ved, at ejer Jimmy Haslam støtter ham og ikke vil smide Jackson ”i floden”.

PANTHERS at LIONS (Søndag, kl. 19.00)

Carolina (3-1) forlod New England i søndags med en overraskende sejr over Patriots, hvor angrebet for første gang i denne sæson klikkede, og hvor Cam Newton lignede den MVP, han var for to sæsoner siden. Til gengæld lød han som en mand, der var taget ud af 1950’ernes opdelte USA, da han onsdag på et pressemøde sagde, at det var ”sjovt”, at en kvindelig beat writer for The Charlotte Observer spurgte ind til en receivers rute. Den mandschauvinistiske kommentar førte massiv kritik med sig, og NFLs talsmand måtte endda tage afstand fra den. Kommentaren vil søndag sætte ekstra fokus på den selviscenesættende Newton. Lions’ forsvar er stærkt og fører NFL i takeaways (sammen med Ravens) med 11 styk, efter at forsvaret var sidst i den kategori i 2016 med kun 14 over hele sæsonen. Newton var topvalget i 2011-draften, og topvalget i 2009-draften, Lions’ quarterback Mathhew Stafford, har efter en stærk begyndelse på sæsonen været mindre varm i de seneste to kampe, hvor han kun har kastet ét touchdown og nettet passer ratings af 81 og 80 point. Carolinas forsvar er ét af NFLs bedste og er især stærk mod løbet og bør kunne lukke ned for løvernes løbeangreb, der ikke har haft en 100 yard-rusher i utrolige 55 kampe i træk. Med en sejr vil Lions (3-1) holde sig i toppen af NFC North, hvor holdet lige nu ligger side om side med Packers, mens Panthers også ligger på en delt førsteplads i NFC South med Falcons. Gæsterne har vundet seks af syv kampe gennem tiderne mod Detroit Lions.

En arrogant bemærkning har bragt Cam Newton i fokus. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

49ERS at COLTS (Søndag, kl. 19.00)

Begge hold hører til i NFLs tunge ende. Colts fik for to uger siden sæsonens første sejr, men havde ingen chancer i Seattle, mens 49ers stadig jagter sæsonens første sejr til head coach Kyle Shanahan. Holdet har dog kun tabt de seneste tre kampe med en margin af i alt otte point – herunder en overtidskamp i søndags mod Cardinals, hvor 49ers faktisk først scorede et field goal i overtiden, men siden tabte, fordi Cardinals scorede et touchdown. Gæsternes angreb har dog været langt fra den rekordgode offensiv, som Shanahan stod i spidsen for hos Atlanta Falcons sidste år og har ikke nået endzonen i tre af fire kampe. Colts vil stadig savne den skulderskadede Andrew Luck søndag, men Luck er dog begyndt at træne med holdet i denne uge, og Jacoby Brissett har vist sig at være en habil afløser. For Colts’ running back Frank Gore bliver kampen speciel. Fra 2005 til 2014 var han en stjerne i San Francisco, og han er holdets vel nok bedste running back gennem tiderne, og selvom 34-årige Gore ikke længere er den spiller, han var engang (han har ikke løbet for flere end 57 yards i denne sæson), vil han uden tvivl elske at slå sit gamle hold. Colts’ førsterundevalg, Malik Hooker, har allerede lavet tre interceptions i denne sæson og med syv interceptions i 13 kampe for Ohio State sidste år, har spilleren, der er blevet sammenlignet med Ed Reed, dermed lavet 10 interceptions i dét, der svarer til en hel sæson. I pausen af kampen vil Colts i øvrigt hylde Peyton Manning og ”pensionere” hans trøjenummer 18.

LÆS: Blog: 25 ting, vi ikke havde regnet med…

TITANS at DOLPHINS (Søndag, kl. 19.00)

Når Titans (2-2) og Dolphins (1-2) mødes i Miami, er det to sårede hold, der forud for sæsonen lignede slutspils-aspiranter, der banker sammen. Dolphins har de seneste to uger været ét af NFLs svageste hold og er et brændt field goal fra at indlede sæsonen uden en sejr, og Titans blev totalt ydmyget med 57-14 af Deshaun Watson og Houston Texans. Det var det fjerdehøjeste antal point, som Titans har tilladt i holdets historie (der også tæller tiden som Oilers). Oven i købet mistede Titans også quarterback Marcus Mariota til en skade i baglåret, der gør ham tvivlsom til søndagens kamp. Hvis han ikke kan starte, vil veteranen Matt Cassel tage over. Han kastede to interceptions herunder for en “pick six” og mistede bolden på en fumble mod Texans. Dolphins-angrebet har dog også massive problemer at slås med. Intet andet hold har de seneste to uger scoret færre point (seks) end Dolphins, og kun Raiders har nettet færre total yards. Et nederlag til Miami, og så vil drømmen om en plads i slutspillet være langt væk. Siden 1990 har kun 27 hold (13 procent) nået slutspillet efter en “1-3”-begyndelse på sæsonen. Den gode nyhed for Dolphins? De var ét af de 27 hold – holdet røg i slutspillet sidste år trods tre nederlag i de første fire kampe. Søndagens kamp er Miamis første hjemme i denne sæson.

BILLS at BENGALS (Søndag, kl. 19.00)

Der er lagt op til en fest for fans, der elsker forsvars-football i Cincinnati. Begge forsvar er stærke og har i de seneste opgør lukket ned for modstandernes angreb. Hjemmeholdet er på vej til at tillade 268 point for sæsonen – det vil i så fald være en ny holdrekord for færrest tilladte point – og færrest antal tilladte yards siden 1983. Og Bills-forsvaret har kun tilladt 54 point – det laveste antal point, som et NFL-forsvar har tilladt i sæsonens første fire kampe, siden 2013. Den nye head coach, Sean McDermott, har haft en forrygende indvirkning på en defensiv i et helt nyt system og med et secondary, hvor safety Jordan Poyer og cornerback Tre’Davious White har været de overraskende, store åbenbaringer. Modstanderens quarterbacks har kun nettet en passer rating af samlet set 64,1 point mod Bills, og det øger presset på værternes quarterback, Andy Dalton, der efter en dybt skuffende sæsonindledning har nettet en rating af hele 138,2 point i de seneste to kampe, hvor han har kastet seks touchdowns og ingen interceptions. Det har – næppe helt tilfældigt – været efter, at Bill Lazor tog over som offensiv koordinator i stedet for fyrede Ken Zampese – og simplificerede angrebssystemet. Bills (3-1) fører lige nu AFC East og med en sejr vil holdet for kun anden gang siden 2008 indlede sæsonen med fire sejre i de første fem kampe. Forude venter to hjemmekampe, så mulighederne for en endnu stærkere sæsonstart er absolut til stede.

CHARGERS at GIANTS (Søndag, kl. 19.00)

Dét, der inden sæsonen lignede mødet mellem to slutspils-aspirerende hold og mødet mellem Eli Manning og Philip Rivers, der for evigt vil være forbundet på grund af 2004-draften, er nu i stedet blevet en stor fuser. Begge hold er stadig uden en sejr, og gennem tiderne har kun ét hold nået slutspillet efter en 0-4-indledning på sæsonen. Det var dog netop Chargers – i 1992 med Bobby Ross som head coach. Eli Manning møder søndag det hold, som han lod vide, at han ikke ville spille for forud for 2004-draften. San Diego valgte ham alligevel, men handlede ham få draft picks senere til Giants og fik i stedet Philip Rivers. Manning har i tre foregående forsøg ikke slået holdet, han ikke ville spille for – det er i øvrigt aldrig helt blevet fortalt, hvorfor han ikke ville til Chargers. Faktisk er det første gang siden (sjovt nok) 2004, at to hold, der begge er ”0-4” eller endnu dårligere, mødes. Værterne har endnu ikke scoret et point i 1. quarter af en kamp i denne sæson, og angrebet snitter kun 15 point pr. kamp, men forsvaret, der ellers returnerede ni af 11 starters, er også ineffektivt (nummer 28 i NFL pr. Football Outsiders). Chargers tillod 214 rushing yards mod Eagles i søndags, og holdets førende tackler, linebacker Jatavis Brown, er skadet i foden. Angrebet er dog overmiddel modsat Giants’ offensiv, der slet ikke kan finde rytmen.

Eli Manning og Giants jagter stadig sæsonens første sejr. FOTO: Mike Morbeck, Wikimedia Commons

JAGUARS at STEELERS (Søndag, kl. 19.00)

Jaguars tabte i søndags i New York til undertippede Jets – én uge efter at holdet havde smadret Ravens i London – mens Steelers leverede sæsonens mest komplette præstation i sejren over Ravens. Steelers er da også ni point-favoritter ifølge bookmakerne i Las Vegas. Steelers’ kasteangreb, der har mange våben, har ikke rigtigt været helt oppe i fulde omdrejninger i denne sæson, og der er spørgsmålstegn ved quarterback Ben Roethlisberger helbred og skarphed i en alder af 35 år. Især hans dybe kast er upræcise. Jaguars’ kasteforsvar er til gengæld ét af NFLs allerbedste – enheden har kun tilladt i gennemsnit 147 passing yards pr. kamp. Det er færrest i NFL. Forsvaret anført af Calais Campbell har samtidig lavet 18 sacks – flest i ligaen. Når Steelers har bolden er der lagt op til en fremragende duel mellem én af NFLs bedste wide receivers, Antonio Brown, og så Jaguars’ super-cornerback-duo, A.J. Bouye og Jalen Ramsey. Sidstnævnte rangerer ifølge Pro Football Focus som NFLs bedste cornerback netop nu og har kun tilladt syv catches for 42 yards alt i alt – og for en rating af sølle 23,4 point. Brown bragte sig negativt i fokus mod Ravens, da han på sidelinjen tydeligt rasede over ikke at have fået bolden, da han var fri – en hændelse, som Roethlisberger kaldte ”distraherende”, og som head coach Mike Tomlin i denne uge har lagt afstand til. Steelers kan med en sejr og et Ravens-nederlag i Oakland bringe sig to en halv sejr foran i toppen af AFC North. Når Jaguars har bolden, vil fokus naturligt være rettet mod den ekstremt ustabile quarterback, Blake Bortles, der de seneste tre uger har nettet passer ratings af 63,7, hele 128,2 og så kun 52,1 point. Altså et fald på 76 point på én uge.

LÆS: Sådan kommer Andreas Knappe tilbage i NFL

CARDINALS at EAGLES (Søndag kl. 19.00)

Arizona Cardinals (2-2) fra den amerikanske vestkyst har siden begyndelsen af sidste sæson haft det overraskende svært med tidlige starttidspunkter i kampe i den østlige, amerikanske tidszone. Her har holdet kun vundet én af syv kampe, og det var overtidsopgøret mod Colts forrige uge, som krævede et stort comeback – det største indtil da i sæsonen (bagud med 13-3 i midten af 4. quarter havde Cardinals statistisk set kun tre procent chance for at vinde). Og søndagens opgør i Philly ser på forhånd meget, meget svært ud. Cardinals er plaget af skader, og især angrebslinjen, hvor den knæskadede D.J. Humphries ventes uden for søndag, er et stort rod, men den gode nyhed er, at NFC West stadig er inde for rækkevidde trods to nederlag i de første fire kampe. Seahawks har nemlig også kun vundet to kampe, mens Rams på førstepladsen har vundet tre, men står foran et svært program. Anført af LeGarrette Blounts 136 yards løb Eagles i søndags mod Chargers for hele 214 yards, og intet andet hold har de seneste tre kampe løbet for flere yards i NFL end Philadelphia. Gæsternes løbeforsvar er dog godt og hurtigt. Hjemmeholdet fører netop nu NFC East med tre sejre i fire kampe, og grundet Dallas Cowboys skal møde Aaron Rodgers og Green Bay samtidig med, at Washington Redskins sidder over i denne uge, kan Philly med en sejr måske trække yderligere fra. Det har stået i skyggen af Jared Goffs forvandling og Deshaun Watsons gennemnbrud, men Carson Wentz – sidste sæsons andetvalg i draften – har gjort det solidt i denne sæson, generelt truffet gode beslutninger, og selvom han ikke har kastet modstanderne i sænk, har han hjulpet sit hold godt på vej til de tre sejre. Især på vigtige tredje og fjerde downs har han leveret.

RAVENS at RAIDERS (Søndag, kl. 22.05)

Efter en stærk indledning har Ravens og Raiders nu – tilsammen – tabt de seneste to kampe med cifrene 89-142. Og begge mandskaber er inde i en spillemæssig krise, der ikke synes løst med det første. Raiders må søndag og flere uger frem undvære den rygskadede quarterback, Derek Carr, hvilket er et hårdt slag for holdets store ambitioner i denne sæson. Afløseren E.J. Manuel har naturligvis ikke samme niveau som Carr, men Ravens’ head coach, John Harbaugh, sagde i denne uge, at han ikke forventer, at Raiders’ angrebsstil vil ændre sig markant. Holdet kan køre samme system med det tidligere Bills-flop bag center. Offensiven sætter dog ikke mange point på tavlen, hvis ikke hele angrebet træder voldsomt i karakter. Intet andet angreb har nettet så få total yards i 3. og 4. spillerunde som Raiders (382), hvor det også kun har scoret 20 point. Især løbeangrebet anført af Marshawn Lynch har været helt ved siden af sig selv og kun skaffet 56 yards i de to kampe – nu venter dog et skadesplaget Ravens-forsvar, der med tabet af nose tackle Brandon Williams er blevet stærkt svækket. I de seneste tre kampe har Ravens-forsvaret tilladt tredjeflest yards langs jorden i NFL. Baltimores angreb er dog – om muligt – lige så svagt. I de seneste to kampe er enheden tredjedårligst i NFL i total yards og har kun scoret 16 point. Quarterback Joe Flacco ser meget rusten ud og forsøger at løbe for livet bag den reserve-fyldte angrebslinje, og i de forgange to kampe har han nettet en passer rating af sølle 47,0 point. For begge hold kan et nederlag være fatalt for mulighederne for at vinde divisionen. Ravens vil – potentielt – være to en halv sejr efter Steelers i AFC North, mens Raiders potentielt vil være tre sejre efter Chiefs i AFC West.

SEAHAWKS at RAMS (Søndag, kl. 22.05)

Los Angeles Rams har været én af sæsonens artige overraskelser, men nu kommer den svære del af programmet. Holdet, der har vundet tre af fire kampe, skal udover mødet med Seahawks spille tre udekampe i Jacksonville, i London mod Cardinals og i New York mod Giants. Det program vil teste styrken af et hold, der p.t. fører NFC West, og som med en sejr over Seattle vil få en vigtig triumf i den fortsatte kamp for divisionstitlen. Og holdet har faktisk vundet tre af de seneste fire kampe mod Seahawks, så historien er med vædderne fra L.A. Det er dog værd at bemærke, at Rams også indledte sidste sæson med tre sejre i fire kampe, inden holdet tabte 11 af de sidste 12. Men det var med Jeff Fisher som head coach, og Sean McVays hold synes meget forandret til det bedre. Rams anført af den forvandlede quarterback Jared Goff og running back-stjernen Todd Gurley har scoret NFL-høje 142 point i denne sæson, og Gurley har alene løbet for 362 yards – næstflest i NFL. Seahawks’ løbeforsvar har været meget, meget ustabilt i 2017 og har tilladt hele 5,0 yards pr. carry. Gurley bliver derfor en stor mundfuld, og forsvaret må endda undvære den skadede edge rusher Cliff Avril. For Seahawks’ head coach Pete Carroll er det et gensyn med hans tidligere hjemmebane, Los Angeles Coliseum, hvor han som head coach hos USC var én af college footballs mest vindende trænere, før han skiftede til NFL. Hans angreb er efter en lidt tynd start på sæsonen kommet bedre i gang, og i de seneste to kampe har quarterback Russell Wilson kastet seks touchdowns og to interceptions og nettet en rating af 110,3 point – en forbedring på 34 point sammenlignet med de to første to kampe. Holdet løb i sidste uge mod Colts for 194 yards, men running back Chris Carson blev skadet, han blev opereret i anklen i tirsdags og er nu sendt på ”injured reserve”-listen.

PACKERS at COWBOYS (Søndag, kl. 22.05)

Cowboys får besøg af ét andet legendarisk NFL-hold i dét, der kan blive Dallas’ revanche for det bitre, knebne 34-31-hjemmebanenederlag i divisional playoffs-runden i januar, hvor de to holds kickers sparkede tre field goals over 50 yards i det sidste godt halvandet minut af kampen, men hvor Packers’ Mason Crosby sparkede det sidste – og afgørende – i de døende sekunder. Værterne skal forsøge at rejse sig efter et skuffede nederlag til Rams i søndags, og holdets top-duo, quarterback Dak Prescott og Ezekiel Elliott, har dermed i 2017 tabt lige så mange kampe, når de er sammen på banen, som de tabte sammen i grundspillet i 2016. Angrebet har slet ikke været på samme niveau i år som sidste år, og det rangerer nummer 19 i NFL, mens løbeangrebet kun er nummer 22, og Elliott har skaffet 3,5 yards pr. carry. Packers’ løbeforsvar er middelmådigt, men vil formentligt igen søndag undvære den hofteskadede defensive tackle og playmaker, Mike Daniels, mod en angrebslinje, der på papiret var NFLs bedste i 2016, men som har underpræsteret i 2017. I seks kampe mod Cowboys har Packers’ quarterback Aaron Rodgers kastet 13 touchdowns og kun to interceptions, ramt plet på 68 procent af alle kast – og nettet en passer rating af hele 101,7 point. Packers har vundet fem og tabt tre af de kampe. Der er dog en alvorlig risiko for, at hverken running back Ty Montgomery (skadet ribben) eller wide receiver Davante Adams (hjernerystelse) er med søndag. En potentiel mismatch er mødet mellem Packers’ højre tackle Justin McCray og NFLs førende sacker, Cowboys’ DeMarcus Lawrence. Sidstnævnte har allerede lavet 7,5 sacks og er noteret for 30 quarterback pressures, mens McCcray er en konverteret guard, der har tilladt to sacks i to kampe som starter.

Ezekiel Elliott er ikke helt kommet i topgear endnu i 2017. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

VIKINGS at BEARS (Natten til tirsdag, kl. 02.30)

Mandagskampen er et opgør i NFC North mellem to hold, der på hver deres måde skal omstille sig i angrebet. Værterne starter andetvalget i draften, Mitch Trubisky, bag center i stedet for den degraderede, dyre free agent-tilføjelse Mike Glennon, og Trubiskys debut er mødt med stor spænding i Chicago, der håber, at han kan blive den vindende ”franchise quarterback” et årti frem, som holdet har savnet. Trubisky imponerede i preseason, men enhver NFL-debut er svær. Siden år 2000 har kun 15 af de 67 quarterbacks, der kastede flere end 15 bolde i deres debut, vundet premieren. Og også kun 15 af de rookie-quarterbacks havde en rating over 90 point i den første kamp. Minnesota skal omstille sig, fordi running back Dalvin Cook er ude for sæsonen med en korsbåndsskade. Den dynamiske rookie var en playmaker, som modstanderne skulle holde ekstra øje med, og afløseren Latavius Murray har slet ikke samme kaliber. Det er stadig uvist, om Sam Bradford bliver klar bag center for Vikings til mandagens kamp. Han har misset de seneste to kampe med en knæskade, og uden ham scorede Case Keenum – hans afløser – og resten af vikingernes offensiv kun syv point mod Lions i søndags. Bears er uden den suspenderede linebacker Danny Trevathan, der er røget i skammekrogen for hans ”hjelm-mod-hjelm-hit” på Packers’ Davante Adams. Gæsterne har vundet fire af de seneste fem kampe mod Bears, men tabte sidste år på Soldier Field med 20-10.

Blog: 25 ting, vi ikke havde regnet med…

Vi er allerede en fjerdedel inde i den regulære sæson, og som altid har sæsonen foreløbigt budt på mange overraskelser. Både positive og negative.

Du får her 25 bud på noget af det, som de fleste af os nok ikke havde regnet med.

Vi havde blandt andet ikke regnet med…:

…at 86. valget i dette års draft – Chiefs’ running back Kareem Hunt – ville føre NFL i rushing yards – og være på vej til at slå NFL-rekorden for flest total yards from scrimmage.

…at Adrian Peterson ville være marginaliseret i Saints’ offensiv.

…at Philip Rivers og Chargers og Eli Manning og Giants ville være sejrsløse efter de første fire runder – og forud for mødet mellem de to top-quarterbacks, der blev handlet i 2004-draften.

…at Broncos’ “front seven”, der var så hullet sidste år, ville være så hårdfør og holde Melvin Gordon, Ezekiel Elliott, LeSean McCoy og Marshawn Lynch til sammenlagt 95 yards i fire kampe.

Von Miller og Broncos-forsvaret har ikke givet meget plads til løb. FOTO: Jeffrey Beall, Wikimedia Commons

…at Jets, der efter eksperternes forudsigelser havde opgivet sæsonen på forhånd, ville være 2-2.

…at Cowboys’ edge rusher DeMarcus Lawrence ville være på vej mod 30 sacks for sæsonen – med sit nuværende tempo.

…at Bills ville føre AFC East – som det eneste hold med tre sejre.

…at NFLs regerende MVP, Matt Ryan, ville have kastet fem interceptions i fire kampe, efter at Falcons-quarterbacken kun kastede syv i hele sidste sæson.

LÆS: Blog: 10 kommentarer efter week 4 i NFL

…at Dolphins ville have NFLs – kan man argumentere for – dårligste angreb.

…at Rams’ Jared Goff ville have en passer rating på 112.2 point og anføre et angreb, der på mange måder kan måle sig med “The Greatest Show on Turf”-angrebet fra 1999.

…at Marcus Mariotas udvikling virker til at være gået i stå.

…at Lions ville være inches fra at indlede sæsonen ubesejret.

…at Patriots’ forsvar ville have tilladt næstflest yards efter fire kampe af noget hold i NFL-historien.

…at Giants’ på papiret mere potente angreb kun ville have skaffet 15 point pr. kamp.

…at Browns anno 2017 ligner Browns 2016.

…at det ville være så uinteressant for The Los Angelinos at se Chargers spille football på StubHub Center i Los Angeles.

…at Bengals ville fyre deres offensive koordinator efter to kampe.

…at Alex Smith ville føre NFL i passer rating og have ramt plet på utrolige 76 procent af alle kast.

…at Vikings ville have NFLs bedste receiver-duo netop nu i Stefon Diggs og Adam Thielen.

…at Seahawks’ forsvar ville være så ustabilt.

…at Deshaun Watson ville være god hurtigt.

…at Lions’ forsvar allerede ville have forceret  NFL-høje 11 takeaways efter kun 14 stjålne bolde i 2016.

…at Raiders’ angreb ville kunne levere skuffende præstationer som i de seneste to kampe, hvor det har skaffet færrest total yards i hele NFL.

…at et forsvar i NFL ville indlede sæsonen så elendigt og så forandre sig til at være så godt som Saints’ forsvar. I de første to runder var Saints sidst i antal tilladte total yards. I de seneste to runder…nummer 1.

…at Bills’ Jordan Poyer ville være én af NFLs bedste free safeties i denne sæson – et tidligere syvenderundevalg, der kun havde startet 10 kampe de foregående fem sæsoner i NFL.

Jordan Poyer, her i en kamp i sidste sæson hos Browns, har været overraskende god indtil nu. FOTO: Keith Allison, Wikimedia Commons

Blog: 10 kommentarer efter week 4 i NFL

Deshaun Watson er helt ustyrlig, Los Angeles Rams er sjove at følge, Miami Dolphins bør gå i panik, Buffalo Bills imponerer, og så har rivalerne fra Jets nu en spiller, som Patriots’ historisk svage forsvar burde have holdt fast i. Læs her 10 kommentarer til 4. spillerunde af NFL.

1. Deshaun Watson har vendt op og ned på Texans’ sæson.

Deshaun Watson har vendt op og ned på Houstons sæson efter to forrygende præstationer på stribe.

Én uge efter, at quarterbacken i et nederlag til Patriots imponerede, var der fuld valuta for pengene, da Watson ikke bare var hamrende stærkt, men samtidig også førte Texans frem til en fantastisk 57-14-sejr over AFC South-rivalerne fra Tennessee.

Watson blev den første rookie siden Fran Tarkenton i 1961, der kastede fire touchdowns og løb for ét touchdown i en kamp, og Texans blev det første NFL-hold i næsten to år (siden Jaguars i december 2015), der scorede flere end 50 point i en kamp. Ja, de 50 point var samtidig en ny holdrekord.

Med Watson under center har Texans nu omsider fået den dynamiske quarterback, som Brock Osweiler eller Brian Hoyer ikke var, og både hans evner som passer og runner gør en enorm forskel. Søndag fordelte rookien effektivt boldene rundt, og mindst seks spillere greb minimum to bolde, samtidig med at Watson ikke overraskende har vist formidable lederevner. Meldingerne fra Houston er, at de meget imponerende over hans modenhed og evne til at bære holdet på sine skuldre – præcis som Watson også gjorde det hos Clemson.

Hvis Watson fortsætter på det niveau, har Texans et hold, der kan gå hele vejen forudsat, at forsvaret spiller op til sit potentiale.

Han står i hvert fald foran to store tests. I to af de næste tre kampe – sandwichet ind mellem en kamp mod Browns – venter Chiefs (hjemme) og Seahawks (ude). De kampe vil afsløre endnu mere om den imponerende rookies nuværende niveau.

Kareem Jackson og Texans har fået vendt sæsonen op og ned. FOTO: AJ Guel, Wikimiedia Commons

2. Patriots’ forsvar har store problemer

Efter fire kampe har Patriots’ forsvar – højst overraskende – vist sig at være meget, meget svagt, og søndag betød store kommunikationsfejl, langsomme linebackers og mentale brølere, at Carolina Panthers kunne score 33 point i den overraskende 33-30-sejr over Patriots på Gillette Stadium. Det var den tredje hjemmekamp i træk, at Patriots tillod flere end 30 point. Og det var vel at mærke et Carolina-angreb, der inden kampen havde været meget ustabilt.

Men mod Matt Patricias defensiv var der masser af plads at boltre sig på, og Carolina nettede 444 total yards og seks spil af mindst 20 yards. I denne sæson har Patriots nu tilladt hele 456 total yards pr. kamp – intet andet hold har tilladt over 400 yards – og de i alt 1827 tilladte total yards efter fire kampe i en sæson er næstflest af et hold siden 1940. Og enheden tillader 7,1 yards pr. spil – også næstflest efter fire kampe i 77 år.

Quarterback Tom Brady spiller bedre end nogensinde i en alder af 40 år, men som Peter King påpeger, spiller modstandernes quarterbacks lige nu lige så godt som ”TB12”. Brady har efter fire kampe ramt plet på 66,5 procent af alle kast, han har kastet 10 touchdowns, skaffet 9,0 yards pr. kast og nettet en passer rating af 116,6 point. De fire quarterbacks, som Patriots har mødt, Alex Smith, Drew Brees, Deshaun Watson og Cam Newton, har i kampene mod New England tilsammen ramt plet på hele 69,7 procent af alle kast, de har kastet 11 touchdowns, skaffet 9,4 yards pr. kast og nettet en rating af hele 116,5 point.

Det er med andre ord næppe holdbart og i hvert fald meget risikabelt, at der uge efter uge ligger et så tungt pres på Brady – og uden hans magi i sidste uge mod Texans ville holdet havde tabt tre af de fire første kampe.

Så forsvaret er nødt til at steppe op. 65 millioner dollars-cornerbacken Stephon Gilmore, der lige nu ligner et kæmpe free agency-flop, skal mindske antallet af mentale fejl, der også plagede ham i Buffalo – den ”illegal use of hands”-kendelse, han søndag fik imod sig, holdt Panthers’ afgørende serie i gang, efter at Cam Newton var blevet nedlagt af et sack på tredje down. Og Matt Patricia er nødt til at finde et stærkere pass-rush blandt den – på papiret – middelmådige gruppe af ”front seven”-folk, som Patriots måske lidt for optimistisk troede kunne gøre en forskel i 2017.

LÆS: Sådan kommer Andreas Knappe tilbage i NFL

De smarte penge skal dog sættes på, at Patriots finder en løsning. Den første måned er sjældent et retvisende billede af holdets niveau – den er reelt en forlænget preseason, fordi NFL-hold ikke må træne så meget om sommeren som tidligere. Måske bliver det ikke en løsning, der gør forsvaret til et top 25-forsvar, men mindre kan også gøre det, når Brady er så fantastisk. Det eneste hold, der statistisk set har været værre i NFL-historien efter fire kampe end Patriots anno 2017, var faktisk 2011-udgaven af Patriots-forsvaret. Og det hold nåede stadig i Super Bowl, fordi forsvaret havde sine gode momenter, som sæsonen skred frem, og fordi Brady var Brady. Så Bill Belichick og Co. har været i denne situation før.

Allerede på torsdag venter Tampa Bay, og selvom flere NFL-eksperter nu er ude og konstatere, at det er skidt med kun fire dages forberedelse for et forsvar, der er så elendigt, kan man også vende den rundt og sige, at den korte forberedelse kan være en fordel. Torsdagskampe kan være tilfældige, fordi ingen af holdene rigtigt er oppe på dupperne – slet ikke i et opgør mellem to mandskaber, der kun mødes hvert fjerde år – og jeg vil ikke blive overrasket, hvis Patriots-forsvaret leverer sæsonens bedste præstation.

Lige nu kan det i hvert fald kun gå fremad for et forsvar, der har leveret én af de værste præstationer i den første måned af en sæson i NFL-historien.

3. Jo, Adam Gase: det er tid til at gå i panik…

Det er ikke tid til at gå i panik endnu, sagde Miami Dolphins’ head coach, Adam Gase, efter søndagens ydmygende 20-0-nederlag i London til New Orleans Saints.

Spørgsmålet er: hvornår skal Miami så gå i panik?

Virkeligheden er, at efter tre kampe i sæsonen (den første kamp mod Bucs blev udskudt på grund af “Irma”-orkanen) burde Dolphins have været sejrsløse. Kun et brændt 44 yard-field goal fra Chargers’ sydkoreanske rookie-kicker, Younghoe Koo, betød, at Miami slap fra San Diego i premieren med en sejr, og siden har Miami fået en lussing på 20-6 af undertippede New York Jets – og altså også lidt et ydmygende nederlag i London.

I de seneste to kampe har det ufarlige Miami-angreb kun nettet seks point. Mod Saints kastede Jay Cutler masser af bolde til receivere på krydsruter, comeback-ruter og screens og ramte i den forbindelse en modtager på 20 af 28 kast. Men alt for mange af de kast førte intet eksplosivt med sig – kun to catches nettede flere end 15 yards, og Cutler sluttede med beskedne 164 passing yards.

Den tilbagevendte veteran har kastet flere interceptions (tre) end touchdowns (to), men det hjælper heller ikke, at angrebets forventet største styrke, angrebslinjen, ikke beskytter ham. Ifølge Pro Football Focus pressede Saints’ ellers ikke stærke pass-rush Cutler på over halvdelen af alle kast, og i de situationer nettede han en rating af kun 43,1 point. Og løbeoffensiven snitter kun 3,2 yards pr. carry.

Det frustrerende for Miami er, at forsvaret faktisk spillede solidt i England. Det er flot at holde Drew Brees til 20 point. Men angrebet er måske NFLs dårligste netop nu – hvilket ikke siger så lidt med tanke på, hvordan Ravens’, 49ers’ og Browns’ angreb præsterer.

Efter sæsonens første kampe er Miamis angreb, der samlet har scoret 23 point, en overraskende stor akilleshæl, og det er svært at se, hvordan det skal blive meget bedre, når det har været så skidt i de seneste to kampe.

Og derfor er det i høj grad tid til at gå panik. For et par svage præstationer og medfølgende nederlag mere, og så er Dolphins’ sæson reelt forbi. Angrebet skal i gang – nu.

7 KORTERE KOMMENTARER:

4. Det føles som lang tid siden, at vi konkluderede, at Raiders-angrebet var meget mere komplet og brutalt med en bulldozende Marshawn Lynch på løb. Men det er kun tre uger siden. For i de seneste to kampe er Raiders’ ellers på papiret stærke angrebslinje blevet domineret, og søndag i nederlaget til Denver skaffede Raiders kun 24 yards langs jorden på 15 carries. I de seneste to kampe har Oakland dermed kun skaffet 2,0 yards pr. carry, og søndag var der ifølge ESPN ingen plads at løbe på for Lynch og Co. På syv af de 15 carries blev running backen ramt af en defensiv spiller enten eller bag line of scrimmage. Med Derek Carr skadet i ryggen (dog næppe alvorligt ifølge head coach Jack Del Rio) ser Raiders pludselig meget sårbare ud – den gode nyhed er dog, at den kommende modstander i The Coliseum, Ravens og Chargers, har endnu større problemer at slås med.

5. Hvornår begynder de amerikanske medier for alvor at spørge, om Cleveland Browns bør skille sig af med deres head coach? Hue Jackson har nu kun vundet én af 20 kampe som head coach hos Browns, og én uge efter at holdet blev ydmyget i Indianapolis, der i går blev banket i Seattle, fik Browns så søndag tæsk på hjemmebane mod sejrsløse Cincinnati. Browns tabte med 31-7, er nu ”0-4” for sæsonen, og hvis holdet også taber til Jets næste weekend, er det virkelig svært at se, hvorfor holdet bør holde fast i Jackson som en fremtidens mand. 2016 var et år, hvor truppen blev rippet for talent i genopbygningens navn, men en så elendig sæsonstart som denne kan Browns-ledelsen ikke sidde overhørig. For så svag er truppen ikke længere. Sædet bør brænde under Hue Jackson.

Hue Jackson har ingen grund til at være tilfreds. Holdet har kun vundet én kamp under hans ledelse. FOTO: Eric Drost, Wikimedia Commons

6. Forud for sæsonen fyrede New England Patriots den spiller, som holdet havde handlet sig til i foråret, defensive end Kony Ealy. Men nu kunne det historisk svage Patriots-forsvar sagtens have bruge Ealy, der – for at gøre ondt værre – har været virkelig god hos Jets. Søndag i Jets’ 23-20-overtidssejr over Jacksonville – den anden sejr på stribe – lavede Ealy en interception, men han forsvarede også helt imponerende fire kast, hvor han fik hænderne på bolden. Det var lige så mange forsvarede kast, som hele Jaguars-forsvaret nettede tilsammen, og Ealy blev samtidig ifølge Pro Football Focus noteret for tre quarterback hurries. Efter første kvartal af sæsonen rangerer Pro Football Focus den nye Jets-spiller som den 10. bedste edge rusher (på pass-rushes) i hele NFL. En sjælden Jets-sejr i rivaliseringen med mægtige Patriots. Men samtidig var det også en personlig sejr for Ealy. I den forgangne uge døde hans søster, og han trænede derfor først fredag. Efter søndagens kamp fik han derfor Jets’ ”game ball” fra head coach Todd Bowles.

LÆS: Sådan kommer Andreas Knappe tilbage i NFL

7. Hvilket stort tab for Minnesota vikings. Running back Dalvin Cook har revet sit ene korsbånd helt over, og dermed er sæsonen slut, og en lang genoptræning venter. Rookien var før skaden allerede én af NFLs mest dynamiske running backs, og han gav Vikings-angrebet en ekstra dimension og gjorde enheden meget komplet. Sam Bradford er fortsat ikke tilbage efter sin knæskade, og det er spørgsmålet, hvor fit han er, når han igen står bag center. Vikings-angrebet har været virkelig stærkt i denne sæson, men tabet af Cook kan meget vel være en “game changer” og sende dem agterud i en i forvejen stærk NFC North-division.

8. Los Angeles Rams er nu ét af de mest sjove hold at følge i NFL. Angrebet er spækket med interessante, unge navne – quarterback Jared Goff, der er som forvandlet, running back Todd Gurley, der spiller bedre end nogensinde, og rookie-receiver Cooper Kuup, som er mere end solid, og søndagens 35-30-sejr i Dallas er et bevis på, at det ”gamle” Rams under Jeff Fisher er fortid. Dengang var der alt for mange opgør, hvor forsvaret serverede angrebet gyldne chancer for at sætte point på tavlen, blot for at se offensiven kikse, da det gjaldt. Nu er det angrebet, der er NFLs mest scorende, som bærer forsvaret, og det gør vædderne til god underholdning. Og Goffs forvandling har en effekt, som ESPN Stats & Information noterede. Mod Cowboys mødte Todd Gurley på hele 16 af 23 carries kun seks eller færre forsvarsspillere i boksen, fordi Cowboys respekterede Goff. Resultatet var, at begge imponerede. Goff med to touchdowns og en rating af 98,7 point, Gurley med 215 total yards.

9. Pittsburgh Steelers er stadig en slumrende kæmpe, der har et endnu større potentiale, end holdet beviser, men søndag var en alt i alt rigtig god dag for Steelers. Holdet slog let rivalerne fra Baltimore med 26-9, og det var samtidig running back Le’Veon Bells sæsongennembrud. Bag en stærk angrebslinje løb han for 144 yards på hele 35 carries, og forsvaret har stadig ikke tilladt flere end 18 point i den regulære sæson (de tillod 23 point i overtidskampen mod Chicago). Hvis angrebet kan blive endnu skarpere – det gælder ikke mindst quarterback Ben Roethlisberger – bliver Pittsburgh meget, meget svære at slå.

Martavis Bryant og Steelers spillede søndag sæsonens hidtil mest komplette kamp. FOTO: Jeffrey Beall, Wikimiedia Commons

10. Mange bemærkede det natten til mandag på de sociale medier, og jeg er helt enig: Buffalo Bills’ head coach, Sean McDermott, er efter første kvartal af sæsonen en kraftig kandidat til titlen som årets cheftræner i NFL. Der var bestemt ikke mange, der regnede Bills for meget, efter at McDermott og general manager Brandon Beane, før sæsonen ryddede op i truppen og skilte sig af med blandt andre Sammy Watkins, Ronald Darby og Reggie Ragland. Og jeg havde heller ikke forventet, at et hold med en ny træner ville gøre det så godt i den første måned. Men Bills er nu ”3-1” og alene i toppen af AFC East, og selvom 23-17-sejren søndag i Atlanta ikke ligefrem var køn, kæmpede spillerne hårdt for sagen og slog på udebane de ubesejrede NFC-mestre. Og forsvaret – NFLs bedste, statistisk set, før kampen – har fortsat ikke tilladt flere end 17 point i et opgør. Imponerende taget i betragtning at forsvaret bygger på et helt nyt system og med et stort helt nyt secondary.