Football For Folket!

2012 NFL Draft: De 10 bedste spillere i draften

Få her overblikket over de ti bedste spillere i draften – baseret på Draftday.dks rangeringer:

1. Andrew Luck, Stanford – 6’4, 234 pund, 40 yard-tid: 4,64 sek.
Luck er betegnet som den mest NFL-klare college-quarterback, som draften har set siden Peyton Mannings ankomst i 1998. Han er så stort et talent, at NFL-iagttagere diskuterer, om han er lige så god som Manning, John Elway eller “bare” Matt Ryan.

Fysisk set har han NFL-quarterback-statur, han kaster teknisk set helt efter bogen, har en god armstyrke og er ikke mindst overraskende let på fødderne – han løber 40 yards på hurtige 4,64 sekunder.

Hos Stanford spillede han i et Pro Style-angreb, hvor han blandt andre blev trænet af Jim Harbaugh (nu 49ers’ head coach), og i det Pro Style-system var Luck helt fantastisk. Han vandt hele 31 af 38 kampe som starter, slog flere store modstandere på sin vej og beviste, at han er en spiller, der kan bære et hold på sine skuldre, ligesom han vil kunne gøre det i NFL. Luck har alt dét, man ønsker i en NFL-quarterback, han er søn af en tidligere NFL-quarterback (Oliver Luck) og er et menneske, som medspillerne vil elske at kæmpe for. Han er den fødte “franchise-quarterback” som Manning, Aaron Rodgers eller Tom Brady.

HAN SAGDE DET:
“Han er som Elway og Peyton Manning. Luck er den ideelle Pro Style-quarterback.”
– Tennessee Titans’ National Supervisor of College Scouting, C.O. Brocato, til Draftday.dk.

2. RB Trent Richardson, Alabama – 5’9, 228 pund, 40 yard-tid: 4,58 sek.
Ikke siden 2007, hvor Adrian Peterson gik i draften, har NFL set en så god running back som Trent Richardson. Han er en komplet back med meget, meget få svagheder, og som med sin styrke, hårdførhed og brutale løbestil kan løbe henover forsvarsspillere, og som derfor er en spiller, der kan blive ved med at flytte kæderne. Hvis udtrykket “franchise back” og “arbejdshest” nogensinde skal komme til sin ret, skal det sættes på ex-Alabama-stjernen, der i den stærke SEC-konference og i to nationale mesterskabsfinaler har vist sit værd. Han er en spiller, der kan blive valgt til Pro Bowl som rookie – og siden nå samme sted i de næste 10 år i træk.

HAN SAGDE DET:
“Han er en særlig spiller. Jeg tror ikke, at der er en kamp, du kan se, hvor der ikke er et “wow”-øjeblik med ham.”
– Howie Roseman, general manager hos Philadelphia Eagles, til The Milwaukee Journal-Sentinel.

3. QB Robert Griffin III, Baylor – 6’2, 223 pund, 40 yard-tid: 4,36 sek.
Griffin er ét af de største naturlige quarterback-talenter, som draften nogensinde har set. Han er på ingen måder poleret og mangler stadig en del i forhold til spilforståelse, men få har som ham haft en så stærk arm og samtidig været så hurtig. Foran stopuret har “RG3”, som han kaldes, været hurtigere end både Cam Newton, Michael Vick og Aaron Rodgers. Griffins dybe kast er i særdeles exceptionelt præcist, han er kvik og mentalt meget stærk. I NFL vil han blive en playmaker, der kan tage ligaen med storm, fordi han er garant for så mange store spil, som for eksempel Steve Young også var det.

HAN SAGDE DET:
“Han er lige så talentfuld som nogen quarterback, der nogensinde er kommet ud af college.”
– Griffins personlige træner, quarterback-guruen Terry Shea, som også har trænet blandt andre Matt Stafford og Sam Bradford, til Draftday.dk.

4. CB Morris Claiborne, LSU – 5’11, 188 pund, 40 yard-tid: 4,49 sek.
Claiborne er draftens bedste forsvarsspiller og en cornerback, der har evnerne, instiktet, selvsikkerheden og hårdheden til at dæmme op for nogle af NFLs allerbedste wide receivers. Han regnes for at være en bedre cornerback end Patrick Peterson (femtevalget i 2011-draften), som han var holdkammerat med hos LSU, men til gengæld er Peterson en bedre kick-returner. Claiborne, der betegnes som en god fyr, har samlet lavet hele 11 interceptions de sidste to sæsoner, og han havde de længste arme af en cornerback ved The Scouting Combine. De arme kan han bruge til at slå bolden ud af kurs.

HAN SAGDE DET:
“Morris Claiborne er en fandens god football-spiller. Du kan som træner ikke lære en spiller, hvad Claiborne har.”
– Den tidligere NFL-head coach og nuværende ESPN-analytiker, Herman Edwards.

5. OT Matt Kalil, USC – 6’6, 306 pund, 40 yard-tid: 4,99 sek
Lillebroderen til Carolina Panthers’ Pro Bowl-lineman, Ryan Kalil, er ifølge Panthers’ egen scouting director, Don Gregory, bedre end brormand. For Matt Kalil er en fremragende opdækker på kastespil, der med sine 34 1/2 inches-arme kan holde modstanderen væk fra kroppen, han er teknisk meget solid, og han har samtidig fødderne til flytte sig hurtigt og elegant. Han er en kvik lineman, der bliver sammenlignet med Cleveland Browns’ Joe Thomas, og selvom Kalil måske ikke er en super-lineman, der vil lande i Hall of Fame, er han god nok til at kunne bemande venstresiden 10-12 år frem.

HAN SAGDE DET:
“Han er et virkelig godt venstre tackle-talent, der har en meget lille chance for at blive et bust.”
– Dan Pompei fra The National Football Post til Draftday.dk.

6. DT Fletcher Cox, Mississippi State – 6’4, 298 pund, 40 yard-tid: 4,81 sek.
Af mange regnet for at være draftens bedste defensive lineman – ends og tackles inkluderet. Cox har få svagheder i sit spil, han er meget komplet, har en fremragende størrelse og har samtidig potentialet til at blive en Pro Bowl-spiller. Ved The Scouting Combine pumpede han vægtstangen hele 40 gange i bænk pres-øvelsen og løb 40 yards på hurtige 4,81 sekunder, og den fart i fødderne er execptionel for en spiller, der vejer omkring 300 pund, og den gør, at Cox i NFL kan blive en virkelig, virkelig stærk pass rusher.

HAN SAGDE DET:
“Han spillede i SEC-konferencen. Han var til tider dominerende. Hans bedste football er foran ham, fordi han er så ung, og han er end ikke vokset helt ud i sin krop endnu.”
– NFL Networks Mike Mayock.

7. WR Justin Blackmon, Oklahoma State – 6’0, 207 pund, 40 yard-tid: 4,56 sek.
Blackmon er draftens bedste wide receiver. Han havde en rekordsættende karriere i college football, hvor han to år i træk vandt The Biletnikoff Award som college footballs bedste wide receiver. Alene i 2011 greb han 121 bolde for 1522 yards og 18 touchdowns – og det var i bare 13 kampe – og han satte en NCAA-rekord ved 14 kampe i træk henover to sæsoner at gribe bolde for mindst 100 yards. Blackmon er en stærk receiver, der kæmper hårdt om bolden, og som har nogle pålidelige, stærke hænder, som han indenfor en ret stor radius plukker bolden ned med. Han er ikke eksplosiv eller skræmmende hurtig, men han bliver sammenlignet med Anquan Boldin – i Boldtins storhedstid. Men også Michael Irvin og Reggie Wayne er blevet nævnt som spillere, som Blackmon minder om.

HAN SAGDE DET:
“Jeg mener, at han er draftens næstbedste spiller. Når han griber bolden – bam! – så løber han lige igennem det hele”.
– Anonym talentspejder i NFL til The Milwaukee Journal-Sentinel.

8. QB Ryan Tannehill, Texas A&M – 6’3, 223 pund – 40 yard-tid: 4,70 sek.
Historien om Tannehill er speciel. Han indledte college-karrieren som wide receiver og satte faktisk receiving-rekorder hos The Aggies, men i 2010 skiftede han position til quarterback og blev siden starter under ledelse af head coach Mike Sherman, der netop er blevet offensiv koordinator hos Green Bay Packers. Den korte tid bag center betyder, at Tannehill kun har startet 20 kampe i college, og det bekymrer mange, der mener, at der vil gå ét, måske to år, før han overhovedet er parat til at starte i NFL. Andre peger dog på, at han er et et naturligt talent, der har et kæmpe potentiale – ikke mindst i kraft af en stærk arm og en høj fart i fødderne. Tannehill er en forrygende atlet, der bare skal poleres, siges det. Og så er det et ekstra plus, at han er en god fyr, der opfører sigf professionelt, seriøst og ydmygt.

HAN SAGDE DET:
“Jeg kan virkelig godt lide ham. Jeg mener, han er god. Jeg mener, han er dette års Jake Locker.”
– Anonym talentspejder til The Green Bay Press-Gazette.

9. CB Stephon Gilmore, SOuth Carolina – 6’0, 191, 40 yard-tid: 4,41 sek.
Gilmore er en cornerback, der kan starte i NFL og gøre det virkelig godt. Han har et naturligt talent, en ideel størrelse og er fremfor alt hurtig og har et stærkt retningsskifte. Hos The Gamecocks lavede han i 2011 hele 79 tacklinger – flest på holdet – efterfulgt af 46 stops i 2010, og han har dermed bevist, at han er en faktor på løbespil, hvilket mange cornerbacks ellers ikke er. Han kan spille i flere systemer, men har dog ry for at være ustabil, og han skal derfor poleres endnu mere i NFL. Men han har viljen og mentaliteten til at blive en faktor i de professionelles rækker.

HAN SAGDE DET:
“Gilmore er strøget op af draft boards, fordi han er en god football-spiller, og han er en god fyr.”
– ESPNs draftguru Mel Kiper.

10. WR Michael Floyd, Notre Dame – 6’2, 220 pund, 40 yard-tid: 4,44 sek.
En playmaker-type, der har størrelsen, hårdheden og den aggressive spillestil til at blive en dygtig “Z-receiver” i NFL. Floyd greb præcist 100 bolde i 2011 for 1147 yards og ni touchdowns, og i forberedelserne til draften har han både imponeret i workouts og under personlige interviews. Og det har der været brug for. Tre alkohol-relaterede sager på cv’et trækker ned og har sat spørgsmåltegn ved hans person, men Floyd er angiveligt blevet mere moden, og en stor fremtid i NFL kan ligge forude.

HAN SAGDE DET:
“Han minder mig i nogen grad om Vincent Jackson. En stor, stor fyr. Jeg vil ikke kalde ham en possession-receiver, men han brænder heller ikke modstanderen (med sin fart) … Jeg mener, han bliver fantastisk (i NFL).”
– San Diego Chargers’ general manager A.J. Smith til The Milwaukee Journal-Sentinel.

Skriv et svar