Janet Jacksons højre brystvorte fik en vigtig betydning på det amerikanske præsidentvalg i 2004.

Nogle mener endda, at det mindre end ét sekund korte billede af brystvorten, der i halvlegsshowet i Super Bowl XXXVIII i 2004 blev sendt ud til hundreder millioner tv-seere verden over, ligefrem fik præsident George W. Bush genvalgt.

I de døende sekunder af showet flåede sangeren Justin Timberlake en del af Janet Jacksons kostume af, så hendes højre bryst og brystvorte – kun tildækket af en stjerne – kom til syne. Det syn fik nærmest mange amerikanere til at gå i chok, og intet mindre end en halv million tv-seere klagede til det amerikanske tv-nævn over hændelsen, som de mente var anstødelig, umoralsk og forargelig. Tv-selskabet CBS, der transmitterede Super Bowl, fik siden en rekordstor bøde af tv-nævnet på en halv million dollars.

Flere iagttagere mener, at den spotlight på brystet gavnede Bush og hans kamp for genvalg.

Én af dem, der hævder, at sagen – kendt som Nipplegate” - påvirkede præsidentvalget, er den anerkendte forfatter Frederick Lane, der har skrevet bogen ”Decency Wars”. Han mener, at Bushs modkandidat, John Kerry, mest af alt selv var skyld i, at han tabte valget, men Frederick Lane fortæller, af “Nipplegate” havde indvirkning på vælgerne, der i månederne efter halvlegsshowet skulle vælge en ny præsident.

De værdier, som Bush slog hårdt på, at han stod for – anstændighed, høj moral og konservatisme – blev med brystvortens uventede titten frem nu værdier, som mange vælgere ville kæmpe for, at samfundet var præget af.
- Jeg mener, at hændelsen mindede de konservative om, hvor vigtigt det var at holde Præsident Bush ved magten, og tv-nævnets reaktion hjalp dem til at yde en mere energisk støtte til fordel for Bushs kampagne, siger Frederick Lane til Draftday.dk.

Burkina Faso kigger med
”Nipplegate” fortæller meget om det amerikanske samfund. Men det fortæller i lige så høj grad, hvor stor betydning en optræden under verdens største endags sportsbegivenhed kan få.

På den negative måde, som det var i tilfældet ”Janet Jackson”, der måtte se sin karriere falde i ruiner, efter at hun ”flashede” brystet. Men også på den positive måde. Efter at Tom Petty havde optrådt i Super Bowl i 2008, så han ugen efter sin single ”Free Falling” blive solgt i 305 procent flere eksemplarer end i ugen før Super Bowl. I 2002 – efter at de havde optrådt i finalepausen - hoppede U2s dengang seneste album på én uge fra en 108. plads på hitlisten Billboard til en ottendeplads.

Det er ganske enkelt showet over dem alle på scenen over dem alle. Med næsten én milliard tv-seere i 230 lande over hele verden – fra Kina til Canada, fra Burkina Faso til Bahrain og fra Montenegro og til lille Marshall Islands.
- Det mest betydningsfulde ved dette er de mange folk, der ser det over hele verden. Det er det største publikum, du kan få, sagde Tom Petty forud for finalen i 2008.

Og med et så stort publikum får den optrædende faktisk ikke en dollar for lejligheden. NFL betaler kunstnerens rejseomkostninger, men opmærksomheden fra en halv verden bærer lønnen i sig selv, og et honorar er der intet af.

”Up” min bare r..
Med så mange seere, der taler alt fra farsi til færøsk til flamsk, er NFL nødt til at finde en kunstner, der kan tiltrække den brede masse i mange aldre.
- Vi leder efter en optræden, der passer til den størst mulige demografi fra de otte-årige til de 80-årige. Vi ønsker kunstnere, der har et kendt sangkatalog, men som samtidig er kulturelt relevante, siger Charles Coplin, der som vice president of programming hos NFL har ansvaret for showet.

I de senere år har for eksempel Rolling Stones, Prince og Bruce Springsteen matchet de kriterier.

Tilbage i 1960’erne, 1970’erne og helt frem til 1980’erne tænkte arrangørerne mindre over den slags. Der var showet mere fyld – onde tunger vil sige ”tidsfordriv” - mellem anden og tredje quarter end en begivenhed i sig selv.

Det var dengang, at Grambling State Universitys marching band forsøgte at underholde masserne under den første og anden Super Bowl. Eller hvad med den bløde mellemvare i form af det politisk korrekte og evigtglade velgørenhedsorkester ”Up With People", der fire gange i årene 1976 til 1986 stod for pauseindslaget? Til sidst havde selv den daværende commissioner Pete Rozelle fået nok og bandlyste bandet:
- Der er tre ord, jeg aldrig vil høre igen: Up With People, sagde Rozelle på et møde i 1986.

I 1979 tog middelmådigheden for alvor over. Ved Super Bowl XIII i Miami gik showet under temaet ”Caribbean Carnival”, men de haitianske musikere, der skulle spille, dukkede aldrig op, og motoren på det maskindrevne skib, der skulle sejle over banen, døde undervejs. Derfor skulle skibet til sidst trækkes fra banen. En pinlig omgang for NFL.

Da seerne zappede væk
Pete Rozelle vidste, at for mange tamme shows ikke var godt for NFLs og for Super Bowls omdømme, som Rozelle ønskede skulle være mere end blot en kamp om touchdowns.
- Halvlegsshowet skulle efter hensigten tiltrække seere – især kvinder – der måske ikke var specielt interesserede i selve kampen, sådan at kampen blev en mediemæssig begivenhed og ikke bare en sportskonkurrence, siger forfatteren til bogen ”Brand NFL”, Michael Oriard, til Draftday.dk.

Først i 1990’erne gik NFL, Rozelle og siden den nye commissioner, Paul Tagliabue, derfor til angreb i slaget om seere - ikke mindst de yngre seere. Popfyrene fra boybandet ”New Kids On The Block” gik på scenen i Tampa i 1991, og sangerinden Gloria Estefan optrådte i 1992.

Men lige lidt hjalp det.

For netop i 1992 – under Super Bowl XXVI - stod det klart, at halvlegsshowet på ingen måder var ”must-see”-fjernsyn.

Da Redskins’ quarterback Mark Rypien knælede og lod uret for en kedelig første halvleg mod Bills, som Redskins havde vundet 17-0, rinde ud, zappede op mod 28,6 millioner amerikanske tv-seere nemlig væk fra CBS og over på konkurrenten FOX. Tv-stationen lokkede med et særligt ekstraafsnit af den tids populære tv-serie ”In Living Color”, hvor komiker-brødrene Keenen og Damon Wayans havde hovedrollerne.

Brødrenes tosserier var for mange seere mere attraktivt end en syngende Gloria Estefan iklædt strutskørt, og OL-isdanserne Dorothy Hamill og Brian Boitano, der under temaet ”Winter Magic” skøjtede rundt på to små isscener til tonerne af ”One Moment in Time".

Det var sødt, men ikke godt nok, mente millioner af seere. Så hellere to gange Wayans.

Michael Jackson stod stille i ét minut
NBC havde rettighederne til 1993-udgaven af Super Bowl, og tv-stationens chef, Dick Ebersol, vidste, at der skulle ske noget drastisk, så de undgik endnu en fiasko. Han pressede på for, at NFL jagtede kunstneren over dem alle – megastjernen Michael Jackson – der på det tidspunkt var på sin karrieres absolutte højdepunkt.

Jacksons lejr var ikke umiddelbart solgt på idéen, men meldingen om, at folk i 160 lande ville se Jackson synge gigahittet ”Black or White” tiltalte dem. Ikke mindst fordi Jackson stod foran en turne i netop mange af de lande. Så Jackson-lejren takkede ja til tilbuddet.

Den nu afdøde popstjernes optræden blev en kæmpesucces og vendepunktet for Super Bowls halvlegsshows. Den viste, at den rette kunstner kan gøre en forskel. 133,4 millioner tv-seere i USA fulgte kampen – mange blot for at se Jackson – og Super Bowl XXVII i 1993 er stadig ét af de ti mest sete programmer i historien.

I parentes bemærket var Michael Jackson dog lige ved at drive arrangørerne til vanvid. Aftalen var, at Jackson skulle stige op fra et område under scenen, holde en kort pause og så gå i gang med at synge og danse. Men stjernen – der kunne slippe af sted med rigtigt meget – stod af ukendte årsager i stedet helt stille i ét minut og 10 sekunder, der virkede dybt underlige og pinlige, og hvor han nærmest drillede det ekstremt forventningsfulde, hujende publikum, inden han omsider gik i gang.

NFL og NBC kunne dog se gennem fingre med det. De havde skabt en succes, og Michael Jacksons ”Heal The World”-show regnes i dag stadig for at være ét af de største øjeblikke i Super Bowls historie.

Havde ikke tid til at tisse
Årene efter bød på flere store, kendte MTV-navne som Aerosmith, Sting, Christina Aguilera og Britney Spears, som var hovedpersoner i en stadig større, stadig mere spektakulær lys- og lydopsætning, der formåede at fastholde halvlegsshowet som en begivenhed, man ikke måtte misse. Heller ikke selvom tissetrangen var stor ovenpå alt for mange Budweisers og Coca-Cola’er i første halvleg.
- I stedet for kunstnerne som Al Hirt og Carol Channing, der optrådte i 1970’erne, bød finalens halvlegsshows nu på popstjerner, fortæller Michael Oriard til Draftday.dk.

Det største øjeblik i halvlegsshowets historie kom ifølge mange i februar 2002, hvor USA få måneder forinden – den 11. september 2001 - var sendt i knæ af terroristernes angreb på det stolte land, som nu græd over tabet af flere tusinde menneskeliv.

NFL kæmpede for at finde den rette kunstner, der kunne samle hele nationen og dele af verden i en mindeværdig performance. Planen var oprindeligt, at Janet Jackson skulle stå for pauseunderholdningen, men efter angrebet på World Trade Center og Pentagon mente arrangørerne, at der skulle noget større til.
- Vi tænkte: ”OK, alle planerne skal kastes ud af vinduet, vi begynder forfra”, fortæller Fox Sports’ direktør David Hill til ESPN.com.

Folkene bag showet blev hurtigt enige om, at en absolut førsteprioritet i sådan en svær tid måtte være verdensnavnet, U2. De irske superstjerner og især frontfiguren Bono ville om nogen være i stand til at levere et passende show i den stemning af frygt og sorg, der prægede verden.

Det skulle vise sig at være det perfekte fit. Bono og U2 ramte hjerterne på publikum og seerne.

Midt under rockbandets tredje og sidste nummer – ”Where The Streets Have No Name” - begyndte navnene på alle de døde ved terrorangrebet at rulle ned på en storskærm bag U2. Og da nummeret sluttede, fremviste Bono et amerikansk flag fra det indvendige af sin mørkeblå jakke.
- Dette er et af de mest mindeværdige og meningsfulde optrædener i halvlegsshowet i Super Bowls historie, sagde NFL Networks Charles Coplin, da tv-stationen i 2006 genudsendte showet.

Goodell træt af Rolling Stones
Netop Charles Coplin er den praktiske gris, der allerede ét år i forvejen begynder at finde næste sæsons Super Bowl-optræden. Han siger selv, at listen aldrig består af flere end en håndfuld seriøse kandidater, og at listen ændrer sig år for år. Fordi Radiohead er en kandidat i den ene sæson, behøver gruppen ikke at være det året efter, hvor tendenserne i musikken kan have ændret sig.

Når kunstneren er fundet, skal NFL sikre sig, at sangene passer til et bredt, meget forskelligt publikum, og frem for alt ikke støder nogen. Det er navnlig vigtigt i post-”Nipplegate”-tiden.

I nogle år er det dog problematisk.

Som i 2006, hvor The Rolling Stones ikke uden videre ville underlægge sig NFLs strenge krav om ordentligt sprogbrug. Bandet insisterede på at spille de to numre ”Start Me Up” og ”Rough Justice”, der begge indeholdt ord, som det amerikanske tv-nævn ikke ville acceptere. Selv under torsdagens prøver, holdt rocklegenderne stædigt fast i sangene og ordene.

Til sidst fik NFL nok. Den nuværende commissioner Roger Goodell, der dengang var NFLs chief operating officer, var blot fire dage før finalen parat til at droppe de kontroversielle ”rullestene” og i stedet finde en erstatning. Til sidst fandt parterne dog et kompromis, der betød, at de anstødelige ord blev ”mutet”, så de ikke røg ud i stuerne til seerne.

Scenemand risikerede livet
Men hvis kunstnernes sprogbrug i sig selv er stærke sager, er det ingenting at regne for de samlet ”12 minutters terror”, som Charles Coplin og NFL gennemgår i de seks minutter før - og seks minutter efter showet.
- Der er ingen anden måde at beskrive det på end ren terror, har Coplin sagt.

For tag ikke fejl: Alt under Super Bowl er nøje planlagt ned til sidste sekund, og det betyder, at der ikke er nogen tid at spilde, når showet skal gøres klar i minutterne efter, at de to hold har forladt banen. Spillerne skal ikke sidde unødvendigt længe og vente i omklædningsrummet i pausen, og derfor skal showet sættes gang maksimalt seks minutter efter første halvlegs afslutning.

Og det er altså et show, der typisk består af en tonstung scene med tv-kameraer, ledninger, lamper, musikere og tusindvis af dansere og frivillige publikummer, som får lov at stå helt oppe ved scenekanten.

Det kan næsten kun skabe problemer – og det gør det også. I 2006, hvor Prince optrådte, måtte en meget modig scenemedarbejder løbe en livsfarlig risiko. Sølle 30 sekunder før Prince gik i gang, manglede en stor del af scenen stadig strøm, fordi en stor kobberledning ved en fejl var blevet skåret over. Men scenemedarbejderen meldte sig frivilligt og holdt med de bare hænder frygtløst de to afskårne ender sammen i de 12 minutter, showet varede.

Når så scenen, udstyret og de mange statister skal af banen igen, skal det ske som et kirurgisk indgreb: Med meget stor præcision og så blidt så muligt. Banen er først og fremmest bygget til at spille football på, og det vil være en katastrofe af de store, hvis transporten af de mange tons udstyr ødelægger det tæppe af græs eller kunstgræs, som anden halvleg skal fortsætte på.

”Nippegate” lever videre
Det sker dog som udgangspunkt aldrig, for arrangørerne går forsigtigt til værks, og sandheden er, at en brystvorte har vist sig at være langt farligere for NFL end en scenevogn, som er kørt fast i grønsværen.

En brystvorte, som, Janet Jackson stadig hævder, dukkede frem ved en fejl. Men ikke desto mindre kører ”Nipplegate” videre – så sent som i december fortsatte retssagen mellem tv-nævnet og CBS, der nægter at betale den gigantiske bøde, som tv-stationen er blevet pålagt at betale.

Siden Janet Jacksons ”uheldige” tøjkikser har seks kunstnere optrådt i halvlegsshowet – flere af dem sikre, anstændige navne som Paul McCartney og Bruce Springsteen, der ikke gør en kat eller tv-seer fortræd. Kritikerne hævder, at showet er blevet mere kedeligt og mindre sprælsk.
- Den mest betydelige indvirkning, som “Nipplegate” havde på halvlegsshowet i Super Bowl, var, at der siden kom en parade af aldrende rocknavne. Paradoksalt nok var mange af dem i deres unge dage mere skandaløse og grove, end Jackson og Timberlake var i 2004, siger forfatteren Frederick Lane til Draftday.dk.

Dette års optræden i Miami står engelske ”The Who” for. En rockgruppe, som de modne seere kender fra deres ungdoms lydtapet, men som måske også appellerer til de yngre seere, for ”The Who” står nemlig bag titelmelodien til tv-hittet ”CSI”.

Så hvis ”The Who” denne første søndag i februar fyrer et show i topklasse af, vil mange være begejstrede: ”The Who” selv, tilskuerne på Dolphin Stadium, de yngre seere og de ældre seere.

Og ikke mindst Charles Coplin og NFL, der i ét år har forberedt sig til showet over dem alle.

Det største show i show business.

Select ratingDårligOkayGodGlimrendeFantastisk

 

• View
• Track