Er det godt at vinde i college?

Spillere fra vindende college-hold bliver valgt tidligere i draften, men har ikke bedre karrierer i NFL. Der er altså ikke nogen grund til at tro, at en spiller kan være en ‘vinder’, og at det vil hjælpe ham i NFL.


 

Når arbejdsgivere indkalder jobsøgende til samtaler, er det ofte vanskeligt for dem at afgøre, hvem der er den bedst egnede til et givent job. På grund af denne usikkerhed tager arbejdsgiveren typisk udgangspunkt i noget objektivt som f.eks. uddannelse. Jobsøgende med uddannelser fra kendte universiteter har således en fordel – også selvom uddannelsen ikke nødvendigvis er særlig relevant i det pågældende job.

Hvad har ovenstående med NFL at gøre? Alt! Draften er ganske enkelt én stor jobsamtale, og derfor bruger forskere ofte data fra NFL til at teste deres hypoteser om arbejdsmarkedet.

I en interessant artikel, der netop er blevet udgivet i tidsskriftet Economic Inquiry, undersøger Carl Kitchens fra Florida State, hvorvidt spillere, som var på succesfulde hold i college, bliver valgt tidligere i draften – naturligvis efter, at der er taget højde for spillerens rangering hos scouting-bureauer, combine resultater osv. Forfatterens hypotese er, at NFL-holdene fokuserer mere på de store, succesfulde hold, hvorfor de ender med at vælge disse holds spillere tidligere end de burde.

Ved hjælp af data fra 1999 til 2009 finder Kitchens, at spillere fra universiteter, som er rangeret højt på den sidste top 25-liste i college-sæsonen, bliver valgt relativt tidligt i den efterfølgende draft. Efter at have kontrolleret for andre faktorer, så vil en spiller fra det universitet, der er rangeret som nummer et, høre sit navn kaldt ti valg tidligere end en spiller fra et universitet, der ikke er rangeret i top 25.

Ifølge Kitchens’ analyse klarer spillere, der var på succesfulde hold i college, sig dog ikke bedre i NFL. Der er ingen forskel i antal kampe, antal kampe startet eller sandsynligheden for at være i NFL om tre eller seks år (bemærk at det er svært at bruge individuelle statistikker til at karakterisere karrierer, da f.eks. offensive linemen jo sjældent fylder box scoren ud på samme måde som running backs). Ideen om, at en quarterback, som f.eks. Jameis Winston eller Marcus Mariota, var en ’vinder’ i college, og at det vil føre til succes i NFL, er altså en skrøne. Spørg bare Tim Tebow.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *