Dørene i elevatoren var ved at lukke, da Stanley Wilson pludselig steg ud igen.

Han og en håndfuld holdkammerater fra Cincinnati Bengals var denne lørdag aften i 1989 på vej til et holdmøde forud for næste dags Super Bowl mod San Francisco 49ers.

Men i farten havde Wilson ikke fået det hele med, forklarede han kammeraterne:
- Jeg glemte min playbook. Jeg møder jer nedenunder, lød det uskyldigt fra ham.

I de næste 15 minutter skete der noget, som ødelagde Stanley Wilsons liv og karriere.

Noget, der er gået over i historien som den måske største brøler, en spiller nogensinde har lavet i forbindelse med en Super Bowl. Og noget, der den dag i dag stadig sårer Wilsons daværende holdkammerater, som aldrig glemmer denne fatale aften – aftenen før kampen over dem alle.

Det vidste de andre spillere bare ikke, da de steg ud af elevatoren, gik til møde og venligt forklarede Bengals’ head coach Sam Wyche, at Stanley Wilson ville komme en smule senere.

To touchdowns i slutspilskamp
Den dengang 27-årige Stanley Wilson havde været en vigtig brik i Bengals’ play action-prægede angreb. Ikke ligeså vigtig som for eksempel quarterback Boomer Esiason eller wide receiver Eddie Brown, men som en stærk, uselvisk spiller, der gjorde alt det beskidte arbejde, som gjorde medspillerne bedre.
- Han var hårdnakket. Han gjorde intet halvt, har den tidligere holdkammerat, ex-defensive back Solomon Wilcots, som nu arbejder for CBS og NFL Network, forklaret The Cincinnati Enquirer.

Den 5 fod 10 inches, 225-pund store fullback kastede kroppen ind i blokeringer og var en væsentlig årsag til, at Bengals’ ”one-two”-punch bestående af Ickey Woods og James Brooks i 1988-sæsonen tilsammen nettede små 2000 rushing yards og i alt scorede 23 touchdowns. Samtidig var han selv effektiv med bolden i hænderne på spil, hvor der var krævet en halv yard for en ny første down. Som i divisional playoffs-opgøret tre uger før Super Bowl mod Seattle Seahawks, hvor han to gange tromlede ind i endzonen på tre-yard-løb.

Bengals havde brug for Stanley Wilson. Men Stanley Wilson havde også brug for Bengals.

For sandheden var, at NFL-spilleren og faderen til en seks-årig søn havde brug for en struktur omkring en sårbar tilværelse, der hver dag kunne kollapse. Stanley Wilson havde nemlig et stort misbrugsproblem.

Han drak. Og han var afhængig af kokain.

Det hvide pulver havde allerede kostet ham to karantæner – herunder i hele 1987-sæsonen, hvor misbruget var skyld i, at han var suspenderet. Ét fejltrin til, og han ville have karantæne på livstid.

Spiste is hjemme ved cheftræneren
Bengals’ trænerstab gik derfor til yderligheder for at sørge for, at Wilson forblev clean. Running backs coach Jim Andersen fungerede nærmest som en adoptivfar for problembarnet, som Anderson vågede over konstant. Og ganske udsædvanligt havde head coach Sam Wyche og Wilson en aftale om, at Wilson efter hver eneste hjemmekamp kunne komme på besøg i Wyches hjem for at spise is. For så havde Wyche styr på Wilson.
- En psykolog havde fortalt os, at du er mest sårbar i forhold til at ryge tilbage i misbruget, når du er ekstremt ”høj” eller ekstremt langt nede i kulkælderen, når du fejrer noget eller er deprimeret. Efter en kamp ville du altid være det ene eller andet, fortæller Sam Wyche til The Palm Beach Post.

Mandsopdækningen virkede. I hele den succesrige 1988-sæson var kokainen langt fra næsen, og hver uge bestod Wilson uden problemer tre narkotests.

Derfor var forventningerne store, da Cincinnatis bengalske tigre midt i januar 1989 drog til Miami for at være den ene deltager i den 22. udgave af Super Bowl. Store på Bengals’ vegne. Store på Wilsons vegne.
- Jeg føler mig som født på ny, sagde han endda selv nogle uger inden finalen.

Men måske var de forfærdende oplevelser først i ugen et forvarsel om dét, der ville ske denne skæbnesvangre lørdag aften. Fra deres hotelbalkoner kunne Bengals-spillerne nemlig kigge ned på en del af Miami, som under én kilometer fra hotellet var i flammer. En hvid politibetjent havde skudt en flygtende, sort motorcyklist, og det havde klods op af Bengals’ hjem for ugen skabt voldsomme uroligheder – med skudepisoder, ødelæggelser, plyndringer, påsatte brande og masseanholdelser til følge.

Delegation blev sendt ud
De oplevelser gjorde Super Bowl-ugen temmelig speciel i en by, der ellers var klar til at feste forud for finalen. En by, som Bengals ikke fik set meget af i de første urolige dage.
- Vi var beskyttet af FBI, og de ville ikke lade os forlade hotellet, husker offensive coordinator Bruce Coslet.

I stedet kunne holdet så fokusere på football, og det skulle truppen og trænerstaben for alvor gøre aftenen før finalen, hvor de ved 19-tiden var samlet til møde.

Men de ventede stadig på Stanley Wilson, der var gået tilbage for at hente sin playbook.

Tiden gik. Fem minutter. Ti minutter. 15 minutter. Stadig ingen Wilson. En tremands-delegation bestående af Jim Anderson, hotelchefen og Bengals’ sikkerhedschef blev sendt op til Wilsons værelse for at lede efter ham. Der var ingen på selve værelset, så delegationen anslog, at Wilson måtte være ude på toilettet, der var lukket. De åbnede derfor døren ved hjælp af en bøjle.

Og her ventede et syn, som Jim Anderson siden har sagt, at han ville ønske, at han aldrig havde fået.

Bag badeforhænget på værelse 2211 fandt de tre mænd en halvnøgen Stanley Wilson. Han svedte og rystede. Det hvide pulver sad i næsen og hang over læben. Han havde givet efter for sin afhængighed og var tilbage i misbruget. I en rus af de større havde han både sniffet og røget kokain. Hvorfra, han havde fået kokainen, vidste ingen. Men nu var den i kroppen på ham.
- Åh, Stanley! Hvorfor?, spurgte en fortvivlet Jim Anderson sin formtumlede fullback.

22 timer før sin karrieres største kamp havde Stanley Wilson tabt sit livs største kamp.

Kastede bøgerne i jorden
I mellemtiden havde Sam Wyche forladt mødelokalet for at finde ud, hvor Wilson blev af, og han gik op på hotelværelset, hvor han ved et trist selvsyn erfarede, hvad der var sket. Wilson lå på sin seng, mens han i sin rus græd og undskyldte:
- Sam, jeg er så ked af det. Jeg er så ked af det, lød det fra ham.

Da Wyche kort efter vendte tilbage til mødet og de andre spillere, var hans øjne røde og blanke. Quarterback Boomer Esiason tænkte forundret, om det var endnu én af trænerens anderledes måder at motivere sine spillere på.

Det var det desværre ikke.
- Stanley har haft et tilbagefald, fortalte den 44-årige cheftræner, inden han brød så meget sammen, at han måtte forlade rummet.

Nogle af spillerne hamrede deres playbooks i jorden, andre begravede ansigtet i hænderne. De var både frustrerede på deres kammerats vegne og frustrerede over, at chancen for næste dag at slå 49ers med ét var blevet svækket.

Kokainhøje Wilson blev i al diskretion flyttet over på et værelse på et andet hotel, men da en Bengals-medarbejder, som skulle holde øje med ham, i et uforsigtigt øjeblik talte i telefon, flygtede Wilson væk fra rummet, fortsatte ned af en brandtappe - og ud i natten.

På gaden i Miamis natteliv købte han sprut i en butik og fandt en narkohandler, som solgte ham endnu mere kokain. Herefter tjekkede han ind på et motelværelse og fortsatte sit trip.

I det næste døgn hørte ingen noget som helst til Stanley Wilson.

Wilson ville have gjort en forskel
Dagen efter så Stanley Wilson i sin rus heller ikke sine holdkammerater tabe Super Bowl XXIII med 20-16, efter at 49ers’ quarterback Joe Montana havde leveret historiens mest legendariske angrebsserie, da han indenfor de sidste tre minutter af kampen førte sit hold hele vejen op af banen til et afgørende touchdown.

Nederlaget gjorde ondt på Cincinnati, og spillerne og trænerne har ikke siden kunnet lade være med at tænke på, om resultatet ville have været anderledes, hvis ikke Stanley Wilson havde ladet sine dæmoner tage overtaget.

Svaret er – for flere spillere og trænernes vedkommende – et ja. Ikke mindst fordi kampen blev spillet på et Joe Robbie Stadium, hvor det denne søndag var svært at få fodfæste på grønsværen. Men det var et godt underlag til tunge Wilson, som løb med et lavt tyngdepunkt og med små, korte skridt.
- Jeg tror, at mange ville have misset tacklingerne på ham, og han ville ikke have været påvirket af underlaget, vurderer Sam Wyche.

Uden Wilson som blokerende bodyguard nettede Woods og Brooks tilsammen kun 103 rushing yards. Ikke godt nok for en så stærk duo, som Bengals’ game plan var bygget op omkring. De to skulle have vundet kampen for Cincinnati.

Tilbagefaldet i Miami var kun begyndelsen på en tragisk nedtur af uhyrlige dimensioner for 27-årige Wilson. Hans NFL-karriere var slut. Og et nyt – ikke beundringsværdigt liv – var kun lige begyndt. Han begik efterfølgende adskillige indbrud for at skaffe penge til sit massive kokainmisbrug, men den kriminelle løbebane stoppede en dag sidst i 1990, da politiet anholdt ham for at have begået et indbrud i et hjem i Beverly Hills, hvor han stjal værdier for 130.000 dollars. Betjentene fandt den tidligere NFL-spiller på samfundets bund i et hus fyldt med skidt, affald og kanyler.

Dommen var hård
Det var tredje gang, at Wilson havde brudt loven, og det faktum kostede dyrt. En dommer i Los Angeles skærpede automatisk straffen, bankede i bordet og tildelte ham en straf på 22 år bag tremmer.

Han kommer ud næste år – i 2011.

For ni år siden prøvede én af hans gamle holdkammerater, wide receiver Cris Collinsworth, at forstå, hvorfor Stanley Wilson aftenen før sit livs store øjeblik havde lavet en så altødelæggende brøler.

Collinsworth, der dengang var NFL-kommentator hos Fox Sports, og som nu har samme rolle hos NBC, fik af sin gamle kammerat lov til at foretage et interview til tv.
- Jeg ville bare virkelig gerne vide, hvad der skete, fortæller Collinsworth.

Stanley Wilson var klar over, at han havde gjort noget forkert. Helt forkert. Han havde svigtet sine holdkammerater, da de havde allermest brug for ham.
- Åh Gud, hvad jeg har gjort?, spurgte Wilson i interviewet, da talen faldt på aftenen før Super Bowl.

Men Collinsworth fik intet svar på, hvorfor Stanley Wilson ikke kunne vinde kampen mod kokainen.

For ingen – ikke engang Wilson selv – kunne eller kan forklare, hvorfor dæmonerne igen fik overtaget den januaraften i 1989, hvor Stanley Wilsons karriere var så tæt på at nå sit absolutte højdepunkt.

NOTE: Stanley Wilsons søn, der var seks år den fatale nat i 1989, er i dag 27 år. Stanley Wilson Jr., som sønnen hedder, blev selv en dygtig amerikansk fodboldspiller, der var et stort talent som cornerback hos Stanford i college football. Talentet var så stort, at Detroit Lions i 2005 valgte Wilson Jr. i tredje runde af draften. Han spillede fra 2005 til 2007 i alt 32 kampe for Lions og startede ni af de opgør, samtidig med at han lavede otte interceptions. Dele af 2007-sæsonen og hele 2008-sæsonen blev dog spoleret af alvorlige skader, hvorefter Lions ikke forlængede aftalen med ham, og i 2009-sæsonen har Wilson været uden en arbejdsgiver.

Select ratingDårligOkayGodGlimrendeFantastisk

 

• View
• Track